Johs. Lind:

5. Mosebog - en evangelisk bog

Lov og evangelium i 5. Mosebog

Hensigten med nærværende undersøgelse er at godtgøre, at dens overskrift er sand, dvs. at skriftet kan benyttes som prototype for evangeliet på samme måde, som Luther og Paulus ville bruge l. Mosebog. - Den vil altså forsøge at vise, at det ikke er sandt, når man almindeligvis hævder, at Sinaipagten, som den er fremstillet i Mosebøgerne, grundlæggende er baseret på og afhængig af folkets lydighed mod de givne love, men at disse love finder deres naturlige plads i sammenhængen, når de anskues på samme måde, som f.eks. Joachim Jeremias anskuer bjergprædikenen i forhold til evangeliet om syndernes forladelse ved Jesus: Der gik noget forud .....

Forholdet til 2.-4. Mosebog

5. Mosebog er anlagt som Moses' afskedstale til folket, inden det efter de 40 år i ørkenen går ind i det forjættede land, hvor Moses ikke kan følge det, fordi han er pålagt den straf af Gud, at han skal dø inden indvandringen. Hensigten med afskedstalen er at fastholde folket på den pagt, som de nu snart kan komme til at glemme over al den yppige rigdom, som landet skal give dem.

Skriftets karakter er i den danske oversættelse (1,5) angivet med ordet “lovudlægning". Det hebræiske verbum, som bruges i denne forbindelse, er ba'ar (uddybe, grave, bore (brønd), indtrænge, indgravere (på tavler). Samme ord bruges 27,8 om at riste lovens ord på de sten, som israelitterne skal rejse på Ebals bjerg efter indvandringen. Om sådan en detalje nu bør urgeres eller ej, så er i alt fald skriftets klare hensigt: at skrive på folkets hjerte det, der ellers måske kun ville være skrevet i sten.

En typisk vending i 5. Mosebog er “budet, anordningerne og lovbudene” (f.eks. 6,1), der i vore øren måske har allusioner i retning af et støvet lovkontor i en afdeling af kirkeministeriet, hvor en indtørret paragrafkustode huserer mellem anordninger, reskripter, cirkulærer, bekendtgørelser og love. Det lyder på forhånd som paragrafrytteri, men en optælling vil uden tvivl afsløre, at 5. Mosebog rummer færre paragrafer end noget af de andre lovskrifter. Måske vil det være en vovet påstand at sige, at den overhovedet ikke rummer nogen ny lovgivning i forhold til de tidligere Mosebøger, men hovedsigtet er i alt fald at minde om og indprente det, som allerede tidligere er sagt, - og vel at mærke også alt det, som tidligere er sket: Selve den historie, som folket hidtil har gennemlevet, indtager en betydningsfuld plads i skriftet. Den skal der mindes om, som der også skal mindes om lovene, for at israelitterne skal tage sig det hele til hjertet og fremover leve med alt det som grundlag.

Skriftets særpræg i forhold til de tidligere Mosebøger er således ikke så meget at finde i det konkrete indhold som i den accentuering, der gives det allerede kendte. Skriftet har først og fremmest karakter af prædiken, en prædiken der skal tjene til inderliggørelse af Gudsforholdet og til bevidstgørelse om, at pagtsforholdet er et kærlighedsforhold - med alt, hvad det indebærer.

Indholdsmæssigt er de modsætninger, der måtte findes til de øvrige 3 Mosebøger (2-4), næppe større end dem, som vil kunne findes i hvert enkelt skrift. F.eks. kan man godt markere en modsætning mellem 5. Mos. 13,lff., der forudsætter at en profet kan spå sandt uden at være fra Gud, og 5. Mos. 18,2lf., hvor kriteriet for Herrens profet er, at han spår sandt. Man kan også godt postulere en afgørende modsætning mellem 5. Mosebog og de tre foranstående ved førstnævntes krav om centraliseret gudsdyrkelse. Og hvis det er rigtigt, at bogen har set dagens lys omtrent på Josias' tid, så er der da heller ingen tvivl om, at det for datiden har været en afgørende nyhed. Men derimod synes kravet inden for Mosebøgernes egen kontekst mere at ligne en accentforskydning end en nyhed: Det er en nærliggende konsekvens af kravet om et rent og ubesmittet forhold til Herren.

