Missionær

Livingstone havde taget en lægeuddannelse med henblik på at blive missionær i Kina. Men med opiumskrigen var den dør lukket. Han lod sig så i 1841 udsende til Sydafrika af London Missionsselskab, et selskab han følte sig hjemme i, fordi det ikke var knyttet til een bestemt kirkelig retning.Hans første mål var Kuruman, hvor han mødte sin kommende svigerfader, pastor Moffat.

Litubaruba

Snart rejste han nordpå og slog sig ned hos nogle indfødte for at lære sproget. I et halvt år så han ingen hvide mennesker. Det var i Lepelole (Litubaruba), "og jeg vandt ved denne indvielse en indsigt i sæder, tænkemåde, love og sprog hos den afdeling af bechuanerne, som kaldes bakwainere, der har været mig til uberegnelig fordel i al min senere omgang med dem". - Her ville han anlægge sin missionsstation og påbegyndte et anlæg til at vande haver med fra et vandløb. Så rejste han ud for at besøge nogle andre stammer, og da han var på tilbagevejen, fik han at vide, at indbyggerne i Lepelole var blevet fordrevet af en anden stamme (barolongerne), og så måtte han opgive planen om at bosætte sig der.

(Han ville iøvrigt ikke have kunnet udnytte det vandingsanlæg, han havde anlagt, for senere blev den flod, der skulle levere vandet, fuldstændig udtørret.)

Mabotse

Han besluttede nu at anlægge en misionsstation i den skønne dal ved Mabotse og flyttede dertil i 1843.

Det var her, en løvejagt kom til at koste ham en brækket arm. Løverne havde hyppigt angrebet kvæget i staldene, og nu ville landsbyens beboere dræbe en af dem i håb om, at hele resten af flokken så ville fortrække sig. Livingstone tog med dem ud; de opsporede og omringede løverne. Meningen var så, at når løverne forsøgte at bryde ud af kredsen, skulle jægerne dræbe dem med deres spyd. Men disse folk var nok mere bange af sig end folk i bechuanastammen normalt var; de lod løverne slippe ud gennem kredsen. Så ville Livingstone gå hjem; men de opdagede en af løverne, der sad på en klippeblok. Livingstone skød og ramte; men løven var ikke død; den sprang på ham, greb ham i skuldrene, og sammen rullede de ned ad skråningen.

"Rystelsen af slaget bevirkede en sløvhed som den, en mus synes at føle efter det første slag af kattens pote. Den fremkaldte en drømmeagtig tilstand, i hvilken jeg ikke havde nogen fornemmelse af smerte eller følelse af frygt, skønt jeg var mig fuldkommen bevidst, hvad der foregik. - Denne forunderlige ro var aldeles ingen tilkæmpet fatning; rystelsen tilintetgjorde frygten og lod mig aldeles ikke føle nogen rædsel ved at se op på det rasende dyr. Formodentlig indtræder det samme ejendommelige tilfælde med alle dyr, som dræbes af rovdyrene, og det er i så fald en kærlighedsfuld foranstaltning af del algode Skaber for at formindske dødens smerte".

Et par af de andre jægere gik til angreb på løven, der så slap Livingstone for at gå løs på dem; men straks efter faldt den død om. Livingstones skud havde gjort sin virkning.

Hans venstre overarm var brækket, og han gav sig aldrig tid til at få den ordentligt plejet. Knoglen groede ikke ordentligt sammen. Det betød, at han fremover var nødt til at holde geværet mod venstre skulder, når han skulle skyde. Venstre hånd kunne være god nok til aftrækkeren, men ikke til at støtte geværet.

Livingstone fortæller det ikke, men den var nok efter den episode, at han vendte tilbage til Kuruman for en tid og blev forlovet med Moffats datter Mary.

I Mabotse byggede han sit første hus, hvor han efter giftermålet kunne modtage Mary. Her begyndte de deres fælles virksomhed, men inden længe måtte de flytte, vistnok på grund af nogle uoverensstemmelser med en missionærkollega; men det skriver Livingstone ikke noget om.

Chonuane - Kolobeng

Han var blevet ven med Sechele, høvdingen for bakwain-stammen (af bechuana-folket) og flyttede til hans by, på det tidspunkt Chonuane. Her byggede han igen hus og indrettede en have. Men efter nogen tid blev stedet ramt af tørke. Sechele var ellers kendt som en betydelig regnmager; men han blev nødt til at flytte sit folk, nu til floden Kolobeng. Det var på Livingstones opfordring; han havde beskrevet, hvordan man kunne blive uafhængig af regnen hvis man kunne overrisle haverne med vand fra en flod med vand nok.

