En revolution kan kun fødes af kultur og ideer

Tale af præsidenten for Republikken Cubas statsråd Fidel Castro i Venezuelas Centraluniversitets store aula
den 3. februar 1999

Kort fortale af forfatteren:

TIL DEM, DER ER SÅ VENLIGE OG TÅLMODIGE AT LÆSE DETTE MATERIALE.

Denne tale, der blev holdt i den store aula i Venezuelas Centraluniversitet, har for mig en særlig betydning. Jeg holdt den for knapt 1 måned siden, den 3. februar 1999.

Jeg ved ikke, hvor mange dødelige der mon har haft en så speciel og enestående oplevelse, som jeg havde den eftermiddag.

En ny og ung præsident havde efter en strålende politisk sejr og med støtte fra et hav af folk indtaget sit sæde knapt 24 timer forinden. Foranlediget af det besøg, som jeg af den grund foretog til dette land blandt mange andre inviterede, insisterede myndighederne og de studerende ved det nævnte universitet på, at jeg skulle give et såkaldt mesterforedrag (conferencia magistral), hvis blotte benævnelse fremkalder rødmen og angst, især hos os, der ikke er akademikere og ikke har lært andet end den beskedne metier at bruge ordet til at sige det, vi tænker, i den form og stil, som vi nu selv har.

Da min evige modstand mod sådanne eventyr var blevet besejret, bifaldt jeg aftalen, og den er altid risikabel og altid delikat for den, der som officielt inviteret besøger et land i fuldt politisk røre. Jeg var desuden bindende forpligtet af den altid uforanderlige solidaritet mod Cuba hos dem, der havde inviteret mig til talen. Jeg havde allerede været der een gang, og det mindedes jeg altid. Jeg følte, som havde det været at mødes med de samme mennesker.

Netop som jeg skulle af sted til universitetsområdet, slog det mig: tiden går, og vi opdager det ikke.

Nøjagtigt fyrre år og ti dage var forløbet fra den gang, da jeg havde det privilegium at tale til studenterne i den samme imponerende Store Aula ved det kampklare og ansete venezuelanske universitet den 24. januar 1959. En dag forinden, den 23. januar, var jeg kommet til Venezuela. Man fejrede den første årsdag for folkets sejr over en autoritær militærregering. Kun tre uger efter vor egen revolutionære sejr den første januar 1959. En enorm mængde ventede på mig i lufthavnen og belejrede mig fra alle sider de dage, jeg var der. Der var ingen forskel på den erfaring, jeg havde haft i mit eget fædreland.

Jeg forsøger at genkalde med størst mulig nøjagtighed, hvad der rørte sig inden i mig. Hvor mange ideer, følelser og bevægelser der steg op fra sindet og hjertet og blandede sig med hinanden! Med den malstrøm af erindringer kan jeg stole mere på logikken end på hukommelsen.

Jeg var da 32 år. Vi havde på 24 måneder og 13 dage sejret over en styrke på 80.000 mænd, idet vi var begyndt med 7 geværer, da vi var blevet genforenet efter det store nederlag, vor lille gruppe på 82 mænd havde lidt, tre dage efter vor landgang den 2. december 1956.

Fulde af ideer og drømme, men endnu overordentligt uerfarne tog vi hin 23. januar del i et enormt møde, der fandt sted en Plaza del Silencio. Den følgende dag besøgte vi det nationale universitet, traditionel bastion for det venezuelanske folks intelligens, oprørskhed og kamp. Jeg selv følte mig endnu som en nybagt student, der var udgået fra universitetslokalerne for knapt nok 8 år siden, hvoraf jeg efter det forræderiske statskup af 10. marts 1952 havde investeret syv år i forberedelsen af det væbnede oprør, i fængselet, eksilet, tilbagekomsten og den sejrrige krig uden nogen sinde at havde mistet kontakten til studenterne i vort højeste center for undervisning.

Om befrielsen af de undertrykte folk i Vort Amerika talte jeg ved den lejlighed til professorerne og studenterne. Nu kom jeg tilbage med den samme revolutionære feber fra den gang og med den erfaring, der var samlet sammen gennem 40 års heltemodig kamp leveret af vort folk mod den stærkeste og mest egoistiske magt, der nogen sinde har eksisteret.

Men jeg stod over for en stor udfordring. Professorerne og studenterne var nogle andre, Venezuela et andet, verden en anden. Hvordan mon disse unge mennesker tænker? I hvilken grad er de bevidste om verdens objektive situation og deres eget lands? Jeg havde modtaget den elskværdige og venlige invitation, så snart jeg kom til Venezuela, to dage forinden. Ikke den mindste tid havde jeg til at informere mig ordentligt. Hvad interesserede dem? Om hvad skulle jeg tale til dem? Hvor frit kunne jeg gøre det som den, der var inviteret til regeringstopmøde, forpligtet som jeg var af den mest elementære følelse af respekt for dette lands suverænitet og stolthed, dette land der begyndte vore uafhængighedskampe, til ikke at blande mig i deres interne anliggender? Hvordan kunne mine ord blive tolket i de mest forskelligartede sociale medier, institutioner og politiske partier? Alligevel, jeg havde ikke andet alternativ end at tale til dem, og jeg burde gøre det i al ærlighed.

Med nogle kendsgerninger i hukommelsen, fire-fem ark med oplysninger, der nødvendigvis måtte være skrevet ned for at kunne blive gengivet nøjagtigt, og tre-fire grundlæggende ideer satte jeg resolut kursen mod mødet med studenterne. De havde bedt mig om at gennemføre mødet på åben mark for at disponere over mere plads. Jeg insisterede på det hensigtsmæssige i at gøre det under tag, i den store aula som det sted, der efter min vurdering var mest egnet til vekselvirkning og eftertanke.

Da jeg kom til universitetsparken, så jeg tusinder af stole på forskellige åbne pladser, fyldt af studenter foran enorme skærme, som ville overvære talen. De 2.800 siddepladser i den store aula var besat. Jeg begyndte den vanskelige prøve. Jeg talte til dem i al åbenhjertighed og samtidigt med absolut respekt for de normer, jeg mente det var min pligt at følge. Jeg udtrykte i sammendrag mine væsentlige ideer: hvad jeg tænker om den neoliberalistiske globalisering, det absolut uholdbare, socialt og økologisk, i den økonomiske orden, der er påført menneskeheden; dennes oprindelse, planlagt som den er for imperialismens interesser og drevet frem af produktivkræfternes vækst og den hastige udvikling i videnskab og teknik; dens midlertidige karakter og dens uundgåelige forsvinden i kraft af historiens lov; bedraget mod verden og de ufattelige privilegier, USA har tilegnet sig; særligt eftertryk på ideernes værdi; demoraliseringen og usikkerheden hos systemets teoretikere; kampens taktik og strategier; begivenhedernes sandsynlige kurs; fuld tillid til den menneskelige evne til overlevelse.

Krydret med anekdoter, historier, små selvbiografiske henvisninger, der kom frem spontant i løbet af overvejelserne, blev dette den ikke-mestertale, jeg gav som svar på deres anmodning. Jeg fremførte for dem med den sædvanlige varme og hengivelse og en overbevisning dybere end nogensinde de ideer, jeg har, med kold og reflekteret fanatisme. Som den kæmper, der ikke et minut var ophørt med kampen i den langvarige periode, der var forløbet fra 1959 til 1999, havde jeg fået det sjældne privilegium at mødes på et historisk og anset universitet med to forskellige generationer af studenter i to radikalt forskellige verdener. Begge gange modtog de mig med den samme varme og respekt.

En kunne være blevet garvet af alle de følelser, man havde gennemlevet; men det var jeg ikke.

Timerne var gået. Jeg lovede dem til slut, at om fyrre år, når vi mødes igen, så vil jeg være mere kortfattet. Mange i den begejstrede og kampivrige mængde blev på deres pladser med interesse og opmærksomhed lige til enden. Nogle gik ud, måske var det allerede blevet for sent. Jeg skal aldrig glemme det møde.

Fidel Castro Ruz, den 18. marts 1999.

---

Jeg kommer ikke med en skreven tale, desværre (LATTER), men jeg kom med nogle notater, som jeg fandt det passende for at kunne være præcis, og så alligevel, hvilket uheld! (LATTER) jeg ser, at jeg mangler et hæfte, som jeg har læst med megen omhu og gjort understregninger og noter i, og det er blevet tilbage på hotellet (Latter og bifald). Jeg har givet besked om at finde det og håber, det kommer frem; for det andet, der er en kopi, har ingen understregninger.

I det mindste bør jeg henvende mig formelt til mit publikum, ikkesandt? (latter). Jeg skal ikke lave en lang opregning af de fremragende og mangfoldige venner, vi har her (En af publikum siger: "Her kan vi ikke høre!"). Se, jeg har ikke stemme nok (latter og bifald), for hvis jeg råber ...

Jeg troede, de havde nogle bedre mikrofoner her (latter).

Hvem er det, der ikke kan høre derovre? Må jeg bede dem om at række hånden op (de rækker hånden op). Hvis det ikke kommer i orden, så kan vi invitere jer til at sætte jer herhenne eller et sted, hvor I kan høre (bifald).

Jeg vil bestræbe mig på at holde mig endnu nærmere denne lille mikrofon, ikke? Men tillad mig at begynde, som det sig bør.

Kære veninder og venner (Bifald):

Jeg ville sige, at i dag den 3. februar er der gået 40 år og 10 dage siden mit besøg på dette universitet, hvor vi mødes på selvsamme sted. En smule bevægelse, som I vil kunne forstå, og uden visse nyere romaners melodrama (Latter), må jeg føle over for det faktum, der ikke var til at forestille sig den gang, at en dag efter så mange år skulle jeg vende tilbage hertil.

For nogle uger siden, den 1. januar 1999 i Santiago de Cuba, da vi mindedes 40 års dagen for revolutionens sejr, gjorde jeg mig fra den samme balkon og den samme bygning, hvorfra jeg talte den gang, den 1. januar 1959, sammen med de tilhørere, der var forsamlet dér, tanker om, at folket i dag ikke var det samme folk som den gang, for af de 11 millioner landsmænd, vi er nu, blev de 7.190.000 født efter den dag. At det var to forskellige folk og alligevel på samme tid det samme evige cubanske folk.

Jeg mindede dem ligeledes om, at langt de fleste af dem, der den gang var 50 år, nu ikke mere findes iblandt os, og at de, der var børn, nu var mere end 40 år.

Se, hvor mange forandringer der er sket, hvor mange forskelligheder der er, og hvilken særlig betydning det havde for os, at dér var det folk, der begyndte en dybtgående revolution, da det praktisk talt bestod af analfabeter, da en 30% af de voksne ikke kunne læse eller skrive, og da måske en 50% flere ikke havde nået femte klasse. Måske mindre. Vi regnede ud, at den gang, med en befolkning på næsten 7 millioner indbyggere, nåede de, der havde tilbagelagt femte klasse, måske ikke op på mere end 250.000 personer, og i dag nåede alene de universitetsuddannede op på 600.000, og blandt gymnasie- og folkeskolelærere nåede tallet næsten 300.000.

Jeg sagde til mine landsmænd, til ære for det folk, der havde opnået sin første store triumf for 40 år siden, skønt det var så stærkt tilbage med hensyn til uddannelse, at det havde fuldført og forsvaret en revolutionær heltedåd. Og mere: Det er muligt, at dets politiske kulturniveau var endnu lavere end dets uddannelsesniveau. Det var den fanatiske antikommunismes tid, de sidste år af Macarthyismen, hvor hin stærke og imperiale nabo med alle mulige midler havde forsøgt at indprente vort ædle folk alle mulige løgne og fordomme, så at jeg mange gange mødtes med en almindelig borger og stillede ham en serie spørgsmål: Om han syntes, vi burde lave en landbrugsreform; om det ikke ville være retfærdigt, at familierne blev ejere af deres boliger, som de undertiden betalte de store ejendomsbesiddere op til halvdelen af deres løn for; om det ikke forekom ham rigtigt, at alle disse banker, hvor borgernes penge var deponeret, i stedet for at være private institutioners ejendom blev folkets ejendom, for at man med disse ressourcer kunne finansiere landets udvikling; om disse store fabrikker, for størstedelens vedkommende udenlandske og andre også nationale, blev folkets og producerede til fordel for folket; i den stil kunne jeg stille spørgsmål om ti, ja femten lignende emner, og vi var absolut enige: "Ja, det ville være glimrende!".

Kort sagt, hvis alle disse store forretningsforetagender og alle de frodige virksomheder, der alene beriger deres privilegerede ejere, blev folkets og skulle berige folket, ville du så være med? "Ja, ja", svarede han straks. Han var hundrede procent enig i ethvert af disse enkle forslag. Og så spurgte jeg ham pludseligt: "Ville du bifalde socialismen?" (Applaus). Svar: "Socialisme? Nej, nej, nej, ikke socialismen". Fordommene var så mange, og så har vi endda ikke nævnt kommunismen, der var et meget mere skræmmende ord.

Det var de revolutionære love, der mest bidrog til at skabe i vort land en socialistisk bevidsthed, og det blev dette samme folk, der i begyndelsen var helt eller halvt analfabeter, som måtte begynde med at undervise mange af deres børn i at læse og skrive; det folk, der af ren kærlighed til friheden og længsel efter retfærdighed styrtede tyranniet og fuldførte og heltemodigt forsvarede den mest dybtgribende sociale revolution på denne halvkugle.

Knapt to år efter sejren, i 1961, opnåede vi at lære ca. en million mennesker at læse med hjælp fra unge studerende, der blev lærere; de tog ud på landet, til bjergene, til de mest fjerntliggende steder, og der gav de læse- og skriveundervisning til selv folk, der var 80 år. Derefter blev der holdt opfølgningskurser, og man tog de nødvendige skridt i en uophørlig anstrengelse på at nå det, vi har i dag. En revolution kan kun fødes af kultur og ideer.

Intet folk bliver revolutionært ved magt. De, der udspreder ideer, behøver aldrig undertrykke folket. Våbnene i dette folks hænder er til at kæmpe mod dem, der udefra forsøger at fratage det dets erhvervelser.

Tilgiv mig, at jeg har talt om dette emne, for jeg er ikke kommet her for at prædike hverken socialisme eller kommunisme; jeg vil ikke, at nogen misforstår mig; jeg kom ikke her for at foreslå radikale love eller lignende. Jeg overvejede simpelthen den erfaring, vi har gennemlevet, og som viste os, hvor meget ideerne betød, hvor meget troen på mennesket betød, hvor meget tilliden til folkene betød, hvilket er overordentlig vigtigt nu, hvor menneskeheden står over for tider, der er så komplicerede og vanskelige.

Det siger sig selv, at den første januar i Santiago de Cuba var det rigtigt at erkende på en meget særlig måde, at hin revolution, der havde opnået at gøre modstand i 40 år, der var nået til dette jubilæum uden at sænke sine bannere, uden at give sig, grundlæggende var et værk af det folk, der stod der, unge og modne mænd og kvinder, der voksede op med revolutionen og blev i stand til at gennemføre heltebedriften, idet de skrev sider med ædel og velfortjent hæder for vort fædreland og vore brødre i Amerika.

Vi kunne sige, at takket være kraftanstrengelsen fra tre generationer af cubanere gennemførtes denne slags mirakel, over for den stærkeste magt, det største imperium, der nogen sinde har eksisteret i menneskehedens historie, - det mirakel, at et lille land bestod en så hård prøve og kom sejrrigt igennem.

En særlig anerkendelse, ja større, havde vi til de landsmænd, der de sidste 10 år - eller 8, hvis vi skal være nøjagtige -havde været i stand til at modstå den dobbelte blokade, da den socialistiske lejr brød sammen, USSR opløstes og hin nabo blev tilbage som eneste supermagt i en monopolær verden, uden rival på det politiske, økonomiske, militære, teknologiske og kulturelle område. Jeg giver ikke kulturen karakter, kun den enorme magt, hvormed de forsøger at påføre resten af verden deres kultur (Applaus).

Den kunne ikke vinde over et forenet folk, et folk væbnet med retfærdige ideer, et folk der ejede en stor politisk bevidsthed, for det tillægger vi den største betydning. Vi gør modstand mod alt det, som vi har gjort modstand imod, og vi er beredte til at gøre modstand så lang tid, det måtte være nødvendigt (Applaus), ved de frø, der blev udspredt i løbet af disse årtier, ved ideerne og bevidsthederne, der udviklede sig i den tid.

Det blev vort bedste og vigtigste våben, og det vil det altid være, også i en atomtid. Og nu da jeg nævner det: vi fik ligefrem erfaringer med sådanne våben, for i et bestemt øjeblik hvem ved, hvor mange bomber og hvor mange atomraketter der var rettede mod vor lille ø i den berømte krise oktober 1962. Endnu i de intelligente våbens tid - skønt de en gang imellem tager fejl og rammer 100-200 kilometer ved siden af det mål, der var rettet imod (Latter), men dog med et vist præcisionsniveau - vil menneskets intelligens altid være overlegen over ethvert af disse sindrige våben (Applaus og udbrud).

Hvordan der skal kæmpes, bliver til et spørgsmål om begreber, vort lands forsvarsdoktrin, vort land, der i dag føler sig stærkere, fordi det har måttet fuldstændiggøre disse begreber, og vi er nået til den idé, at til det sidste, det sidste for vore angribere, ville kampen være krop mod krop, mand mod mand, kvinde mod angriber, om denne er mand eller kvinde (Langvarig applaus).

En vanskeligere kamp har det været og vil det fortsat være nødvendigt at udkæmpe mod dette overmægtige imperium: den ideologiske kamp, der har fundet sted ustandseligt, og som de har optrappet stærkt med alle deres ressourcer efter den socialistiske lejrs fald, da vi besluttede, fast overbeviste om vore ideer, at gå videre fremad, ja, gå fremad alene. Og når jeg siger 'alene', tænker jeg i statsenheder, men glemmer aldrig den umådelige og uovervindelige solidariske støtte fra folkene, der altid ledsagede os, og for dem føler vi os forpligtede til at kæmpe (Applaus).

Vi har udført ærefulde internationale missioner. Mere end 500.000 af vore landsmænd har deltaget i hårde og vanskelige missioner af den karakter, sønner af hint folk, der ikke kunne læse og skrive, og som opnåede en så høj grad af bevidsthed, at det var i stand til at udgyde sved og ligefrem sit eget blod for andre folk; kort sagt, for ethvert folk i verden (Applaus).

Da den specielle periode begyndte, sagde vi: "Vor første internationale pligt i dette øjeblik er at forsvare denne skyttegrav", den skyttegrav Martí talte om i de sidste ord, han skrev aftenen før sin død, da han sagde, at det grundlæggende formål for hans kamp havde han måttet tie stille med, for Martí var ikke alene en stor martianer, han var endnu mere bolivarianer end martianer (Applaus), og det mål, der tegnede sig, var ifølge tekstens ord: "med Cubas uafhængighed i tide at forhindre, at de Forenede Stater udstrækker sig over Antillerne og med denne ekstra styrke falder over vore lande i Amerika. Alt hvad jeg har gjort indtil i dag, og fortsat vil gøre, er med det formål" (Applaus).

Det var hans politiske testamente, da han bekendte sit livs længsel: at undgå faldet af denne første skyttegrav, som naboerne i Nord så mange gange havde villet besætte, og som endnu er og stadig vil være der, med et folk, der er beredt til at kæmpe til døden, for at hindre, at denne Amerikas skyttegrav falder (Applaus); et folk, der ville være i stand til at forsvare endog den sidste skyttegrav; for den, der forsvarer den sidste skyttegrav og ikke tillader, at nogen bemægtiger sig den, er i samme øjeblik begyndt at vinde sejren (Applaus).

Kammerater, tillad mig at kalde jer det, her i dette øjeblik er det os, og jeg tror, at også her, i dette øjeblik, er vi i færd med at forsvare en skyttegrav (Applaus); og skyttegrave af ideer - undskyld mig, at jeg igen tyr til Martí - er mere værd, som han siger, end skyttegrave af sten (Applaus).

Om ideer skal der tales her, og jeg vender tilbage til, hvad jeg sagde, at mange ting er sket i disse 40 år; men det mest vidtrækkende er, at en verden har forandret sig. Den verden af i dag, hvor jeg henvender mig til jer, der ikke var født den dag og for nogens vedkommende havde længe til deres fødsel, ligner slet ikke den dengang.

Jeg forsøgte at finde en avis for at se, om der var nogen notits om den begivenhed på universitetet. Heldigvis har vi gemt den fulde tekst til talen på Plaza del Silencio. Med denne revolutionære feber, hvormed vi kom ned fra bjergene blot få dage tidligere, talte vi om befrielsesprocesserne i Latinamerika og lagde hovedvægten på befrielsen af det dominikanske folk fra Trujillos klør. Jeg tror, at det emne optog næsten hele tiden, eller en del af tiden ved det møde, med en enorm entusiasme hos alle.

Her i dag ville der ikke kunne tales om et emne som det. For i dag er det ikke et folk, der skal befris, et folk, der skal reddes; i dag er der en verden, i dag er der en menneskehed at befri og redde (Applaus), og det er ikke vores opgave, det er jeres (Applaus).

Dengang eksisterede der ikke en unipolær verden, med een eneste supermagt med overherredømme; i dag har vi en verden og en menneskehed under herredømme af en enorm supermagt, og selv under de omstændigheder er vi overbeviste om, at vi vil vinde kampen (Applaus), uden panglossiansk optimisme - jeg tror, det er et ord, som skribenter somme tider bruger (Latter) - men fordi en har den forvisning, at hvis man slipper denne bog (Viser den), vil den falde på et øjeblik, og hvis der ikke var dette bord, ville denne bog være på gulvet; og bordet er objektivt set ved at forsvinde under denne mægtige supermagt, der regerer verden unipolært (Applaus).

Det er objektive grunde, og jeg er sikker på, at menneskeheden vil bidrage med hele den uundværlige subjektive del. Dertil behøves hverken atomvåben eller store krige; det, der behøves, er ideer (Applaus). Og det siger jeg på vegne af dette lille land, vi nævnte før, som har udholdt kampen med fasthed uden nogen vaklen gennem 40 år (Applaus).

I sagde, da I råbte - til min forlegenhed - det navn, man kender mig på, jeg mener navnet Fidel, for jeg har egentlig ikke nogen anden titel; jeg forstår, at protokollen kræver, at jeg kaldes Deres høje Excellence Hr. Præsident og mere af samme slags (Applaus og udråb: "Fidel! Fidel!"), og når jeg hørte jer gentage dette "Fidel, Fidel, hvad har Fidel, siden amerikanerne ikke kan klare ham?" (Udråb: "Fidel, Fidel, hvad har Fidel, siden amerikanerne ikke kan klare ham?"), så faldt der mig noget ind, og jeg vendte mig mod min nabo til højre, altså geografisk højre, ikke! (Latter og udråb) - der er nogen, der gør tegn her, som jeg ikke forstår - men jeg sagde, at her er vi alle i samme kampenhed (Applaus), og det faldt mig ind at sige til ham: For Søren! Det, som man virkelig skulle spørge om, er: Hvad har amerikanerne, siden de ikke kan klare ham? (Latter og applaus), og hvis de så i stedet for "ham" ville sige: Hvad har amerikanerne, siden de ikke kan klare Cuba?, så ville det være mere retfærdigt (Applaus). Jeg ved, at man må bruge ord for at symbolisere ideer. Det er sådan, jeg altid har forstået det. Jeg tillægger mig aldrig og kan heller ikke tillægge mig sådanne fortjenester (Udråb: "Leve Fidel!").