At helligdommen har en helt central betydning i 3. Mosebog, behøver ingen dokumentation. Men med hensyn til 2. Mosebog kan det være rigtigt at påpege det samme, fordi det vistnok oftest træder tilbage for bevidstheden på grund af de mange andre dramatiske begivenheder, som fylder skriftet:

Efter at den indledende lovforkyndelse er sket (2. Mos. 2o-23),sker pagtslutningen i kap. 24, og derefter går Moses op på bjerget for at være sammen med Herren i 40 døgn. Og det, som fylder disse 40 døgn, er faktisk Guds anvisning på, hvorledes frelsen, hans nærvær hos folket, skal realiseres, nemlig gennem opførelsen af en helligdom. Guds frelsende nærvær realiseres gennem helligstedet (25,8 jvf. 20,24). Og hvor vigtigt dette er, ses bedst af det drama, der udspiller sig imellem Guds anvisninger for helligdommens opførelse (25-31) og realiseringen deraf (35-40). Det, som ligger imellem, er dyrkelsen af guldkalven. Hele den pagt, som netop var afsluttet, og hvis endelige realisering var planlagt gennem de 40 døgn på bjerget, var med eet slag faldet til jorden. Forudsætningerne var bristede. Nu vil Herren gøre kort proces og ikke blot straffe folket men tilintetgøre det og dernæst gøre en ny begyndelse med Moses som stamfader for et andet gudsfolk. Eller i det mindste vil Gud forlade det folk. Det lykkes dog Moses at afværge denne beslutning, og Herren indvilger i at forblive hos folket. Og så er det, at frelsens plan endelig kan realiseres: Efter en kort rekapitulation af pagtens lovforkymdelse (34,1-35,3) følger nu bogens lykkelige afslutning med realiseringen af det mål, der så dramatisk var ved at gå tabt:: Helligdommens opførelse.

Skønt 2. Mosebog ikke kræver, at gudsdyrkelsen udelukkende foregår i helligdommen, har denne dog allerede her en altoverskyggende betydning i forhold til eventuelle andre helligsteder. Og den endelige centralisering, som kommer i 5. Mosebog, er klart foregrebet i 3. Mosebog, hvor der 17,1-9 sættes dødsstraf for at ofre andetstsds end ved helligdommen. Ofring andetsteds identificeres her med ofring til bukketroldene. Og så er der ikke nogat langt skridt til 5. Mos. 12, hvor centraliseringen også begrundes med bekæmpelse af afgudsdyrkelsen.

5. Mosebogs vægtlæggen på lovopfyldelse er egentlig heller ikke enestående. Hvis man må skelne mellem etiske og rituelle love, kam man naturligvis godt sige, at der i et skrift som 3. Mosebog rent kvantitativt er lagt vægt på de rituelle love. Men alligevel er det netop i 3. Mosebog (kap. 26), der forekommer en formaning, der ganske meget ligner dem, vi kan træffe i 5. Mosebog: Pagtens velsignelse og forbandelse oprulles, alt afhængigt af folkets lydighed eller ulydighed, men dog med en understrøm af tillid til Guds grundlæggende barmhjertighed.

De foranstående iagttagelser har naturligvis kun interesse uneer forudsætning af, at man ikke lader sig friste til den kortslutning, som vist undertiden foretages af en mindre begavet afart af den litterærkritiske skole, og som kan formuleres omtrent sådan: "De modsætninger, som JEG ikke kan rumme i min højtudviklede hjerne, kan bestemt heller ikke have haft rum hos den forfatter, der oprindeligt skrev disse ting (hvis der ellers er noget ved ham). Så hvis jeg konstaterer modsætninger,må noget være oprindeligt og noget sekundært. Det oprindelige er det: som JEG godtager. Alt det andet må være glosser, menighedsteologi, senere tilføjelser, produkter af en søvnig og uforstandig redaktørs hovedløse sammenhobning af fragmenter".

