Opdagelsesrejserne

Allerede inden boernes angreb på Kolobeng var Livingstone indstillet på at forsøge at "åbne Afrika" ved at finde handelsveje fra området ved Ngami-søen ud til kysterne, enten mod vest eller mod øst. Når han ikke var i Kolobeng, da boerne angreb, skyldtes det, at han som forberedelse til rejsen var i Kuruman for at få et vognhjul repareret og sende familien til England. Men under ingen omstændigheder var der mere for ham at gøre i Kolobeng; hans hus var ødelagt, og Sechele havde forladt byen sammen med sin stamme. Så Livingstone følte sig helt fri til at påbegynde sit nye forehavende. Med nogen galgenhumor konstaterer han, at han ikke engang behøver skrive testamente, for han ejer jo ikke noget, efter at boerne har berøvet ham alt.

"Boerne havde taget al min ejendom og dermed sparet mig al ulejlighed med at gøre testamente; jeg var nu ganske let om hjertet og gjorde nogle svage forsøg på at opfylde den kristelige pligt, som består i at forlade vore skyldnere, og jeg følte, at det var bedre at være mellem de plyndrede end mellem røverne" (1.264).

"Rygtet om denne voldsdåd mod bakwainerne i forbindelse med beskyldningerne imod mig for, som det hed, at have lært dem at dræbe boere, frembragte en sådan forfædelse i hele egnen, at jeg ikke kunne få fæstet en eneste mand til at ledsage mig på rejsen mod nord" (1.138). - Men det lykkedes dog at få et hold sat sammen takket være den velhavende købmand H. E. Rutherford, der var intersseret i at få oprettet en handelsvej til makololoerne. En handelsmand ved navn Georg Fleming rejste også med; de havde tre mand hver.

Han havde besluttet sig for at rejse så let som muligt. Det var vigtigere at "have hovedet med sig" end en mængde af udstyr. I sin liste over udstyr har han nu ikke medtaget alt, bl.a. ikke sin dobbeltløbede pistol eller de katte, som han havde med som gave til makololoerne, for at de kunne bekæmpe deres mus, ejheller "nogle geder og høns af forbedret race" samt en tyr, som han ville have foræret makololohøvdingen Sekeletu (men den blev 'ømbenet' under rejsen). - Og hvor mange stude havde de egentlig med? (Heste kunne de ikke tage med, for de ville snart dø af tsetsefluestik). På den tidligere rejse op til Makololo havde han mistet 43 stude på grund af tsetsefluerne. Studene var ikke bare ride- og trækdyr; de var også et vandrende spisekammer, som man kunne gribe til, når der ikke var vildt at skyde.

De nåede Linyanti den 23/5 1853.

Han blev ret længe hos makololoerne i Linyanti og tog med høvdingen Sekeletu ud på en rejse til hans undersåtter.

"Det var et smukt syn at se tilbage over den lange række, hvori vort følge bevægede sig ... medens mændenes strudsefjer bølgede for vinden.Nogle havde den hvide dusk af en kohale hængende på husarmanér, andre havde store buske af sorte strudsefjer eller hovedbedækninger, som var gjort af løvemanker. Nogle bar kjortler eller skørter af broget sirts, som høvdingen havde købt af Fleming".

På den rejse oplevede han blandt andet, at han ved en ren tilfældighed kom til at hindre en høvdingerival i at dræbe Sekeletu.

Rejsen mod vest

Tilbage i Linyanti blev der holdt rådslagning; makololoerne var stærkt interesseret i at få åbnet en handelsvej til havet. Kun en af stammens profeter advarede: Den hvide mand vil føre jer i døden. Men han blev i forvejen anset for at være en kujon, så det tog de ingen notits af. En ekspedition skulle startes, så snart regnen havde taget det værste af varmen. 27 mand blev udkommanderet til at ledsage ham med Pitsane som leder. Kun to af den var egentlige makololoer, etnisk set. De andre var barotser, batokaer, bashubiaer samt to ambondaer (1.263). Men de hørte alle til høvdingens folk, for hans far, Sebituane, var kommet ind på at optage de undertvungne i stammen. De egentlige makololoer var blevet reduceret i antal af feber, så nu udgjorde de nærmest stammens overklasse.