Ja, alle håber vi på at leve, alle! (Applaus), i de ideer, vi kæmper for, og med den overbevisning, at de, der kommer efter os, vil være i stand til at bringe dem til ende; skønt - og det bør ikke skjules - jeres opgave må være mere vanskelig end den, vi fik.

Jeg sagde, at vi lever i en meget anderledes verden. Det er det første, vi har pligt til at forstå. Jeg har allerede forklaret visse politiske karakteristika. Og dertil kommer, at det drejer sig om en globaliseret verden, virkelig globaliseret, en verden domineret af den neoliberale globaliserings ideologi, normer og principper.

Efter vor vurdering er globaliseringen ikke nogens indfald; den er ikke engang en eller andens opfindelse. Globaliseringen er en historisk lov, en konsekvens af udviklingen af produktivkræfterne, og undskyld mig, at jeg bruger denne vending, der måske endnu kan forskrække nogen på grund af sin ophavsmand, et produkt af videnskabens og teknikkens udvikling i en sådan grad, at selv vendingens ophavsmand, Karl Marx (Applaus), der havde stor tillid til det menneskelige talent, muligvis ikke var i stand til at forestille sig den.

Der er nogle andre ting, der minder mig om grundlæggende ideer hos denne tænker blandt store tænkere. Man kommer til at tænke på selve den idé, at det, han opfattede som idealet for det menneskelige samfund, ikke ville kunne realiseres nogensinde - og det ser man med stadig større klarhed, hvis det ikke var i et globaliseret samfund. Ikke et øjeblik faldt det ham ind at tænke, at på den lillebitte ø Cuba, for at give et eksempel, kunne man forsøge at skabe et socialistisk samfund, eller konstruere socialisme, langt mindre ved siden af en så mægtig kapitalistisk nabo.

Vel, vi forsøgte det alligevel; og mere, vi har skabt det, og vi har kunnet forsvare det. Og vi har også kendt 40 år med blokade, trusler, aggressioner og lidelser.

I dag, da vi står alene, indsætter de Forenede Stater al den propaganda, massespredningsmedierne, som de kontrollerer i verden, mod vor revolutionære proces i deres politiske og ideologiske krig, på samme måde som de bruger deres enorme magt på alle områder, især det økonomiske, og deres internationale politiske indflydelse i deres økonomiske krig mod Cuba.

Man siger blokade, men ordet blokade siger ikke meget. Gid det, vi havde, var en økonomiske blokade: Det, vort land har udholdt gennem lang tid, er en sand økonomisk krig. Skal jeg bevise det? Gå hvorsomhelst hen i verden, til en fabrik, der tilhører en nordamerikansk virksomhed, for at købe en kasket eller et sjal, der skal eksporteres til Cuba. Om så det er det pågældende lands egne indbyggere, der producerer det, og råmaterialerne stammer fra landet selv, så forhindrer de Forenede Staters regering på tusinder af miles afstand dem i at sælge kasketten eller sjalet. Er det blokade eller økonomisk krigsførelse?

Vil I have et eksempel mere? Hvis tilfældigvis en af jer vinder i lotteriet, - jeg ved ikke, om der er lotteri her, - eller finder en skat, - det er muligt, - og siger, han vil bygge en lille fabrik i Cuba, så er det sikkert, at han snart vil få besøg af en vigtig embedsmand i den nordamerikanske ambassade eller ligefrem selve den nordamerikanske ambassadør for at prøve at overtale ham, presse ham eller true ham med repressalier, for at han ikke skal investere denne skat i en lille fabrik i Cuba. Er det blokade eller økonomisk krigsførelse?

Ejheller tillader de, at man sælger til Cuba et medikament, selv om dette måtte være uundværligt for at redde et menneskeliv, og det er ikke få eksempler, vi har på lignende sager.

Vi har modstået denne krig, og som i enhver kamp - hvad enten den er politisk eller ideologisk - så er der faldne. Der er dem, der kan være forvirrede og er det, eller møre eller svækkede af denne blanding af økonomiske vanskeligheder, mangel på materialer, fremstillingen af konsumsamfundenes luxus og de rådne men godt indsukrede ideer om de fabelagtige fordele ved deres økonomiske system udfra det usle kriterium, at mennesket er et lille dyr, der kun bevæger sig, når man sætter en gulerod foran det eller slår det med en pisk. Vi kunne sige, at hele deres ideologiske strategi er baseret derpå.

Der er faldne, men også - som i alle kampe og i alle krige, udvikles i andre erfaringen, de kæmpende bliver mere erfarne, deres kvaliteter forøges, og man kan opretholde og højne den moral og styrke, der er nødvendig for at fortsætte kampen.

Vi er ved at vinde ideernes kamp (Applaus); men slagmarken er ikke bare vores lille ø, skønt på øen må der kæmpes. Slagmarken i dag er verden; den er alle steder, på alle kontinenter, i alle institutioner, på alle scener. Det er det gode ved den globaliserede kamp (Latter og applaus). Man må forsvare den lille ø og på samme tid kæmpe i hele den vide verden, som de dominerer eller forsøger at dominere. På mange områder dominerer de næsten totalt; men ikke på alle områder, heller ikke på samme måde, ejheller i absolut alle lande.

De har opfundet meget intelligente våben; men vi revolutionære har opdaget et stærkere våben, meget stærkere: at mennesket tænker og føler (Applaus). Det har verden lært os; det har vi lært af de utallige internationale missioner, som vi har udført i verden det ene eller andet sted.

Lad det være nok at nævne et eneste tal: 26.000 cubanske læger har deltaget i dem; det land, de kun efterlod 3000 af de 6000, som man havde ved revolutionens sejr, mange uden arbejde, men altid med ønsket om at emigrere for at få så og så høje indkomster og salærer; de 3000, som de efterlod os, var revolutionen i stand til at mangfoldiggøre og skabe læger og atter flere læger af dem, der begyndte at læse i 1. eller 2. klasse, i de skoler der straks blev skabt i hele landet, og sådan er deres offervilje og solidaritetsånd, at 26.000 af dem har gennemført internationale missioner (Applaus), ligesom jeg allerede har nævnt, at hundreder af tusinder landsmænd har virket som eksperter, undervisere, konstruktører og soldater. Ja, soldater, og vi siger det med stolthed (Applaus), for at kæmpe mod apartheits fascistiske eller racistiske soldater og endog bidrage til sejren for folkene i Afrika, der i dette system så deres største skændsel, er og vil altid være en grund til stolthed (Applaus).

Men i denne ignorerede, stærkt ignorerede, kraftanstrengelse har vi lært meget af folkene; vi har lært at kende folkene og deres ekstraordinære kvaliteter, og blandt andet har vi lært ikke alene gennem abstrakte ideer, men af det praktiske og daglige liv, at ikke alle vi mennesker er lige med hensyn til vore fysiske træk, men alle mennesker er lige med hensyn til talent, følelser og de øvrige dyder, der er nødvendige for at bevise, at i moralsk, social, intellektuel og menneskelig kapacitet er vi alle genetisk lige (Applaus).

Det har været den store fejltagelse hos mange, der troede, at de var en overlegen race.

Livet har lært os, sagde jeg til jer, mange ting, og det er det, der nærer vor tro på folkene, vor tro på menneskene. Det er ikke noget, vi har læst i en eller anden lille bog; vi har oplevet det, vi har haft det privilegium at opleve det (Applaus).

Jeg har bredt mig en smule om disse første ideer på grund af det hæfte, der blev væk, og problemerne med mikrofonen (Latter), så jeg bør være mere kortfattet om andre temaer.

Ja, det er min pligt at være mere kortfattet, blandt andet af personlig interesse; bagefter må jeg gennemgå, hvad det var, jeg sagde her (Latter), se, om jeg manglede et komma, et punktum, om en oplysning var forkert. Og jeg siger jer, at faktisk for hver time talt foredrag, der kan forekomme meget let, er der brug for to-tre timer med revision. Der kan mangle et ord. Aldrig sletter jeg en idé, jeg har fremsat, men somme tider er det rigtignok nødvendigt at fuldstændiggøre den eller tilføje et supplerende begreb, for det talte sprog er ikke det samme som det skrevne. Hvis jeg peger på min sidemand, vil den, der læser det, ikke forstå noget (Latter), eller næsten ikke noget; det skrevne sprog har ikke andet end udråbstegn og anførselstegn (Latter), hverken betoningen eller håndbevægelserne, ejheller kan den ånd, man lægger i tingene, videregives på skrift.

Jeg har været nødt til at opdage denne forskel. Og nu gør vi os megen umage med at omskrive tingene og revidere dem, for de temaer, der diskuteres, har vidtrækkende betydning, har objektivt set vigtighed, og desuden må man være uendeligt forsigtige med ting, som I ikke gør jer forestilling om.

På et bestemt tidspunkt, da jeg tænkte på det møde, jeg skulle have med jer kl. 5 om eftermiddagen, spurgte jeg mig selv: "Hvad skal jeg tale til studenterne om? (Applaus) Jeg kan med visse undtagelser ikke nævne navne; jeg kan knapt nok nævne lande, for somme tider, når jeg peger på noget i den bedste mening i verden som illustration af en idé, løber jeg risiko for, at de straks tager det, jeg sagde, ud af sammenhængen og udspreder det i verden og skaber mig et bjerg af diplomatiske problemer (Applaus). Og da vi er nødt til at arbejde forenede i denne globale kamp, må man ikke gøre det nemt for fjenden og hans veldesignede og effektive propagandamekanismer at gennemføre hans konstante arbejde på at skabe forvirring og desinformation; det har han allerede skabt temmelig meget af, men ikke nok, - forstår I? - ikke nok (Latter). - En er nødt til at begrænse sig meget af disse grunde, og for det beder jeg jer om undskyldning.

Der vil ikke være brug for her, at jeg forklarer meget om, hvad neoliberalisme er. Hvordan skal jeg sammenfatte det? Godt, jeg kunne sige f.eks. sådan: Den neoliberalistiske globalisering vil gøre alle lande, især alle vore lande, til privat ejendom.

Hvad vil de med deres enorme finansielle ressourcer levne os? Nu da de ikke alene har ophobet umådelige rigdomme ved at udsuge og udnytte verden, men oven i købet har udvirket det mirakel, som alkymisterne i middelalderen stræbte efter, at gøre papir til guld, samtidig med at de blev i stand til at gøre guld til papir (Latter). Og med det køber de alting, alt undtagen sjælene, for at sige det mere korrekt: det umådelige flertal af sjæle. De køber naturressourcer, fabrikker, komplette kommunikationssystemer, tjenesteydelser, etc. etc. etc. Selv land køber de rundt om i verden, idet de tænker, at da det er billigere end i deres egne lande, så er det en god investering for fremtiden.

Jeg spørger mig selv: Hvad vil de levne os efter praktisk talt at have gjort os til anden klasses borgere, pariaer rettere sagt, i vore egne lande? De ønsker at gøre verden til en gigantisk frizone; måske ses det bedre sådan, for hvad er en frizone? Et sted med særlige karakteristika, hvor der ikke betales skat, hvortil der bringes råstoffer, dele, komponenter, eller man producerer forskellige varer, især i de kategorier, der har behov for billig arbejdskraft, for hvilken de mange gange ikke betaler mere end 5% af den løn, som de betaler i deres egne lande, og det eneste, de lader os få, er disse usle lønninger.

Noget endnu mere trist: Jeg har set, hvordan de har sat mange af vore lande op imod hinanden i konkurrence og ser, hvem der giver dem flest faciliteter og flest skattefritagelser for at investere; de har sat Tredje Verdens lande op mod hinanden i konkurrence ved investeringerne og frizonerne.

Der er lande - jeg kender dem - i en sådan tilstand af fattigdom og arbejdsløshed, som har været nødt til at oprette ligefrem dusinvis af frizoner som et alternativ til - inden for den etablerede verdensorden - ikke engang at have frizonernes fabrikker, der giver arbejde til en bestemt løn, om så også den kun når 7%, 6%, 5% af den løn, som ejerne af disse fabrikker måtte betale i deres egne lande.

Dette fremførte vi i Verdenshandelsorganisationen i Geneve for nogle måneder siden. De vil gøre os til en enorm frizone, ja, det er det, de vil; med deres penge og teknologi vil de købe alting. Vi skal få at se, hvor mange luftruter, der forbliver national ejendom, hvor mange søfartslinjer, hvor mange tjenesteydelser der forbliver folkets eller nationens ejendom.

Det er den fremtid, som den neoliberalistiske globalisering byder os; og tro ikke, at det blot er arbejderne, de byder den fremtid, men ligefrem også nationale arbejdsgivere, de små og mellemstore ejere, der bliver nødt til at konkurrere med de multinationales teknologi og sindrige udstyr, deres verdensomspændende distributionskæder, og søge markeder uden at gøre regning på de rigelige kommercielle kreditter, som deres mægtige konkurrenter kan gøre brug af for at sælge deres produkter.

Vi kan i Cuba have en prægtig fabrik, lad os sige til køleskabe. Vi har en, men den er ikke prægtig, og den er langt fra at være verdens mest moderne. Det går helt godt dér selvfølgelig i betragtning af den stigende varme, vi har i troperne. Lad os antage, at andre lande i den Tredje Verden producerer køleskabe af acceptabel kvalitet og endda med mindre omkostning. Deres mægtige konkurrenter fornyer konstant designet, investerer fabelagtige summer i at skaffe deres mærker prestige, fabrikerer i mange frizoner med lave lønninger, eller hvorsomhelst hvor de er frie for skat, med rigelig kapital eller finansieringsmekanismer til at give kreditter, der afvikles på et, to eller tre år, eller hvad det skal være. Markederne mættes af hårde hvidevarer som frugt af anarkiet og det kaos, der er i distributionen af investeringskapital på verdensniveau under det almindelige feltråb om at vokse og udvikle sig på grundlag af eksport, sådan som IMF tilråder. Hvilken plads bliver der til de nationale industrier? Hvem skal de eksportere til? Hvor er de potentielle forbrugere blandt de tusinder af millioner fattige, sultende og arbejdsløse, som bebor en stor del af vor planet? Skal man vente på, at alle disse kan skaffe sig et køleskab, et tv, telefon, aircondition, bil, elektricitet, brændstof, computer, hus, garage, arbejdsløshedsunderstøttelse, aktier i tegnebogen og en pensionsforsikring? Er dette vejen til udvikling, sådan som de forsikrer os millioner af gange på alle mulige måder? Hvad bliver der tilbage af det interne marked, hvis de påfører det den stigende reduktion af toldtariffer, der desuden er en vigtig indkomstkilde på statsbudgettet for mange lande i den Tredje Verden.

Neoliberalismens teoretikere har f.eks. ikke kunnet løse det alvorlige problem med arbejdsløshed i langt størsteparten af de rige lande, langt mindre i dem, der først skal til at udvikles, og de skal aldrig nogensinde finde en løsning under et så absurd koncept. Det er en umådelig modsigelse i systemet, at medens der investeres mere og teknificeres mere, så bliver flere folk sendt på gaden uden arbejde. Arbejdsproduktiviten, det mest sindrige udstyr født af det menneskelige talent, der mangedobler de materielle rigdomme og samtidig elendigheden og afskedigelserne, hvad hjælper de menneskeheden? Måske til at reducere arbejdstiden, få mere tid til hvile, rekreation, sport, kulturelle og videnskabelige fremskridt? Umuligt, markedets hellige love og de stadigt mere imaginære end reelle principper for konkurrence i en multinationaliseret og megafusioneret verden tillader det stadigt mindre under nogen omstændigheder. I alle tilfælde, hvem konkurrerer, og med hvem? Giganter mod giganter, der vil fusion og monopol. Der er ikke noget sted, ikke en afkrog af verden, til de andre formodede deltagere i konkurrencen.

For de rige lande: højteknologisk industri; for den Tredje Verdens arbejdere: lave cowboybukser, pullovers, beklædningsgenstande, fodtøj; så blomster, eksotiske frugter og andre produkter med stigende efterspørgsel i de industrialiserede samfund, fordi de ikke kan dyrke dem dér. Skønt vi ved, at i de Forenede Stater f.eks. dyrker de ligefrem marihuana i drivhuse (Latter og applaus) eller i husenes atrium, og at værdien af den marihuana, de dyrker, overgår hele produktionen af majs, skønt de er verdens største producent af majs (Latter). Til syvende og sidst er de, eller vil ende med at være, jordens største producenter af euforiske stoffer, for tiden under betegnelsen beroligende midler, antidepressiver og andre typer tabletter og produkter, som de unge har lært at kombinere og blande på mange forskellige måder.

Hvordan får man i den lykkelige udviklede verden udført det hårde arbejde i landbruget som at plukke tomater, hvortil der endnu ikke er opfundet en perfekt maskine, robotten, der går og plukker dem efter modenhed, størrelse og andre kriterier, eller rengøre gader og andre ubehagelige jobs, som ingen vil gøre i konsumsamfundene? Ah, til det har man immigranterne fra den Tredje Verden! De selv gør ikke den slags arbejde. Og for os, der bliver til fremmede inden for vores egene grænser, er der - som jeg allerede har sagt -det at sy bukser og den slags, men i kraft af deres prægtige økonomiske love sætter de os til at producere så mange bukser, som om verden havde 40.000 millioner indbyggere og hver eneste af dem havde penge nok til at købe cowboybukser - dem kritiserer jeg ikke; de klæder de unge meget godt, og endnu bedre de unge piger (Latter og applaus). Nej, jeg kritiserer ikke beklædningen, jeg kritiserer det arbejde, de vil overlade os, som ikke har nogetsomhelst at gøre med højteknologi. På den måde bliver vore universiteter overflødige, eller de kan få den rolle at producere teknisk personale til lav omkostning for den udviklede verden.

I har måske læst i disse dage i pressen, at de Forenede Stater af hensyn til behovene i deres computerindustrier, elektronikindustrier etc. etc. har bestemt sig til at skaffe sig på det internationale marked - lad os hellere sige den Tredje Verden - og give visa til 200.000 meget kvalificerede arbejdere til deres højteknologiske industrier. Nu må I passe på, for de søger kvalificerede folk (Latter), denne gang ikke til at plukke tomater. Siden de selv ikke er altfor veluddannede, og mange beviser det, når de forveksler Brasilien med Bolivia, eller Bolivia med Brasilien (Latter og applaus), eller når der holdes rundspørger, og de ikke engang ved ret meget om selve de Forenede Stater, og heller ikke ved, om et latinamerikansk land, de har hørt tale om, er i Afrika eller i Europa, og jeg overdriver ikke (Latter og applaus); de har ikke alle de genier og velkvalificerede arbejdere, som deres finindustrier har brug for, og så kommer de til vores verden og rekrutterer nogle stykker, der så er tabt for altid.

Hvor er de bedste videnskabsmænd fra vore lande? I hvilke laboratorier? Hvilket af vore lande har laboratorier til alle de videnskabsmænd, de kunne uddanne? Hvor meget kan vi betale denne videnskabsmand, og hvor meget kan de?

Hvor er de? Jeg kender mange glimrende latinamerikanere, som er dér. Hvem uddannede dem? Ah, Venezuela, Guatemala, Brasilien, Argentina, et hvilket som helst latinamerikansk land; men de har ikke muligheder i deres eget land. De industrialiserede lande har monopol på laboratorier, penge; de ansætter dem og berøver de fattige nationer dem. Men ikke alene videnskabsmænd, også sportsfolk. Nej, de ville gerne købe vore baseballspillere, sådan som man tidligere satte slaver på auktion på disse tribuner, hvordan véd jeg hvad de kalder dem (Latter og applaus).

De er troløse. Siden der altid er en eller anden sjæl, der kan fristes - det siger Bibelen, og det blandt de første mennesker, der antoges at være de bedste, ikkesandt? fordi der ikke skulle være så megen ondskabsfuldhed, og de kendte ikke konsumsamfundene, og dollaren eksisterede ikke (Latter) - pludselig betaler de ligefrem en atlet, der ikke er i den allerfineste klasse, nogle millioner, fire, fem eller seks, de giver ham en enorm omtale, og da øjensynligt slåerne (batters) i Big League er så dårlige, så får de nogen succes. Jeg har ikke noget ønske om at fornærme nordamerikanske professionelle atleter; de er folk, der arbejder hårdt, meget inciterede; handelsvarer, man køber og sælger på markedet, omend til høj pris; men de må have nogle svagheder i træningen, siden de indsmugler nogle cubanske kastere (pitchers), der kan være i første, anden eller tredje kategori, eller en shortstop, eller en third base. De kommer der, og pitcher'en slår deres bedste batters ud, og shortstop'en lader ikke en bold passere (Applaus og udråb).

Vi kunne næsten, næsten være rige, hvis vi holdt en auktion over cubanske boldspillere (Latter og applaus). Nu vil de ikke betale nordamerikanske boldspillere, for de er meget dyre. De har oprettet akademier i vore lande for at uddanne dem med meget lav omkostning og betale mindre lønninger, skønt det dog drejer sig om lønninger på millioner om året. Sammen med det: hele propagandaen i fjernsynet, dertil biler, der når herfra og derhen (Peger), plus de skønneste kvinder af alle racer knyttet til automobilannoncer (Latter) samt al den øvrige kommercielle propaganda, som I ser i visse sladder- og konsumistblade, - det kan friste mere end een af vore landsmænd.

I Cuba bruger vi ikke papir eller andre ressourcer på sådanne annoncefrivoliteter. De meget få gange, jeg er nødt til at se nordamerikansk fjernsyn, kan jeg knapt nok holde det ud, for de stopper efter hver tre minutter for at indføre en reklame, vise en mand, der gør øvelser på en stillestående cykel, hvilket er det mest kedsommelige i verden (Applaus og udråb). Jeg siger ikke, det er slemt; jeg siger, det er kedeligt. De stopper, afbryder ethvert program, endda også de melodramatiske serier i de mest sublime kærlighedsscener (Latter).

Til Cuba kommer der nogle melodramaer fra udlandet, det nægter jeg ikke, for vi har ikke været i stand til at producere de nødvendige, og nogle af dem, der produceres i latinamerikanske lande forfører vort publikum i den grad, at de ligefrem holder op med at arbejde. Fra Latinamerika kommer der også somme tider gode film; men næsten alt det, der cirkulerer i verden er af ren yanki-produktion, kultur på dåse.

I vort land bruger vi faktisk den smule papir, vi har, til tekstbøger og til vore få aviser med få sider. Vi kan ikke bruge ressourcer på at lave sådan et magasin på specielt glittet papir, jeg ved ikke, hvad det hedder, med mange illustrationer, som tiggerne læser i gaderne i alle vore hovedstæder, og som reklamerer for dem om denne luxuøse bil med dens kvindelig ledsagere, eller sågar en yacht og ting i den stil, ikke? (Latter). Sådan forgifter de folk med denne propaganda, så at også tiggerne bliver påvirket på en grusom måde og hensættes i drømme om den himmel, som kapitalismen tilbyder, men som er umulig for dem.

