Den engelske jæger

1.189-190

Efter at have beskrevet buskmændenes vovemod under elefantjagt fortsætter Livingstone:

"I denne angrebsmåde overgår de vilde os, men jeg tror, at en englænder ville overgå buskmændene, når han fik halvt så megen øvelse, som de har. Det civiliserede liv, som vi for tiden fører, behøver aldeles ikke at frembringe blødagtighed; det forøger tværtimod vor races skønhed, mod og kraft. Medens jeg boede i Kolobeng, optegnede jeg antallet på de elefanter, som i årets løb blev fældet af de forskellige jagtpartier, som kom forbi, for dermed at danne mig en forestilling om ødelæggelse, der årligt anrettes på disse stolte dyr. Der kom både griquaer, bechuanere, boere og englændere. --- Udfaldet beroede i hovedsagen på det større eller mindre mod, jægeren havde til at gå dyrene nær og ikke spilde kraften af sit skud på luften. Det er værd at lægge mærke til, at de indfødte i gennemsnit ikke engang fældede een pr. mand, griquaerne een, boerne to og de engelske officerer tyve.. Det var så meget mærkeligere, som griquaerne, boerne og bechuanaerne brugte både hunde og indfødte til hjælp, medens de engelske jægere i regelen ingen sådan hjælp havde. De nærmede sig dyret på henved fem og fyrretyve alen, mens de andre stod i en afstand af halvandet hundrede alen eller mere og følgelig spildte kraften af kuglerne i luften".

(Undskyld, Livingstone, men er det ikke værd at bemærke forskellen på englændernes 45 alen og buskmændenes 0 alen samt englændernes tunge skydevåben mod buskmændenes spyd?)


Sti: Buskmænd og bakalaharier: Den engelske jæger

Oversigt