I virkeligheden var der allerede åbnet en handelsrute; men den var domineret af slavehandlere af mambaristammen (de to ambondaer tilhørte vist en klan af den stamme).

Den 11. november 1853 tog ekspeditionen afsted, ledsaget af Sekeletu, der ville med et stykke vej. Da høvdingen ikke skulle med længere, udsendte han sendebud, der skulle sørge for, at Livingstone og hans følge blev modtaget godt og hjulpet videre med de nødvendige vejvisere. Sekeletu havde givet ham fire elefanttænder med på rejsen for at få indtryk af, hvad portugiserne ville give for dem i Loanda; mambarierne, som næsten var hans eneste handelsforbindelse, ville give meget lidt for dem; de var næsten kun interesseret i slaver.

Makololos indflydelsessfære var meget stor (på størrelse med Frankrig), så et langt stykke vej gik turen nemt. De blev modtaget med hæder, hvor de kom frem, og blev forsynet med madvarer og fik stillet vejvisere til rådighed, når de skulle videre. Kanoer sørgede de også for, når der var brug for det. Overalt havde Livingstone travlt med sine observationer, så at han kunne stedfæste floder m.m. med længde- og breddegrader. Højden kunne han også fastslå, når han fandt det relevant. Det gjorde han ved at koge vand og aflæse temperaturen, når vandet kom i kog.

Et problem var Livingstones hyppige feberanfald. I sin bog bestemmer han sig snart til, at nu vil han ikke skrive mere om feber; men det løfte kan han ikke holde. Feberen havde alt for stor indflydelse på rejsen til, at han kunne lade være med at nævne den. Nogle steder måtte de blive liggende længe, for at han kunne komme sig tilstrækkeligt til at rejse videre. Han kunne være så svag, at han faldt af sin stud, Sinbad, og studen var mere end villig til at få ham til at falde af.

Feberen blev forstærket af al den regn, der faldt. Nogle dage var de allesammen våde fra morgen til aften - og om natten med. Hans folk kunne normalt bygge "løvhytter" for natten. Han selv havde sit telt at sove i; men det blev efterhånden så råddent, at det knapt nok kunne holde regnen ude. - Våde kunne de også blive af at vade igennem floder med vand til midt på brystet - eller svømme over dem. I det tilfælde var det godt at kunne holde fast i halen på en af studene. Det glippede for Livingstone ved en lejlighed, og straks var alle hans folk i vandet for at redde ham; men han kunne nu svømme selv - til hans folks forbavselse.

Så længe de rejste i Makololos indflydelsessfære var den slags ikke nødvendigt. De fik de kanoer, de havde brug for. Men længere fremme kunne de opleve, at der ingen kanoer var, eller at de lokale nægtede at stille dem til rådighed.

Mad kunne også være et problem. De kom igennem egne, hvor der ikke var vildt; der var dage, hvor de næsten ikke fik noget at spise. Hvad de kunne købe i de landsbyer, de kom igennem, var ofte bare maniok (vistnok det samme som kasawa), en ikke særligt nærende spise. Til tider måtte de slagte en stud.

Undertiden gik rejsen gennem to meter højt græs; her var studene nervøse, for der kunne jo ligge rovdyr på lur lige i nærheden, uden at nogen kunne se dem. Undertiden kom de igennem tæt skov, hvor Livingstone ikke kunne foretage sine observationer med sekstanten og det øvrige udstyr.

På hele turen kom de til at opleve slavehandelen på nært hold. Makololoerne selv var begyndt at sælge slaver for at kunne købe geværer af mambarierne. Og det samme var deres allierede. Et sted var der endda en venligtsindet høvding (Shinte), der ville glæde Livingstone ved at forære ham en ti-årig slavinde. Livingstone måtte jo takke nej.