Jeg siger jer, at i vort land beskæftiger vi os med andre ting; men selvfølgelig gør de indtryk med dette billede af en samfundsmodel, der foruden at være fremmedgørende, ulige og uretfærdig også er økonomisk, socialt og økologisk uholdbar.

Jeg plejer at nævne det eksempel, at hvis konsummodellen er, at hver borger i Bangladesh, Indien, Indonesien, Pakistan eller Kina har en bil i hvert hus - og her må I, der har biler, undskylde mig; der synes ikke at være anden udvej, vejene er mange og afstandene store; jeg kritiserer ikke, men advarer mod en model, det er umuligt at anvende på den verden, der skal udvikles (Latter). De vil nok forstå mig, for Caracas har ikke plads til ret mange biler mere; man vil blive nødt til at lave køreveje i tre eller fire etager (Latter), - véd I? Jeg forestiller mig, at hvis de gjorde det i Kina, så ville de 100 millioner hektarer, de har til at producere fødevarer, blive omdannet til motorveje, garager, parkeringspladser, og der ville ikke være noget sted, hvor man kunne dyrke eet riskorn.

Den er vanvittig, ja kaotisk og absurd, den konsummodel, som de er ved at påføre verden (Applaus).

Jeg har ikke til hensigt, at denne planet skal være et kloster for karteusermunke (Latter); men jeg mener rigtignok, at denne planet ikke har andet alternativ end at fastlægge, hvad der bør være de opnåelige og tilgængelige mønstre eller modeller for forbrug, som menneskeheden bør oplæres i.

Der er stadig færre, der læser en bog. Og hvorfor fratage mennesket den fornøjelse at læse en bog f.eks. og meget andet på kulturens og rekreationens område, hvor berigelsen ikke blot er materiel, men også åndelig? Jeg tænker ikke på mennesker, der - lige som i Engels' tid - arbejder 14 eller 15 timer om dagen. Jeg tænker på mennesker, der arbejder fire timer. Hvis teknologien tillader det, hvorfor så gøre det otte timer? Det mest logiske og elementære er, at jo mere produktivitet, jo mindre fysisk og mental anstrengelse, des mindre arbejdsløshed og des mere fritid bør mennesket have (Applaus).

Lad os kalde det menneske frit, der ikke behøver arbejde hele ugen, iberegnet lørdag og søndag og skiftearbejde, fordi pengene ikke strækker til og han må løbe hurtigt hele tiden i metroen eller en omnibus gennem de store byer. Hvem kan man bilde ind, at den mand er fri? (Applaus).

Hvis computerne og de automatiske maskiner kan udvirke mirakler med hensyn til skabelsen af materielle goder, hvorfor skulle mennesket så ikke kunne betjene sig af videnskaben, som hans intelligens har skabt, til menneskeligt velvære.

Hvorfor skal mennesket af i dag lide af sult, arbejdsløshed, tidlig død, sygdomme, der kan helbredes, uvidenhed, kulturløshed eller andre slags menneskelig og social ulykke udelukkende af kommercielle grunde, superpriviligerede og stærke eliters fortjeneste og interesse, under herredømmet af kaotiske, økonomiske love og institutioner, der ikke er evige, ikke har været det og aldrig skal blive det, som de velkendte markedslove, der er blevet til genstand for afgudsdyrkelse, til et helligt ord, der nævnes hver time, - hvis det kunne skabe sig alle de rigdomme, der er nødvendige til at tilfredsstille rimelige menneskelige behov, som er forenelig med bevarelsen af naturen og livet på vor planet? Der må planlægges, defineres. Selvfølgelig, det synes elementært fornuftigt, at mennesket har mad, helbred, tag over hovedet, tøj, uddannelse, rationel, passende, holdbar og sikker transport, kultur, ferie, en vid variation af valgmuligheder for sit liv og tusinde andre ting, som kunne være tilgængelige for mennesket, og ikke nødvendigvis eget jetfly og en yacht til enhver af de 9.500 millioner mennesker, der om mindre end 50 år vil bebo jorden.

De har forkrøblet det menneskelige sind.

Heldigvis eksisterede disse ting ikke på Paradisets eller Noahs tid, som det Gamle Testamente fortæller os om; jeg forestiller mig, at de levede lidt roligere (Latter). Vel, hvis de havde en syndflod, så har vi det også rigeligt ofte. I så, hvad der er sket i Centralamerika, og med de klimaforandringer, vi har, véd ingen, om vi ender med at købe, skaffe eller stå i kø for at få adgang til en ark (Latter).

Sådan er det, de har indpodet alt det i folk; de har fremmedgjort millioner, dusinvis af millioner, hundreder af millioner mennesker, og de får dem til at lide des mere, jo mindre de er i stand til at tilfredsstille deres elementære behov, fordi de ikke engang har hverken læge eller skoler.

Jeg nævnte den anarkistiske, irrationelle og kaotiske recept, som neoliberalismen har indført: At investere hundreder af tusind millioner uden orden i vild forvirring; dusinvis af millioner arbejdere der producerer de samme ting: fjernsyn, computerkomponenter, clips eller chips, som de kaldes (Latter), en uendelighed af artikler og genstande, iberegnet bjerge af biler. Alle laver det samme.

De har skabt det dobbelte af den kapacitet, der er nødvendig til at producere biler. Hvem er kunder til bilerne? De er i Afrika, i Latinamerika, mange andre steder i verden. Det er bare det, at de ikke ejer en cent til at købe dem for, ingen benzin, ingen motorveje, ingen værksteder, der også ville ruinere endnu flere lande i den Tredje Verden og spilde ressourcer, der er brug for til udviklingen, og ødelægge naturen endnu mere.

Ved i de industrialiserede lande at skabe uholdbare forbrugsmønstre og udsprede umulige drømme på resten af jorden har det udviklede kapitalistiske system gjort menneskeheden stor skade. Det har forgiftet atmosfæren og opbrugt enorme naturressourcer, der ikke kan genskabes, og som menneskene vil få stor brug for i fremtiden. I må ikke tro, at jeg forestiller mig en idealistisk, umulig, absurd verden. Jeg forsøger at overveje det, der kan være en realistisk verden og et menneske, der er mere lykkeligt. Det skulle ikke være nødvendigt at nævne en bestemt handelsvare, det må være nok at nævne et begreb: uligheden skaber nu ulykkelige tilstande for 80% af jordens indbyggere, og det er ikke andet end et begreb.

Man må finde begreber, og man må have ideer, der tillader en levedygtig verden, en holdbar verden, en bedre verden.

Jeg bruger som underholdning det, som mange teoretikere skriver om neoliberalismen og den neoliberalistiske globalisering. Faktisk har jeg ikke megen tid til at gå i biografen, næsten aldrig; eller til at se videokasetter, selv om de er gode - der er nogle gode, - jeg sætter mig til at læse artikler af disse herrer for at more mig (Latter), deres analytikere, deres skarpeste, mest vidende kommentatorer, og jeg ser dem indviklede i en mængde modsigelser, forvirring, ja desperation, når de vil løse cirklens kvadratur; det må være frygteligt for dem (Applaus).

Jeg husker, de engang viste mig en lille figur, der var kvadratisk, den havde to linjer, en i midten og en anden nedad (Viser det); opgaven var at følge den med blyanten uden at løfte den en eneste gang. Ingen ved, hvor megen tid jeg spildte (Latter) i forsøget på at gøre det, - i stedet for at lave hjemmearbejde, studere matematik, sprog og andre ting; for da sådant legetøj, industrien har opfundet for at underholde eleverne i skoletimerne, så de kan få dumpekarakter i skolen, ikke eksisterede, opfandt vi i min tid selv ting, som vi spildte ret megen tid på.

Men jeg morer mig, glæder mig, nyder det, og i det mindste takker jeg dem for det (Latter og applaus); men jeg takker dem også for det, de lærer mig. Og véd I, hvem der gør mig mest lykkelig med deres artikler og analyser? Ah! de mest konservative, de som ikke vil høre ordet stat og ikke engang nævne det! De, som stræber efter en centralbank på månen (Latter), for at intet menneskeligt væsen skal komme på at gå hen og sænke eller hæve renten; det er utroligt.

Det er dem, der gør mig mest lykkelig, for når de siger noget, så tænker jeg: Kan jeg have taget fejl? Denne artikel, må den ikke være skrevet af en venstreekstremist, en radikal? (Latter). Men hvad er det? når jeg så [George] Soros skrive bog efter bog. Og den sidste, jo, jeg var nødt til at læse den også, der var ingen anden udvej, for jeg sagde: Vel, han er teoretiker, men også akademiker, og i tilgift har han jeg véd ikke hvor mange tusind millioner som resultat af spekulation. Denne mand må vide noget om det, mekanismerne, fiduserne. Men titlen: Den Globale Kapitalismes Krise - det var navnet, han gav den - er et helt digt; han siger det med stor alvor (Latter) og tilsyneladende med en sådan overbevisning, at jeg må sige til mig selv: For Søren, det ser ud til, at jeg ikke er den eneste gale i verden! (Latter og applaus). Der er mange, der giver udtryk for lignende bekymringer, og dem er jeg endnu mere opmærksom på end på modstanderne af den eksisterende Økonomiske Verdensorden.

Den venstreorienterede vil på enhver måde vise, at det går nedad (Latter). Logisk nok, det er hans pligt, og desuden har han ret (Latter); men den anden ønsker ikke på nogen måde at gøre dette. Over for katastrofer, kriser, trusler af enhver slags fortvivler de og skriver en masse. De er forvirrede; det er det mindste, man kan sige; de har tabt troen på deres doktriner.

Så vi, der har bestemt os til gøre modstand alene, - og nu taler jeg ikke om geografisk ensomhed, men næsten om ensomhed på ideernes område, for ulykkerne har konsekvenser, medfører skepticisme, der mangfoldiggøres af det erfarne og mægtige propagandamaskineri i imperiet og dets allierede; alt dette frembringer pessimisme hos mange folk, forvirring; det er ikke alle, der har forudsætningerne for at analysere situationen i et historisk perspektiv, og de taber modet.

Åh, så bitre disse dage var, disse første dage, og dagene før dem, da vi så mange folk blive vendekåber; - jeg kritiserer faktisk ikke nogen, jeg kritiserer kåberne (Latter og applaus). Åh, på hvor kort tid har vi ikke set, hvordan alting blev forandret, og disse illusioner har de set lagt bag sig; de har varet kortere - som man siger i Cuba og måske også her - end en marengs i en skoleport (Latter).

Dér, i det gamle USSR, kom de med deres neoliberalistiske recepter og markedsøkonomi, og de har forvoldt utrolige ødelæggelser; i sandhed utrolige! de har løsrevet nationer, opløst federationer af republikker økonomisk og politisk; de har forkortet livslængden, hos nogle med 14-15 år; de har øget børnedødeligheden tre eller fire gange; de har skabt sociale og økonomiske problemer, som ikke engang en genopstået Dante ville have været i stand til at forestille sig.

Det er virkelig trist, og vi, der forsøger at være bedst muligt orienterede om, hvad der sker alle steder, - og der er ingen anden udvej end at vide det, ellers er vi desorienterede, vide det i større eller mindre grad, mere eller mindre dybtgående, - vi har en idé, der efter vor mening er ret klar, om de ulykker, som markedsguden har skabt med dens love og principper, de recepter fra IMF og andre af verdens neokolonialistiske - eller rekolonialistiske -institutioner, der er anbefalet og påført praktisk talt alle lande; så vidt at de endog har tvunget rige lande som dem i Europa til at forene sig og finde en valuta, for at eksperter som Soros ikke ligefrem skal fælde det engelske Pund, der i en ikke fjern fortid var dronningen blandt samhandelsmidlerne, våben og symbol for det herskende imperium og ejer af verdens reservevaluta, alle de privilegier, som de Forenede Stater nu besidder. Englænderne måtte tåle den ydmygelse at se deres Pund faldet til jorden.

Det samme gjorde de med den spanske Peseta, den franske Franc, den italienske Lire; de spillede med støtte i den store magt, deres tusinder af millioner har, for spekulanter er spillere, der bruger mærkede kort. De har al information, de mest erfarne økonomer, nobelpristagere, som i dette velkendte selskab, der var det mest ansete i USA, Administration af Langfristet Kapital. På engelsk tror jeg, man siger The Long Term Capital Management - I må tilgive mig min "fremragende" engelske udtale (Latter), jeg foretrækker titlen på spansk, men det kendes nu alle steder under sit oprindelige navn, det er næsten blevet forspansket. Men en fond, der beløb sig til 4.500 millioner dollar, mobiliserede selskabet 120.000 millioner for at bruge dem i spekulation.

De havde på deres lønningsliste to nobelpristagere og de mest erfarne computerprogrammører, og se, de berømmelige herrer tog fejl, for der sker så mange sære ting, som de ikke alle har taget i betragtning: hvis forskellen på statsobligationer på 30 og 29 år var en smule større end rimeligt, så bestemte straks alle computerne og nobelpristagerne, at der skulle købes så meget af den ene slags og fremover sælges endnu flere af den anden. Men det gik sådan, at de fik problemer med den krise, der var brudt ud, som de heller ikke havde ventet; de troede allerede at have opdaget miraklet med en kapitalisme, der vokser og vokser og vokser uden en eneste krise nogensinde. - Det er et held, at de ikke fik den idé for to eller tre tusind år siden! Vi var heldige, at der gik så lang tid, inden Columbus opdagede denne halvkugle (Latter) og de beviste, at jorden var rund, og at det også tog sin tid med andre økonomiske, sociale og videnskabelige fremskridt, der blev grobund for et sådant system, der netop er uadskilleligt fra kriser; for så havde der ikke været mennesker på denne planet nu. Muligvis havde der slet ikke været nogetsomhelst.

De tog fejl og tabte, de fra Long-Term, som det kaldes i daglig tale. Vel, en katastrofe. De var nødt til at komme til undsætning ved at bryde alle de etiske, moralske og finansielle normer, som de Forenede Stater har påført verden. Og præsidenten for Federal Reserve måtte erklære i Senatet, at hvis det ikke reddede denne Fond, så ville der ske en økonomisk katastrofe i de Forenede Stater og i resten af verden.

Et spørgsmål mere: Hvad er det for en økonomi, der hersker i dag, hvor tre eller fire multimillionærer - og det ikke af de store, ingen Bill Gates eller andre af hans slags; nej, Bill Gates ejer ca. 15 gange den kapital, som Long-Term oprindeligt disponerede over, og hvormed det mobiliserede enorme summer fra sparerne ved at få lån i mere end 50 banker, - kan frembringe en katastrofe i de Forenede Stater og i resten af verden? Ah! den internationale økonomi går til bunds, hvis de ikke var blevet reddet; og det erklærer en af de mest kompetente, mest intelligente skikkelser, som USA har, præsidenten for Federal Reserve. Denne ærværdige herre ved mere end som så; men det, der sker, er, at han ikke siger alt; for en del af metoden består i den totale mangel på gennemsigtighed og stærke doser beroligende midler, hver gang der er panik, søde og opmuntrende ord: "Det hele går meget godt; økonomien har det udmærket", etc. Det er den anerkendte teknik, og den anvendes uafladeligt. Men over for de Forenede Staters Senat måtte præsidenten for Federal Reserve erkende, at der ville komme en katastrofe, hvis ikke de gjorde, hvad de gjorde.

Det er grundvoldene i den neoliberalistiske globalisering. Træk en fra, eller træk tyve fra af deres skrøbelige stillads, ligemeget! Det, som de har skabt, er uholdbart! Men de får mange mennesker i mange dele af verden til at lide; de har ruineret hele nationer med den Internationale Monetære Fonds recepter, og de bliver ved med at ruinere lande, der er ingen måde at undgå det på; de bliver ved med at begå tåbeligheder, og på børserne har de oppustet aktiepriserne og bliver ved med det i det uendelige.

På de Forenede Staters børser er mere end en tredjedel af de nordamerikanske familiers opsparinger og 50% af pensionsfondene investeret i aktier; de regner med en katastrofe som den i 1929, da kun ca. 5% havde deres opsparing investeret i disse børsværdier. De får en stor forskrækkelse i dag, styrter vildt omkring; de gjorde de efter augustkrisen i Rusland, hvis andel af verdens bruttoprodukt kun er 2%; det fik på en dag Dow Jones indexet til at falde med mere end 500 points, hovedindexet for New Yorks børsmarked; 512 points for at være nøjagtig; og det gav et voldsomt røre.

Sandheden er, at det, vi kan sige om lederne af dette herskende system, er, at de brugte dagen på at styrte verden rundt mellem banker, institutioner (Latter), og da de så, hvad der skete i Rusland, blev det en hel væddeløbsolympiade; de holdt møde med udenrigsrådet, der har til huse i New York; Clinton holdt en tale og sagde, at faren ikke er inflationen, men recessionen; og på nogle dage, praktisk talt på nogle timer, vendte de 180 grader, og i stedet for at hæve renten sænkede de den. De samlede alle centralbankdirektører i New York forgangne 5. og 6. oktober, holdt taler, rettede man ved ikke hvor megen kritik mod den Monetære Fond, vedtog angivelige forholdsregler til at mindske faren. Få dage senere samlede de Forenede Staters regering G-7, der vedtog at yde 90.000 millioner dollar, for at krisen ikke skulle brede sig til Brasilien, til hele Sydamerika, idet de forsøgte at undgå, at ilden skulle nå selve de overophedede børser i USA, nu da en synål, et lillebitte hul, var nok til, at luften gik af ballonen. Se, hvilke risici der truer den neoliberalistiske globalisering.

Alt det gjorde de, og da oven i købet nogle af os tænkte, - jeg selv også, og jeg sagde det: "De har ressourcer, de har manøvremuligheder til at udskyde den store krise et stykke tid" - udskyde den, ikke undgå den endeligt -, så tænkte jeg over problemet og sagde: Det ser ud til, at det er lykkedes dem med alle de forholdsregler, de har taget og påført andre: sænkningen af renten, de 90.000 millioner til støtte af fonden, som nu ingen fonde havde (Latter), Japans skridt til at imødegå bankkrisen, den brasilianske meddelelse om stærke økonomiske forholdsregler, den belejlige meddelelse om, at den nordamerikanske økonomi var vokset mere end forudset i det tredje kvartal. Det så ud, som om de havde klaret skærene, og nu for blot nogle dage siden overrasker de igen alle med nyhederne, der kommer fra Brasilien om den økonomiske situation, der er opstået; noget, der virkelig smerter os af grunde, der har at gøre med samme spørgsmål, med den nødvendige kraftanstrengelse, som vore folk må gøre for at forene kræfterne og kæmpe den hårde kamp, der venter os; det ville være overordentlig negativt for Latinamerika med en ødelæggende krise i Brasilien.

I dette øjeblik står brasilianerne, trods alt hvad de har gjort, over for en kompliceret økonomisk situation, nu da de Forenede Stater og de internationale finansielle organisationer har brugt en god del af deres recepter og ammunition. Efter at være kommet igennem de første måneder af den store forskrækkelse stiller de nu nye betingelser og synes mere uinteresserede i Brasiliens skæbne.

Rusland forsøger de at holde på afgrundens rand. Det er ikke et lille land, det er et land, der har den største udstrækning i verden og 146 millioner indbyggere, tusinder af atomvåben, hvor en social eksplosion, en intern konflikt eller hvadsomhelst kan skabe store ødelæggelser.

De er så vanvittige og så uansvarlige, disse herrer der leder verdensøkonomien, at efter at have sænket landet med deres recepter, falder det dem end ikke ind at bruge en smule af de papirer, de har trykt - for det er sådan, at det skal være statsobligationerne, skræmte spekulanter kan søge tilflugt til over for enhver risiko, ved at købe statsobligationer fra de Forenede Stater, - det falder dem ikke ind at bruge en smule af de 90.000 millioner af støtten til fonden for at undgå en økonomisk eller politisk krise i Rusland. Hvad der falder dem ind, er at stille landet et bjerg af betingelser, som umuligt kan anvendes. De kræver en sænkning af budgettet, som allerede er under den absolutte grænse; de kræver den frie ombytning og øjeblikkelig betaling af store gældsposter, forholdsregler der gør det af med de reserver, noget land kunne have. De tænker ikke, de har ingenting lært; de vil holde landet i en prekær situation, på afgrundens rand, med humanitær hjælp, idet de stiller betingelser og skaber virkeligt alvorlige farer.

Hverken har de løst problemet med Rusland, et land de ruinerede med deres rådgivere og opskrifter; ejheller har de løst problemet med Brasilien, et problem de var meget interesserede i at løse, fordi det kunne berøre dem meget tæt på, så det f.eks. forekom mig selv, at det var den sidste skyttegrav, de havde for de Forenede Staters børser.

De oplevede en stor forskrækkelse; med nogle af de nævnte forholdsregler stabiliserede de dem lidt, og påny brød køb og salg af aktier løs, og igen er de på himmelflugt og skaber betingelser for en større, relativt snarlig krise med man ved ikke hvilke konsekvenser for Nordamerikas økonomi og samfund.

Det er ikke til at forestille sig, hvis der kom et nyt 1929 dér; de tror, at risici for kriser som den i 1929 har de afværget, og det viser sig, at de ikke har afværget noget som helst. De har end ikke kunnet undgå den brasilianske krise, og som konsekvens kan de skade hele integrationsprocessen i Sydamerika, hele den latinamerikanske integrationsproces og vore landes interesser. Derfor talte jeg om en dårlig nyhed, der fornylig var kommet.

Men alt har sin årsag, sin forklaring, og ved at lytte og observere, hvad de tænker, siger og gør, når man frem til faktisk at ane, hvad de holder skjult i hovedet. Med de mennesker er det væsentligt ikke at tro på, hvad de siger, men udfra det, de siger, at trænge ind i deres hjerne - med mindst mulig smerte, de stakler, for ikke at gøre dem skade (Latter) - og vide, hvad de tænker, vide, hvad de ikke har sagt, og hvorfor de ikke har sagt det.

Sådan er deres adfærd. Derfor er det virkelig af dyb interesse, til tankemæssig inspiration og til bekræftelse af vore overbevisninger for os, der oplevede de dage, jeg talte om, med usikkerheden, bitterheden, trostabet hos nogle få mennesker med progressive ideer, nu at se, hvordan mange sandheder stille åbner sig, mange mennesker tænker efterhånden dybere, og at de, der vigtede sig over historiens slutning og den definitive sejr for deres anakronistiske og egoistiske ideer, er i dag på tilbagegang og åbenlyst demoraliserede.

Disse otte år - lad os sige fra 1991, altså fra USSR brød sammen til i dag - var for os hårde år i enhver henseende, men også i henseende til ideernes, begrebernes orden. Og nu ser vi, hvordan supermagterne, der troede at have skabt et system og ligefrem et imperium for tusind år, begynder at blive klare over, at fundamentet for dette imperium, dette system, denne orden, er ved at bryde sammen.

