Sechele

Høvding for bakwain-stammen, en afdeling af bechuana-folket.

Hans far blev myrdet af sine egne folk, fordi han tog deres koner fra dem. Sebituane, anføreren for makololoerne, der dengang boede i nærheden blev bedt om at gribe ind. Han angreb byen og sørgede for, at høvdingesønnerne blev skånet. Sechele blev derefter høvding (1.18).

Da Livingstone første gang ville holde en offentlig gudstjeneste, spurgte Sechele ham, om hans forfædre kendte noget til dommen over de døde. Livingstones beskrivelse af dommedag forfærdede Sechele: "Hvorfor har mine forfædre ikke fået noget at vide om det før?". Livingstone forsøgte at forklare det med de geografiske hindringer mod nord; men nu var de hvide kommet sejlende for at udbrede kundskaben sydfra. "Da pegede han hen imod den store Kalahariørken og sagde: 'Du kommer aldrig igennem den hen til stammerne på den anden side; det er endogså for os sorte en umulighed undtagen i enkelte åringer, når der falder mere regn end sædvanligt og denne fremkalder en overordentlig mængde vandmeloner. Selv vi, der kender landet, ville omkomme uden dem'" (1.19).

"Så såre han fik lejlighed til undervisning, gav han sig til at læse med en sådan udholdenhed, at han blev ganske korpulent af mangel på bevægelse, mens han tidligere havde været temmelig mager, fordi han var en ivrig jæger". - På een dag lærte Mr. Oswell ham alfabetet. Hans yndligsforfatter blev Esajas (1.20).

De gudelige forsamlinger, som Sechele holdt, blev kun besøgt af hans egen familie, som han befalede at møde. Han undrede sig over, at folket ikke fulgte ham, for ellers plejede det at følge høvdingen i alt. En af grundene var den tørke, der havde ramt dem, og den satte folket i forbindelse med den kristelige undervisning. Sechele havde ellers været en stor regnmager.- Det tog Livingstone tre år at få øje på hans vanskeligheder, regnmageriet og flerkoneriet. En af hans koner var særlig trodsig. Hun kunne møde til forsamlingerne uden en trevl på kroppen, så Sechele måtte vise hende bort for at tage kjole på, "så plejede hun at gå ud med læberne trukne op som tegn på hendes uudsigelige foragt for hans mymodens ideer" (1.22).

Da Sechele endelig besluttede sig, gav han hver af sine overflødige koner en ny klædning og sendte dem hjem til deres familier med besked om, at han ikke havde noget at udsætte på dem, men mente, at han således måtte følge Guds vilje. Da han og hans børn blev døbt, fældede nogle af de gamle en tåre over, at "det var kommet så vidt med deres fader". - Derefter begyndte en hidtil ukendt modstand. "Alle de fraskilte koners venner blev modstandere af vores religion; skole og kirke besøgtes kun af ganske få ud over høvdingens egen familie" (1.23).

"Bilder du dig ind, at disse folk nogensinde ville tro, blot fordi du taler til dem? Jeg kan ikke få dem til noget uden ved at piske dem. Hvis du vil, så skal jeg kalde på mine høvedsmænd, og så skulle vi med vore litubaer (piske af næsehornshud) snart få dem allesammen til at tro" (1.21).

Da Livingstone forberedte sin store opdagelsesrejse, sendte Sechele sine børn til Moffat i Kuruman, for at de skulle blive oplært i de hvides kundskaber, dem alle fem samt deres tjenere (1.136).

På den tid var det, at boerne angreb Kolobeng. En af Secheles tidligere koner, Masebele, kom med brev fra ham til Moffat i Kuruman: De havde forlangt, at jeg skulle høre til deres rige, og jeg undslog mig derfor. De havde forlangt, at jeg skulle hindre englænderne og griquaerne i at gå igennem nordpå; jeg svarede, at de er mine venner, og at jeg ikke kan hindre nogen. De dræbte 60 af mine mænd og fangede kvinder, børn og mænd. Livingstones hus plyndrede de. De lod deres undertvungne indfødte brænde byen af (1.137).

På sin rejse nordpå mødte Livingstone Sechele, der havde besluttet at tage til England for at tale med dronningen om det, der var sket. Livingstone og mange andre forsøgte at foreholde ham de vanskeligheder, der var forbundet dermed. Dronningen skulle vel nok modtage ham, hvis han nåede så langt. Problemet var at komme dertil. Nogle officerer foretog en indsamling for at hjælpe ham med rejseudgifterne; men i Kapstaden måtte han erkende, at han ikke havde penge nok til at gennemføre rejsen (1.140).

Mødet med Sechele fandt sandsynligvis sted i Secheles by Litubaruba; for her fortælles om en bedrift, de foretog sammen: I nærheden af byen ligger en hule ved navn Lepelole. Herfra løb der tidligere en kilde. Ingen turde gå derind, for man mente, at guddommen boede der. "Vi havde aldrig haft en fridag fra januar til december (regnet fra 31/12-1852) , da søndagene netop gav os allermest at bestille med prædiken og undervisning; derfor foreslog jeg engang en hverdag at gøre en udflugt til hulen for at se bakwainernes gud". De gamle sagde, at enhver, som gik derind måtte blive der; men til deres bestyrtelse erklærede Sechele, at hvor Livingstone gik foran, ville han følge efter. Hulen fordelte sig i to gange, der endte med nogle runde huller, hvorigennem vandet var kommet. "De eneste beboere, den nogensinde har haft, synes at være bavianer. Ved enden af den øverste gang efterlod jeg et af Fader Mathews totalafholdenhedsmærker af bly" (1.143-144).

Bakwainerne var i en elendig tilstand, frarøvet næsten alt af boerne, nær sultedøden (1.144).

Sechele havde forbudt sine folk at foretage noget hævntogt, mens han selv var i England; men nogle unge folk havde alligevel vovet at nærme sig nogle boere på vej hjem fra jagt. Da boerne så dem, tog de flugten og efterlod nogle vogne, som blev bragt hjem til Litubaruba. Boerne indledte fredsforhandlinger. Bakwainernes krav var, at Secheles børn skulle tilbageleveres. - "Aldrig har jeg set folk gå så aldeles i fælden uden at mærke det, som disse fire boere gjorde; thi hvert pasmellem bakkerne og kløfterne viste sig besat med stærke afdelinger bevæbnede bakwainer; og havde mændene ikke lovet mere, end de agtede at holde og virkelig holdt, så havde den dag været deres sidste levedag (1.144-145).

Livingstones beskrivelse af Sechele: "Han er høj og temmelig svær, har et mere end almindeligt negeragtigt udvortes, men store øjne. Han er meget mørkfarvet, og hans folk sværger ved 'Sorte Sechele'. Han har en klar forstand, læser godt og taler flydende. Mange af de stammer, som tidligere levede under boernes herredømme, har taget deres tilflugt til ham, og han er nu en mægtigere høvding, end han var før angrebet ved Kolobeng" (1.140).

Livingstone har hørt, at Sechele er begyndt - uden pålæg fra nogen - at undervise sit folk i kristendommen (2.309).



Note: Bechuana
Note: Griquaer
Note: Om amning
Sti: Missionær: Laterna magica ⇐ Sechele ⇒ Boerne

Oversigt