Civilisation

"Hverken civilisation eller kristendom kan fremmes alene. De to kan ikke skilles ad". (1.35)

Makololoerne var meget interesserede i at få åbnet en handelsvej ud til havet. Afstanden til Kaplandet var så lang og rejsen så dyr, at det ikke kunne betale sig at handle den vej, og mambarierne, der kom vestfra, ville næsten ikke give noget for elfenben. Så makololoerne var tilbøjelige til at kassere deres elfenben. - "Makololoernes ønske om direkte handel med søkysten faldt aldeles sammen med min overbevisning om, at intet folk kan nå nogen varig forædling uden ved handelens hjælp". (1.262)

Henved slutningen af bogen, hvor Livingstone gør op, hvad hensigten med hans "åbning af landet" havde været, siger han det på denne måde: "Hvad mig selv angår, glæder jeg mig kun af den grund over åbningen af det nye indland, fordi derved åbnes udsigt til indbyggernes oplysning Som allerede tidligere bemærket ser jeg endemålet for de geografisker opdagelser som begyndelsen til missionsgerningen. Det sidste ord tager jeg i den allervideste betydning og indbefatter derunder enhver bestræbelse for slægtens forbedring, alle de midlers fremme, gennem hvilke Guds forsyn virker, på det alle hans førelser med menneskene må fuldkommes i herlighed. Hvert menneske virker i sin kreds, med eller uden sit vidende, til at udføre vor himmelske Faders vilje: Videnskabsmænd, som opsøger skjulte sandheder, hvis opdagelse - således som den elektriske telegraf - vil knytte mennesker nærmere sammen, - soldater, som slås for ret imod tyranni, søfolk, som udriver undertrykkelsens ofre af hjerteløse mennesketyves kløer, - handelsmænd, som lærer folkeslagene, hvorledes det ene er afhængigt af det andet, - og mange andre virker alle - ligesom missionærerne - med samme mål, og alle disse bestræbelser styres herovenfra til een herlig ende". (2.304)


Sti: Missionssyn: Civilisation ⇒ Handel

Oversigt