Hvad har den givet os, denne globale kapitalisme, denne neoliberalistiske kapitalistiske globalisering? Ikke alene ud fra det, som vi ved, men fra selve roden, den kapitalisme, hvoraf den nuværende udgik, progressiv igår, reaktionær og uholdbar i dag, gennem en proces, som mange af jer historikere - og selv om I ikke er det, men f.eks. økonomistuderende - må kende; med en historie på 250 til 300 år, hvis grundlæggende teoretiker udgav sin bog i 1776, samme år som de Forenede Staters uafhægighedserklæring, Adam Smith, der er så kendt af alle. Et stort talent, uden tvivl med stor intelligens; jeg mener ikke, at han var en stor synder, en skyldig, en bandit; han var en, der studerede det økonomiske system, der var blevet født i Europa og var i fuld vækst. Det tænkte han over og undersøgte, og han fremstillede kapitalismens teoretiske grundpiller; kapitalismen i den epoke; for kapitalismen i vor periode kunne Adam Smith ikke engang forestille sig.

I den epoke med diminutive værksteder og små fabrikker hævdede han, at den grundlæggende drivkraft i den økonomiske aktivitet var den individuelle interesse, og at når man søgte den privat og i konkurrence, så var det den største kilde til offentlig velstand. Det var ikke nødvendigt at appellere til menneskets humanistiske indstilling, men til dets egenkærlighed.

Personlig ejendom og personlig ledelse var den eneste form, der stemte med denne verden af små industrier, som Adam Smith kendte. Han kunne ikke engang se de store fabrikker og de imponerende masser af arbejdere, der kom frem i slutningen af selve det 18. århundrede. Langt mindre kunne han forestille sig de gigantiske korporationer og moderne multinationale virksomheder med millioner af aktier, hvor de, der administrerer, er professionelle funktionærer, der ikke har noget at gøre med besiddelsen af dem, men begrænser sig til en gang imellem at aflægge regnskab for aktionærerne. Det er dem, der bestemmer, hvilken dividende der skal betales, hvor meget og hvor der skal investeres. Disse former for besiddelse, ledelse og udnyttelse af rigdommene har intet at gøre med den verden, han kendte.

Men systemet blev ved med at udvikle sig og fik et betydeligt opsving med den engelske industrielle revolution, arbejderklassen blev til, og nu fremkom den efter min mening største tænker udfra ethvert kriterium på det økonomiske og også politiske område, Karl Marx. Ingen opnåede at vide mere om det kapitalistiske systems love og principper end Marx. Ængstelige over den nuværende krise er det ikke få medlemmer af den kapitalistiske elite, der læser Marx, idet de søger diagnoser og mulige hjælpemidler mod dagens onder. Med ham fremstod den socialistiske tænkemåde som kapitalismens antitese.

Kampen mellem disse ideer, der symboliseres ved de to tænkere, har varet i lang tid og varer endnu. Den oprindelige kapitalisme udviklede sig videre efter dens mest berømte teoretikers principper - til 1. verdenskrig, kunne vi sige.

Allerede før 1. verdenskrig var der en vis grad af globalisering; der var guldmøntfoden i det internationale monetære system. Så kom den store krise i 1929 og den store recession, der varede mere end 10 år. Da fremstår med stor kraft en anden tænker - en af de fire piller i den økonomiske tænkning med dens enorme gennemslagskraft i de sidste tre århundreder, med hver sit uudslettelige præg -, John Maynard Keynes, med ideer, der var avancerede i den epoke, - ikke som Marx', overhovedet ikke, skønt han viste temmelig stor respekt for Marx og stemte overens med ham i visse begreber, - og han udarbejdede de formler, der fik de Forenede Stater ud af den store depression.

Ikke han alene, selvfølgelig; der var en gruppe akademikere, der var temmelig enige og under indflydelse af ham. I den epoke var der næsten ingen økonomer, man tog dem heller ikke ret alvorligt; jeg ved ikke, om det var godt eller skidt, det kommer an på, hvordan man ser på det (Latter). Men nu begyndte der at fremstå velforberedte grupper, men megen statistisk information, som havde studeret grundigt; og under Rosevelts regering blev mange af dem, i et land der var plaget og forpint af en endeløs recession, fremtrædende medlemmer af kabinettet og andre institutioner, og Keynes' teorier hjalp med til at redde kapitalismen ud af den værste krise, den havde kendt.

Der var en midlertidig ophævelse af guldmøntfoden, der så blev genindført af Roosevelt, hvis jeg ikke husker forkert, i 1934. Jeg ved, at den blev opretholdt indtil 1971; 37 år i træk tror jeg, den varede, indtil hr. Nixon kom og det store imperium snød os alle (Latter).

Måske vil I spørge, og med rette, hvorfor jeg taler til jer om det. Jeg har nævnt disse personer, skønt jeg endnu mangler den fjerde, fordi det for os er meget vigtigt at forsøge at kende systemets historie godt, det system der i dette øjeblik regerer verden, dets anatomi, dets principper, dets udvikling, dets erfaringer, for nøjagtigt at forstå, at dette væsen, der kom til verden for ca. tre århundreder siden, er ved at nå sin sidste etape (Applaus). Det er godt at vide det, og det er lige ved, at man må foretage autopsi på det, før end det dør helt, for at det ikke skal gå sådan, at mange af os dør sammen med det; og hvis det trækker lidt for længe ud, vil alle måske forsvinde (Latter og applaus).

Jeg nævnte guldmøntfoden, fordi den spillede en meget vigtig rolle i de problemer, vi er konfronteret med nu. Lige før afslutningen på 2. verdenskrig forsøgte man at etablere en institution, der skulle regulere og fremme verdenshandelen; der var faktisk en katastrofal økonomisk situation, en konsekvens af denne lange, ødelæggende og blodige krig; så er det, at den berømte og kendte Bretton Woods aftale kommer, udarbejdet af visse lande, blandt dem de rigeste og mest indflydelsesrige.

De Forenede Stater var allerede det rigeste af alle, og det besad den gang 80% af det guld, der var i verden. De etablerede nu en fast vekselvaluta baseret på guldet, gulddollarmøntfoden kunne man kalde den, for den forenede guldet med den nordamerikanske pengeseddel, der blev til international reservevaluta. Det gav de Forenede Stater enorm magt og en særlig fortrinsstilling, som de har brugt til i dag i egen interesse; det gav dem magt til at beherske verdensøkonomien, fastlægge reglerne, dominere den monetære fond, hvor der skal 85% af stemmerne til for at tage nogen beslutning, og med 17,5% kan de blokere enhver beslutning i den institution, og følgelig dominerer de og er praktisk talt ejere af den monetære fond; de har de sidste ord og har formået at indføre den økonomiske verdensorden, vi nu lider under.

Men før Nixon gjorde sit trick var der oprindeligt 30.000 millioner dollar i guld, hvis værdi de opretholdt ved en streng kontrol med handelen til 35 dollar pr. troy ounce, som det hedder. Snart begyndte de at have udgifter uden skattedækning, krige uden skattedækning; i eventyret i Vietnam brugte de mere end 500.000 millioner dollar, guldet var ved at slippe op; de havde 10.000 millioner tilbage, og med deres fremgangsmåde ville de snart være væk. Og så - jeg tror, det var den 17. august 1971 - erklærer han i en tale åbent, at han ophævede den nordamerikanske pengeseddels omveksling til guld.

Som jeg sagde, opretholdt de ved en streng handelskontrol en fast pris på guldet, de nævnte 35 dollar pr. ounce. Hvis der blev udbudt for meget guld, købte de; det hele, det kostede dem ikke noget; de udleverede disse sedler og fik guldet og undgik derved, at prisen gik ned. Hvis der var en for stor efterspørgsel efter guld, der truede med at hæve prisen, gjorde de det modsatte; de solgte guld af deres store reserver for at gøre det billigere. Mange lande understøttede deres valuta med guldreserver i nordamerikanske pengesedler. I det mindste var der en relativt stabilt valutasystem for samhandlen.

Fra det øjeblik, da Nixon snød hele verden og sagde til enhver, der havde en af disse pengesedler - og verden havde hundreder af tusinder af millioner som reserver i deres centralbanker -, at nu havde de ikke ret til at få guldværdien for hver nordamerikansk pengeseddel, da suspenderede han den mest hellige aftale, der var indgået ved international traktat. Han gjorde det ensidigt, ved præsidentdekret, eller under hvilken juridisk form det nu var; det var ikke engang en kongresbeslutning.

De beholdt guldet. Derefter steg prisen. Det guld, de havde tilbage til en værdi af 10.000 millioner dollar, blev meget mere værd end de 30.000 millioner, det oprindeligt var værd i fysisk guld. De beholdt også alle systemets privilegier, værdien af deres statsobligationer, af deres pengesedler, der i landenes centralbanker blev ved med at være den obligatorisk reservevaluta, der for dem kostede alt hvad de havde at eksportere, men for de Forenede Stater kun trykkeudgifterne. Sådan fik de en endnu større økonomisk magt; til gengæld begyndte de at destabilisere verden. Hvordan? De øvrige valutaer kom ind i en etape med svingninger, deres værdi varierede hver dag, valutaspekulationen brød løs, spekulative operationer med salg og køb af penge, som nu når kolossale højder, baseret på værdiernes konstant flydende tilstand. Et nyt fænomen var fremstået og var blevet utæmmeligt.

Valutaspekulationen, der for blot 14 år siden nåede op på 150.000 millioner dollar om året, når i dag op på mere end en million millioner om dagen. Læg mærke til, at jeg ikke bruger ordet billion, fordi der er forviklinger mellem den engelske og den spanske billion (Latter). Den ene svarer til 1000 millioner, den anden til en million millioner. Det tal kalder de Forenede Stater en trillion. Man begynder at se ordet milliard, der også betyder 1000 millioner, for at man kan gøre sig forståelig i et sandt Babel af cifre og tal, der giver rum for adskillige forvirringer og fejltagelser i oversættelse og forståelse. Jeg sagde, og jeg gentager det, for at det skal være helt klart, at de spekulative valutaoperationer nu når mere end en million millioner pr. dag.

Det er vokset to tusinde gange på 14 år, og grunden til det findes i den foranstaltning, som de Forenede Stater tog i 1971, der satte alle valutaer til at flyde, inden for visse grænser eller frit. Nu har vi så kapitalismen med dette nye fænomen, der ikke engang kunne passere gennem Adam Smiths hjerne på en dag med de værste mareridt, da han skrev sin bog om nationernes rigdom.

Ligeledes fremkom der andre nye og ukontrollable fænomener - jeg har allerede nævnt eet, dækningsfondene. Ja, af dem er der hundreder af tusinder. Regn ud, hvad der må være ved at ske der, og tænk så på, hvad det betyder, at præsidenten for USA's Federal Reserve har sagt, at en af dem kunne have skabt en økonomisk katastrofe i de Forenede Stater og i hele verden. Han har stor viden, han må kende virkeligheden præcist. Man aner det gennem visse artikler i nogle konservative blade, for de ved noget, og de er nødt til somme tider at sige noget for at understøtte deres argumentation, men de forsøger at være overordentlig diskrete; nu er der imidlertid ikke så mange dumme mennesker i verden (Latter), og det er ikke så svært at få øje på det, som de ikke ville røbe.

Der er en interessant sætning i et meget kendt britisk blad, der kritiserede Greenspans foranstaltninger med det, han gjorde med den famøse fond; den siger mere eller mindre: Måske Greenspan har yderligere oplysninger. Man brugte faktisk en vending, som jeg ikke kan huske nøjagtigt nu, endnu mere subtil, men man kunne slutte af det blad, der ikke siger for meget og er meget professionelt, at det vidste mere, end det sagde, og at selv om det ikke var enigt i beslutningen, så vidste det meget vel, hvorfor præsidenten for Federal Reserve sagde: "Det er nødvendigt at redde denne fond". Det er hævet over enhver tvivl, at både bladet og Greenspan vidste, hvorfor denne tænkte, at der kunne komme en kæde af konkurser for vigtige banker i strategiske centre.

Den fjerde personlighed, der har efterladt sig umiskendelige spor i den sidste etape af den kapitalistiske økonomiske tænkning, er Milton Friedman, fader til den strenge monetarisme, som mange af verdens lande i dag anvender, og som den internationale monetære fond specielt forsvarer, det yderste værn med inflationsfænomenet, der genopstod med særlig styrke efter Kenyes.

I dag er der alting: depression i nogle lande, inflation i andre, recepter og foranstaltninger, der destabiliserer regeringerne. Alle i verden forstår nu, at den Internationale Monetære Fond ruinerer økonomisk og destabiliserer ethvert land, som den hjælper, hvert land som den foregiver at hjælpe. Aldrig har det været tydeligere, at den Internationale Monetære Fonds hjælp er et kys af djævelen ((Applaus).

Tillad mig at nævne nogle kendsgerninger, som jeg ønsker skal være i jeres tanker, og som besvarer det spørgsmål, jeg stillede, da jeg sagde: Hvad har kapitalismen og den neoliberalistiske globalisering givet os? Efter 300 års kapitalisme tæller verden 800 millioner sultende, nu i dette øjeblik, 1000 millioner analfabeter, 4000 millioner fattige, 250 millioner børn, der arbejder regelmæssigt, 130 millioner uden nogen adgang til uddannelse, 100 millioner der lever i gaderne, 11 millioner børn under 5 år, der hvert år dør af underernæring, fattigdom og sygdomme, der kan forebygges eller helbredes; der er en konstant vækst i forskellene mellem rige og fattige, mellem landene og i landene; en grusom og næsten uigenkaldelig ødelæggelse af naturen; spild og forstærket udpining af vigtige ressourcer, der ikke kan genskabes, forurening af atmosfæren, af grundvandet, floderne og havene; klimaændringer med uforudsigelige og allerede synlige konsekvenser. I løbet af det sidste århundrede er forsvundet mere end 1000 millioner hektar urskov, og en tilsvarende jordoverflade er blevet til ørkener eller nedbrudt jord.

For 30 år siden var der næsten ingen, der nævnte dette tema; i dag er det et væsentligt problem for vor art. Jeg vil ikke nævne flere tal. Jeg tror, at disse data tjener til at give karakter til et system, der foregiver at være så udmærket, om det skal have 100 points, 90, 80, 50, 25 eller måske minus 25. Alt kan man påvise meget enkelt; deres katastrofale resultater kan ses som indlysende sandheder.

Over for det er der mange, der spørger, hvad skal man gøre? Vel, europæerne har opfundet deres recept, de forener sig, de har talt om en enhedsvaluta, har vedtaget den og er nu i færd med at indføre den, med store positive tilkendegivelser fra de Forenede Stater, efter hvad dette lands talsmænd siger, der er både store og hykleriske (Latter), for alle ved, at det, som de ønsker, er, at euroen totalt ruineres, altimens de forsikrer: "Strålende, euroen er meget god, det er en udmærket idé". Nuvel, dette er Europa, rigt, udviklet, med et bruttonationalprodukt pr. indbygger på 20.000 dollar i nogle lande og i andre op til 25.000 eller 30.000. Sammenlign det med landene i vor verdensdel, der har 500, 600 eller 1000.

Hvad skal vi andre gøre? Det er et spørgsmål, vi er nødt til at stille os inden for dette scenarium, i et øjeblik, hvor de vil opsluge os. Ingen er i tvivl om, at de ønsker at opsluge os, og vi må ikke håbe på, at der igen sker et mirakel som det, hvor en profet kom ud af bugen på en hvalfisk (Latter), for hvis den hval, der er ved siden af os, sluger os, så vil den fordøje os, virkeligt, fuldstændigt og meget hurtigt.

Ja, dette er vor halvkugle, og vi taler her, i intet mindre end Venezuela, i intet mindre end det ærefulde land, hvor Bolívar blev født (Applaus), hvor han udkastede tanken om vore landes forening og arbejdede for den, dengang en hest tog tre måneder om at gå fra Caracas til Lima, og der ikke var mobiltelefoner, flyvemaskiner, landeveje eller computere, intet af alt det, og alligevel fattede han, så allerede faren, der kunne udgøres af dem, der var nogle få kolonier, som fornylig var blevet uafhængige i det fjerne nord; han forudså det, han var profet. "De Forenede Stater synes bestemt af forsynet til at hjemsøge Amerika med ulykker i frihedens navn", sagde han en dag; han udkastede ideen om vore folks forening og kæmpede for den til sin død. Hvis det dengang kunne være en drøm, så er det i dag levende nødvendighed (Applaus).

Hvordan mener vi, at løsningerne kan være? De er vanskelige, meget vanskelige. Europæerne har som sagt trukket deres linjer og er i stærk konkurrence med vor nabo i nord, det er helt klart, meget stærk og voksende konkurrence. De Forenede Stater vil ikke, at nogen blander sig ind i deres interesser, på det, som de betragter som deres halvkugle. Den forlanger de at have helt og holdent for sig selv. Kina i det fjerne østen udgør for sin part en umådelig nation; Japan, et stærkt industrielt land.

Som jeg mener, at globaliseringen er en uafvendelige proces, og at problemet ikke er selve globaliseringen, men arten af globalisering, forekommer det mig, at på denne vanskelig og hårde vej, som folkene faktisk ikke har megen tid levnet til set fra min synsvinkel, bør folkene skabe unioner, aftaler, regionale integrationer, og latinamerikanerne er lige ved at være dem, der er nødt til at skynde sig mest i kampen for integration, men ikke kun integrationen af Latinamerika, men af Latinamerika og Caribien (Applaus). Der er vore engelsktalende caribiske brødre, CARICOM-landene, ganske små, de har kun ganske få års uafhængighed bag sig, og de har forholdt sig med imponerende værdighed.

Det siger jeg på grund af den holdning, de har haft til Cuba. Da hele Latinamerika på grund af pres fra de Forenede Stater brød med vort land, absolut alle undtagen Mexico, blev det caribierne, der efter nogle år sammen med Torrijos åbnede en breche og kæmpede for at bryde Cubas isolation indtil dette øjeblik, da Cuba har relationer med langt den største del af de latinamerikanske og caribiske lande (Applaus). Vi kender dem, og vi skønner på dem, de kan ikke forblive i glemselen, de kan ikke forblive i hænderne på WTO og dens aftaler; de kan ikke blive ved med at leve af de multinationale nordamerikanske bananvirksomheders nåde, som forsøger at fravriste dem de små fordele, de har så hårdt brug for. Denne verden kan ikke ordnes ved at udjævne alt, det er yankee-metoden: at rive alt op med rode.

Flere af disse lande lever af deres plantager, de producerer kun 1% af de bananer, der forhandles, højst 2%, det er ingenting; og de Forenede Staters regering har for at beskytte en multinational nordamerikansk virksomhed, der ejer plantager i Centralamerika, indgivet en appel for WTO og tilmed vundet den. Nu er caribierne meget bekymrede, fordi man ad den vej tager deres fordele fra dem, og fordi man forsøger at afskaffe Lomé-konventionen, i kraft af hvilken de nyder visse små hensyn som lande, der tidligere har været kolonier og desperat behøver ressourcer til udviklingen, hvilket det er uretfærdigt at tage fra dem.

Man kan ikke behandle alle lande lige, når de er på meget forskelligt udviklingsniveau. Man kan ikke ignorere ulighederne. Den samme recept kan ikke anvendes på alle. Man kan ikke indføre een enkelt vej. Og formler til regulering og udvikling af de internationale økonomiske relationer dur til ingenting, hvis de udelukkende skal gavne de rigeste og mægtigste. Både den monetære fond og WTO ønsker at jævne alting ud.

OECD, de riges exklusive klub var i gang med at udarbejde, praktisk taget i hemmelighed, en multilateral aftale om overnationale investeringer for at fastlægge de love, der har forbindelse med udenlandske investeringer. Lad os sige: en slags Helms-Burton på verdensplan. Og lige så stille havde de den næsten gjort helt færdig, da en NGO-organisation fik fat i en kopi af projektet, fik den ud på internettet, så den blev offentliggjort for verden, og der blev en skandale i Frankring, der afviste aftaleudkastet; de afviste denne aftale - åbenbart havde de ikke ofret megen opmærksomhed på det, som man var ved at koge sammen i OECD; bagefter tror jeg, at også australierne gjorde det samme, og det projekt, der var blevet udarbejdet i så stor hemmelighed, faldt til jorden. Sådan projekteres og udarbejdes vigtige og afgørende internationale traktater.

Bagefter lægger de den på et bord, så de, der vil, kan skrive under, og de, der ikke vil, kan lade være; og så ved man jo godt, hvad der sker (Latter).

De diskuterede ikke et ord med de lande, der skulle indføre sådanne ufravigelige normer. Sådan behandler man os. Sådan gør man med vore folks mest vitale interesser.

De vil blive ved. Vi vil blive nødt til at have meget åbne øjne og altid være vågne med hensyn til disse institutioner. Det er nødvendigt at sige, at de var ved at lægge en stor fælde for os; det er for øjeblikket blevet forhindret. Men de vil blive ved med at opfinde ting, der vil gøre vore livsbetingelser endnu vanskeligere. Nu drejede det sig ikke blot om at sætte os allesammen til at konkurrere indbyrdes og med hele verden om at lave desperate koncessioner på alle områder; med den Multilaterale Aftale om Investeringer tilstræbte man at kunne investere på de betingelser, man havde lyst til, og respektere miljøet, hvis man ville, eller også forgifte alle floderne i et hvilket som helst land og ødelægge naturen, uden at nogen kunne forlange noget af dem. Men i WTO har den Tredje Verdens lande flertal, og vi kan kæmpe for vore interesser, hvis vi undgår, at de snyder os og splitter os. Cuba kunne ikke exkluderes, for det var der fra grundlæggelsen. Kineserne vil de ikke lukke ind, i det mindste gør de voldsom modstand (Latter). Kineserne bruger mange kræfter på at komme ind i WTO, fordi man over for et land, der ikke tilhører institutionen, kan de anvende en toldtarif på 1000% og således helt blokere for dets eksport. De rigeste lande sætter reglerne og betingelserne, som bedst det passer dem.

Hvordan vil de have det? Hvad er de ude efter? Efter at der en dag ikke er toldtariffer; det føjer sig til drømmen om, at deres investeringer ikke skal betale skat til statskassen, eller også nyde en mængde skattefri år, ved hjælp af ubillige koncessioner, der aftvinges en underudviklet verden, som tørster efter investeringer: den frie ret til at gøre, hvad de har lyst til, i vore lande med deres investeringer uden nogen restriktioner; kapitalernes og varernes frie bevægelighed i hele verden, undtagen selvfølgelig den vare, der hedder den Tredje Verdens menneske, den moderne slave, den billige arbejdskraft, der er så rigelig på vor planet og oversvømmer frizonerne i sit eget land eller fejer gader, samler haveprodukter og gør det mest anstrengende og dårligst betalte arbejde, når de legalt eller illegalt får adgang til gamle hovedstæder og konsumsamfund.

Det er den slags global kapitalisme, de vil påføre os. Vore lande, fulde af frizoner, skulle ikke have anden indkomst end den magre løn til dem, der får det privilegium at finde beskæftigelse, mens et bjerg af multimillionærer samler formue på formue, som man ikke engang ved hvor store de vil blive.