"Denne anvisning blev øjeblikkeligt fulgt, og snart var hele stammen på vej til Kolobeng. --- Bakwainerne gravede en kanal og opførte en dæmning, mens jeg til gengæld hjalp dem med at bygge et firkantet hus til høvdingen. En skole byggede de sig også under mit opsyn" (1.24f).

Tre steder kom Livingstone således til at oprette missionsstationer. Og i alle tilfælde måtte han selv bygge sit hus med hvad dertil hører. Alt træværk måtte han skaffe selv ved at fælde træer og save dem ud til brædder. Smedearbejde havde han også fået lært sig.

Da de slog sig ned i Kolobeng, insisterede Livingstone på at købe et stykke jord til missionsstationen og fik oprettet en kontrakt. Det fandt bakwainerne fuldstændig unødvendigt, men de havde da ikke noget imod det.

Sechele, der var meget venligtsindet mod alt engelsk, var også interesseret i kristendommen. Livingstone lærte ham snart at læse, så han selv kunne fordybe sig i Bibelen. David og Mary havde travlt. David, der ellers havde haft en teori om, at en missionær ikke burde være gift, fik snart lært, at det også rent praktisk var godt at have en kone i huset. Men også i missionsarbejdet var hun uundværlig.

Sechele siges at være den eneste, som Livingstone fik omvendt til kristendommen. Hvor venlige stammemedlemmerne end var over for Livingstone, var de bekymrede over den udvikling. Da han bekendte sig som kristen, var der mange, der græd og sørgede over, at "det var kommet så vidt med ham". Bl.a. hans evner til at påkalde regn ville de ikke gerne undvære. - Livingstones egen erfaring var, at det var svært at få de indfødte til at fatte det kristne budskab. De ville gerne se lysbilleder med hans laterna magica, Men ellers syntes de ikke rigtig at kunne se nytten af hans evangelium. - Høvdingen Sechele havde sagt til ham: "Bilder du dig ind, at disse folk nogensinde ville tro, blot fordi du taler til dem? Jeg kan ikke få dem til noget uden ved at piske dem. Hvis du vil, så skal jeg kalde på mine høvedsmænd, og så skulle vi med vore litubaer (piske af næsehornshud) snart få dem allesammen til at tro" (1.21). Den løsnsing kunne L. jo ikke acceptere.

De indfødtes modtagelighed

I almindelighed syntes bakwainerne nok ikke, at de rigtig havde noget at bruge Livingstones budskab til. Ham og hans familie viste de stor respekt, måske kærlighed; men hans lære havde de ikke meget til overs for. Livingstone finder forklaringen i deres "fornedrelse": deres liv er så hårdt, at der ikke er overskud til at beskæftige sig med åndelige sager. De er nødt til at være optaget af, hvor de skal få det næste måltid mad, og hvordan de skal forsvare sig mod fjender. Bedre fysiske livsvilkår måtte gøre dem mere modtagelige for forkyndelsen. En gang imellem kom Livingstone ud for, at hans budskab blev mødt med forventning, fordi det blev opfattet som et budskab om fred, et middel til at kunne "sove roligt".

Boerne

En kongstanke for Livingstone var at få uddannet indfødte assistenter, der kunne slå sig ned i de forskellige landsbyer for at undervise i kristendom. Det var en af de ting, der fik ham på kant med boerne. De ville gerne søge ham som læge, men de ville ikke have den slags indfødte lærere ind på deres interesseområde. Deres adfærd over for de indfødte fyldte ham med afsky. De gik til angreb på forskellige landsbyer under påskud af, at der vist var optræk til uroligheder, dræbte mændene og røvede kvæg, kvinder og børn. De beskyldte Livingstone for at sælge de indfødte våben og opfordre dem til at dræbe boere; de forsøgte at få de engelske myndigheder til at forbyde ham at virke så langt mod nord. Det endte med, at de angreb Kolobeng og herunder også raserede Livingstones hus, rev hans bøger i stykker og bortførte, hvad de fandt, de kunne bruge.

På det tidspunkt var Livingstone og hans familie tilfældigvis ikke hjemme, så de reddede livet. De var ved at forberede den store opdagelsesrejse og var i den forbindelse i Kuruman for at få repareret et hjul. Efter det angreb følte Livingstone sig helt fri til at søge længere nordpå.

Rejser

Længe inden de på den måde blev tvunget til at forlade Kolobeng, havde Livingstone sin opmærsksomhed rettet nordpå. Det blev betragtet som stort set umuligt at komme forbi Kalahariørkenen; men deroppe måtte der være en rig missionsmark. Og vand nok. Der blev talt om en stor sø deroppe, Ngami-søen. Høvdingen Sechele kunne også fortælle om sin gode ven, makololohøvdingen Sebituane, der nu boede i Linyanti.

