Dyrs menneskelige adfærd

Livingstone har en tilbøjelighed til at tolke dyr i menneskelige termer. Se f.eks. hans beskrivelse af hans ridestud Sinbad.

Vildt

Ved Ngami-søen: Elefanterne brøler af fornøjelse, mens de forfrisker sig med vandet. - Så løber de afsted, i lige linje af frygt for faldgruberne (1.82).

Et sted, hvor de kommer igennem en næsten paradisisk fredfyldt egn med masser af vildt: "Gnuer, tseshéber og zebraer stirrede i forbavselse på os, som forstyrrede deres ro. Nogle græssede ubekymret, andre antog den fortrædelige mine, som disse dyr undertiden sætter op, før de beslutter sig til at flygte. Et stort, hvidt næsehorn kom langsomt slentrende gennem den laveste del af dalen uden at bemærke os...". Det var søndag, så de skød ikke på dyrene (1.197).

Løver:

Løven ligner mest af alt en meget stor hund. Tegnere vil gerne give den et majestætisk udseende ved at give en et udseende som en gammel kone med natkappe på. "Møder man en løve om dagen, så standser den og står et par øjeblikke og stirrer; derpå vender den ganske langsomt om, går lige så langsomt en halv snes skridt, imens den ser sig tilbage; endelig begynder den at trave, og når den tror, den er ude af sigte, springer den afsted som en vindspiller" (1.159).

På rejsen til Loanda kom de igennem en vildtrig egn. En morgen kom en løve; den gik rundt om studene. - "Nu begyndte den at brøle så højt, den kunne; men da studene stod ganske stille, blev den så ked deraf, at den gik sin vej, men blev endnu længe ved at lade sig høre i frastand. ... Vi hørte også andre løver brøle; når de så, at de ikke kunne skræmme studene, blev de ganske ærgerlige, hvilket vi kunne høre på tonen i deres brøl" (1.198).

"Vi havde redt seng på en stor sandbanke og kunne med lethed ses fra alle sider; på bredden lige overfor morede en løve sig i flere timer med at brøle så højt, som den formåede, idet den ... holdt gabet ned mod jorden for at få lyden til at slå tilbage" (1.256)

Fiskehøgen og pelikanen

Den plejer at dræbe flere fisk, end den selv kan spise. Når den har spist noget af ryggen, lader den resten falde, og Livingstones barotser ville ro omkap for at få fat i resterne. - "Høgen er imidlertid ikke altid så ædelmodig, thi jeg var selv ved Zougafloden vidne til, at den undertiden plyndrede pelikanens pose. Svømmende højt oppe i luften får den øje på denne store, dumme fugl, som fisker dybt under den, og passer nu på, indtil pelikanen har fået sig en anselig fisk i posen; så flyver den nedad, ikke meget hurtigt, men med larmende vingeslag. Pelikanen ser i vejret for at se, hvad der er på færde, og tror, det går på livet løs, når høgen nærmer sig, hvorfor den skråler "mord!". Idet den åbner gabet, passer høgen sit snit og snapper fisken ud af posen. (Pelikanen flyver ikke sin vej, men begynder at fiske påny; skrækken har formodentlig fået den til at glemme, at den havde noget i sin pose (1.276).

Honninggøgen

På en jagttur havde Livingstone en dag fulgt honninggøgens kalden; men i stedet for at finde honning var han ved at rende ind i et næshorn. "Vi gjorde holdt ved en lille bakke ... , hvor vi begyndte at få hyppige indbydelser af honninggøgen (cuculuc indicator). Jeg ville gerne undersøge sandheden af de indfødtes udsagn, at denne fugl er en bedrager, som undertiden ved sit skrig fører en til vilde dyr i stedet for til bireder, og jeg spurgte derfor mine folk, om nogen af den en eneste gang var blevet ført hen af denne venlige fugl til noget andet, end dens navn antydede". En af de 114 mænd kunne fortælle, at han engang var blevet ført hen til en elefant i stedet for en bikube (2.167).

"Honninggøgene var meget udholdende med at tilbyde deres tjeneste, og de satte mine folk i stand til at samle en betydelig mængde honning" (2.241).

Næsehorn

"Jeg så engang et hvidt næsehorn tilføje en bøffel, som havde travlt med at se efter mig, et stød i bringen, men det sårede den ikke og skulle formodentlig blot være et vink om at gå af vejen" (2.238).



Note: Løver
Sti: Opdagelsesrejserne: Klæder ⇐ Dyrs menneskelige adfærd

Oversigt