Den kendsgerning, at en nordamerikansk borger, hvor talentfuld og vidende han end måtte være med hensyn til teknik og handel, kan eje en formue på 64.000 millioner dollar, svarende til årsindkomsten for mere end 150 millioner mennesker, der lever i de fattigste lande, hører ikke op med at være noget underligt ulige og uretfærdigt noget. At denne kapital kan have ophobet sig på få år, fordi aktierne i de store nordamerikanske virksomheder har fordoblet værdien hvert tredje eller fjerde år i kraft af spillet med børsoperationer, der oppuster aktiverne i det uendelige, viser en virkelighed, der ikke kan kaldes rationel, holdbar eller bærbar. Nogen betaler for alt det: verden, de himmelhøje tal på fattige og sultende, syge, analfabeter og udnyttede, der befolker vor jord.

Hvilket år 2000 skal vi fejre, og hvad art nyt århundred skal vi leve i? Bortset fra, at den 31. december slutter dette århundrede ikke. Folk har snydt sig selv, fordi de vil det, idet det sidste år i dette århundrede faktisk er 2000 og ikke 1999 (Applaus). Men der vil være fester, og så tror jeg at nogen må være meget tilfredse med at fejre på en særlig måde både den 31. december 1999 og den 31. december 2000, og de, der sælger nougat, drikkevarer, julegaver, Santa Claus og alle disse ting, vil gøre enorme forretninger med to år som afslutning på århundredet i stedet for eet (Latter). Frankrig vil sælge mere champagne end nogensinde.

Jeg tager det roligt. Det nytår, der bragte os ind i 1999 måtte jeg tilbringe med at skrive en tale, hvilket har særlige fordele, for man bliver ikke fristet til at gå ombord i supplerende argumenter og temaer, og man holder sig strengt til det, man har lovet sig selv. Det var jeg i gang med kl. 12 nat hin 31. december. Men jeg var glad; vi skulle fejre 40-året for en revolution, der ikke kunne sejre (lang applaus). Jeg var virkelig lykkelig; hvorfor skulle jeg sige andet!

Verden venter på det 21. århundrede med mennesker, der lever under New Yorks broer, rullet ind i papir, mens andre ophober gigantiske formuer. Der er mange megamillionærer i det land, men der er uden sammenligning flere, der lever under broerne, på trapperne til bygninger eller i dårlige boliger; der er kritisk fattigdom for millioner af mennesker i selve de Forenede Stater, hvilket ikke kan gøre de fanatiske forsvarere af den økonomiske orden, der er påført menneskeheden, stolte.

For nogle dage siden havde jeg en samtale med en nordamerikansk delegation, der besøgte os i Cuba, virkeligt velinformerede, venlige og fremtrædende personer, - i den gruppe var der både religiøse og videnskabelige, - og de fortalte mig, at i Bronx var de i ved at sætte gang i byggeriet af et børnehospital. Jeg sagde:"Er der ikke et eneste børnehospital i Bronx?". "Nej", sagde de. "Og hvor mange børn er der i Bronx?" spurgte jeg. De svarede, "Fire hundrede tusinde børn". Altså der er 400.000 børn der, i en by som New York, mange af dem af puertoricansk oprindelse, generelt spaniere, og sorte, der ikke har et børnehospital.

Men de fortalte mig noget mere: "Der er 11 millioner nordamerikanske børn, som ikke har sygesikring". Se, det drejer sig almindeligvis om sorte eller blandede børn, eller børn af indianere eller af indvandrere af spansk oprindelse. Nu skal I ikke tro, at diskriminationen i det samfund blot skyldes hudfarve, nej, nej; det være sig gyldenbrune eller blonde, kvinder eller mænd, mange gange foragtes de, alene fordi de er latinamerikanere (Applaus).

Jeg rejste engang gennem det land, og engang satte jeg mig i et eller andet cafeteria, eller jeg indlogerede mig i disse moteller, der ligger langs vejene, og mere end en gang erfarede jeg denne foragtelige behandling; de følte sig næsten rasende, når der kom en latinamerikaner der. Jeg fik indtryk af et samfund med meget had.

De 11 millioner børn uden garanteret medicinsk pleje tilhører for en stor del disse minoriteter, der bor i de Forenede Stater. Det er dem, der har den højeste dødelighed. Og jeg spurgte dem, hvor stor den var i Bronx, og de sagde, at de troede, den var omkring 20-21 i det første leveår, og at der er andre stedet, der er værre, - i Washington vidste de ikke, hvor høj den var, og i områder med spanske immigranter døde tredive eller nogle og tredive. Det er ikke det samme overalt.

De har større børnedødelighed end Cuba. Det blokaderamte land, de fører krig imod og som de fratog 3000 læger, har i dag en børnedødelighed på blot 7,1 af hver 1000 levendefødte i det første leveår (Applaus). Vore tal er bedre, og niveauet er meget ensartet i hele landet; nogle provinser har 6, og det er ikke lige hovedstaden; andre kan have 8, men det er inden for disse rammer, to eller tre points forskelligt fra det nationale gennemsnit, for der er en sygepleje, der virkeligt er udbredt til alle de sociale sektorer og alle regionerne.

Siden begyndelsen af den specielle periode, i disse frygtelige otte år, kunne vi alligevel reducere den fra 10 til 7,1, det var den i 1998 (Applaus). En reduktion på næsten 30% til trods for - og det må jeg sige jer - at da vi gik ind i denne vanskelige prøve, da den socialistiske lejr brød sammen og især USSR, med hvem vi havde den største del af vor samhandel, og medens på den anden front de Forenede Staters økonomiske krig blev voldsommere, f.eks. i 1993 var det daglige kalorieforbrug pr. indbygger - hvor meget vi end anstrengte os - reduceret til 1863 kalorier fra næsten 3000, og det daglige forbrug af plante- eller dyreprotein fra ca. 75 gram til omtrent 46 gram. Åh, men blandt andre væsentlige ting blev der ved med at være garanteret en liter mælk, og det meget billigt, subsidieret, til alle børn op til 7 år (Applaus).

Vi har ordnet det for at hjælpe de mest sårbare; hvis der er en stærk tørke eller en anden naturkatastrofe, så må vi beskytte alle, men især børnene og de ældste, søge hvor der er nogle ressourcer.

Blandt de fremskridt, vor revolution har gjort i hele den specielle periode, har været skabelsen af nogle nye videnskabelige centrer af stor betydning. Vort land producerer 90% af de medikamenter, det bruger, skønt det er nødvendigt at importere visse råmaterialer og hente dem fra fjerne lande. Vi har mangel på medikamenter, det nægter jeg ikke, men man har gjort det yderste, for at de vigtigste aldrig skulle mangle; Vi har lavet en central reserve, for hvis en dag noget skulle slå fejl eller gå tabt, og vi er i gang med at lave en anden. Det er forholdsregler, for man må være forudseende og beskytte dem, der kan få flest problemer. Selvfølgelig er det også muligt at få medikamenter, der sendes af familie i udlandet; vi giver dem alle lettelser, der opkræves absolut intet, der er ingen tarif, der skal betales for det; men vi holder ikke op med at gøre de yderste anstrengelser, for at staten skal kunne garantere hele befolkningen disse ressourcer.

Trods den nævnte reduktion af fødevarer kunne vi nedsætte børnedødeligheden, som jeg sagde, med 30%; vi kunne fastholde og endda højne levealderen; og ikke en skole blev lukket (Applaus); der blev ikke nedlagt en eneste lærestol, tværtimod er de pædagogiske fakulteter åbne for alle, der vil indskrives (Applaus).

Jeg bør gøre opmærksom på, for at der ikke skal opstå misforståelse, at vi ikke har kunnet gøre det samme i alle uddannelser. I lægeuddannelsen måtte vi indføre visse begrænsninger, men samtidigt tilstræbte vi mere forberedelse, mere kvalitet hos dem, der blev indskrevet, for vi graduerer mange læger i vor kamp mod naboen, og vi giver dem endda lov til at udvandre, hvis de ønsker det. Under kampen nåede vi at oprette 21 universitetsfakulteter for medicin (Applaus).

Netop nu tilbyder vi 1000 stipendier til unge mennesker fra Centralamerika, for at de kan blive uddannet som læger i vort land (Applaus) og 500 mere hvert år i de næste 10 år; vi er ved at danne et latinamerikansk medicinsk fakultet (Applaus og udbrud). Med de reduktioner, vi har gjort i udgifterne, endda også militærudgifterne trods de farer, der lurer på os, vil bygningerne til en udmærket søfartsskole for kaptajner og teknikere, både militære og civile, der flyttes til andre lokaler, blive bestemt til at være det nye medicinske fakultet, der vil stå færdigt i marts, og de første centralamerikanske studenter vil komme til et medicinsk forberedelseskursus på 6 måneder for at genopfriske kundskaberne og undgå akademisk mandefald. I september vil mere end 1000 unge fra Centralamerika være i gang med deres første år i medicin (Applaus). Jeg ved ikke, om det er nødvendigt at tilføje, at det vil være absolut gratis (Applaus).

Måske - og tag det nu ikke som en annonce for Cuba, men det har noget at gøre med de ideer, jeg fremfører om, hvad der kan gøres med små midler - bør jeg fortæller jer, at vi tilbyder 2000 læger til de centralamerikanske lande, der er ramt af orkanen Mitch (Applaus); og vi har fremført, at vort medicinske personel er parat, og hvis et eller flere udviklede lande - og der har allerede været visse svar - skaffer medikamenterne, kunne vi i Centralamerika hvert år - læg mærke til det, hvert år! -redde lige så mange liv, som man mistede under orkanen, forudsat at orkanen havde kostet ikke mindre end 30.000 liv, som man sagde, og at omkring 25.000 af dem, der skulle reddes, var børn.

Vi har beregningerne, og mange gange koster medikamenterne til at redde et barns liv kun cents; det, der er noget værd, og som ikke kan betales med nogen pris, er den uddannede læge med en bevidsthed, der sender ham ud at arbejde i bjergene (Applaus), de mest afsides liggende steder, i sumpområder, fulde af alle de insekter, der findes, hugorme, moskitoer og visse sygdomme, der ikke eksisterer i vort land, og ingen tøver. Langt størsteparten af lægerne har tilbudt sig frivilligt til opgaven, de er klar, og der er i dette øjeblik omkring 400 i arbejde i Centralamerika; og i Haiti, hvor vi gav det samme tilbud efter orkanen Georges, befinder der sig nu omkring 250 læger.

I Haiti er procentdelen af liv, der kan reddes, større, fordi børnedødeligheden i de første leveår er på 130 eller 132; det vil sige, at ved at reducere den med 35 - og i vort land ved man udenad, hvordan man skal gøre det - så ville man redde ca. 100 børn for hver 1000 levendefødte hvert år. Derfor er potentialet større. Landets befolkning er på 7 million indbyggere, fødselsraten er meget høj, og som følge heraf redder en læge der flere liv. I Centralamerika er gennemsnitstallet i de lande, der blev ramt af orkanen, mellem 50 og 60, det er næsten det halve potentiale for liv, der kan reddes.

Jeg gør jer opmærksom på, at disse beregninger er konservative, der er en øvre margin for de nævnte tal, og der er en overvejelse: vi ønsker ikke, at vore læger skal være i byerne, på asfalten, for vi ønsker ikke, at nogen læge, overhovedet nogen i disse lande, skal føle sig generede af tilstedeværelsen af de cubanske læger, for disse vil gøre deres tjeneste de steder, hvor der ikke er nogen læge, og hvor ingen ønsker at gå. Tværtimod, vi har det bedste forhold til de nationale læger og samarbejde med dem; om en læge er privat eller ikke, hvis han ønsker at se på et tilfælde, så gør han det.

Vi har sagt, at samarbejdet med lægerne er uundværligt, og ligeledes samarbejdet med alle sektorer. Der skal vore læger ikke hen at prædike politiske ideer, de går for at udføre en humanitær mission, det er deres opgave. Vi ønsker også samarbejde med præster, katolske og andre, for der er mange af dem, der udøver deres mission på fjerntliggende steder; nogle af vore første læger kom til at bo i præstebygninger.

Således arbejder de virkeligt i samarbejde, det glæder os meget; på ufremkommelige steder, hvor der er indianere, der taler deres sprog med stor værdighed, og bønder, der lever i landsbyer, hvor arbejdet er lettere end i selve Cuba, for i vort land lever de i bjergene hver for sig , og lægen skal besøge dem jævnligt, så han må almindeligvis vandre meget. En landsby derimod kan man gennemgå tre gange på en dag.

Der er man ved at fuldføre et program, der er et talende bevis på, hvor meget der kan gøres med et minimum af materielle ressourcer, og det vigtigste - det ved de ikke, de herrer der leder de finansinstitutioner, jeg har nævnt - er, at der er en kapital, der er meget mere værd end alle deres millioner: den menneskelige kapital (Applaus).

En skønne dag møder jeg en af disse assistenter for Bill Gates, der er computerchampion, og stiller ham et spørgsmål: Kunne De mon regne ud, hvor mange nordamerikanere der har gjort tjeneste i udlandet siden skabelsen af Fredsstyrken?, for at vide, om de tilfældigvis skulle være flere end de cubanere, der har gjort det som resultat af den generøse og solidariske ånd på denne ø og hos dette folk, der er så bagtalt, så overset, og mod hvem man fører en krig, der ikke blev ført mod apartheits fascister, - jeg hentyder til den økonomiske krig. Jeg kender nordamerikanere, der er ordentlige mennesker, altruistiske, jeg kender dem, og det er en meget stor fortjeneste, at der dér, hvor systemet ikke spreder andet end egoisme og individualismens gift, kan være mange altruistiske folk, af en eller anden grund; disse nordamerikanere respekterer jeg. Jeg har kendt nogle af dem, der har været i disse fredskorps; men jeg er sikker på, at de ikke ville kunne mobilisere, siden det blev skabt, så mange som Cuba kunne mobilisere.

Da de i Nicaragua en gang bad os om 1000 lærere, - siden blev det lidt mere, - bad vi om frivillige, og der meldte sig 30.000, og da banderne i den beskidte krig mod sandinisterne, organiserede og forsynede af de Forenede Stater, myrdede nogle af vore lærere, - der ikke var i byerne, men på de mest fjerntliggende steder på landet og levede under de samme betingelser som landboerne, - da meldte der sig 100.000 (Applaus). Det er det, jeg vil sige! Og jeg tilføjer, at de fleste af dem, der tog af sted, var kvinder, for der er flest kvinder i denne profession (Applaus).

Derfor taler jeg om ideer; derfor taler jeg om bevidsthed; derfor tror jeg på det, jeg siger; derfor tror jeg på mennesket; for når så mange af vore landsmænd så massivt var i stand til at tage afsted, eller var beredte til at tage afsted til disse steder, så blev det bevist, at bevidstheden og ideen om solidaritet og internationalisme kan blive massernes (Applaus).

Jeg vil fuldføre min tankerække. Jeg har allerede sagt, at de tog halvdelen af lægerne og mere end halvdelen af professorerne ved det eneste medicinske fakultet, Cuba havde. Vi tog udfordringen op - der er ikke noget som en udfordring, - og i dag har Cuba 64.000 læger, 1 læge for hver 176 indbyggere (Applaus), det dobbelte antal læger pr. indbygger, som det mest industrialiserede land i den Første Verden har. Og hvad jeg ikke har sagt, er, at fra begyndelsen af den specielle periode til i dag har vi inkorporeret 25.000 nye læger i sundhedsinstitutionerne og samfund over hele landet, byer, landet, sletter og bjerge. Dette kaldes menneskelig kapital!

Det er meget nemmere at besejre end at købe et menneske (Applaus); det er meget nemmere at besejre det, heldigvis, for de Forenede Staters administration med deres såkaldte blødgøring af blokaden, der er et sandt bedrag over for verden, har praktisk taget foreslået, at hver nordamerikaner køber en cubaner (Latter). Jeg siger: Godt, lad os sætte prisen op (Latter), for der er 27 nordamerikanere for hver cubaner. Denne regering, efter at have gjort mod vort land alt det, den har gjort, idet den skærpede den økonomiske krig under pres fra det yderste højre, fik tilsidst denne idé: at se, om de kunne købe os en efter en (Latter); dog ikke nogen minister eller nogen anden administrativ eller politisk leder, men den ganske almindelige borger, ved at give enhver nordamerikaner tilladelse - klart, altid først med deres foregående tilladelse - til at sende penge til en cubaner, selv om han ikke havde noget slægtskab med ham.

Jeg siger: Meget udmærket, nu ved vi i det mindste, at vi er noget værd (Latter), for der er folk, der vil betale noget for os, en meget rig regering, der udsteder instruks om at købe os. Der er 4000 millioner fattige i verden, og de betaler ikke en cent for nogen af dem (Latter og applaus). De har hævet vores kurs på markedet.

Jeg fortæller jer det, fordi vi er ved at udvide vort medicinske hjælpeprogram til Surinam, som allerede har bedt om mere end 60 læger. Der er ligefrem en region i Canada, en autonom provins, hvis myndigheder har bedt om læger. De siger: Det er, fordi vi ikke her kan finde nogen til at gøre tjeneste ved polarcirklen, der er ingen, der vil derhen. Vi siger straks til dem: Ja. Diskuter det med jeres regering, for det er dens anliggende. Det er klart, at de måtte tage af sted på andre betingelser, selvfølgelig, ikke for forretningens skyld, men udfra den elementære logik, da det drejer sig om et industrialiseret land; deres tjeneste skulle aflønnes rimeligt, men beskedent, da det ikke er den økonomiske interesse, der driver os, men et oprigtigt ønske om internationalt samarbejde på sundhedens område, hvor vi disponerer over tilstrækkelige menneskelige ressourcer.

Hvis den canadisk leder får overvundet hindringerne for at lægerne kan tage afsted, så vil vi have cubanske læger lige fra Amazones urskov til den arktiske polarcirkel (Applaus). Men vore bestræbelser koncentrerer sig om den Tredje Verden: vi betaler vore læger et beskedent salær, som de modtager i vort land. Det er godt, vi glæder os, lægerne er meget tilfredse med denne opgave; de har en høj moral og en stor internationalistisk tradition.

Fra andre steder har de allerede bedt os om samarbejde. Således ser vi, at den idé, der opstod for at hjælpe Haiti og gik videre i Centralamerika, nu udbreder den sig over Latinamerika og Caribien. Vi har ikke penge, men vi har menneskelig kapital (Applaus).

I må ikke opfatte det som selvros; men man måtte samle alle lægerne i de Forenede Stater, jeg ved ikke, hvor mange de er, for at se, om de kunne finde 2000 frivillige, der var rede til at rejse afsted til de sumpe, bjerge og ugæstfrie steder, hvor vore læger tager hen. Det ville være ulejligheden værd med en lille prøve, for at se det, skønt jeg ved, at der også dér er altruistiske læger, det nægter jeg ikke; men at samle 2000, tage bort fra konsumsamfundets levefod og rejse til en sump i Moskitoland, som ikke engang de spanske erobrere kunne tåle, det er nu meget (Latter og applaus), måske kan de ikke klare det. Men dér er de cubanske læger: en menneskelig kapital.

Hvis vi tager en af hver tre læger, kunne vi tilbyde det program, som vi har tilbudt Haiti og Centralamerika, til hele resten af Latinamerika, hvor der er lignende forhold, alle de steder, hvor børn dør og voksne dør, fordi de ikke har lægehjælp, og hvor ingen tager hen. Vi har foreslået det; det tager tid, så vidt jeg kan se; men vort land kan svare. Se, hvilken menneskelig kapital man kan samle!

Hvor mange liv kan der reddes? Vi har fremført og offentligt foreslået den idé, at landene i vor region forener kræfterne for at redde en million liv hvert år, blandt dem de hundreder af tusind børns liv. Man kan ligefrem regne ud, hvad det koster at redde den million liv, og børnenes liv er dem, der koster mindst, fordi når vi kommer op i årene, så har vi brug for flere radiumplader og laboratorieanalyser og for at købe flere medikamenter og alt det; børnene overlever næsten af sig selv, når de har passeret de første år; somme tider redder en vaccine, der koster nogle få cent, et liv; det er vaccinen mod børnelammelse bevis for.

Vi har givet det oplæg om, at en million liv kan reddes hvert år med en lille smule af de penge, der ødes på bjerge af luxusudgifter, og at lægerne er til disposition. Man kan have alle Europas lægemidler og alligevel ikke redde denne million liv, hvis der ikke er de 15.000 til 20.000 læger, der er brug for til at gennemføre et program som dette.

Jeg taler til jer om dette, det er nødvendigt at begrunde det, for at I skal vide, hvad Cuba er i dag, hvorfor Cuba er sådan, og hvilke normer der hersker i Cuba, dette land, der bagtales så usselt med hensyn til menneskerettigheder; det land, hvor der med 40 års revolution aldrig har været en forsvinden, hvor der aldrig har været et tilfælde af tortur (Applaus), hvor der ikke er dødspatruljer og der heller ikke har været politiske mord eller sådanne ting; ligesom der ikke er forsømte gamle, forladte børn i gaderne uden skole og lærere, eller noget menneske glemt og overladt til sin egen skæbne.

Vi ved godt, hvad der er sket visse steder, hvor vore naboer i nord er kommet, som dem der i Centralamerika organiserede regeringens sammenbrud i et af regionens vigtigste lande i 1954; der indrettede deres rådgivere sig med deres manualer for tortur, repression og død; i mange år eksisterede kategorien fanger ikke; den kendte man ikke, kun døde og forsvundne. Hundrede tusind forsvundne på et år! og dertil 50.000 døde. Vi kunne tilføje det, der skete i mange andre lande med tortur, mord, forsvinden, gentagne nordamerikanske militærinterventioner under et hvilket som helst - eller intet - påskud. De husker det ikke; de taler ikke om det, de har tabt hukommelsen; over for den frygtelige erfaring, folkene i vort Amerika har gennemlevet, tilkaster vi dem den udfordring: vi vil vise med gerning, med realiteter, hvem der har en menneskelig indstilling til livet, hvem der har virkelige humanitære følelser, og hvem der er i stand til at gøre noget for mennesket; ikke løgne, slagord, desinformation, hykleri, bedrag og alt det, som de har været i gang med i vor region i løbet af dette århundrede (Applaus).

Jeg ved, at I ikke har brug for, at jeg forklarer det; men nu da jeg er kommet ind på emnet, føler jeg pligt til at sige det, for hvor mange gange har I ikke mødt desinformerede mennesker, der troede - om blot en smule af de tonsvis af løgne og bagtalelser, som de har rettet mod vort land, for at ramme os, for at gøre os møre, isolere os, splitte os. De har ikke haft held til at splitte os, og de skal heller ikke få det! (Applaus).

Jeg har fortalt jer disse ting i den største fortrolighed. Jeg kunne ikke komme at tale til jer som i 1959 om at organisere en ekspedition for at løse problemerne i et naboland (Latter); vi ved meget godt, at i dag kan intet land alene med egne kræfter løse sine problemer; det er realiteten i denne globaliserede verden. Her kan man siger: Vi redder os alle, eller vi går alle til grunde (Applaus). Martí sagde: "Fædrelandet er menneskeheden", en af de mest usædvanlige sætninger, han udtalte. Sådan må vi tænke, fædrelandet er menneskeheden!