Ude af makololos indflydelsessfære blev der snart problemer med at komme igennem hver eneste landsby. Det var helt almindeligt, at de lokale høvdinger krævede "en mand, et gevær eller en tand" for at give tilladelse til genemrejse. Livingstone var normalt ikke indstillet på at betale for at færdes i Guds egen natur. Stødtænderne kunne han ikke give væk, for de var ikke hans. Geværerne havde de i forvejen ikke ret mange af, og at aflevere "en mand" var også umuligt, for de var alle frie mænd, og en af hans folk kunne lige så godt sælge ham, som han kunne sælge nogen af dem.

Undervejs lærte han af en kvindelig høvding den rette måde at komme til en by på. Man skulle ikke blot komme anstigende, men sende sendebud i forvejen, som skulle forklare, hvem man var, og hvad ens ærinde var. Tit skulle der megen parlamenteren til, og det var nødvendigt den ene gang efter den anden at give gaver; hans ledsagere måtte efterhånden skille sig af med de fleste af deres armringe og andre kostbarheder; Livingstone blev efterhånden ribbet for de fleste af sine ejendele; tilsidst var han ved at skille sig af med sin sidste skjorte, da der ankom en portugisisk befalingsmand, der kunne hjælpe ham videre.

Men inden da var det ved at gå helt galt. Ret tæt ved grænsen til Angola måtte de igennem chiboque-stammens område. Inden ankomsten gjorde de holdt og slagtede en stud. De sendte puklen og ribbenstykket ind til høvdingen Njambi med den forklaring, at det var den sædvanlige tribut til en høvding i det land, som de kom fra. Han takkede og lovede dem levnedsmidler i stedet for. Men næste morgen kom der en udsending med en smule mel og med besked fra høvdingen om, at han afviste deres gave og forlangte "en mand, en stud, et gevær, krudt, klæde eller en konkylie" for at lade dem passere, og ellers ville han forhindre dem i at rejse videre. Livingstone lod svare, at "selv om vi havde haft, hvad han forlangte, så burde dog ingen sort forlange tribut af et selskab, som ikke handlede med slaver" (1.382f). - Livingstones folk havde hørt chiboquerne sige, "De har kun fem geværer", og var klar over, at de kun ventede på at udplyndre dem. "Mine folk tog deres kastespyd og stod på deres post; de unge chiboquer drog deres sværd og svang dem med stort raseri". - Livingstone sad på sin feltstol med sit dobbeltløbede gevær over knæene; han indbø høvdingen til at sætte sig ned hos ham med sine rådgivere. Og så begyndte de at forhandle. Det viste sig, at Pitsane, hans folks anfører, var kommet til at ramme en chiboque med en spytklat; han havde forsøgt at gøre det godt; men høvdingen forlagte, at den brøde blev sonet med en mand, en stud eller en bøsse. Livingstone nægtede, men han gav høvdingen en af sine skjorter som en passende bod. Pitsane bad ham om at give lidt mere. Han gav et perlebundt, og - da rådgiverne protesterede - et lommetørkløde i tilgift. De blev ved med at forlange mere.

"En ung kriger gjorde bagfra et hug efter mit hoved., men jeg vendte heftigt mundingen af min riffel mod hans mund, og han trak sig tilbage". - Livingstone var sikker på, at hans kamptrænede makololoer nok skulle klare en kamp, men det var vigtigt for ham at undgå blodsudgydelse. - Imens havde hans folk i al stilhed omringet høvdingen og hans rådgivere, så de ville være i deres vold, hvis det kom til kamp. Nu fandt høvdingen det bedst at holde fred, og forklarede, at Livingstone og hans folk "var kommet på en ny vis og siger, at I er venner: hvorledes kunne vi vide det, hvis ikke I giver os noget af jeres mad og modtager noget af vores?". På sine folks opfordring gav Livingstone ham så en stud, og næste dag kom så høvdingens gaver: noget kød af samme stud samt lidt mel. - Livingstone var taknemmelig over, at de kunne drage videre uden blodsudgydelse.