Ikke, at der ikke i de foreliggende tekster skulle være glosser, tilføjelser, menighedsteologi etc. Men kriteriet kan ikke være, at læseren undertiden må se noget andet, end han udfra sin egen helhedsforståelse på forhånd havde ventet. Det bør altid vække mistænksomhed, hvis kritikeren ser sig nødsaget til at arbejde udfra en teori om, at primo har teksterne på et ikke nøjere defineret tidspunkt været udsat for en overvættes fragmentering, og secundo har arbejdet med at sætte dem sam~ men igen, været overladt til en person, om hvem man intetsomhelst ved, udover.at han (hun) har været bemærkelsesværdig uintelligent og uopmærksom. Denne teori om det ubegavede rodehoved giver kritikeren frie hænder til at omplacere alting efter eget skøn. Og i det tilfælde kan man ikke vente, at han har andet at sige end, hvad han kunne have sagt uden at åbne den bog, han angiveligt udlægger. Sproglige og stilistiske kriterier må have en anderledes vægt, men dem har jeg ingen mulighed for at anlægge. Hvorfor jeg må holde mig til teksten, som den foreligger.

Og som teksten foreligger, vil det være vanskeligt at finde helt nye motiver i 5. Mosebog i forhold til de foregående. Som teksten foreligger, er der mest tale om accentforskydninger. Men disse kan så til gengæld også være vigtige nok.

Budskabet i 5. Mosebog

Med det foregående har jeg allerede afskåret mig selv fra endog den mulighed at udnævne 5. Mosebog til den evangeliske i modsætning til de tre foregående.

Må jeg erindre om beskrivelsen ovenfor af pagtdramaet i 2. Mosebog.

Den pagt, der realiseres efter affæren med Guldkalven, er ganske klart en pagt, der forudsætter, at folket "ligger i det onde" (2. Mos. 32,22). Når Gud derefter forbarmer sig, så er der ingen antydning af, at det sker i håb om, at der herefter ikke vil blive syndet. Men Gud vil være sig selv tro, tro mod sin forjættelse til patriarkerne og mod sin kærlighed til Moses (33,17). Hvis der skulle kunne have hersket tvivl om det før affæren med guldkalven, så i alt fald ikke efter: Pagtens opretholdelse skyldes alene, at Herren er den, han er: "Jeg viser nåde mod hvem jeg vil og barmhjertighed mod hvem jeg vil" (33,19). Pagten bæres af den Gud, der i optoget forbi Moses forkyndes således:

HERREN, HERREN, Gud som er barmhjertig og nådig, langmodig og rig på miskundhed og trofasthed, som bevarer miskundhed mod tusinder, som tilgiver brøde, overtrædelse og synd, men ikke lader den skyldige ustraffet, som straffer fædres brøde på børn og børnebørn, på dem i tredie og fjerde led! (2. Mos. 34,6-7).

Gud er ikke en Gud, der ikke straffer. Men straffens kontekst er barmhjertigheden. Tugt er ikke kærligheds fravær, for Herren tugter den, han har kær. - Og folket kunne måske endda være sluppet fra affæren i al bekvemmelighed, hvis ikke Herren på Moses' forbøn havde fastholdt pagten. Herren overvejede at sende dem videre, sejrende over alle fjender, ind i landet, der flød med mælk og honning. Men uden Gud. - Da folket hørte denne onde tidende, sørgede de og gjorde bod! (2. Mos. 33,1-6).

Efter Guldkalven hvilede pagten på Guds styrke og barmhjertighed, så ingen kunne være i tvivl om det. Men den havde haft samme grundlag også før. Folket er ikke udvalgt i kraft af storhed og fromhed, men det er en rådvild og forvirret flok slaver, der bliver samlet til et folk og bliver taget i troens skole lige fra plagerne i Ægypten til pagtslutningen ved Sinai~ Igen og igen viser Gud, at han er den, der skaffer udvej, hvor ingen udvej er at øjne: Faraos vilje knækkes, Rødehavets vande skilles, vand springer frem i ørkenen, og manna dækker det golde sand. Et modvilligt og genstridigt folk oplever måbende, hvad det vil sige at være Gud i vold. - Det hele begyndte med, at en menneskehob blev båret på ørnevinger. Og så kom derefter Guds tilbud om pagten. Noget gik forud for budene. Det første er Guds nåde og barmhjertighed.

Allerede 2. Mosebog véd dette. Og 5. Mosebog bringer intet nyt i denne henseende. Det nye er blot, at det understreges og tydeliggøres, så at lydigheden kan være så meget mere grundfæstet, som den ved sig båret af taknemmelighed mod Herren, der har vist dem så store velgerninger.

Taknemmelighed:

Taknemmelighed er et grundmotiv i 5. Mosebog. Kap. 8 er blot een af de indtrængende formaninger i så henseende.