Jeg husker fra Cubas historie tilfældet med en spansk officer, der under 10-årskrigen, den første kamp for Cubas uafhængighed, da den spanske regering skød otte uskyldige lægestuderende, som de anklagede for at have profaneret en højreekstremists grav; med en udødelig gestus for harme og protest knækkede han sit sværd og udbrød: "Før fædrelandet er medmenneskeligheden" (Applaus). Klart, at der er dele af denne menneskehed, der er nærmere, og andre der er fjernere. Når vi taler om menneskehed, tænker vi i første række på vore latinamerikanske og caribiske søskende, som vi aldrig vil glemme (Applaus), og dernæst, hvad angår resten af denne menneskehed, der bebor vor planet, må vi lære dette koncept, disse principper - og ikke blot lære dem, men føle dem og praktisere dem -, som er indeholdt i Martís sætning.

Først har vi latinamerikanske folkeslag pligt til at forene os uden at spilde et minut; afrikanerne forsøger at gøre det; de i det sydøstlige Asien har ASEAN og søger former for økonomisk integration, og Europa gør det hastigt. Det vil sige, i de forskellige regioner i verden vil der blive subregionale og regionale unioner.

Bolívar drømte om en udstrakt regional union, fra Mexico til Argentina. Som I ved, blev den Amfiktyonske kongres saboteret af herrerne fra nord, som også satte sig imod den bolivarianske idé om at sende en ekspedition under kommando af Sucre for at befri øen Cuba, noget der var uundværligt for at fjerne enhver risiko for truslen om et modangreb fra det frygtindgydende og hårdnakkede spanske moderland; så vi blev ikke glemt i Venezuelas historie (Applaus). I dag, da vi har haft held til at befri den fra en meget stærkere magts herredømme, er vores helligste pligt at forsvare den til bedste for vore brødres interesser og selve deres sikkerhed på denne halvkugle.

Det er klart, at man må arbejde med forskellige former for samarbejde og mulig integration, skridt for skridt, men hurtige skridt, hvis vi ønsker at overleve som regional enhed, der har samme kultur, sprog og så mange skikke til fælles, som Europa ikke har; for jeg ved ikke, hvordan en italiener skal gøre sig forståelig for en østriger (Latter) eller en finne, eller en tysker for en belgier eller portugiser, og alligevel har de allerede skabt den Europæiske Union og gør hurtigt fremskridt mod en større økonomisk integration og den totale monetære union. Hvorfor anse os for at være ude af stand til i det mindste at tænke på formler af den type? Hvorfor ikke opmuntre alle unions- og integrationstendenserne i alle lande med vort sprog, vor kultur, vor tro, vort blandede blod, der løber i årerne på det meget store flertal? Og når der ikke eksisterer blanding i blodet, så bør den eksistere i ånden (Applaus).

Hvad var de, der udkæmpede kampen i Ayacucho? Sletteboer og folk fra Caracas, venezuelanere fra øst og vest, columbianere, peruanere og ecuadorianere; forenede var de i stand til at gøre det, de gjorde. Det uforglemmelige samarbejde med argentinere og chilenere manglede ikke. Vor største synd er, at vi derefter mistede 200 år.

Om 11 år er det 200-årsdagen for Venezuelas uafhængighedserklæring og derefter de øvrige landes, det ene efter det andet. Næsten 200 år! Hvad har vi gjort i de 200 år, delte, opsplittede, balkaniserede, undertvungne? Det er lettere at klare syv små dværge end en bokser, selv om vi siger, det er en letvægts (Latter). De har ønsket at bevare os som dværgagtige og delte naboer for at holde os under deres herredømme.

Jeg talte om nødvendigheden for enhed, ikke alene Sydamerikas men også Centralamerikas og Caribiens, og det er et særligt øjeblik for at erklære det, i lyset af det, der sker i Venezuela. De har ønsket at splitte os. Hvad den store magt i nord ønsker, er AFH og ikke andet; en Aftale om Fri Handel og fast-track - fast-track vil sige hurtigt, har jeg forstået, ikke? Hurtigt skridt. Ja, jeg anbefaler også et fast-track for os, hurtige skridt til, at vi forenes (Applaus). Det latinamerikanske svar på nordens fast-track bør være Central- og Sydamerikas fast-track (Applaus).

Man må hjælpe Brasilien og opmuntre det. For vi ved meget godt, at det ikke behager de Forenede Stater, at MERCOSUR så meget som eksisterer; denne union er en kim til en bredere enhed, og den kan vokse. Der er allerede andre nabolande, der ikke er ret langt fra at nærme sig MERCOSUR. Vi betragter det som en subregional union, som et skridt henimod en regional union, Sydamerikas første, og så næste skridt, så hurtigt som muligt, for at den kan omfatte også Caribien og Centralamerika.

Vi tænker på nødvendigheden af at gøre fremskridt i kontakterne, koncepterne, koordineringen og så mange praktiske skridt, man kan gå i den retning, før end vi tillader os den luxus at gå ind i betragtninger om skabelse af en monetær union. Udarbejde ideer og koncepter er, som vi vurderer det, på dette område alt, hvad vi kan gøre umiddelbart. Og imedens undgå for enhver pris det politiske og økonomiske selvmord at erstatte vore nationale valutaer med de nordamerikanske penge, hvordan end vanskelighederne og fluktuationerne måtte bliver, som den nuværende økonomiske orden har påført os. Det ville slet og ret betyde annexion under de Forenede Stater. Det ville være slut med at blive betragtet som uafhængige nationer, og vi måtte give afkald på enhver mulighed for at tage del i udformningen af fremtidens verden. At forene os, at samle og øge kræfterne er uomgængeligt under de nuværende omstændigheder.

Nu skal mødet mellem staterne i det Caribiske hav finde sted, i april måned i Den Dominikanske Republik; og dernæst, næsten med det samme, mødet i Rio de Janeiro med den Europæiske Union. Vi har visse interesser fælles med europæerne; de interesser sig for visse af vore ting, og vi os for visse af deres. At leve slavebundne af een valuta, som vi gør i dag, er en tragedie, og vi glæder os over, at der med euroen kommer en rival til den olympiske mester, der har guldmedaljen (Latter).

At styrke de Forenede Nationer er en anden presserende nødvendighed. Det er nødvendigt at demokratisere de Forenede Nationer, at give til generalforsamlingen, hvor absolut alle de lande, der er med, er repræsenterede, den største autoritet, de funktioner og den rolle, der tilkommer den; man må gøre en ende på sikkerhedsrådets diktatur og indenfor sikkerhedsrådet det diktatur, der udøves af de Forenede Stater (Applaus). Hvis ikke man kan afskaffe vetoretten, fordi de, der har det sidste ord ved en reform af denne type, netop er dem der ejer retten til at veto'e den, så lad os med styrke forlange, at privilegiet deles, og at antallet på permanente medlemmer øges adækvat fra fem, så det svarer til det nuværende antal medlemmer og de store forandringer, der er sket på 50 år, så at den Tredje Verden, hvor et stort antal lande er opstået som selvstændige stater efter den 2. verdenskrig, kan deltage med lige rettigheder i dette vigtige organ i de Forenede Nationer. Vi har forsvaret ideen om at kræve to til Latinamerika og Caribien, to til Afrika og to til den underudviklede del af Asien som et minimum. Hvis to ikke skulle være nok, kunne tallet øges til tre i en eller flere af de nævnte regioner. Vi udgør det overvældende flertal i de Forenede Nationers generalforsamling. Vi kan ikke tillade, at man bliver ved med at ignorere os.

Vi ville ikke sætte os imod, at andre industrialiserede lande skulle komme ind, men vi giver absolut prioritet til, at der er permanente medlemmer fra Latinamerika og Caribien og de øvrige nævnte regioner med de samme rettigheder, som de andre permanente medlemmer af dette råd har (Applaus). Hvis ikke, så vil vi have tre kategorier af medlemmer: de permanente med vetoret, de permanente uden vetoret, og de andre, som ikke er permanente. Dertil er der blevet føjet en vanvittig ting, eller snarere en opfindelse af de Forenede Stater for at splitte og dermed bevare privilegierne i deres nuværende status og samtidig reducere rettighederne for de mulige nye permanente medlemmer: ideen om at lade medlemskabet gå på omgang mellem to eller flere lande pr. region. Altså reducere den vitale reform til nul, ingenting, til det rene vand.

Man kan regulere den irriterende vetorettighed på anden måde, hvis man vil, kræve et større antal medlemmer. for at den kan anvendes, man kan give generalforsamlingen mulighed for at deltage i fundamentale beslutninger. Ville det ikke være det mest demokratiske og retfærdige?

Der må der udkæmpes en kamp. Der er brug for en union af alle lande i den Tredje Verden, det siger vi til afrikanerne, når vi mødes med dem, og asiaterne, og til caribierne, til alle i de internationale organer: i de Forenede Nationer, i møderne for bevægelsen af ikke-allierede lande, i Lomé-møderne, i 77-gruppen, alle steder. Vi er et væld af lande med fælles interesser, ivrige efter fremskridt og udvikling; vi udgør en umådelig majoritet i næsten alle de internationale institutioner, og vær sikre på, at der er en stigende bevidsthed om den skæbne, de tiltænker os. Man må arbejde, overtale, kæmpe og holde ud. Aldrig tabe modet.

De i nord intrigerer konstant for at dele os. Jeg vil nævne fire eksempler med relation til Latinamerika.

De kan ikke lide MERCOSUR, som allerede har opnået økonomiske succes'er, om det så kun er en kim til den store integration, vi håber på og de absolut ikke ønsker. Hvad finder de på? Vel, mange ting: først opfinder de disse møder på vor halvkugle, hvor Cuba er udelukket, en slags svar på det første latinamerikanske topmøde i Guadalajara.

De opfinder den idé, at der ikke skal være mere end eet muligt permanent medlem i sikkerhedsrådet for Latinamerika for at spille forskellige betydelige medlemmer fra vor region ud imod hinanden. Og pludseligt føjer de til, at det ville være rimeligt, at lade posten gå på omgang mellem Brasilien, Argentina og Mexico, selvfølgelig uden vetoret.

Pludselig opfinder de den særlige kategori strategisk allieret for Argentina, hvilket vækker mistanke og bekymring blandt omkringliggende broderlande, der er kaldede til at forene sig og samarbejde snævert, netop som MERCOSUR gør fremskridt.

De opfinder den machiavelliske beslutning om at frigive salg af avancerede våben til regionens lande, som kunne udløse et bekosteligt, ruinerende og splittende våbenkapløb mellem dem. Hvorfor disse våben, når den kolde krig ikke eksisterer mere og heller ikke USSR-spøgelset og ejheller nogen anden ydre trussel mod sikkerheden, som ikke udgår fra selve de Forenede Stater? Kan disse våben måske bidrage til enheden, samarbejdet, integrationen, fremskridtet og freden mellem os? Hvad skal der til, for at vi får åbnet øjnene og endelig forstår, hvad de geostrategiske mål for denne politik er?

Vort lille land har de ikke kunnet blive ved med at udelukke alle steder. Nu deltager vi i de latinamerikanske topmøder; vi er medlemmer af associationen af caribiske stater; vi er med i SELA [latinamerikansk økonomisk system]; vi er blevet optaget i ALADI [sammenslutning til latinamerikansk integration], vi har udmærkede relationer til CARICOM [det caribiske fællesskab]; vi skal være med til det store topmøde mellem den Europæiske Union, Latinamerika og Caribien, der skal finde sted i Rio de Janeiro; vi har haft adgang som observatører hos Lomé-konventionens lande; vi er aktive medlemmer af 77-gruppen og har som et medlem, der deltog fra grundlæggelsen, en fremtrædende plads i bevægelsen af ikke-allierede lande; vi er med i WTO, og vi er meget nærværende i de Forenede Nationer, der er et stort forum og en institution, der når den bliver demokratiseret ville kunne være grundpillen i en retfærdig og human globalisering.

Hvad er det, vi gør der? Vi taler, forklarer, fremlægger problemer, som vi ved påvirker på meget nært hold en stor del af menneskeheden, og det gør vi frit, for der er broderlande i Afrika, Asien, Latinamerika og andre steder, der kunne ønske at fremlægge sager med samme energi, men de har ikke de samme muligheder som Cuba, der allerede er udelukket fra alle de internationale finansielle institutioner, er blokeret og undergivet en økonomisk krig og derfor ikke kan rammes af nogen repressalier af den karakter, styrket gennem en hård kamp i 40 år, som giver os absolut frihed til at gøre det. De andre kan have vitalt brug for en kredit i Verdensbanken, eller i den interamerikanske bank, eller en anden regional bank, eller for en forhandling med den monetære fond, hvad der er en af de mange mekanismer, de Forenede Stater bruger, og som begrænser deres handlemuligheder. Det har været en opgave, Cuba mange gange har taget på sig.

Trods alt er der folk, der er så tapre i vor egen verden, at f.eks. det cubanske forslag mod blokaden i de Forenede Nationer i år fik støtte af 157 stemmer mod 2 (Applaus). Syv år har vi gjort dette. Den første gang var der ca. 55 stemmer for, fire eller fem imod; alle de andre afstod fra at stemme eller var fraværende. Hvem vil have problemer med yankee'erne? for dér skal man stemme med oprakt hånd (Latter).

Men frygt fortaber sig; og den fortabte sig efterhånden; værdighed kan vokse; og den vokser. Allerede det følgende år var der nogle og tres, så nogle og halvfjerds, senere var det over hundrede, og nu efter støtte fra næsten 160 lande mod to kan støtten ikke vokse mere, for til slut vil der ikke være nogen tilbage til at støtte de umenneskelige, grusomme og endeløse foranstaltninger undtagen de Forenede Stater, hvis da ikke de en dag stemmer for os og støtter det cubanske forslag (Latter og applaus).

Det går fremad, det vinder terræn. Folkene ved, at der mange gange fremsættes bagtaleriske beskyldninger. De ved det pr. intuition eller instinkt. Folkene har et stort instinkt! Desuden, de kender dem; for de gør alle vegne det samme med alle, mishandler folk og spreder egoisme og had. De kender dem. Det er svært at skjule foragten, og det er meget, det som landene i den Tredje Verden lider over for arrogancen og foragten.

De Forenede Staters regeringer har givet os mulighed for at kæmpe med fuld styrke ved at blokere os, konstant plage os og udelukke os fra alting; og vi er endda lykkelige over at være udelukkede og til gengæld frie til at kunne tale uden kompromis'er på enhver tribune i verden, hvor der er så mange retfærdige sager at forsvare (Applaus).

Vi vil kunne tage generelle hensyn, af de grunde som jeg allerede har forklaret, til andre lande; men til dem, der udgør den fundamentale bastion for reaktionen og uretfærdigheden i vor epoke, kan vi sige sandheden og altid sandheden, med eller uden relationer, med eller uden blokade. Lad dem ikke gøre sig den fjerneste illusion om, at hvis de en dag suspenderer blokaden, så vil Cuba holde op med at tale med samme åbenhjertighed og samme ærlighed, som det har talt med i disse 40 år! (Applaus og udråb). Det er en historisk pligt.

Om et øjeblik slutter jeg, hvis I tillader det (Udråb: Nej!). Husk, at jeg er her på besøg (Latter), og jeg befinder mig her foran jer, foran jer universitetsstudenter; jeg er i det land, som jeg ærligt beundrer og holder meget af (Applaus og udråb).

Dette er ikke en smigrers ord. Jeg har altid været meget glad for historie. Det første, jeg studerede, var netop historien, for da de satte mig i første klasse, udleverede de mig straks en bog med hellig historie - der lærte jeg nogle ting, som jeg stadig husker (Latter), og selvfølgelig historien om arken, udvandringen fra Ægypten, kampene og overgangen over det Røde Hav. Undertiden taler jeg med nogle rabbin-venner, og jeg siger til dem: "Fortæl mig, hvor de vendte om" (Latter). I spøg, jeg respekterer virkelig religionerne, for jeg har betragtet det som min elementære pligt at respektere enhvers tro. Undertiden diskuterer jeg ligefrem relativt teologiske spørgsmål om verden, universet. I forbindelse med pavebesøget havde jeg den tilfredsstillelse og den mulighed at lære at kende nogle virkelig meget intelligente teologer, hvem jeg bombarderede med spørgsmål af den type (Latter og applaus).

Jeg dristede mig ikke til at stille spørgsmål om dogmer eller trosspørgsmål, men nok spørgsmål af den anden slags: verdensrummet, universet, teorierne om dets oprindelse, mulighederne for at der eksisterer liv på andre planeter eller ej og andre ting, som man kunne tale om meget alvorligt. Med alvor og respekt kan man tale om hvad som helst, og udfra denne respekt spurgte vi og spøgte endda somme tider.

Godt, altså, det var her, jeg var, og jeg skulle til at sige, at noget bør jeg sige om Venezuela. Er det ikke rigtigt, om I tillader det? (Applaus og udbrud: Ja!). I vil sige: "Han kom til Venezuela og sagde ikke noget om os". Jeg advarer om, at dette er ikke let, af grunde som jeg allerede har forklaret.

Jeg begyndte med at sige til jer, at det var et land, som jeg holdt meget af; heraf historien om min kærlighed til historie, den universelle historie, historien om revolutionerne og krigene, Cubas historie, Latinamerikas historie og specielt Venezuelas. Gennem den kom jeg til at identificere mig meget med Bolívars liv og ideer.

Skæbnen ville, at Venezuela blev det land, der kæmpede mest for uafhængigheden på denne halvkugle (Applaus). Det begyndte her, og de havde en legendarisk forløber som Miranda, der ligefrem opnåede at lede en hel hær på slagmarken og udkæmpede berømte slag, der et bestemt øjeblik hindrede en invasion på den franske revolutions territorium. Tidligere var han i de Forenede Stater og kæmpede for det lands uafhængighed. Jeg har en stor samling bøger om Mirandas fabelagtige liv, skønt jeg ikke har kunne læse dem allesammen. Altså havde venezuelanerne Miranda, forløberen for Latinamerikas uafhængighed, og dernæst Bolívar, befrieren, der for mig altid var den største blandt historiens store mænd (Nogle blandt tilhørerne siger: Også Fidel!).

Giv venligst mig den 40.000. plads. Jeg husker altid en sætning af Martí, der blev præget ind i min bevidsthed: "Al verdens ære kan være i en majskorn". Mange af historiens store mænd var optaget af æren, og der er ingen grund til at kritisere dem. Begrebet om tiden, fornemmelsen af historien, fremtiden, vigtigheden og overlevelseskraften i ens livs handlinger, som et menneske kan have, er naturlig og forklarlig, og måske var det det, de forstod ved ære. Bolívar holdt af at tale om æren, og han tale meget kraftigt om æren, og man kan ikke kritisere ham, for en stor glorie vil altid ledsage hans navn.

Det martianske begreb om æren, som jeg fuldstændig deler, er det, der kan forbindes med personlig forfængelighed og selvforherligelse. Individets rolle i vigtige historiske begivenheder er blevet meget debatteret og endog anerkendt. Det, der især glæder mig i Martí's sætning, er ideen om betydningsløsheden af mennesket i sig selv over for menneskehedens enormt vidtrækkende betydning og universets ufattelige storhed, det faktum at vi virkelig er som et lillebitte støvkorn, der svæver i rummet. Men det faktum formindsker ikke en smule menneskets storhed; tvært imod, det ophøjer det, når som i Bolívars tilfælde han bar i sit sind et helt univers fuldt af retfærdige ideer og ædle følelser. Derfor beundrer jeg Bolívar så meget. Derfor betragter jeg hans værk som så enormt. Han hører ikke til ætten af dem, der erobrede territorier og nationer, ejheller af dem, der grundlagde imperier, som gav andre berømmelse. Han skabte nationer, befriede territorier og gjorde det af med imperier. Desuden var han en brillant soldat og en fremtrædende tænker og profet. I dag forsøger vi at gøre det, som han ville gøre, og som ikke er blevet gjort endnu: forene vore folk for imorgen, idet vi følger tråden i den samme enhedstænkning, den eneste der svarer til vor art og vor epoke, at menneskene kan kende og leve i en forenet verden, retfærdig og fri, det, som han ønskede at gøre med de folkeslag, der bestod af hvide, sorte, indianere og mestitser, med vort Amerika.

Her er vi, på denne jord, for hvilken vi føler en særlig beundring, respekt og kærlighed. Da jeg kom for 40 år siden, udtrykte jeg det således med dyb taknemmelighed, for intet sted modtog de mig bedre, men så meget hengivenhed og begejstring. Det eneste, der kan gøre mig flov, er, at jeg faktisk var i børnehavealder, da det første møde fandt sted i dette berømmelige universitet (Latter og applaus).

Efter at have sagt det går jeg over til at fremstille så kortfattet som muligt de overvejelser, jeg ville gøre med hensyn til Venezuela.

Sikkert vil ikke alle være enige i dem. Det vigtigste er, at enhver analyserer dem ærligt, oprigtigt og objektivt.

Tal og data, som denne besøgende har forsøgt at analysere, bringer ham til den konklusion, at Venezuelas folk bliver nødt til at konfrontere sig tappert og intelligent, i dette nye morgengry, med alvorlige vanskeligheder, som udspringer af den aktuelle økonomiske situation.

Eksport af varer ifølge Centralbankens rapport:

I 1997: 23.400 millioner dollar (her er ikke inkluderet de tjenester, hvor indtægter og udgifter mere eller mindre opvejer hinanden).

I 1998: 17.320 millioner. Det vil sige, at værdien af eksporten på blot et år er gået 6.800 millioner dollar ned.

Råolie (hovedposten i eksporten) - priser: 1996: omkring 20 dollar pr. tønde; 1997: 16,50 dollar; 1998: omkring 9 dollar.

De vigtigste mineraler: jern, aluminium, guld og afledte produkter som stål, alle er i større eller mindre grad gået ned i pris. De to poster udgør 77% af eksporten. Altså råolie og mineraler.

Handelsoverskud:

1996: 13.600 dollar.

1998: 3.400 dollar.

Forskel: 10.200 millioner på kun 2 år.

Betalingsbalance:

1996: 7.000 millioner i Venezuelas favør.

1998: 3.418 millioner i landets disfavør.

Forskel: mere end 10.000 millioner.

Disponible internationale reserver:

1997: 17.818 millioner.

1998: 14.385 millioner.

Nettotab: 3.500 millioner på et år.

Udlandsgæld:

1998: 31.600 millioner, der ikke inkluderer privat kortfristet gæld. Ca. 40% af landets budget bruges på afbetaling og forretning af udlandsgæld.

Den sociale situation i henhold til forskellige nationale og internationale kilder, bekræftet igår ordret af præsident Chávez (Applaus):

Arbejdsløshed - sagde han: De officielle tal taler om 11-12 procent. Der er andre tal, der angiver 20%.

Underbeskæftigelse (som vel inkluderer arbejdsløsheden) - bemærkningen i parentes har jeg føjet til - ligger omkring 50%.

Næsten en million børn på overlevelsesstadiet - det var det ord, han brugte.