Da de først var inden for grænserne af den portugisiske koloni, var vanskelighederne forbi. Livingstone, der efterhånden var blevet radmager af både sult og feber, blev passet og plejet og budt med til selskaber. Det kneb portugiserne at tro på, at han virkelig var missionær, for hvad skulle en missionær med sekstant og den slag instrumener? men de lod sig dog overbevise.

Trods den gode behandling var han i en elendig forfatning på den sidste del af rejsen, ned til Loanda. Han var deprimeret og så svag af dysenteri, at han kun kunne ride på sin stud ti minutter ad gangen. Han var bekymret, fordi han "vidste, at der mellem en befolkning af tolv tusind sjæle kun fandtes een rigtig englænder. Jeg var naturligvis meget spændt på, om han havde et godt hjerte eller måske var et af disse fortrædelige mennesker, som man er gladest ved aldrig at møde".

Englænderen var Mr. Gabriel, agent til slavehandelens undertrykkelse. Han viste sig at være overordentlig venlig og hjælpsom, han "havde et ægte engelsk hjerte". For første gang i seks måneder fik Livingstone en seng at sove i i stedet for at ligge på den bare jord.

Livingstones følge tog han sig også godt af; de fik et sted at bo og blev hyret til at losse skibe ved havnen, så de kunne tjene nogle penge. Sekeletus elfenben blev solgt til en god pris, og varer blev indkøbt til gengæld.

Med et par artikler i de lokale blade havde Livingstone gjort rede for sin hensigt med rejsen: at åbne en handelsvej til det indre. De vakte betydelig interesse, og stedets biskop fik den lokale myndighed til at vedtage betydelige gaver til makololos høvding Sekeletu: en komplet oberstuniform samt en hest, og til alle Livingstons ledsagere klæder. Handelsmændene leverede prøver på de varer, de handlede med. Livingstone selv forærede sine folk et gevær hver. De selv havde også gjort indkøb for de penge, de havde tjent. Så nu havde de mere, end de selv kunne bære; de fik tyve dragere til rådighed.

Den 20. september 1854 kunne han forlade Loanda for at begive sig på hjemrejsen. Forinden havde han sendt sine breve, tegninger og dagbøger hjem til England med postbåden Forerunner. Senere på rejsen fik han meddelelse om, at skibet var gået ned på rejsen, så han nu måtte forsøge at rekonstruere noget af det, han havde mistet.

Der var blevet sendt bud til alle de portugisiske kommandanter, han kunne møde på sin vej, at de skulle yde ham al mulig hjælp, og en handelsmand, Sr. Pascoal, der skulle samme vej, havde også fået ordre på at hjælpe Livingstone bedst muligt.

Pascoals hjælp fik han brug for, da han blev ramt af det hidtil stærkeste feberanfald. Det var, mens han befandt sig i chiboquernes land. Hans "intermitterende" feber havde forvandlet sig til "forkølelsesfeber", fordi de havde måttet overnatte på en oversvømmet slette. "Regnen strømmede uafladeligt ned; men vi indrettede vore lejer på aflange opkastede jordbunker, som ... blev belagt med græs". Han blev så syg, at han måtte ligge stille i hele otte dage, "i hvilke jeg kastede mig hid og did og jamrede mig af voldsom smerte i hovedet. Det var det værste anfald, jeg endnu havde prøvet. Det gjorde mig aldeles uskikket til at røre mig, ja selv til at sanse, hvad der foregik uden for mit lille telt". - Pascoal var den, der vidste, hvor man kunne få fat på igler; dem satte han på Livingstone i nakkehulen og på lænderne: Det tog noget af smerten.

To og tyve dage kom han til at ligge ved en landsby, som var beboet af chiboquer. En dag kom landsbyhøvdingen og ville købe et stykke kød. Han kom i klammeri med en af Livingstones folk, som gav ham et slag i ansigtet. - Det måtte bødes. Men jo mere Livingstone bød, desto mere forlangte høvdingen. og han sendte bud til de omkringliggende landsbyer, at de skulle komme og hjælpe ham med at hævne fornærmelsen. Her fik Livingstone brug for en revolver, han havde fået af kaptajnen på en engelsk orlogsbrig.

