Makololostammen

Sebituane

Hos sin ven Sechele, bechuanahøvdingen, havde Livingstone hørt meget godt om makololos høvding Sebituane, der boede hinsides Kalahari. To gange forsøgte han uden held at komme op til ham. Da Sebituane hørte det, udsendte han tre delegationer til tre forskellige høvdinge. Hver delegation medbragte 13 køer: til høvdingen Lechuatebe 13 røde, til høvdingen Sekomi 13 hvide og til Sechele 13 sorte. Det var de høvdinge, hvis domæner Livingstone skulle passere for at nå frem til Sebituane. Sebituane bad dem om at være Livingstone behjælpelig med at komme frem.

Sebituane og Livingstone blev snart venner. Livingstone beskriver ham således. "Sebituane var omtrent fyrretyve år gammel, senestærk og høj af vækst, olivengul eller lys kaffebrun af farve og lidt skaldet; i sin opførsel viste han fasthed og sindighed og i sine svar større åbenhed end nogen anden høvding, jeg er truffet på. Han var den største kriger, man nogen sinde havde hørt om uden for Kaplandet; thi han bar sig ikke ad som (visse andre høvdinger), men førte selv sine mænd i striden Når han fik fjenden i sigte, plejede han at føle på æggen af sin stridsøkse og sige: "Aha! Den er skarp, og hvo som vender fjenden ryggen, skal få dens æg at føle".

Efter at have deltaget i en krig ved Kuruman 1824 måtte han og hans mænd flygte nordpå, hvor nogle stammer forenede sig for at overvinde ham. Det blev ham, der overvandt dem, og han bemægtigede sig den by, som en af de overvundne høvdinger havde haft. Senere flyttede han med sin stamme til Litubaruba, hvor Sechele nu bor. Her led han betydelige tab under de angreb, som de hvide foranstaltede. Han vandrede videre med sin stamme, og de nåede på et tidspunkt til Linyanti, hvor de nu har hjemme. Heromkring på de store øer boede dengang batokaerne. De brugte tit at lægge fælde for vandrende stammer, der skulle færges over floden. De satte dem af på en holm langt fra begge bredder under foregivende af, at de ville blive transporteret videre derfra senere. De rejsendes kvæg kom i sikkerhed hos batokaerne, hvorimod menneskene fik lov til at blive på holmen, hvor de måtte dø af sult. Den skæbne undgik Sebituane derved, at han sørgede for at have batokaernes høvding hos hos sig i sin egen kano, indtil hele overførslen var tilendebragt. Da batokaerne senere angreb ham, overvandt han også dem.

Hans permanente fjender var matebelerne med deres høvding Mosikatse. De ville på et tidspunkt angribe ham, mens han nu boede i Linyanti. Sebituane lod placere en flok geder på en af de øer, der havde tjent som fælde for batokaerne. Det fristede matebelerne til at gå i land der, og om natten sneg Sebituanes folk sig til at stjæle deres kanoer. De måtte blive på øen, kunne i førstningen leve af de geder, der var der; men derefter blev de så udhungrede, at makololoerne uden besvær kunne hugge dem allesammen ned.

Livingstone var til stede ved Sebituanes dødsleje. Han havde siddet hos ham en stund og rejste sig så op og gav ham Gud i vold. "Da rejste den døende høvding sig halvt op af den skrå stilling, hvori han lå, kaldte på en tjener og sagde: 'Bring Robert hen til Manuku (en af hans koner) og lad hende give ham noget mælk'. Det var Sebituanes sidste ord (1.103).

Stammen

Makololoerne oprindelige hjemegn var Lositu. Den lokalitet kom Livingstone forbi på sin rejse til Mozambique (2.190).

Selv om Sebituane havde vundet de fleste af sine mange kampe, var antallet af makololoer blevet stærkt reduceret. Han havde derfor fulgt et råd fra sin profet om at optage folk fra de stammer, han havde undertvunget. De oprindelige makololoer kom således til at udgøre en overklasse i stammen. Stammens hovederhverv var kvægavl. Makololo hører iflg. Livingstone til bechuana-folket.

Det blev makololoerne, der fulgte Livingstone på hans to opdagelsesrejser udfra Linyanti. De medbragte deres spyd, men ikke deres skjolde for ikke at skræmme de stammer, de skulle passere, og som frygtede makololo som stærke krigere.

Sekeletu

Sebituane havde længe inden sin død udpeget en datter, Mamochisane, til sin efterfølger som høvding. Det betød, at hun aldrig måtte gifte sig, for ingen måtte stå over høvdingen, og en mand stod over sin kone. Hun måtte tage en hvilken som helst mand til sig, men altså aldrig beholde ham. Det blev Mamochisane snart ked af; hun blev jo uvenner med de kvinder, hvis mænd hun tog, og en af de mænd, hun havde taget til sig, blev kaldt Mamochisanes kone, og det barn. hun fik med ham, blev kaldt Mamochisanes kones søn. Straks efter Sebituanes død erklærede hun, at hun aldrig ville være høvding, så længe Sebituane havde en levende søn. Efter tre dages forhandlinger udpegede hun sin broder Sekeletu som høvding.

Mpepe var en anden af Sebituanes slægtninge. Sebituane havde udpeget ham til at være anfører for den 'mopato', der skulle være Mamochisanes livvagt, og givet ham magt over alt stammens kvæg. "Mpepe flyttede til hovedstaden Naliele og passede kun alt for godt på kvæget," så Sekeletu forstod, at han måtte gribe til at henrette ham. Mpepe gjorde krav på høvdingeværdigheden og havde truet med at dræbe Sekeletu. Det skulle være sket ved et møde mellem de to, hvor Livingstone var til stede. Tilfældigvis kom Livingstone til at afværge det, idet han rejste sig, netop som mordet skulle ske. Samme nat blev Mpepe henrettet.

Det var Sekeletu, der forsynede Livingstone med både folk og anden støtte til begge opdagelsesrejser, både mod vest og mod øst.



Note: Matebelerne
Sti: Missionær: Boerne ⇐ Makololo ⇒ Vennerne

Oversigt