Profeter og spåmænd

De to ting er nok ikke helt det samme. Profeter kom med deres spådomme efter at være kommet i ekstase. Spåmænd kunne benytte sig af at kaste en "bola", men brugte også (foregiven) ekstase (2.143).

"Disse foregivne profeter begynder deres operationer med en voldsom bevægelse af de viljens herredømme undergivne muskler. Ved at stampe, springe og skrige på en særegen, voldsom måde eller ved at slå på jorden med en kølle skaffer skaffer de sig en slags krampe og påstår, at de, så længe denne varer, aldeles ikke ved af, hvad de selv ytrer" (1.99f). - Det skriver Livingstone i forbindelse med omtalen af en profet, hvis profeti ellers syntes at være rigtig. Det var profeten Tlapane, der levede på den tid, da høvdingen Sebituane og hans makololoer endnu søgte efter et sted at slå sig ned. Sebituane havde tænkt sig at søge mod øst til "de hvide mænds land". Tlapane fik ham på andre tanker. Han pegede mod øst og sagde, "Sebituane, hist skuer jeg en ild; fly den; det er en ild, som kan brænde dig. Guderne siger, 'gå ikke did'." Derpå vendte han sig mod vest og sagde: "Jeg ser en by og en nation af sorte mænd - af vandmænd; deres kvæg er rødt; din egen stamme, Sebituane, er ved at forgå og skal fortæres indtil sidste mand; du skal herske over sorte mænd; når dine krigere har plyndret rødt kvæg, så lad ikke ejermændene dræbe; de er din tilkommende stamme ...".

Livingstone forstår spådommen som en frugt af stor indsigt. Ilden i øst er portugisernes ildvåben. De sorte mænd var barotserne, som Sebituane overvandt og optog i sin stamme. Et par mænd, hvis død Tlapane forudsagde, døde også ganske rigtigt kort efter. Sebituane fulgte hans anvisninger.

Tlapane blev kaldt en "senoga", en som har omgang med guderne. "Han led formodentlig tildels af vanvid, thi han havde for skik at trække sig til et eller andet ubekendt sted, måske en klippehule, hvor han forblev i en slags magnetisk søvn, indtil månen blev fuld. Så vendte han aldeles udmagret tilbage til stammen og hidsede sig selv, ligesom andre bærer sig ad, der gør fordring på profetisk  beåndelse".

Spåmænd blev ikke altid mødt med ubetinget respekt. Da makololoerne vedtog at lade Livingstone søge en handelsvej mod vest, var der en spåmand, der udtalte: "Hvor fører han jer hen? Den hvide mand fører jer til undergang; jeres klæder lugter allerede af blod". Men han var kendt som en ulykkesprofet, og Sebituane havde tidligere stemplet hans syner som kujoneri, og Sekeletu lo ad ham (1.262). - På rejsen oplevede Livingstone, at en spånad fik klø. En kvinde havde et dødssygt barn. Hun sendte bud efter en spåmand for at få at vide, hvad der skulle gøres. "Spåmanden kastede terninger og arbejdede sig i ekstase for, som han sagde, at komme i forbindelse med barimoerne. Derpå gav han det orakelsvar, at barnet var ved at aflives af en portugisisk købmands ånd, som tidligere havde levet i Cassange".  Kvinden ville have sin mand til at give spåmanden en slave som betaling for at ofre og forsone ånden. Men manden hentede sin nabo, "og uagtet spåmanden foregav endnu at være i ekstase, bragte to dygtige stokke på rygstykkerne ham dog i en fart til samling og en ,meget uhæderlig flugt" (2.45).

Da Livingstone og hans folk kom tilbage fra ekspeditionen vestpå, blev de modtaget som dem, der var opstået fra de døde; for spåmænd havde forlængst erklæret dem døde.

Spåmænd havde det med at minde om deres spådomme, hvis de viste sig at slå til. Livingstone drillede dem gerne med at minde dem om de spådomme, der ikke gik i opfyldelse. Derfor kunne de ikke lide at kaste deres bola, når han var i nærhede (2.143).


Sti: Opdagelsesrejserne: Udstyr ⇐ Profeter og spåmænd ⇒ Buskmænd og bakalaharier

Oversigt