De kom igennem mere fredelige egne, hvor folk i hver eneste landsby bare ønskede, at de ville gøre holdt, så man kunne komme til at handle, og der var unge mænd, der frivilligt tilbød at vise vej til næste landsby. Men så nåede de frem til en landsby, hvor alting i begyndelsen tegnede godt. Livingstone havde en god samtale med høvdingen, Kawawa. Om aftenen viste han billeder med sin laterna magica. Det foruroligede høvdingen stærkt, men nogle af hans folk havde bedre forstået, hvad der foregik, og de forklarede sig vidt og bredt. Næste morgen gik L. til høvdingen og fortalte, at de var klar til at bryde op. Så forklarede høvdingen, at Livingstone var nødt til at give ham, hvad som helst han ønskede; ellers ville han forbyde færgefolkene at føre dem over floden. Det ville L. ikke, men befalede sine folk at begive sig på vej. Her kneb det at få folkene til at adlyde. Han steg ned af sin stud og marcherede af sted med sin revolver i hånden. Det fik høvdingen og hans folk til at trække ud til siden, og da der stadig var en af Livingstones mænd, der var blevet stående for at skyde, måtte han tilbage og give ham et slag i hovedet med kolben. Disciplin var livsnødvendig. - Ved floden havde færgefolkene fået ordre på ikke at sætte dem over. Da de mente at have fået vished om, at makololoerne ikke kunne bruge kanoer, gemte de dem og tog hjem. Makololoerne fandt dem hurtigt igen og lånte en af dem, og hele flokken kom over floden. Livingstone efterlod nogle perler i kanoen.

Snart var de inde i kendt område. Undervejs noterede Livingstone, at han nu havde haft feber for 27. gang, og denne gang uden, at der var vand i nærheden, som der ellers havde været. Det var et led i hans observationer; man kendte jo endnu ikke årsagen til feberen, og L. kunne altså konstatere, at det åbenbart ikke havde noget med vand at gøre.

Rejsen ned gennem barotsedalen blev et triumtog. I Libonta blev der holdt takkegudstjeneste; Livingstones folk var mødt op i deres hvide europæiske tøj med gevær over skulderen "til ubegrænset beundring hos kvinderne og børnene". Venligheden var uden grænser.

"Jeg var dem meget taknemmelig og er det endnu, og jeg søgte at gavne dem på den eneste måde, jeg kunne: ved at give dem kundskab om den Frelser, som kan trøste og hjælpe dem på nødens dag".

Omkring den første september 1855 var de tilbage i Linyanti.

Rejsen mod øst

Livingstone havde nok fundet vej til vestkysten, men ikke en kørevej. Nu måtte han prøve mod vest.

Han blev i Linyanti, til regntiden kom. Den 3. november 1855 bød de op.Sekeletu og henved 200 mænd fulgte med. De sejlede ned ad Zambesefloden, og der blev fortalt om et uhyre, der skulle bo på bunden af floden. Livingstone undrede sig over, om det skulle være en rest af sagn om dyr, som ikke mere er til. "De fossile knogler, som ligger i kalktuffen under disse strækninger, ville vel, tør vi håbe, endnu kunne lære os urtidens dyreverden at kende".

Inden længe nåede de Victoria-vandfaldet, som Livingstone blev den første hvide mand til at se.Han tillod sig at kalde det op efter sin dronning. Han ville gerne have målt flodens bredde, men måtte konstatere, at han havde glemt, hvordan man kunne bruge sekstanten til det. - På en ø ude i floden umiddelbart før vandfaldet såede han nogle frø. Det var noget, han somme tider gjorde, hvor han kom frem, for at udbrede gavnlige planter; denne gang var det frø af æbletræer. Landskabet var fortryllende. "Engle måtte måtte have standset i deres flugt for at beskue dette syn. Det eneste, man savner, er bjerge i baggrunden": (Livingstone var jo skotte).