Livingstone havde fået en invitation fra Sebituane, der boede nær søen, og han fik arrangeret en opdagelsesrejse med et par engelske storvildtjægere (Oswell blev hans specielle ven). De høvdinge, der havde deres domæne langs ørkenen. var ikke ret interesserede i at hjælpe ham; de ville gerne beholde monopolet over denne rejserute. Især høvdingen Sekomi var modvillig. Han  havde sendt folk ud for at jage buskmændene væk, for at de ikke skulle hjælpe rejseselskabet, og havde også givet ordre til at fylde nogle brønde, som Livingstones rejseselskab havde gravet på den tidligere tur. Men det lykkedes Livingstone at få kontakt til nogle af dem, og de var på hjemmebane i ørkenen og f.eks. kunne lede frem til vand. De fandt søen, Ngami. Ved hjælp sine observationer kunne L. så fastslå længde- og breddegrader. Så ville han gerne videre til makololohøvdingen, men Lechulatebe ville ikke hjælpe ham; han var bange for, at der skulle blive åbnet en handelsrute helt til makololo, så den stamme fik adgang til geværer; det var bedre, at handelsruten sluttede hos ham selv, så at det var ham der kunne få geværerne.

På næste rejse (1850) havde han familien med; de var i vogn, og de blev ledsaget af høvdingen Sechele, der også have fået en vogn. De var oppe ved Ngami-floden, og de kom på besøg hos høvdingen Lechulatebe, der blev stærkt forelsket i et fint gevær, som Livingstone havde medbragt. Det ville han byde så mange stødtænder for, som L. kunne ønske sig, men L. ville kun af med det, hvis Lechulatebe gav ham folk, som kunne vise vej til Sebituane. OK da, og Lechulatebe fik geværet; men så blev børnene syge, at familien måtte rejse tilbage til Kolobeng.

Senere fik Livingstone direkte en invitation fra Sebituane, og denne gang tog han af sted i vogn (trukket af stude) med både kone og børn. Der var ikke nogen kørevej, så en del træer måtte fældes undervejs. - Denne gang gjorde Sekomi ikke modstand, for han var en af de høvdinge, som den mægtige Sebituane udtrykkeligt havde bedt om at være behjælpelige med rejsen.

"Sekomi var imidlertid denne gang nådigere end sædvanligt og forsynede os endda med vejvisere; men ingen af dem kendte den vej, vi ville rejse ad, længere end til Nchokota. Da vi kom hertil, traf det sig så heldigt, , at en af de andre folk havde fået den store fjeder i sin geværlås knækket; denne mand var godt kendt med de buskmænd, hvis land vi skulle rejse igennem. Aldrig har jeg med så stor iver repareret et gevær som hans, thi han lovede til gengæld at vise os vej, og nu gik vi mod nord i stedet for mod vest. Alle de andre vejvisere fik deres rundelige betaling af hr. Oswell" (1.88-89).

De blev længe hos Sebituane. Han gav lov til, at Livingsone kunne rejse rundt og finde et passende sted til en misionsstation.Det gjaldt om at finde et sundt sted, uden tsetsefluer, og hvad der ellers kunne skade menneskers og dyrs helbred. Sunde steder fandt han; men de lå ubeskyttede, man kunne nemt blive offer for overfald af fjendtlige stammer.

Forskeren

Trods al sin flid om prædikant, underviser og altmuligmand måtte han også finde tid til at få tilfredsstillet sin umættelige nysgerrighed efter at forstå, hvordan alting hang sammen. Hvor lange skridt gik strudsen, når den spiste, når den flygtede, og hvor mange skridt tog den pr. sekund? - Hvad skete der med de termitter, som visse store myrer fangede og førte hjem til deres bo? blev de slaver, eller blev de brugt som mad? Da nogle myrer skulle flytte deres æg for at redde dem fra en oversvømmelse, kunne han stå og tælle over 1000 af dem for at se, om de gjorde det alene, eller om de blev hjulpet af de tilfangetagne termitter. - Hvordan kom de nyudklækkede myrer forresten af med deres vinger? Når han selv prøvede at trække dem af, gik myrerne jo i stykker.

Madproblemer

Under rejserne og også under tørkeperioder kunne det blive et problem at få tilstrækkelig, nærende mad. Hvis der var dyr at jage, kunne han hjælpe både sin egen familie og bakwainerne ved at tage på jagt. De lærte også at sætte pris på de indfødtes levnedsmidler, såsom græshopper, larver og frøer.



Note: Robert Moffat
Note: Håndværkeren
Note: Konen
Note: Dagligdag
Note: Laterna magica
Note: Sechele
Note: Boerne
Note: Makololo
Note: Vennerne
Note: Sekomi
Note: Forskeren
Note: Modtagelighed
Note: Frøer m.m.
Sti: Barndom ⇐ Missionær ⇒ Opdagelsesrejserne

Oversigt