../billeder/2002: kort09.jpg

../billeder/2002: kort10.jpg

Santiago

Vi fandt uden besvær campingpladsen "Camping las Sirenas", der ligger 10 km. nord for byens centrum. Her fik vi os et solidt måltid i den fine restaurant.

I den ene ende af campingpladsen var der en afdeling, hvor nogle zigeunere havde slået lejr. Med deres tv-antenner, høns og masser af vasketøj hængt til tørre. En lille kone med flere hunde havde åbenbart fødselsdag; hun havde besøg af en masse store børn med balloner. Også lejrchefen kom på besøg.

Næste dag skulle vi ind til byen. Der var rutebilholdeplads nær pladsen, så for at undgå parkeringsbesvær ville vil tage bussen. Værtinden var åbenlyst bekymret for det valg. Hun gav os for en sikkerheds skyld sit telefonnummer, så hendes assistent kunne hente os, hvis vi ikke kunne finde hjem igen med rutebil. - Senere opdagede vi, at der var rigeligt med parkeringsplads lige i nærheden af den gamle bydel, der havde vores interesse.

Pladsen foran domkirken myldrede med pilgrimme. Nogle var kommet enkeltvis, andre i grupper - med fælles påklædning og fælles sange. Der var også et hold sækkepibemusikanter, der stod og spillede. Det kan have været en flok skotter, der gerne ville gøre opmærksom på sig selv; men det kunne også være galicere, for sækkepiben er nationalt instrument i Galicien.

../billeder/2002: scan0023-mini.jpg

Sådan ser kirken ud på et af de postkort, vi købte. Det var ikke let at komme på tilstrækkelig afstand til at bruge et almindeligt kamera.

I en af korsarmene var der fuldt hus af pilgrimme til gudstjeneste. Duften af unge pilgrimme var umiskendelig: sved og sure sokker. De var sikkert ankommet samme dag og havde vel medbragt hele deres medtagne bagage.

../billeder/2002: scan0021-mini.jpg

Her er hovedaltret. Det er svært at se på dette billede, men foran hænger det enorme røgelseskar, der ved særlige højtider suser ned gennem kirkerummet. Det er så tungt, at der skal flere mænd til at betjene det. - Dette billede giver nok et klarere indtryk.

../billeder/2002: scan0025-mini.jpg

Hen mod udgangen stod folk i kø for at tilbede en figur på denne søjle.

Santiago (Sct. Jakob) kom til at spille en rolle under den langvarige generobring af Spanien fra maurerne, den såkaldte Reconquista, hvor en af heltene var den tidligere nævnte El Cid. Der er myter om, at når det så rigtig skidt ud for de kristne i kampen, så var Santiago der på sin hest og tog del i kampen. Så fik de kristne det mod, der bragte dem til sejr. I den rolle kaldes Santiago 'Matamoros', maurerdræberen.

Der er ikke noget at sige til, at kirken blandt meget andet også har et alterbillede, der fremstiller en sådan situation: Helgenen til hest ned hævet sværd og stygge, forvrængede maurerhoveder rullende omkring sig. Der er trods alt så mange rent historiske monumenter i sådan en gammel kirke. - Men at nogen stadigvæk tænder lys netop for denne dræber, det virker skuffende. Der er typer af fromhed, der så rigeligt har plads til hadet. - Men det kender vi vist også fra den danske virkelighed.

../billeder/2002: scan0024b-mini.jpg

Ude på kirkepladsen stod denne forgyldte engel. Det var jo en ung pige, der forsøgte at tjene en skilling på den måde. Det havde vi ikke set før. Hun stod stille som en statue, men kunne påkalde sig de forbipasserendes opmærksomhed ved en ganske lille bevægelse.

../billeder/2002: scan0024c-mini.jpg

Annalise lagde en mønt i dåsen. Det indbragte en yndefuld gestus som tak.

Da vi skulle hjem om aftenen, lærte vi en del om privatiseringens velsignelser. Vi skulle finde vores bus. Den skulle gerne være mærket 'Fisterre'. Der var skilt om, at man skulle have købt billet i forvejen. Det skulle man oppe på 1. sal af busstationen. Så var det med at finde en køreplan. Men til det formål måtte man først vide, hvilket selskab der havde den rute, man ønskede at benytte. Jeg spurgte mig for ved en af lugerne; men pigen der var vist ikke tilfreds med mit spanske og helligede sig andre gøremål. Tilsidst var der en rar herre, der mente, at jeg skulle hen til det og det selskabs luge. Og det så ud til at være rigtigt; men her var forretningen lukket. Så ned til busserne igen.

Nu vidst vi, hvad vort busselskab skulle hedde, samt at selskabets busser var grønne. Så måtte vi rundt til alle grønne busser og spørge os for. Vi fandt efterhånden den rigtige. Og vi kunne få billet i bussen. - Chaufføren skulle nok standse ved campingpladsen; og det gjorde han også, da nogle rare koner havde fortalt ham, hvor den var.

Louro

Når en pilgrim har været i Santiago, skal han dernæst gerne ud til Fisterre, Verdens ende, Spaniens vestligste punkt ud mod Atlanterhavet, og måske finde en muslingeskal at sætte i hatten.

Der ville vi også godt hen, hvis det lige kunne passe; men først ville vi ud til en dejlig campingplads, der også lå ved Atlanterhavet, men knapt så langt mod vest.

../billeder/2002: scan0027a-mini.jpg

../billeder/2002: scan0027-mini.jpg

Camping Ancoradoiro ved Louro. En dejlig plads i terrasser. Der er to restauranter, en med skaldyr og en anden med fisk og kød. Her er palmer og store, blomstrende kaktus af den slags, vi kendte fra Nigeria og Sahara. Vor tyske nabo fortalte, at oppe i bjergene er der 1000 år gamle tegninger i klipperne.

Om aftenen gik vi i vandet. Det var klart og koldt. Nu holdt der mange biler på vejen hernedtil. Det var nok lokale folk, der badede her.

Den næste dag blæste det så kraftligt, at vi måtte rykke ind i vognen og sikre, at vores havemøbler ikke blæste væk. Men ellers var vejret dejligt.

På grund af blæsten bestemte vi os for at lade være med at tage ud på Fisterre. Vores camper er ret vindfølsom. Så vi kørte op over bjergene for at nå op til nordkysten. Her var en imponerende mængde vindmøller.


Sti: Camino 7 ⇐ Camino 8 ⇒ Camino 9

Oversigt