Høvdingen måtte snart tilbage mod Linyanti. Han lod 114 mand blive som Livingstones følge til at bære elfenben. De var delt i tre grupper hver med sin leder, Sekwebu, Kanyata og Monahin. Nogle af folkene var fra stammer, der var gode til at svømme; det kunne blive en fordel, hvis et sted skulle have fat i kanoer, som de lokale ikke ville af med frivilligt.

De landsbyer, ekspeditionen først passerede, tilhørte den del af  batokafolket, som Sekeletus far havde undertvunget. Så længe de rejste gennem den egn, var der ingen mangel på forsyninger; for Sekeletu havde givet ordre til, at den tribut, landsbyerne ellers skulle have sendt til Linyanti, skulle gives til Livingstone og hans følge.

Ekspeditionen opholdt sig en dags tid ved en landsby, hvor batokahøvdingen Moyara boede med sine fem koner og meget få folk at regere over.  Ved landsbyen var der ca. 50 stager med menneskehoveder på. Det var nogle afkræftede matebeler på flugt fra Sebituane; dem havde høvdingens far ladet dræbe. Livingstone kunne se, at de kun havde været drenge.

Makololoerne behandlede høvdingen med ringeagt og tvang ham til at bære en stødtand et stykke vej. - "Da jeg skaffede ham hans frihed, takkede han med en strøm af ord og vendte hjem for at sove under sine pandeskaller".

I en anden landsby bemærkede Livingstone, at folkene der var i dårlig kondition. fordi de var forfaldne til at ryge cannabis. Cannabis blev ganske vist også brugt af makololo; men det var, når de skulle i krig: Når de øjnede fjenden satte de sig ned og røg cannabis for at kunne kæmpe med desto større styrke.

Efter egnen med de allierede batoker kom en ubeboet egn, smuk og sund. Det var her, makololo tidligere havde boet. Livingstone overvejede, om det var her, der burde oprettes et opholdssted for europæere.

Så kom de ind i det område, som ikke var under makololos kontrol, og hvis beboere makololoerne betragtede som oprørere. En del af folkene havde været med i Sebituanes felttog og kunne fortælle om deres bedrifter i den og den landsby; men det måtte de ikke sige, så andre kunne høre det; de skulle ikke opflamme nogen til krig; hele ekspeditionens formål var jo at skabe en fredelig handelsvej. Af samme grund havde de heller ikke på denne ekspedition deres skjolde med, og af geværer havde de kun fem. Livingstones koldblodighed kom på prøve, da han under samtale med en ellers høflig høvding blev antastet af en frådende rasende mand med stridsøkse. De omkringstående viste deres tydelige foragt for Livingstone og hans folk: "De er faret vild for at ødelægges, og hvad kunne de gøre, uden skjolde, mod så mange?". - Den følgende nat holdt ekspeditionen ekstra årvågent vagt. Det kom ikke til angreb; men beboerne forsøgte at lokke til til at vælge en vej, som ville føre dem hen til en meget vild stamme i nærheden. Den vej tog de ikke. Nu blev de ledsaget af høvdingen, der løb i forvejen "med fredelige forklaringer".

Nu kom de igen til fredelige batokaer, der modtog dem med gaver og glædede sig over at se en hvid mand. Livingstone konstaterede, at her ville de være glade for at have en hvid boende hos sig. I en af landsbyerne fik Livingstone besøg af batokaernes overhøvding, Monze. Han hilste Livingstone med den ærbødige hilsen, der brugtes deromkring: at kaste sig ned på ryggen, vride og vende sig, klaske sig på lårene og råbe "Kina bomba". Deromkring gik mændene splitternøgne.

En nat overnattede de ved et baobabtræ; det var hult, og derinde kunne der sove ca. 20 mand. - De kom gennem en egn med mængder af vildt; somme tider måtte de kyse elefanter væk for at komme frem."Jeg ønskede ret, at jeg havde kunnet tage et fotografi af dette sjældne syn, som er bestemt til at forsvinde fra jorden, efterhånden som bøsserne bliver talrigere".

