For adskillige år siden, da der skulle være principdebat i SF, skrev jeg denne artikel til den lokale organisations amtsblad. Det forekommer mig, at den har fået fornyet aktualitet i denne tid, hvor Dansk Folkeparti helt hæmningsløst har bemægtiget sig fædrelandskærligheden og bruger den i fjendskabets tjeneste.

Hejs Dannebrog!

Et bidrag til principdebatten

Fædrelandskærligheden er blevet hjemløs blandt pæne mennesker. Den antagelse, at nationalisme og religion er roden til alt ondt, er blevet så rigeligt bestyrket de sidste ti år, hvor serbere, kroater og bosniere har pint og plaget hinanden, hvor kristne har kæmpet mod muslimer, og romerskkatolske mod ortodokskatolske, hvor hutuer har begået folkedrab på tutsier og israelere på palæstinensere, og hvor irske katolikker og protestanter har givet frit løb for deres gensidige had.

Det har været pinagtigt, ikke mindst for en, der som undertegnede faktisk altid har været både nationalist og religiøs. Og hovedthesen i dette indlæg er da også, at det ikke er nationalisme og religion, der er roden til alt ondt; men det er misbruget af samme, der er det; og det misbrug plejer netop at indfinde sig, når der er gået råddenskab i det, som ellers var godt.

Det er godt at elske sin familie og være tro imod den. Og det bliver det ved med at være, selv om man godt ved, at familiefølelsen kan perverteres og blive til en mafiaholdning, hvor kærligheden til ens egne erstattes af hadet til de andre. Hvor denne pervertering ikke er indtruffet, vil man netop tværtimod opdage, at det stærke indbyrdes sammenhold giver plads til større åbenhed også udadtil. Og sådan er det også med religionen: Hvor troen er ægte, omfavner den sine medskabninger; men når den udhules, så der kun er en skal tilbage, så kan den blive redskab for al umenneskelighed.

Alt det onde, der er affødt af nationalisme og religion, er pinagtigt synligt i disse tider. Men man bør fokusere rigtigt. Ondskaben gror på disse livsytringer; den er ikke identisk med dem. Lige så lidt som et kræftramt menneske er identisk med kræften. Det er ingen udvej at udrydde mennesket for at komme kræften til livs. Om så alle verdens problemer og lidelser kunne fjernes med eet slag, og både krig og forurening og sygdom ville være fortid, hvis bare man kunne beslutte sig for den totale udryddelse af menneskeheden, så er det åbenbart ikke løsningen. Det onde findes, fordi der er noget godt at snylte på.

Derfor er det en opgave at fastholde det, som er godt, og ikke slippe det af angst for snylterne. Fædrelandskærligheden (eller nationalismen) har sin groteske karikatur i chauvinisme og fremmedhad, men det er ikke fædrelandskærlighedens skyld. Den er i sig selv lige så naturlig som familiekærligheden. Den er bevidstheden om, at vi er en flok mennesker - in casu cirka 5 millioner - der har fået i gave og opgave at stå sammen og finde løsninger i fællesskab.

Måske finder vi her grunden til den fremgang, der for tiden bliver Dansk Folkeparti til del: At der er så mange gode og ordentlige danskere, der protesterer imod den tanke, at det med det danske sammenhold ikke længere skal være virkelighed. Men hvis det er sådan for mennesker af borgerlig observans, så må det endnu langt mere gælde for dem, der bekender sig til en socialistisk holdning (hvad det så ellers betyder; undertegnede er ikke udpræget marxist, men mener bare, at vi som mennesker skylder hinanden ordentlige eksistensmuligheder og må bruge de nødvendige midler dertil). Et socialistisk program kræver - i modsætning til et liberalistisk - rammer at operere indenfor, fysiske rammer, landegrænser. I den forstand er socialismen nødt til at være national.

Nu kan det godt være, at et kvikt hoved med en intelligenskvotient på gymnasiastniveau får et lyst indfald: ?National socialisme, aha! nationalsocialisme!?. Så må man vel skyndsomst trække følehornene til sig? - Nej, netop ikke! Lige så lidt som andre gode, livsbekræftende fænomener kan den nationale socialisme klandres for, at nogen engang har snyltet på den. Det dur ikke, at man i pænhedens navn vil afstå fra alt, hvad der i tidens løb har fået lugt af blod og sved. Det er den svages måde at sikre sig image på. Det er en holdning, de Radikale gerne må være alene om.

Men Socialistisk Folkeparti er da et internationalistisk parti. Hvordan kan det så være nationalistisk? De to ting udelukker ikke hinanden. Det ene er netop udgangspunkt for det andet. Når man har orden i eget hus, er der bedre mulighed for at hjælpe andre. Engang drøftede jeg i troperne med en anden dansker, hvordan man kunne vise lidt solidaritet med de omkringboende mindrepriviligerede naboer. Man kunne måske give et par stykker af dem lidt plads til madvarer i ens køleskab. Måske kunne man til det formål købe sig et større køleskab, så hjælpemulighederne blev flere. Men een ting gik i alt fald ikke an: man kunne ikke bare lade skabsdøren stå åben, for at den velsignede kølighed skulle brede sig ud over hele nabolaget. De fysiske rammer skal respekteres, hvis der skal være nogen virkning. Det være sig Danmarks grænser eller Europas grænser. Grænser må der til, om fællesskabet skal være virkeligt.

I virkeligheden tror jeg, at der er mange, der er med i SF af ren og skær fædrelandskærlighed, - som skabsnationalister, for nationalitetsfølelsen er vist ikke rigtig politisk korrekt.

Så er det underligt at opdage, at den godt kan være det i et af de få erklæret socialistiske lande, der efterhånden er tilbage. Jeg tænker på Cuba, der endda ikke blot er socialistisk, men ligefrem holder kommunismen i hævd (efter eget udsagn, i alt fald). Landets eneste tilladte parti er også det kommunistiske. Mange er de pligter, der påhviler partiets aktivister. Blandt dem finder man disse:

Bestræbe sig på hele tiden at højne sit kendskab til den cubanske revolutions ideologi og til vort lands historie.

Forsvare princippet om konsekvent solidaritet med alle dem, der kæmper for den nationale befrielse og den sociale retfærdighed, hvori forenes patriotismen, internationalismen og et dybt latinamerikansk og internationalt kald.

Sådan kan man sige det i en land, som vi normalt holder os for fine til at blive sammenlignet med. Der véd man, at der ikke er modsætning mellem den gode nationalisme og den gode internationalisme. For kampen for social retfærdighed forener dem.

Hvornår mon vi SF'ere sidst har fremhævet, at det var nødvendigt at kende sin Danmarkshistorie?

Om vi kan være stolte af vort land (og os selv), det er altid et åbent spørgsmål. Men elske det, det kan vi, og det uden at komme i konflikt med nogensomhelst partipolitisk målsætning.

Så, hejs Dannebrog!

Johs. Lind,
Esbjerg.


Sti: Mit bedste foredrag ⇐ Hejs Dannebrog ⇒ Efterretningstjenesterne

Oversigt

Array ( [type] => 8 [message] => Undefined index: Adgang [file] => /customers/0/4/0/geltzer.dk/httpd.www/diverse/hejs.php [line] => 238 )