Børnedødelighed på næsten 28 af 1000 levendefødte. 15% af dødsfaldene skyldes underernæring.

Boligmangel: 1.500.000.

Kun hvert 5. barn afslutter grundskolen; 45% af de unge er ikke i sekundærskole.

Hvis I tillader det som et eksempel: i Cuba er omkring 95% af denne aldersgruppe i sekundærskole. Det er næsten det højeste, man kan nå. Jeg siger det, fordi tallet 45% fraværende fra skole virkelig gør indtryk.

Til disse data, der er givet af præsidenten i hans korte sammenfatning, kunne føjes andre, der er taget fra forskellige troværdige kilder.

Mere end en million børn er på arbejdsmarkedet; mere end 2,3 millioner, der ikke er i skolesystemet, har ikke noget arbejde.

I de sidste 10 år, er mere end en million venezuelanere, der tilhørte middelklassen, kategori C, - som I ser, er der også kategorier i middelklassen, - gået over til kategorien fattige og forarmede, der i dag er oppe på 77% af befolkningen på grund af fald i indtægter, arbejdsløshed og virkningerne af inflationen. Det vil sige, at C, D og E er de kategorier, der i dag omfatter de fattige til de forarmede.

Dette skete, som præsident Chávez udtrykte det med dybe og bitre ord, i Bolívars oprindelige fædreland, den nation i Amerika, der er rigest på naturressourcer, med næsten en million kvadratkilometer og ikke mere end 22 millioner indbyggere.

Jeg forsøger at overveje det.

Jeg bør først og fremmest sige, at jeg er ven med Chávez (Applaus). Men ingen har bedt mig om, end ikke antydet, at jeg skulle gå ind på noget bestemt emne. Ingen leder i hans hold, ingen politiker eller venezuelansk ven vidste overhovedet noget om, hvad jeg ville sige denne eftermiddag her på et så vigtigt og strategisk sted som Venezuelas Central Universitet. Jeg gør mig disse overvejelser helt og aldeles på eget ansvar i håb om, at de er nyttige.

Hvad er det, der bekymrer os? Jeg synes at se i dette øjeblik en enestående situation i Venezuelas historie. Jeg har set to enestående øjeblikke: først det i januar 1959, og 40 år senere det usædvanlige folkelige røre den 2. februar 1999. Jeg har set et folk blive genfødt. Et folk som det, jeg så på Plaza del Silencio, hvor jeg var en smule mere stille end her (Latter), hvor jeg ligefrem måtte svare på en storartet mand fra Caracas, fordi jeg af elemtær pligt som besøgende nævnte nogle få personer, der var i regeringen og begyndte med admiral Larrazábal, og da jeg nævnte en anden vigtig politisk personlighed i tiden, blev der en råben og skrigen der, protester der måtte få mig til også at protestere. Jeg beklagede mig, fordi det var pinligt for mig, jeg tror, at jeg ligefrem rødmede. Og jeg sagde til dem: "Jeg nævner ikke noget navn, for at I skal pibe ham ud". Jeg beklagede mig over for den enorme masse, der var på Plaza del Silencio. Disse masser var uden tvivl revolutionære.

Jeg mødte påny det indtryksfulde billede af et folk i en ekstraordinær sindstilstand, men under anderledes omstændigheder. Dengang var forhåbningerne blevet lagt bagude. Jeg vil ikke forklare hvorfor; det overlader jeg til historikerne. Denne gang er forhåbningerne i forgrunden, jeg ser i dem en sand genfødsel for Venezuela, eller i det mindste en enestående stor mulighed for Venezuela. Jeg ser det som noget, der ikke blot er i venezuelanernes interesse, men i latinamerikanernes interesse; og jeg ser det som noget, der er i alle verdens folks interesse, efterhånden som denne verden går fremad, for der er ingen anden mulighed, mod en universel globalisering. Der er ingen udvej, der er ingen alternativer. Så med det kan jeg ikke forsøge at smigre jer, men snarere minde om jeres pligt, nationens, folkets pligt, alle de, der er blevet født efter hint besøg, de yngste, de mest modne, der virkelig har en opgave af enormt ansvar foran sig. Jeg tror, at muligheder somme tider er gået tabt; men der ville ikke være nogen undskyldning for jer, hvis I taber denne (Applaus).

Den, der taler til jer, er en person, der har haft det privilegium og den mulighed at have erhvervet nogen politisk erfaring, at have gennemlevet en hel revolutionær proces, og det i et land, hvor - som jeg fortalte jer - folk ikke ønskede at høre tale om socialisme. Når jeg siger folk, betyder det det store flertal. Dette samme flertal støttede revolutionen, støttede lederne, støttede oprørshæren; men der var skræmmebilleder, som de var bange for. Det, som Pavlov gjorde med de berømte hunde, det var, hvad de Forenede Stater gjorde med mange af os, og hvem ved med hvor mange millioner latinamerikanere: at skabe betingede reflekser i os.

Vi har været nødt til at kæmpe meget mod knaphed og fattigdom; vi har måttet lære at gøre meget med lidt. Vi har haft bedre og dårligere tider, især da det lykkedes at få handelsaftaler med den socialistiske lejr og Sovjetunionen, og vi forlangte mere retfærdige priser for vore eksportprodukter; for vi så, at det, som de eksporterede, gik op i pris, og vores, hvis vi havde lavet en aftale for fem år, blev stående på den pris hele den periode; så ved slutningen af femårsperioden havde vi mindre købeevne. Vi foreslog den glidende klausul: når priserne steg for de produkter, som de eksporterede, så steg automatisk priserne på de produkter, vi sendte til dem. Vi tyede til diplomatiet, doktrinen og den veltalenhed, som er en forudsætning hos revolutionære i et land, der måtte overvinde så mange hindringer.

Sovjetterne havde virkelig sympati for Cuba og nærede stor beundring for vor revolution; for det skabte forbløffelse hos dem at se et lille land, nabo til de Forenede Stater, rejse sig mod den stærke supermagt; det som de mindst havde forestillet sig, og det som de mindst havde tilrådet nogen, - hvilket held, at vi ikke havde bedt om nogens råd (Latter), skønt vi allerede havde læst næsten det samlede bibliotek med bøgerne af Marx, Engels, Lenin og andre teoretikere; vi var overbeviste marxister og socialister.

Med denne feber og denne børnesygdom, som vi unge plejer at have, og endda også mange gange vi gamle (Applaus), optog jeg de grundprincipper, som jeg lærte i denne litteratur, og de hjalp mig til at forstå samfundet, jeg levede i, som til da for mig havde været et indviklet virvar, der ikke havde nogen overbevisende forklaring af nogen beskaffenhed. Og jeg bør sige, at det berømte Kommunistiske Manifest, som Marx og Engels brugte så lang til på at udarbejde, - man ser, at dets hovedforfatter arbejdede samvittighedsfuldt, en vending han plejede at bruge, og måtte revidere det flere gange, end Balzac reviderede en side i enhver af sine romaner, - det gjorde stort indtryk på mig, thi for første gang i mit liv så jeg visse sandheder, som jeg aldrig havde set.

Før det var jeg en slags utopisk kommunist. Jeg studerede en enorm bog, duplikeret, på ca. 900 sider, det første kursus i politisk økonomi, som lovskolen underviste os i, - det var en politisk økonomi inspireret af kapitalismen, men den nævnte og analyserede kortfattet de forskellige skoler og synsvinkler, og så på det andet kursus, da jeg viste stor interesse for emnet og tænkte udfra rationelle synspunkter, uddrog jeg mine egne konklusioner og hørte op med at være utopisk kommunist. Sådan kalder jeg det, for den havde ingen støtte i noget videnskabeligt eller historisk grundlag, men i de gode ønsker hos denne elev, der nyligt var udgået fra jesuitternes skole; dem er jeg i dag meget taknemmelig, for de lærte mig nogle ting, der har hjulpet mig i livet, især at have en vis styrke, en vis æresfølelse og visse etiske principper, som disse spanske jesuitter indprentede deres elever, skønt de var meget langt fra de politiske og sociale ideer, som jeg måtte have nu.

Men fra den skole udgik jeg som sportsmand, opdager og bjergbestiger og kom ind på Havanas Universitet som politisk analfabet uden det held at have en revolutionær lærer, der kunne have været så nyttig for mig i den etape af mit liv.

Ad disse veje kom jeg til mine ideer, som jeg bevarer og opretholder med voksende troskab og iver, måske ved at have en smule mere erfaring og viden, og måske også ved at have fået lejlighed til at overveje nye problemer, der end ikke eksisterede i Marx' epoke.

For eksempel ordet miljø, det kan ingen have sagt i hele Karl Marx' liv, med undtagelse af Malthus, der sagde, at befolkningen voksede progressivt, og at næringsmidlerne ikke var nok til så mange, idet han derved gjorde sig til en slags forløber for økologisterne, skønt han havde ideer om økonomi og løn, som man ikke kan være enig i (Latter).

Så jeg bruger altså den samme skjorte, som jeg kom til dette universitet med for 40 år siden (Applaus), som vi angreb Moncada-kasernen med, og som vi gik fra borde fra Granma med (Applaus). Jeg kunne driste mig til at sige, trods de mange sider eventyr, som enhver kan finde i mit revolutionære liv, at altid forsøgte jeg at være lærd, men forsigtig; selv om jeg måske har været mere lærd end forsigtig.

I skabelsen og udviklingen af den cubanske revolution, optrådte vi, som Martí sagde, da han talte om det store antiimperialistiske mål med sine kampe, kort før han døde i kamp: "Det har måttet være i stilhed og ligesom indirekte; for der er ting, som man for at nå dem må gå stille med, og ved at proklamere dem som det, de er, ville der rejse sig altfor voldsomme vanskeligheder til, at man kunne nå målet".

Jeg var diskret. Ikke så meget som jeg burde, for alle de mennesker, jeg mødte, begyndte jeg at forklare Marx' ideer og klassesamfundet, så at i den folkelige bevægelse, hvis feltråb i kampen mod korruptionen var "Skam mod penge", og som jeg havde meldt mig ind i, da jeg lige var kommet til universitetet, fik jeg ry for at være kommunist. Men jeg var allerede i de sidste år af min uddannelse ingen utopisk kommunist, men den gang en atypisk kommunist, der handlede frit. Jeg udgik fra en realistisk analyse af vort lands situation. Det var tiden med Macartyisme, den næsten totale isolering af Partido Socialista Popular, som det marxistiske parti i Cuba hed, og der var til gengæld i den bevægelse, jeg havde meldt mig ind i, og som var blevet til Partido del Pueblo Cubano (det cubanske folks parti), en stor menneskemasse, som efter min bedømmelse havde klasseinstinkt, men ikke klassebevidsthed, bønder, arbejdere, håndværkere, personer af middelklassen, gode folk, ærlige, potentielt revolutionære. Partiets grundlægger og leder, en mand af stor karisma, havde taget sit eget liv på dramatisk vis måneder før statskuppet i 1952. Af de unges rækker i dette parti næredes siden vores bevægelse.

Jeg var aktiv i denne politiske organisation, som faktisk allerede var ved at falde i hænderne på rige mennesker, som det skete med alle, og jeg vidste udenad alt, hvad der ville ske efter den nu uundgåelige valgsejr; men jeg havde udarbejdet nogle ideer, også for egen regning, - forestil jer, at en utopist kan finde på hvadsomhelst, - om hvad der skulle ske i Cuba, og hvordan det skulle gøre, til trods for de Forenede Stater. Man måtte lede disse masser ad en revolutionær vej. Måske var det takket være den taktik, vi fulgte. Klart, vi havde Marx', Engels' og Lenins bøger med i bagagen.

Under angrebet på Moncada-kasernen tabte vi en bog af Lenin, og i retssagen var det første, som batistaregimets propaganda sagde, at det drejede sig om en sammensværgelse af korrupte "priister" fra den nyligt afsatte regering, med penge fra de mennesker, og tilmed kommunistisk. Det er ikke til at vide, hvordan de to kategorier kunne forenes.

I retten påtog jeg mig mit eget forsvar. Ikke fordi jeg skulle betragte mig selv som en god advokat, men jeg troede, at den bedste til at forsvare mig i det øjeblik var mig selv; jeg tog advokatkåben på og tog plads, hvor advokaterne var. Det var en politisk sag mere end en straffesag. Jeg forsøgte ikke at blive frikendt, men at udbrede ideer. Jeg begyndte med at udspørge alle de forbrydere, som havde myrdet i dusinvis af kammerater og optrådte som vidner; sagen blev rettet mod dem (Applaus). Så den følgende dag tog de mig væk derfra, isolerede mig, erklærede mig syg (Latter). Det var det sidste, de gjorde, fordi de havde stor lyst til at gøre det af med mig på een gang; men, vel, jeg vidste udmærket, hvorfor de var bange. Jeg vidste og ved, hvordan psykologien er hos alle de mennesker, kendte sindstilstanden, situationen i folket, forkastelsen og den enorme harme, som deres mord bevirkede, og jeg var også en smule heldig; men faktum er, at i begyndelsen, mens de forhørte mig, kommer bogen af Lenin frem; en eller anden tager den frem: "De havde en bog af Lenin".

Vi havde forklaret, hvad vi var: martianere, det var sandt; at vi ikke havde noget at gøre med den korrupte regering, der havde forladt magten; at vi havde sat os sådanne og sådanne mål. Det fortalte vi. Om marxisme-leninisme sagde vi ikke et ord, og det havde vi heller ikke grund til. Vi sagde, hvad vi var nødt til at sige; men da bogen om for dagens lys i retten, blev jeg virkelig irriteret og sagde: "Ja, denne bog af Lenin er vores; vi læser bøger af Lenin og andre socialister, og den, der ikke læser dem, er en ignorant". Sådan bekræftede jeg det over for dommere og andre der på stedet (Applaus).

Det modsatte var utåleligt. Vi ville ikke sige: "Se, denne lille bog har nogen anbragt der". Nej, nej. (Latter).

Bagefter blev vort program fremlagt, da jeg forsvarede mig i retten. Hvis nogen ikke vidste, hvad vi tænkte, var det fordi de ikke ønskede at vide, hvordan vi tænkte. Måske ønskede man at ignorere denne tale, der er kendt som Historien Vil Frikende Mig, hvormed jeg ene forsvarede mig selv der, fordi, som jeg forklarede, de satte mig udenfor, de erklærede mig syg; de dømte alle de andre, og mig sendte de på et hospital for at dømme mig, i en lille sal; de indlagde mig ikke rigtigt, men anbragte mig i en isoleret celle i fængslet. I hospitalet var den lillebitte sal, der var lavet om til retssal med dommerne og nogle få sammenpressede personer, alle militære, hvor de dømte mig, og jeg havde den glæde at kunne sige der alt, hvad jeg tænkte, fuldtud, ret udfordrende.

Jeg spørger mig selv, sagde jeg, hvorfor de ikke sluttede sig til, hvordan vi tænkte, for det hele var der. Den indeholdt, kan man sige, grundvoldene til et socialistisk regeringsprogram, skønt jeg naturligvis var overbevist om, at det ikke var øjeblikket til at gøre det; at dette måtte have sine etaper og sin tid. Vi talte allerede om landbrugsreformen, og vi talte endda blandt mange andre ting af social og økonomisk karakter om, at hele merværdien - uden at nævne det ord, selvfølgelig (Latter), - de fortjenester, som alle disse herre med så mange penge, havde, skulle bruges til landets udvikling, og jeg lod forstå, at regeringen måtte tage ansvar for denne udvikling og disse overskudspenge..

Jeg talte endda om guldkalven. Jeg mindede igen om Bibelen og sagde: "dem, der tilbeder guldkalven" med klart henblik på dem, der ventede alt af kapitalismen. Ting nok til at udlede, hvordan vi tænkte.

Bagefter har jeg tænkt over, at det er sandsynligt, at mange af dem, der kunne blive påvirket af en rigtig revolution, absolut ikke troede på os, for i 57 år med yankee neokolonialisme var der blevet proklameret mere end eet progressivt eller revolutionært program; de herskende klasser troede aldrig på os som noget muligt eller noget, der ville blive tilladt af de Forenede Stater, og de ofrede det heller ikke megen opmærksomhed, de accepterede det, fandt det ligefrem pudsigt; tilsidst plejede alle programmer at blive forladt, og folk blev korrupte, og muligvis sagde de: "Det er meget udmærket, virkelig meget sympatisk; de romantiske unge menneskers illusioner, hvorfor skal vi tage os af det?"

De følte modvilje mod Batista, de beundrede den frontale kamp mod hans uanstændige og korrupte regime, og muligvis undervurderede de den tankegang, der var indeholdt i det forsvarsindlæg, hvori var grundlaget for det, vi siden gjorde, og det, vi tænkte, - med den forskel, at mange års erfaring har beriget vores bevidsthed og vores opfattelse af alle disse temaer. Så det er min tankegang, og jeg har sagt det lige siden dengang.

Vi har oplevet den hårde erfaring med en lang revolutionær periode, især de sidste 10 år, stående under meget vanskelige omstændigheder over for overordentlig stærke kræfter. Vel, jeg vil sige sandheden: vi opnåede, hvad der syntes umuligt at opnå. Jeg vil sige, at der næsten, næsten skete mirakler. Selvfølgelig, lovene blev lavet sådan, som de var blevet lovet, og den altid hovmodige og arrogante modstand rejste sig rasende fra de Forenede Stater, der havde megen indflydelse i vort land, og processen radikaliseredes for hvert anslag og hver aggression, der rettedes imod os; således begyndte den lange strid, der har varet til i dag. Kræfterne polariseredes i vort land med det heldige udfald, at det meget store flertal var for revolutionen, og et mindretal, der måske udgjorde 10% eller mindre, var imod den; så der har altid været en stor enighed og en stor støtte i hele den proces lige til i dag.

Jeg ved, hvilke ting man kan bekymre sig for, for vi selv gjorde en stor kraftanstrengelse for at overvinde disse fordomme, der eksisterede, for at formidle ideer, for at skabe en bevidsthed hos folk, og det var vanskeligt.

Jeg husker den første gang, jeg talte om racediskrimination. Jeg måtte i fjernsynet sådan noget som tre gange. Jeg var overrasket over, i hvor høj grad de fordomme var trængt igennem, som vore naboer fra nord havde bragt os, mere end vi havde antaget: hvor mange klubber der var for hvide, og de andre kunne ikke komme der, og så mange badestrande, næsten alle strandene, især i hovedstaden, var for de hvide; der var ligefrem særskilte parker og offentlige promenader, hvor nogen gik i den ene retning og andre i den anden, alt efter hudfarve. Det, vi gjorde, var, at vi åbnede alle strandene for hele folket og lige fra de første dage bandlyste diskriminationen på alle rekreative steder, parker og promenader. Denne ydmygende uretfærdighed var absolut uforenelig med revolutionen.

En dag talte jeg og forklarede disse ting. Hvilken frygtelig reaktion, hvilke rygter, hvilke løgne! De sagde, vi ville påbyde hvide at gifte sig med sorte, og sorte med hvide. Vel, det var lige som den uhyrlighed, de en dag fandt på med, at vi ville tage forældremyndigheden fra familien. Igen måtte jeg i tv om diskriminationstemaet for at besvare alle disse rygter og intriger og forklare en gang mere. Det fænomen, der ikke var andet end en påført racistisk kultur, en ydmygende og grusom fordom, kostede det arbejde at overvinde.

Det vil sige, vi brugte i de år en stor del af tiden på at forme bevidstheder og på at forsvare os mod udenlandske aggressionsekspeditioner og trusler, beskidt krig, attentatplaner, sabotager etc. I vort land kom der bander af bevæbnede lejesoldater i alle provinser, formidlet og finansieret af de Forenede Staters regering; men vi kom dem i forkøbet, gav dem ikke tid; de fik ikke den mindste chance for at få fremgang, for vor egen erfaring med irregulær krig var meget frisk, og praktisk talt blev vi et af de meget få revolutionære lande, hvor banderne blev totalt opløst tros den logistiske hjælp, de fik fra udlandet. Det brugte vi megen tid på.

Et problem, en konkret bekymring som jeg har, er, at man ser - og det er naturligt, -at der har rejst sig mange forventninger i Venezuela på grund af det ekstraordinære resultat af valgene. Hvad taler jeg om? Om tendensen - der er naturlig, logisk - i befolkningen til at drømme, ønske, at et stort antal ophobede problemer bliver løst i løbet af måneder. Som jeres ærlige ven, og for egen regning, tror jeg, at der er problemer, der ikke vil blive løst hverken på måneder eller år (Applaus).

Derfor læste jeg tallene op, for lignende tal oplever vi og analyserer vi hver dag i vort land; hvordan er prisen på nikkel eller sukker? hvor meget gav en hektar sukkerrør? om der blev tørke, om der ikke blev det? hvor meget man får ind, hvor meget man skylder? hvad er det nødvendigt at købe? hvad koster pulvermælk, kornvarerne, de uundværlige medikamenter, råstoffer til produktionen og alle de andre ting, og hvad er det nødvendigt at gøre?

Et bestemt øjeblik opnåede vi at sætte skub i sukkerproduktionen, fordoblede den praktisk talt; der var gode priser, vi skaffede maskiner og begyndte at anlægge infrastruktur, investeringerne i industri og landbrug forøgedes, alene begrænset af de sovjetiske teknologiske ressourcer, som i nogle ting var mere avancerede og i andre mere tilbagestående, generelt brugte de meget brændstof.

Men alt det stål, vi havde brug for udover vor egen produktion, købte vi. En halv million kubikmeter tømmer fra Sibirien kom til Cuba hvert år, erhvervet med sukker, nikkel og andre produkter, idet den glidende pris - den aftale, der var opnået inden oliepriserne eksploderede - bevirkede, at prisen på sukker og andre eksportartikler steg i samme målestok som prisen på olie (Applaus) Og ved I, hvor meget vi kom op på at forbruge? Tretten millioner tons brændstof årligt, ikke alene på grund af transportsektoren, mekaniseringen af landbruget, byggerierne, havnebyggerierne, titusinder kilometer af landeveje, hundreder af store og små dæmninger, især til landbruget, boliger, kvægbrug alle udstyret med malkemaskiner, skoler i massevis og andre sociale institutioner, men også energiforbrug i industri og boliger. Elektrificeringen af landet nåede op på at komme 95% af befolkningen til gode. Der var ressourcer, og hvad jeg kunne sige, er, at vi ikke engang var i stand til at administrere dem med den største effektivitet.

Nu har vi rigtignok lært det. I de fede køers tid lærer man ikke meget; i de magre - godt magre - køers tid da lærer man meget. Men vi gjorde mange ting, der gav os de resultater på det økonomiske, sociale og mange andre områder, som jeg har fortalt om.

Vort land har også førstepladsen i undervisning, i lærer pr. indbygger. Fornylig lavede man en UNESCO-rapport, der tilfredsstillede os meget. De foretog en rundspørge blandt 54.000 børn i tredje eller fjerde klasse om deres viden i matematik og sprog i 14 latinamerikanske lande, blandt dem de mest avancerede, og med den fik de et gennemsnit: nogen var over gennemsnittet og andre under; men den plads, der tilkommer Cuba blev med en bred margin førstepladsen, næsten det dobbelte af gennemsnittet for resten af Latinamerika (Applaus). I alle nøgletallene, såsom elevernes alder pr. klasse, tilbageståenhed, børn der ikke går klassen om, og andre faktorer, hvormed de måler den grundlæggende undervisning, indtager vi uden undtagelse ærespladsen, der placerer vort land alene i kategori 1.