De kom til et par ruinbyer med stenhuse og resterne af en kirke og en sprukken klokke. Her havde der altså været europæere engang. Der havde for et par år siden været en "kafferkrig", hvor portugiserne var blevet trængt tilbage.

Da de nærmede sig Tete, en portugisisk koloni, mødte de en sort mand i europæiske klæder. Han advarede dem mod at gå videre på den side af floden, hvor de var; for længere fremme ville de komme til høvdingen Mpende, og han lod ingen hvid mand komme igennem. De prøvede så på at låne nogle kanoer; men ingen turde efterkomme deres løfte; de måtte fortsætte. Da de nærmede sig Mpendes by, samlede der sig bevæbnede mænd omkring dem. Det tegnede til at blive kamp. Livingstone besluttede sig til at "forlade mig på ham, som har alles hjerter i sin hånd". Han lod slagte en stud for at sætte mod i sine folk, og de på deres side glædede sig til at komme i kamp og tage nogle fanger, der kunne bære deres elfenben; og så ville de beholde Mpendes koner. - Så kom der udsendinge fra Mpende, der skulle spørge, hvem han var. "Jeg er en lekoa (englænder)".  - "Den stamme kender vi ikke. Vi tror, du er en mozunga (portugiser) af den stamme, vi har været i krig med". Livingstone vidste endnu ikke, hvad en mozunga var, så han viste dem sin lyse hud, og den var lysere end portugisernes. - "Ah, du må være en af den stamme, der har hjerte for de sorte!" - Det kunne Livingstone stolt bekræfte. - Så tog Mpende sig af dem og sørgede for, at de kunne låne kanoer for at komme over på den anden side af floden i retning mod Tete.

Herefter var de inde i et område, hvor der herskede strenge jagtlove. De fik vist kun skudt en enkelt elefant. Hans folk viste et vovemod, der vakte beundring hos de lokale. En af dem havde tømt hele sin beholdning af snus under et træ som offer til barimoerne (ånder) for et heldigt udfald. "Jeg ser, du er i følge med folk, som ikke forstår at bede; jeg ofrede derfor det eneste, jeg havde, på deres vegne, og snart var elefanten fældet". Der var også en anden, som stod og bad. Og Livingstones egne folk var heller ikke helt uden religiøs sans: "Gud gav os den. Han sagde til det gamle dyr: 'gak did! Mænd er kommet, som vil dræbe og spise dig".

Hos en kræmmer havde Livingstone købt bomuldstøj til sine folk; de havde snart ikke mere tøj på kroppen. Hans eget telt var rådnet. De stude, som endnu levede, var syge af tsetsefluernes bid. De kunne kun gå  en halv mil i timen. Livingstones stud Sinbad var blevet slagtet for nogen tid siden. Hans nye ridestud var også svag, så han måtte gå. En af høvedsmændene, Monahin, var en nat blevet grebet af vanvid og havde forladt lejren. Han blev eftersøgt men ikke fundet, og da det var en egn med mange løver, forstod de, at de ikke behøvede lede mere.

Tæt ved Tete sendte Livingstone sin høvedsmand Sekwebu i forvejen for at lade ham melde sin ankomst. Så ankom om natten den 3. marts et kompagni soldater med to officerer. Folkene troede, at nu blev de taget til fange; men det, de kom med, var udstyr til at lave en "civiliseret frokost" samt en bærestol til Livingstone. Denne glædede sig lige som meget, som da han i Loanda havde fået en rigtig seng at sove i, og hans glæde "forhøjedes ved efterretningen om Sevastopols fald og om krigens ende". [Krimkrigen].

På denne rejse mod øst havde de ikke været nær så meget plaget af sygdom som på den tidligere rejse. De havde lært af erfaringen. På tunge regnvejrsdage tændte de store bål og søgte ly. Til Livingstone lavede de en nytte ved at lægge græs over nogle buske. Der kunne han så sidde med opslået paraply på sin medbragte jagtstol.