En anden finder vi i 6,20-25: "Når din søn i fremtiden spørger dig: "Hvorledes forholder det sig med de vidnesbyrd, anordninger og lovbud, som HERREN, vor Gud gav eder?" så skal du svare din søn således: "Vi var engang Faraos trælle i Ægypten; men HERREN førte os ud af Ægypten med stærk hånd .... Og vi skal stå som retfærdige for HERREN, vor Guds ansigt, når vi handler efter alle disse anordninger, således som han har pålagt os". - At lydighed er krævet, er hævet over enhver tvivl. Men lydigheden grunder i taknemmelighed. Der tales om retfærdighed, men det er en retfærdighed, der ikke ville være mulig uden det, som skete først og vedblev at ske: Guds velgerninger.

Et slående eksempel er også forskriften for førstegrødeofret (26,1-11). Selve bestemmelsen om, at førstegrøden skal frembæres, findes også i både 2. og 3. Mosebog, men i 5. Mosebog er tilføjet den bøn, som den ofrende skal bede. Og den sætter atter det hele ind i taknemmelighedens kontekst, eller rettere: i Guds nådes kontekst. "Derpå skal du tage til orde og sige for HERREN din Guds åsyn, "Em omvankende aramæer var min stamfader .... da råbte vi til HERREN vore fædres Gud, og HERREN hørte vor røst og så til vor elendighed .... og gav os dette land, et land, der flyder med mælk og honning. Og her bringer jeg nu førstegrøden af frugterne af den jord, du har givet mig, HERRE!"

Ydmyghed:

Hånd i hånd med taknemmeligheden går ydmygheden. Den, som har Gud at takke for alt, ved nok, at han ikke skal tilskrive sig selv æren. Og den snigende selvtilfredshed, der vil sole sig i, at Gud dog må have haft sine grunde til at udvælge netop dette folk, får ingen mulighed for at trives. Selve pagtens historie burde kunne sætte denne tilbøjelighed på plads. Men det siges også med rene ord. "Det er ikke, fordi I er større end alle de andre folk, at HERREN har fattet velbehag til eder og udvalgt eder, thi I er det mindste af alle folk; men fordi HERREN elskede eder, og fordi han ville holde den ed, han tilsvar eders fædre, derfor var det .... " (7,7-8). "Og sig ikke ved dig selv: "Det er min egen kraft og min egen hånds styrke, der har skaffet mig den rigdom". Men kom HERREN din Gud i hu; thi ham er det ... " (8,17-18). "Når HERREN din Gud jager dem bort foran dig, tænk så ikke: "For min retfærdigheds skyld lod HERREN mig komme ind og tage dette land i besiddelse!" Thi det er for disse folks ugudeligheds skyld ... Det er ikke for din retfærdigheds eller dit ædle hjertes skyld, du kommer ind og tager deres land i besiddelse ... det er på grund af disse folks ondskab og fordi han vil opfylde det ord, han tilsvor dine fædre ... thi du er et folk med hårde halse". Sådan står der i kap. 9,4-6, og så er resten af kapitlet fyld af påmindelser om alskens situationer, hvor folket har vist sin hårdhalsethed og bevist sin uværdighed.

Tro:

At være i pagten er at være Gud i vold. Derfor er pagtens livsånde tillid, tro. Der er næppe formuleret noget bud om tro i nogen af Mosebøgerne, men alligevel er det kravet over alle krav. Ikke en tro i teoriernes skinverden, men tro i kød og blod, tro som tillidens vovemod over for dagligdagens udfordringer.

Den hårdeste straf, der ramte folket, var den, at de efter at være kommet til grænserne for det forjættede land måtte vende om og gå tilbage til ørkenen, hvor de skulle blive, indtil alle voksne var døde. Det var straffen for deres mistillid til, at Gud virkelig kunne lade dem vinde over kæmperne i det land, de skulle drage ind i (1,19-46).

Og Moses selv var under straf. Han skulle dø ved grænsen til landet. Også det var en straf for vantro (1,37). Da han for anden gang skulle skaffe vand fra en klippe, vovede han ikke at nøjes med at tale til den, som Herren havde sagt, men slog for en sikkerheds skyld på den med sin stok. Den metode havde jo virket een gang før. Men det var at vanære Gud. Vantro er vanære.

