Skabelsen

Livingstone opfatter ikke den bibelske skabelse som alle tings begyndelse.

I.421: På rejsen mod vestkysten gjorde L. ophold ved byen Casange, hvor han besteg et bjerg, hvorfra han havde overblik over den frugtbare Quangodal.

". og tænkte på, hvilke uhyre masser der var udskyllet for at danne den. Herved førtes vi naturlig til at tænke over det umålelige tidsrum, som er medgået til denne (lerskifer) masses første dannelse og ophobning; dernæst over de stenlag, af hvilke denne masse igen var afslidt, indtil tanken svimlede ved forsøget på at stige op ad de trin, som fører tilbage gennem noget af evigheden forud for menneskets skabelse. Geologiens forskellige epoker er som de eneste landkendinger på dette ubegrænsede hav. Vor egen epoke, "Skabelsen", er kun et af leddene i denne vidunderlige række, som giver en fremstilling i det store af Guds almægtige kraft. ... Det er så langt fra, at denne videnskab søger at bringe mennesket til at ringeagte Guds magt og kærlighed, at den snarere viser os en mulighed for, at den åbenbaring af hans nåde, som vi har i hans enbårnes sendelse, måske ikke er den eneste, som har fundet sted i de talløse tidsaldre, gemmen hvilke skabelsens værk har bevæget sig."

II.33: I omtalen af nogle fossile palmer, som han har fundet på sin rejse, går hans tanker til "en verdensperiode, da land og hav stod i et aldeles forskelligt forhold fra, som de nu er, og længe forinden 'morgenstjerner sang tillige og alle Guds børn råbte af glæde'. Citatet er fra Jobs bog 38,7, hvor Gud irettesætter Job og spørger, om han monstro var med, da verden blev skabt. Altså taler Livingstone om en verdensperiode, der lå længe inden det, som Bibelen kalder 'skabelsen'.

II.89: I en fodnote citerer han sin ven Roderick Murchison: "Som Sydafrika nu er, således har dets almindelige udseende været i umindelige tider - længe før menneskets skabelse. Thi urbjergene ... har øjensynligt omkranset en sump eller sø i midten, hvor dicynodon [en øgleart] havde hjemme på en tid, da ikke eet dyr havde lighed med noget af de levende væsener, som nu findes på overfladen af vor jord".

II.193: I en egn med meget store mængder (næsten tamt) vildt måtte han tænke på, "at jeg her kunne se et tro billede af den tid, da megatherierne [fortidige pattetyr i elefantstørrelse] græssede uforstyrret i urtidens skove."


Sti: Tro og viden: Skabelsen ⇒ Survival of the Fittest

Oversigt