Laterna magica

I Livingstones omfattende rejseudstyr var også en laterna magica. Det var forløberen for det lysbilledapparat, der kunne fremvise diapositiver. Diapositiverne var dengang malede glasplader. Hvad lyskilden i Livingstones apparat var, har han ikke meddelt i sin bog. Det kan have været et stearinlys; men det kan også have været et elektrisk lys; han var i det mindste i besiddelse af et batteri, som han var i stand til at vedligeholde. - Han brugte det i sin missionsvirksomhed.

Hans laterna magica var i almindelighed meget populær blandt de indfødte, men kunne også nu og da afstedkomme noget postyr:

Den venligtsindede høvding Shinte længtes meget efter at se billederne i hans lanterna magica. Livingstone var på det tidspunkt syg og kunne ikke bevæge sig væk fra sit telt. Da han blev rask nok skulle forestillingen ske. Der kom mange fornemme folk til fremvisningen, deriblandt en flok hofskønheder, som Livingstone havde set ved en tidligere audiens. -"Det første billede forestillede Abraham i begreb med at ofre sin søn Isak; figurerne var i naturlig størrelse, og den opløftede kniv svævede over drengen. --- Jeg forklarede dem, at denne mand var den første af en stamme, som Gud havde skænket Bibelen, som vi endnu var i besiddelse af, og at Frelseren var fremtrådt iblandt hans børn. Kvinderne lyttede med tavs ærefrygt; men da jeg flyttede glasset, og den opløftede kniv syntes at bevæge sig hen imod dem, tænkte de, at den skulle stødes i deres legeme i stedet for i Isaks. "Mor, Mor" skreg de straks alleammen og styrtede af sted hulter til bulter, så at de faldt over de små afgudshytter og tobaksbuske. --- Shinte derimod sad nok så tappert under hele forestillingen og undersøgte bagefter apparatet med interesse".

I en anden landsby var det høvdingen selv, Kawawa, der blev så forskrækket, at han ville flygte; han kunne ikke komme til det, fordi hans folk sad i vejen, så han måtte overvinde sin frygt. "Han viste tegn til frygt og sprang adskillige gange op som for at løbe sin vej; men han kunne ikke slippe igennem mængden bagved". (2.81)


Sti: Missionær: Dagligdag ⇐ Laterna magica ⇒ Sechele

Oversigt