Jagt

Livingstones engelske jagtvenner havde somme tider kvarter hos ham i Kolobeng. De indfødte kunne betragte dem med nogen skepsis: "har de intet kød hjemme, siden de kommer så langvejs fra og anstrenger sig så meget?". Livingstone mener, at jagtlivet bidrager såre meget til at danne en brav og ædel karakter" (1.68f).

Elefantjagt er farlig både til hest og til fods. "Det skrig eller trompetstød, som lyder fra dette uhyre dyr, når det er rasende, har den største lighed med den skingrende piben af et lokomotiv, som kommer susende henimod en; en hest, som ikke kender det, begynder gerne at ryste og står stille i stedet for at bringer sin rytter ud af faren". Livingstone anbefaler håbefulde kommende elefantjægere til at prøve deres nerver ved at stå stille på en jernbane, indtil maskinen kun er et par favne fra dem. At nedlægge en elefant med eet skud i hjernen, som man gør på Ceylon, er ikke forsøgt i Afrika (1.176).

Tørst: På rejsen op til makololo gjorde Livingstone ophold et sted, hvor vandet i en kilde var blevet til dynd, fordi nogle næsehorn havde væltet sig i den. Hans folk har kastet dyndet op, for at vandet skal samle sig. "Rundt omkring på de flade sletter så vi i det blændende, lumre solskin hele flokke af zebraer, gnuer og undertiden bøfler stå i hele dage og stirre længselsfuldt efter en slurk af det plumre vand. Det ville være hensynsløst grusomt at benytte sig af disse dyrs trang og skyde dem ned et efter et...." (1.184).

Omkring Kolobeng kunne man godt jage til hest, men det var ikke muligt at have heste med, hvor der var tsetsefluer. -  Et sted, hvor der var vildt nok: "At jage til fods ville vist alle, som har prøvet det her i landet, indrømme, er et meget strengt arbejde. Solheden om dagen er endog ved vintertid så stærk, at dersom der blot havde været een, hvem jeg kunne have overdraget arbejdet, skulle jeg med glæde have afstået den fornøjelse til ham, som jagten siges at yde. Men makololoerne var så slette skytter, at jeg var nødt til selv at gå på jagt for at spare på krudtet" (1,241).

Overvejelser over, hvor jægeren skal ramme et dyr, for at de skal lide mindst mulig smerte (hvor nervevirksomheden er stærk i øjeblikket) 1.292-294).

"Det er forunderligt at lægge mærke til vildtets klogskab; i de egne, hvor dyrene forstyrres meget af skydevåben, opholder de sig på de åbneste steder, de kunne finde, for at have så fri og vid udsigt som muligt  ", - hvorimod de søger ind i skovtykninger, hvor jægerne bruger pile (1.317).

En mislykket bøffeljagt: "Flere timer fulgte vi deres spor frem og tilbage, drevne af en levende trang til kød, da vi i over to måneder havde manglet salt, men vi kom dem ikke på skud (2.101).

På en bøffeljagt går den anskudte bøffel til angreb på dem, så de må springe i sikkerhed på nogle klipper. Tre elefanter er ved at komme i vejen for dem, men vender sig og traver væk. Da de ser, at også bøflen er på vej væk, tager Livingstone et hurtigt skud på lang afstand mod den bageste elefant og er så heldig at knuse dens ene forben. Hans folk indhentede og gjorde det af med den ved et skud i hjernen "Det fornøjede mig rigtigt at se deres glæde over den gode forsyning af kød".

Næste dag gik Livingstone op på en skrænt for at tage en observation. I sin kikkert så han et idyllisk sceneri med en hunelefant og dens unge. Ungen trillede sig i dyndet, og moderen stod og viftede sig med sine store ørelapper. Så så han en lang række af sine folk på vej hen imod dyrene, og hans næstkommanderende, Sekwebu kom og fortalte,at de havde sagt, "Idag skal vores Far se, hvad for folk han har fået". Da de var kommet i nærheden af elefanterne, gav de sig til at råbe:

Herre, herre, vi kommer at dræbe dig,
Herre, mange skal dø foruden dig,
Guderne selv har sagt det.

Moderen søgte til det sidste at beskytte sin unge, men til sidst blev de begge dræbt.

"Jeg kunne ikke tåle at se ødelæggelsen ramme de stolte dyr. Og det hjalp ikke på mig, at jeg huskede på, at elfenbenet virkelig var mit - - - men jeg bør dog ikke fortie, at jeg slet ikke var ilde til mode den forrige dag, da mit eget blod var i bevægelse. - - - Havde jeg ikke i forvejen gjort mig skyldig i det selvsamme, så havde jeg muligvis gjort mig til af den væmmelse, som jeg følte ved at se mine folk dræbe disse to dyr" (2.183-184).

På en jagttur ser Livingstone en bøffel komme hen imod sig, ser sig om efter et træ at klatre op i, men det nærmeste er 150 alen væk; vil så prøve at skyde den i panden, når den er 5-6 alen væk. Så får en busk(?) den til at skifte retning lidt, så den blotter sin bov. Han skyder, falder ned på sit ansigt, og bøflen farer lige forbi ham ned til vandet, hvor de bagefter finder den død. - "Da jeg, omgivet af mine folk, bragte Gud min tak, var de meget vrede på sig selv, fordi de ikke havde været ved hånden at afvende denne fare for mig" (2.106).

Hen mod slutningen af rejsen mod Mozambique slap Livingstones kugler op. Han overlod gerne jagten til sine folk, for det er hårdt arbejde at på jagt i Afrika. De spurgte til hans sølvtøj, om han ikke kunne støbe kugler af det. Han fandt et par fine tintallerkner og lidt zink og støbte kugler af det. - "Ofte omringede mine folk en bøffelhjord og dræbte en mængde af kalvene. Selv anstrengte jeg mig også dygtigt, men da jeg nu kun kan skyde med kejten, er jeg en dårlig skytte, og da nu tillige kuglerne var så lette, gik det meget uheldigt med min jagt" (2.203).

De kom ind i et område, hvor der holdes strengt på jagtlovene. Hver høvdings distrikt er nøje bestemt. Rammes en elefant på een høvdings grund og fældes først på en andens, så har grundejeren krav på den underste andel af kroppen. Jægeren må ikke begynde at skære elefanten op, men skal sende bud til høvdingen og afvente hans fuldmægtige, der skal tilse opskæringen. Hvis han begynder opskæringen, inden fuldmægtigen er ankommet, mister han retten til begge stødtænder og alt kødet (2.224).

 


Sti: Opdagelsesrejserne: Hilsen ⇐ Jagt ⇒ Klæder

Oversigt