Tro er mod. Og i en situation, hvor krig med andre folkeslag udgør en stor del af dagligdagen, vil krigen også være nævnt som en situation, hvori troen ytrer sig. Således 20,1-9. Budskabet er, at israelitterne ikke skal være bange, thi Herren kæmper for dem. Og det giver sig udslag i generøsitet med hensyn til at lade enkeltmennesker slippe: Den, som har bygget hus, den som har plantet vingård, den som skal giftes, den som er forsagt og bange. De må blive hjemme. Det er jo alligevel ikke ved opbud af menneskekræfter, sejren skal vindes. At også angst tæller med som gyldig fritagelsesgrund, kan virke underligt på baggrund af, at budskabet (og dermed også: budet) er, at de ikke skal være bange. Men man kan jo godt frygte sin egen personlige død, selvom man stoler på, at sejren som sådan er folket vis. - Disse mobiliseringsregler finder vel deres bedste tolkning i fortællingen om Gideon, der måtte hjemsende størstedelen af sine folk, for at der ikke skulle være tvivl om, at sejren var Guds gave (Dom. 7).

Troskab:

Som forholdet til Gud kan beskrives som tro, kan det også beskrives som troskab. Det er jo et kærlighedsforhold. Og frafald fra Gud beskrives med ord, der vel lige så godt kunne være brugt til at beskrive det menneske, der ville være så skændigt at svigte en ven (f.eks. 12,4).

Troskaben kræver selvfølgelig, at israelitterne ikke dyrker afguderne; og hvis nogen gør det, skal de straffes med døden. Du skal udrydde det onde af dit midte (13). Intetsomhelst må rangere højere end troskab mod Herren: ikke profeten, selvom han spår sandt, ikke kærligheden til broder, hustru, søn eller datter (13). Og for troskabens skyld må folket også rense sig for det, der eventuelt kunne lede til frafald. De må ikke bruge hedenske sørgeriter (14,1-2), de skal nedbryde alle helligsteder og kun ofre til Herren i centralhelligdommen (Sikem!) og overhovedet ikke forsøge at efteligne hedningernes gudsdyrkelse (12). De skal endog udrydde visse folkeslag, som kunne forføre dem til fremmed gudsdyrkelse. Enhver, som elsker broder, søster, hustru, fader eller moder. mere end Herren, er ham ikke værd. Nidkærhed for Gud kender ingen grænse i 5. Mosebog, lige så lidt som den gør det i de øvrige Mosebøger, jvf. f~eks. 2. Mos. 32,25-29.

Næstekærlighed:

"Du skal elske HERREN din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele din styrke" (6,5). Det er selve grundformaningen i 5. Mosebog. Kærlighed til Gud er grundmotivet til al lovopfyldelse (10,12-13). Budet om næstekærlighed, "Du skal elske din næste som dig selv", forekommer ikke således formuleret i 5. Mosebog. Dét har Jesus citeret fra 3. Mos. 19,18. Men sagen er her ligefuldt (15,1-18; 16,18-20; 22,1-4; 24,6-22 m.m.). Også begrundelsen: " - du var jo selv fremmed/slave i Ægypten" findes såvel i 5. Mosebog som andetsteds i Mosebøgerne (10,19; 15,15). - Vi elsker, fordi han elskede os først.

Lydighed:

Taknemmelighed, tro og troskab giver sig også udslag i lydighed. Herren er Herre, og anderledes kan det ikke være. Velsignelse er at være, hvor hans vilje gælder. Et pagtsforhold, hvor menneskene nok vil vide af Guds barmhjertighed og velgerninger, men ignorerer han hellighed, er ikke muligt. Det er at friste Herren (6,16). Ved Massa fristede israelitterne Herren. Formaningstalen nævner ikke, hvori fristelsen bestod; men slår man op i 2. Mos. 17,1-7, ser man, at fristelsen bestod i, at folket ville udnytte pagtsforholdet som begrundelse for et ensidigt service-krav: "Er HERREN iblandt os eller ej:" Gud som tjenstvillig leverandør af nåde! Nej, lydighed er del af pagten.

Men lydigheden er glad og taknemmelig. Den mulighed, Herren har givet folket er at "tjene HERREN din Gud med fryd og hjertens glæde" (28,47). Der er langt til en senere jødedoms beregnende anvendelse af loven til at opbygge fordringer overfor Gud.