I Tete kunne Livingstone blive et stykke tid. Så blev han på behagelig vis hjulpet ud til Kilimani ved havet, som de nåede den 20. maj. Her måtte han vente i 6 uger, inden han kunne blive hentet ud på orlogsbriggen Frolic.

Livingstone kunne jo ikke portugisisk; men latin kunne han, og det klarede han sig rigtig pænt med. Da han kom i kontakt med englændere, måtte han konstatere, at han havde svært ved af formulere sig, uvant som han så længe havde været med at tale sit eget modersmål.

Hans følge skulle blive i Tete, indtil Livingstone kom tilbage med "Ma Robert", det var Livingstones kone (mor til Robert, deres førstefødte søn). I Tete blev der sørget godt for dem. Kun een af følget skulle følge Livingstone til England, høvedsmanden Sekwebu. Det gik så sørgeligt, at han inden afrejsen blev vanvittig af at være ombord på båden, sprang i havet og druknede sig.

I et tilbageblik over rejserne så Livingstone klart Guds førelse:

Mission

Søndagen var hviledag. Der var man ikke på rejse, og man gik ikke på jagt. Men gudstjeneste skulle holdes. Livingstone skriver ikke så udførligt om det. Hans bog skulle jo handle om oplevelser og opdagelser, ikke om hans mission. Når han kommer ind på sin forkyndelse undervejs, kan det ske ligesom tilfældigt, i en bisætning, som da han får lyst til at fortælle om soldatermyrerne og indleder med: "Efter at have forkyndt disse stakkels mennesker, for første gang i deres liv, at Guds søn har elsket dem så højt, at han er kommet ned fra himmelen for at frelse dem, gik jeg tilbage nedad mod skoven; der bemærkede jeg ..." (2.156).

Jagt

Der skulle skaffes mad. Livingstone selv kunne efter lange perioder med kun planteføde føle et stærkt behov for kød og salt. En stud kunne de slagte nu og da; men der var brug for at gå på jagt, når muligheden var der. Med den brækkede arm, som aldrig kom sig, var han selv blevet en dårlig skytte, men var trods alt bedre end sine ledsagere; så byrden påhvilede ham, hvis krudt og kugler ikke skulle gå til spilde. Han oplevede, hvor strengt et arbejde det er at gå på jagt til fods under Afrikas sol. Principielt ville han kun skyde, når der var brug for det, men var nok ikke helt fri for at kunne blive grebet af "jagtfeberen". - Da ekspeditionen nærmede sig østkysten, blev der ganske særlige jagtlove at adlyde.

Observationer

Altid var Livingstone i gang med sine observationer, hvis vejret tillod det og han da ikke var for syg. Der skulle sættes længde- og breddegrader på de steder, han kom til. Højdemålinger måtte foretages. Tilgængeligheden var vigtig. Kunne floderne besejles? Kunne man komme frem med vogn? Og foruden de geografiske var der de geologiske. Hvilke stenarter bestod bjergene af, og hvordan lå lagene. Mulighed for fund af olie, sølv, guld? Skovenes art bliver beskrevet. Ligeså jorderne. Hvad blev der dyrket, og hvad kunne der dyrkes på den? Og så var der dyrelivet. En mængde arter bliver beskrevet, nogle med en humoristisk indlevelse, f.eks. fiskehøgen. I tilgift beskriver han så de stammer, han møder, deres udseende, deres klæder (hvis de har nogen), deres skikke. Sygdomme, han møder, har naturligvis også hans interesse, og han glemmer ikke at fortælle om de indfødte lægers helbredelsesmetoder. - Naturen, hele skabelsen, er for ham en åbenbaring af det almægtige forsyns kærlighed.



Note: Udstyr
Note: Profeter og spåmænd
Note: Buskmænd og bakalaharier
Note: Barotse
Note: Batoka
Note: Mambarierne
Note: Sinbad
Note: Slaveri
Note: Revolver
Note: Sekwebu
Note: Hilsen
Note: Jagt
Note: Klæder
Note: Dyrs menneskelige adfærd
Sti: Missionær ⇐ Opdagelsesrejserne ⇒ Missionssyn

Oversigt