Og lydigheden er naturlig. Det, som Herren kræver, er ikke sære og uforståelige påfund, som ingen kan kende eller huske uden at have studeret lovgivningen. Nej, om det så kan eksemplificeres og konkretiseres på hundredevis af områder, så er det dog i sig selv så hjertens ligetil som genkærlighed fra den der er elsket (30,11-14). Lydighed er at vælge livet (30,19-20), Lydighed er ikke bare en træls og sur vej, der med tiden belønnes med livet. Men den er selv den levende vej, livets vej. Lydighed er at leve med Gud. At leve med Gud er at leve i lydighed. Anderledes kan det heldigvis ikke være. For ellers var Gud jo ikke Gud, Herren.

Velsignelsen og forbandelsen:

Israelitterne kan vælge. Ved Guds barmhjertighed har de fået valgmuligheden mellem godt og ondt, velsignelsen og forbandelsen. Den pagt, som de uforskyldt er blevet optaget i, kan de vælge at blive i, og det vil sige: blive i kærlighed, troskab og lydighed. Man kan også gå ud. Men udenfor er forbandelsen (27-28).

Og dog er forbandelsen ikke den eneste og nådeløse konsekvens for frafald. I så fald ville pagten have været dødfødt. Den barmhjertige Gud har også sat straffens mulighed. Han vil tugte og plage sit frafaldne folk, til det omvender sig og vender tilbage til pagten (29-30). Straffen er en del af Guds barmhjertighed. Således blev der gjort et blodigt indhug i folket efter deres affære med guldkalven, men det blev ikke sat ud af pagten.

Og Moses, der indprenter folket pagten: han er selv en straffet mand. For sin vantros skyld skal han afskæres fra selv at komme ind i det forjættede land. Men han er ikke forladt af Gud. Der er tilgivelse, men tilgivelsen er ikke det samme som straffritagelse, jvf. også 2. Mos. 34,7.

Sammenligning med Den nye Pagt

Lighederne:

De livsytringer og vilkår, som ovenfor er gennemgået, synes meget lig dem, der genfindes i kristendommen. Pagtsforholdet er sat af Gud uden nogen fortjeneste hos mennesket. Den forstås og realiseres kun som et kærlighedsforhold. Frelsen, Guds velsignelse, er over den, som bliver i pagten. Udenfor er fortabelsen. Lydighed og troskab er en selvfølge, men det menneske, der lever i denne lydighed og denne troskab, vil vide, at det ikke er for dets retfærdigheds skyld, for dets lydigheds og troskabs skyld, at det har velsignelsen. Æren er Guds. Hans almagt og kærlighed bærer alting. I begge pagter kendes fortabelsens mulighed, og i begge tilfælde er den en konsekvens af, at Gud ikke suspenderer sig selv. Når livet er, hvor Gud er, så kan der borte fra Gud ikke være andet end død og fortabelse. Forskellen mellem den gamle og den nye pagt er i hvert fald ikke, at der under den nye godt kan slås lidt af på lydigheden, eller at det ikke skulle komme sig helt så nøje med troen og kærligheden. For begge pagter er Gud HERREN.

For så vidt er den nye pagt ikke et modstykke til den gamle, og det kan være rigtigt at kalde den gamle for prototype til den nye. De to pagter har fælles frontdragning: Mod selvretfærdigheden og mod libertinismen. Disse to holdninger er udtryk for, at Gud ikke agtes for det, som han er: Den hellige og den barmhjertige.

Selvretfærdigheden har glemt, at alt grunder sig på Guds ufortjente barmhjertighed. Den har glemt historien, og så forsøger den at manipulere med Guds hellighed ved at holde paragrafer. Forholdet er ikke mere noget kærligheds- og taknemmelighedsforhold, men mennesket snor sig mellem paragraferne og regner på den måde med at blive urørlig overfor Gud. Lovens ånd er miskendt, og dette medfører paradoxalt nok, at altimens den selvretfærdige er til det yderste optaget af endelig at holde reglerne på tilstrækkelig vis, så kommer netop han til at gøre mindre, end loven kræver. Derfor må Jesus f.eks. i bjergprædikenen sige til den selvretfærdige, at det, som han stiller sig tilfreds med, slet ikke er nok. Det siger netop han, som kommer med Guds riges barmhjertighed. Hvor barmhjertigheden forkyndes for alvor, kommer der også alvor i lydighedskravet. Eksemplerne er mangfoldige og velkendte. Der er f.eks. loven om skilsmissebrev, hvor farisæerne synes, de må være dækket tilstrækkeligt ind, hvis de bare følger forskrifterne. - Man kan også nævne den ejendommelige lighed og forskel der er mellem Jesu lignelse om det store gæstebud og loven om krigsførelse i 5. Mos. 20. I begge tilfælde drejer det sig om mobilisering, og i begge tilfælde år der nogen, der undslår sig på grund af særlige omstændigheder. Men de undskyldninger, som i Jesu lignelse regnes for ugyldige, er de samme, som loven om krigsførelse godkender. Og det er egentlig naturligt nok, for i mellemtiden har farisæismen været inde i billedet. Krigslovens intention er generøs barmhjertighed. Men når farisæeren har læst den lov, har han set den som et godt tip om, hvordan man kan sno sig uden om mobiliseringsordren: man bygger sig bare et hus, man tager en kvinde til ægte ..... og så er man urørlig. Den selvretfærdiges manipulationer ligner meget dem, som vor egen skattelovgivning er udsat for.

Fronten mod libertinismen træffer man for Det nye Testamentes vedkommende især i brevlitteraturen. Det er den holdning, hvor man gladeligt vil benytte sig af Guds barmhjertighed, men ikke agter hans hellighed. Gud som den tjenende ånd, der redebon kommer springende med sin velsignelse, når mennesket knipser ad ham. Denne holdning har sine vanskeligheder ikke blot med bjergprædikenen men med snart sagt hver eneste fortælling i evangelierne, og den”kritiske” forsker ser sig nødsaget til at kontatere en forbavsende bestand af "menighedsteologi" for at få sit synspunkt til at holde. Allerede Paulus og Jakob har været nødt til at danne direkte front imod den. - I den gamle pagt har den libertinistiske holdning haft lige så vanskeligt ved at hævde sin hjemmel. Vi har kun set et enkelt sted, hvor der blev taget stilling til den (Massa-fristelsen). Til gengæld blev det så rigeligt en opgave for profeterne at kæmpe imod den (den uanfægtede pagtssikkerhed, " ... Herrens tempel, Herrens tempel, Herrens tempel ... ").

Forskellene:

Den nye pagt kan altså i vid udstrækning ses som genoptagelse af den gamle. Hvad pagtens holdbarhed angår, er det vanskeligt at konstatere nogen tydelig forskel. I begge tilfælde hviler den på Guds nåde, og i begge tilfælde kan mennesket vælge at træde ud af velsignelsen.

Der er derimod forskel på, hvem der får pagten tilbudt. Den gamle pagt gjalt eet bestemt folk, den nye enhver, der vil tage imod den.

Og dermed er også givet en forskel med hensyn til den "lovgivning", der er en konsekvens af pagten. I den gamle pagt måtte pagtens lovgivning nødvendigvis blive et statssamfunds lovgivning. Livet som Guds folk skulle realiseres som en bestemt nations samfundsliv. Og da intet politisk samfund kan undvære den specificerede regulering af borgernes indbyrdes forhold i en corpus iuris, måtte selve pagtsforholdet få denne karakter. Pagtens opretholdelse var en politisk opgave.

Den nye pagt er ikke bundet til landegrænser og nationalitet; den forudsætter, at pagtsfolket kan realisere sin tilværelse som "undergrundsbevægelse" i og på tværs af ethvert nationalt politisk system. Slaverne i Roms sølvminer eller de troende i Thessalonika blev ikke mindre kristne af, at de herskende samfundsforhold evt. var ukristelige. Pagten kunne leves, om nødvendigt på martyriets vilkår.

Da der så senere, i middelalderen, skete det forbløffende, at den politiske magt faldt i hænderne på folk, der var kristne og disse mente at skulle indrette deres respektive samfund kristeligt, skete der naturligt nok det, at den nye pagt blev forsynet med en codex langt mere omfattende, end man nogensinde havde kendt til det under den gamle pagt.


Sti: Mit bedste foredrag: 5. Mosebog

Oversigt

Array ( [type] => 8 [message] => Undefined index: Adgang [file] => /customers/0/4/0/geltzer.dk/httpd.www/diverse/deut.php [line] => 114 )