Der er en stor mængde nye lærere, og for hvert år, der går, får de større viden og erfaring. Og ligeledes er der en stor mængde læger, og for hvert år får de større viden. Og det samme sker med fagfolk og på andre områder. Den procentdel af bruttoindkomsten, som vi investerer i videnskab, er uden sammenligning højere end i de mest avancerede lande i Latinamerika, med titusinder af videnskabelige arbejdere, mange af dem med akademiske grader og voksende viden. Vi har gjort mange ting og først og fremmest investeret i menneskelig kapital.

Hvad kan der være grund til at frygte? Lad mig sig jer dether i al åbenhjertighed, og jeg er villig til at sige det hvorsomhelst. I oplevede en periode med de fede køer (De siger til ham, at det er længe siden), for længe siden, rigtigt. I 1972 var prisen pr. tønde olie 1,90 dollar. Cuba, for eksempel, kunne ved revolutionens sejr for nogle få hundrede tusind tons sukker købe de 4 millioner tons brændstof, som landet brugte, til den normale verdenspris på sukker dengang. Vi blev reddet af den omtalte glidende pris, lige som den pludselige prisstigning på brændstof kom; men da krisen kom, og det var ude med USSR og dermed vort vigtigste marked og enhver slags aftalt pris, måtte vi reducere til halvdelen de 13 millioner tons brændstof, som vi plejede at bruge; en stor del af det, vi eksporterede, måtte vi investere i brændstof, og vi lærte at spare.

Jeg har allerede fortalt jer om baseballspillerne, men jeg kan tilføje, at der i enhver hytte og enhver landsby var baseballspillere, og de og deres fans og alle og enhver blev kørt på vogne med traktor til spillet, og der var oven i købet mange traktorførere, der tog hen at besøge deres kæreste på traktor (Latter). Vi var kommet op fra 5000 traktorer til 80.000.

Folket ejede det hele, og vi havde skiftet system, men vi havde ikke lært alt for meget om, hvordan man skulle kontrollere og administrere alt det, og vi begik også nogle fejl af idealisme. Men vi havde mere at dele, end vi har i dag. Der var mere end een, der sagde, at Cuba havde "socialiseret fattigdommen". Dem svarede vi: "Ja, det er bedre at socialisere fattigdommen end at fordele de sparsomme rigdomme blandt en lille minoritet, der får det hele, mens resten af folket ingenting får".

Nu ser vi os mere end nogensinde nødsaget til at fordele med størst mulig lighed det, vi har. Men der er opstået privilegier i vort land, af grunde der har været uundgåelige for os: familiegaver, turisme, åbningen inden for visse rammer af udenlandsk investering, ting der gjorde opgaven vanskeligere for os på det politiske og ideologiske område, fordi pengenes magt er stor, den kan man ikke undervurdere.

Vi har måttet kæmpe meget med alt det, men vi drog den konklusion, at i en glasmontre kan man leve meget rent, og hvem der lever der totalt aseptisk, den dag, da han kommer ud, kan en myg, et insekt, en bakterie gøre det af med ham, lige som mange bakterier, parasitter og vira, som spanierne medbragte, dræbte et stort antal indfødte på denne halvkugle. De manglede immunitet over for dem. Vi sagde: "Lad os lære at arbejde under vanskelige omstændigheder, for når alt kommer til alt, så udvikler dyden sig i kampen mod lasten". Og således har vi været nødt til at konfrontere os med mange problemer under de nuværende omstændigheder.

I fik en etape med enorme indtægter, da prisen steg fra 1,90 dollar pr. tønde i 1972 til 10,41 i 1974, 13,03 i 1978, 29,75 i 1979, til den nåede den fabelagtige prise 35,69 i 1980. I de fem følgende år, mellem 1981 og 1985, var gennemsnitsprisen pr. tønde 30,10, en sand flod af indtægter i konvertible valutaer på den måde. Jeg ved, hvad der skete siden, for jeg har mange venner, erhvervsfolk, og hver gang, jeg så dem, spurgte jeg, hvordan situationen var, hvordan deres løn var den gang, og hvordan reallønnen var 10 år senere. Jeg har været vidne til, hvordan de gik ned hvert år til i dag. Det tilkommer ikke mig at foretage analyse af anden karakter. Altid stillede jeg venezuelanerne disse spørgsmål og tænkte på landets situation. Nu er det ikke de fede køers tid, hverken for Venezuela eller for verden. Jeg opfylder en ærespligt, en vennepligt, en broderpligt ved at minde jer om, at I udgør en stærk intellektuel avantgarde, tænke grundigt over disse emner og samtidig udtrykke over for jer vor bekymring for, at denne logiske, naturlige og menneskelige forventning, affødt af en slags politisk mirakel, der er sket i Venezuela, på kort sigt kan vende sig til skuffelse og til en svækkelse af en så ekstraordinær proces (Applaus).

Jeg spørger mig selv, det bør jeg, og det gør jeg: Hvilke heltegerninger, hvilke økonomiske mirakler kan man vente umiddelbart med priserne på de vigtigste venezuelanske eksportprodukter så langt nede og olie til 9 dollar pr. tønde, altså den laveste pris i de sidste 25 år, en dollar der har langt mindre købekraft end den gang, en befolkning, der er meget større, en enorm ophobning af sociale problemer, en international økonomisk krise og en verden, der er globaliseret neoliberalt?

Jeg hverken kan eller bør sige et ord om, hvad vi selv ville gøre under sådanne omstændigheder. Jeg kan ikke; jeg er her som gæst, ikke som rådgiver eller meningstilkendegiver eller den slags. Jeg overvejer blot.

Lad mig sige, at jeg vil ikke nævne lande, men der er nogle meget vigtige af dem med en situation, der er vanskeligere end jeres, I som forhåbentlig kan overvinde vanskelighederne.

Jeres situation er vanskelig, men ikke katastrofal. Sådan ville vi se på det, hvis vi var i jeres sted. Jeg vil sige jer noget mere med samme åbenhed; I kan ikke gøre det, som vi andre gjorde i 1959. I vil blive nødt til at have meget mere tålmodighed end vi, og jeg hentyder til den del af befolkningen, der ønsker radikale og øjeblikkelige sociale og økonomiske forandringer i landet.

Hvis den cubanske revolution havde sejret i et øjeblik som dette, så havde den ikke kunnet holde. Samme cubanske revolution, der har gjort, hvad den gjorde. Den kom, og det var ikke på beregning, men ved et sært historisk tilfælde, 14 år efter den Anden Verdenskrig, i en bipolær verden. Vi kendte dengang ikke en eneste sovjetrusser, og vi fik aldrig en eneste patron fra en sovjetrusser for at gennemføre vor kamp og vor revolution, ejheller lod vi os lede af nogen politisk rådgivning efter sejren, og ingen forsøgte det heller nogen sinde, for vi var meget modvillige over for det. Især vi latinamerikanere bryder os ikke om, at nogen siger, hvad vi skal.

I det øjeblik var der naturligvis en anden stærk pol; vi kastede et anker i den pol, der netop var født ud af en stor social revolution, et anker der reddede os fra meget over for det monster, vi havde foran os, og som, ikke så snart vi havde gennemført en jordreform, nedskar forsyningen af olie og andre vitale ting, og reducerede sukkerimporten, til den nåede nulpunktet, så de på et minut fratog os et marked, der var blevet bygget op gennem mere end 100 år. De andre solgte os til gengæld olie til verdenspris, ja; med betaling i sukker, ja; med verdensprisen for sukker, ja. Men vi eksporterede sukker til USSR, og der kom olie, råmaterialer, fødevarer og mange andre ting. Det gav os tid til at danne en bevidsthed, det gav os tid til at sprede ideer, det gav os tid til at skabe en ny politisk kultur (Applaus); det gav os tid! tilstrækkelig tid til at skabe den styrke, der tillod os siden at modstå de utroligt meget vanskeligere tider.

Hele den internationalisme, vi praktiserede, og som allerede er nævnt, gav os også styrke.

Jeg tror, at intet land har oplevet vanskeligere forhold. Der er ikke skyggen af praleri, hvis jeg siger det til jer, og jeg prøver at være objektiv, at intet andet land på jorden ville have modstået. Der kan være nogle, hvis jeg tænker på vietnameserne, tror jeg, at vietnameserne var i stand til en hvilken som helst modstand (Applaus); jeg tænker på kineserne, og kineserne var ligeledes i stand til enhver heltegerning.

Der er folkeslag, der har særlige karakteristika og omstændigheder; i virkeligheden meget rodfæstede og enestående kulturer, nedarvede fra deres forfædre i tusind år, hvilket skaber en enorm modstandsevne. I Cuba drejede det sig om en kultur, der for en stor del var arvet fra en verden, der vendte sig imod os; vi var omgivet til alle sider af fjendtlige regimenter, fjendtlige kampagner, blokade og økonomisk pres af enhver slags, som komplicerede vor revolutionære opgave usædvanlig meget; seks år med krig mod banderne, hvormed den stærke nabo organiserede sin taktik i den beskidte krig; bjerge af år i kamp mod terrorister, attentatplaner, - hvorfor skal jeg fortælle jer det? alene for at sige, at jeg føler mig meget privilegeret, efter 40 år, ved at have kunnet vende tilbage til dette for mig så uforglemmelige og elskede sted (Applaus), som bevis på deres ineffektivitet og fiasko, der så mange gange forsøgte at fremskynde for mig den naturlige og uundgåelige dødsproces.

Nu kan vi sige, som den løjtnant gjorde, der tog mig til fange i en skov en morgen uden for Santiago de Cuba nogle dage efter angrebet på kasernen Moncada. Vi havde begået den fejl, - altid er der en fejl, - da vi var trætte af at sove på klippegrund og rødder, at sove i en lille palmebladstækket hytte, der var der, og vi vågnede med geværerne mod brystet, en løjtnant tilfældigvis sort, heldigvis, og nogle soldater med opsvulmede blodårer, tørstige efter blod, og uden engang at vide, hvem vi var. Vi var ikke blevet identificerede. Først identificerede vi os ikke; de spurgte om vore navne, og jeg sagde et eller andet navn; klogt, hvad! (Latter), snedigt, ikkesandt! (Applaus), måske intuition, instinkt. Jeg kan forsikre jer om, at jeg ikke følte frygt, for der er øjeblikke i livet, hvor det er sådan; når en allerede er beredt til døden, så er det snarere æren, stoltheden, værdigheden, der reagerer.

Hvis jeg gav dem mit navn, så ville det have været: ta-ta-ta! de ville straks have gjort det af med den lille gruppe. Nogle minutter senere fandt de i nærheden forskellige våben, der var blevet efterladt der af nogle kammerater, som ikke var i fysisk stand til at fortsætte kampen, nogle af dem var sårede, som i fuld enighed med alle de andre var på vej tilbage byen for at melde sig direkte til domsmyndighederne. Vi var tre tilbage, bare tre bevæbnede kammerater! der blev taget til fange, som jeg forklarede.

Men denne løjtnant, hvor utroligt! Dette har jeg aldrig fortalt i detaljer offentligt, han gik og beroligede soldaterne, og det kunne han næsten ikke. Da de var ved at søge i omgivelserne og fandt de andre kammeraters våben, blev de rasende. De holdt os bundne og pegede på os med de ladte geværer; men nej, denne løjtnant gik fra den ene side til den anden og beroligede dem, mens han gentog med lav stemme: "Ideer kan man ikke dræbe, ideer kan man ikke dræbe". Hvem har indgivet den mand at sige det?

Det var en allerede moden mand, han havde studeret lidt på universitetet, nogle kurser; men han havde den idé i hovedet og fandt det nødvendigt at udtrykke den med lav stemme, som om han talte med sig selv: "Ideer kan man ikke dræbe". Vel, da jeg lagde mærke til den mand og så, at han havde den holdning, og at han i et kritisk øjeblik, da han med nød og næppe kunne forhindre, at disse rasende soldater skød, så rejste jeg mig og sagde til ham: "Løjtnant", - til ham alene, selvfølgelig, -"jeg er den og den, hovedansvarlig for aktionen; da jeg så Deres ridderlige adfærd, kunne jeg ikke narre Dem; jeg vil, De skal vide, hvem de har som fange". Og manden sagde til mig: "Det skal ikke blive sagt til nogen!" "Det skal ikke blive sagt til nogen!" (Applaus). Jeg applauderer den mand, fordi han reddede mit liv tre gange på nogle timer.

Nogle minutter senere førte de os væk, soldaterne var stadig meget irriterede. Nogle skud, der lød ikke langt derfra, bragte dem i alarmtilstand, og de sagde til os: "Kast jer ned på jorden, kast jer ned på jorden!" Jeg blev stående oprejst og sagde: "Jeg kaster mig ikke til jorden!" Det forekom mig at være en strategi for at gøre det af med os, og jeg sagde, Nej!. Jeg sagde også til løjtnanten, der insisterede på, at de skulle beskytte os: "Jeg kaster mig ikke til jorden; hvis De vil skyde, så skyd" Så sagde han til mig - læg mærke til, hvad han sagde: "De er meget tapre, unge mænd". Hvilken utrolig reaktion!

Jeg vil ikke sige, at han i det øjeblik reddede mit liv; i det øjeblik gjorde han den gestus. Efter at vi var kommet til en landevej, får han os op i en lastvogn, og der var en kommandant i nærheden, som var meget blodtørstig; han havde dræbt adskillige kammerater og ville, at de skulle udlevere fangerne til ham; løjtnanten nægtede og sagde, at det var hans fanger og han ikke ville udlevere dem. Han satte mig op foran i førerhuset. Kommandanten krævede, at han bragte os til Moncada, og løjtnanten hverken udleverede os til kommandanten, - der reddede han os for anden gang, - og han bragte os heller ikke til Moncada; han bragte os til fængslet, midt i byen; for tredje gang reddede han vores liv. Der ser I, og han var officer i den hær, som vi kæmpede imod. Senere, da revolutionen havde sejret, forfremmede vi ham, og han blev kaptajn, adjudant for landets første præsident efter sejren.

Som den løjtnant sagde, ideer kan man ikke dræbe (Applaus), vore ideer døde ikke, ingen kunne dræbe dem; og de, ideer vi spredte og udviklede i løbet af disse nogen og tredive år, indtil 1991, sådan cirka, da den specielle periode begyndte, var dem, der gav os styrke til at holde ud. Uden disse år, som vi brugte til at undervise, sprede ideer, bevidsthed, dyb solidaritetsfølelse i folkets inderste og en generøs internationalistisk ånd, havde vort folk ikke haft styrke til at holde ud.

Jeg taler om ting, der har at gøre med spørgsmål om politisk strategi; de er meget komplicerede, for de kan tolkes på den ene eller den anden måde, og jeg ved meget godt, hvad det er, jeg vil sige. Jeg har fremført, at ikke engang en revolution som vores, der sejrede med støtte fra mere end 90% af befolkningen, en enig støtte, begejstret, en stor national enhed, en frygtelig politisk kraft, ville have kunnet holde ud; vi ville ikke have kunnet bevare revolutionen under de aktuelle omstændigheder i denne globaliserede verden.

Jeg råder ikke nogen til at lade være med at kæmpe, på den ene måde eller den anden; der er mange, og blandt dem masseaktionen, hvis rolle og voksende styrke altid er afgørende.

Den dag i dag er vi involveret i en stor kamp om ideer, om videregivelse af ideer alle steder; det er vores arbejde. I dag ville det ikke falde os ind at sige til nogen: Lav en revolution lige som vores, for under de omstændigheder, vi kender, - efter vor mening ganske godt, - ville vi ikke kunne foreslå: Gør det, vi andre gjorde. Måske, hvis vi havde været i den epoke, ville vi sige: Gør det, som vi andre gjorde; men i den epoke var verden en anden, og erfaringerne var andre. Vi har meget større viden, meget mere bevidsthed om problemerne, og selvfølgelig er oven i alt det respekten og bekymringen for de andre.

Under de revolutionære bevægelser i Centralamerika, hvor situationen blev meget vanskelig for dem, fordi der allerede eksisterede en monopolær verden og ikke engang revolutionen i Nicaragua kunne fastholde magten, og de drøftede fredsforhandlinger, besøgte de os ofte; de havde et langt venskab med Cuba og bad os om vores mening, og vi sagde til dem: "Bed ikke om vore meninger om dette. Hvis vi havde været i jeres sted, så ville vi vide, hvad vi skulle gøre, eller vi kunne tænke over, hvad vi burde gøre; men man bør ikke give råd til en anden, når det er den anden, der skal udføre meninger og synspunkter om spørgsmål så vitale som det at kæmpe til døden eller forhandle. Det kan kun de revolutionære selv i ethvert land afgøre. Vi vil støtte den beslutning, I tager". Det var en enestående erfaring, og det er første gang, jeg fortæller det også. Enhver har sine valgmuligheder, men ingen har ret til at påføre andre sin egen filosofi i spørgsmål om liv eller død. Derfor siger jeg, at det er så delikat at give råd.

Det er en anden sag med kriterier, synspunkter og meninger om globale spørgsmål, der påvirker jordkloden, anbefalelsesværdige taktikker og strategier i kampen. Som verdensborgere og medlemmer af den menneskelige art, har vi ret til med fuldstændig klarhed at udtrykke vore tanker for alle, der måtte ville lytte til os, det være sig revolutionære eller ej.

For meget lang tid siden lærte vi, hvordan relationerne til progressive og revolutionære kræfter bør være. Her, over for jer, begrænser jeg mig til at videregive ideer, overvejelser, begreber, der er forenelige med vore fælles kår som latinamerikanske patrioter, for jeg gentager, jeg ser en ny tid i Venezuela, en grundpille, urokkelig og uadskillelig fra vort Amerikas historie og skæbne. En har ret til at have tillid til sin erfaring og sin synsvinkel; ikke at vi skulle være ufejlbarlige, så langt fra, eller fordi vi ikke har begået fejl, men fordi vi har haft lejlighed til at studere på det lange kursus i et akademi af 40 års revolution.

Derfor gav jeg udtryk for, at I ikke har en katastrofal situation, langtfra, selv om det rigtignok er en økonomisk vanskelig situation, der indebærer risici for den mulighed, vi synes er på vej.

Der har været nogle tilfælde, der har gjort indtryk. Denne situation er opstået for Venezuela i det kritiske øjeblik i Latinamerikas integration; et særligt øjeblik, hvor de, der bor længere mod syd, i deres fælles bestræbelser behøver støtten fra dem i det nordlige Sydamerika (Applaus); det vil sige, de behøver jeres støtte. Det øjeblik er kommet, hvor Caribien behøver jer. Det øjeblik er kommet, hvor I kan være forbindelsesleddet, broen, bindeleddet, som I vil sige, eller en stålbro mellem Caribien, Centralamerika og Sydamerika. Ingen har som I de forudsætninger for at kæmpe for noget, der er så vigtigt og som kommer i første række i dette vanskelige øjeblik, for unionen, integrationen, vil vi sige, for overlevelsen, om I vil, ikke alene Venezuelas, men alle landes i vor kultur, af vort sprog og vor race (Applaus).

I dag er det mere end nogensinde nødvendigt at være bolivarianer; i dag må man mere end nogensinde løfte dette banner, at fædrelandet er menneskeheden, i bevidstheden om, at vi kun kan redde os selv, hvis menneskeheden reddes (Applaus); at vi alene kan være frie, hvis vi opnår, at menneskeheden er fri, og det er vi meget, meget langt fra at være; hvis vi virkeligt opnår, at der er en retfærdig verden, og en retfærdig verden er mulig, og den er sandsynlig, skønt jeg ved at se, tænke og læse er nået til den konklusion, at der ikke er megen tid tilbage for denne menneskehed til at danne den.

Det er ikke alene mit eget synspunkt, jeg giver jer, men manges, som jeg har samlet sammen. Vi har fornylig holdt en kongres med 1000 økonomer, 600 af dem fra mere end 40 lande, mange eminente folk, og vi diskuterede oplæggene med dem: 55 planlagte oplæg blev diskuteret, debatteret, om de problemer med den neoliberalistiske globalisering, den internationale økonomiske krise, hvad der foregår. For jeg burde have tilføjet, at desværre har jeg ikke mange forhåbninger om, at priserne på jeres vigtigste produkter går op næste år, eller de to eller tre nærmeste år.

Vores eget nikkel er også gået ned til halv pris; bemærk, at prisen var på 8000 dollar pr. ton for ikke længe siden, og nu er den på 4000 dollar. Sukker stod for to dage siden til 6 cent, der ikke engang dækker produktionsomkostningerne, udgifterne til brændstof, reservedele, arbejdskraft, produktionsinput med videre. Dette er et socialt problem, ikke blot et økonomisk; hundrede tusinder af arbejder lever de steder med stor kærlighed til og rodfæstede traditioner for sukkerproduktion, overleveret fra generation til generation; og vi vil ikke til at lukke fabrikkerne; men sukkerproduktionen giver nærmest tab for tiden.

Vi har visse ressourcer. Turismen, grundlæggende udviklet med vore egne midler, har fået et stort opsving i disse år, og vi har taget en række beslutninger, der har været effektive. Jeg skal ikke forklare jer, hvordan vi har ordnet dem for at opnå dette, som jeg forklarede jer, uden chockpolitik, de berygtede terapier, som de benytter sig af i andre lande med så stor ufølsomhed; det var med forholdsregler om nøjsomhed, som blev forhandlet med hele folket. Før end de gik til parlamentet, kom de ud til folket, og det blev diskuteret med alle fagforeningerne, alle arbejderne, alle landmændene, hvad man skulle gøre med den og den pris, hvilken der skulle sættes op og hvorfor, og hvilken der ikke skulle sættes op og hvorfor, og det blev diskuteret med alle studenterne, i hundrede tusinder af forsamlinger. Så gik de til Nationalforsamlingen, og derefter vendte de endnu en gang tilbage til basen. Man diskuterede hver beslutning, der skulle tages, så det, der blev sat igennem, blev opnået ved enighed. Det opnår ingen ved at bruge magt.

De vise mænd i nord tror, eller foregiver at tro, at det er i kraft af magtanvendelse, at der eksisterer en cubansk revolution. De har ikke hjerne nok til at indse, at i vort land, der er oplært i ophøjede humane og revolutionære begreber, ville en sådan ting være umulig, absolut umulig (Latter og applaus). Det opnås kun ved enighed og ikke andet; ingen i verden kan opnå det uden ved hjælp af den største støtte og det største samarbejde fra folkets side. Men enigheden har sine forudsætninger. Vi lærte at skabe den og opretholde den og forsvare den. Så skal man nok få at se, hvilken styrke der er i en folk, der er forenet og beredt til at kæmpe og sejre.

Engang var der en lille forstyrrelse, der ikke var politisk i det væsentlige; det drejede sig om engang, da de Forenede Stater med alle midler stimulerede de illegale udvandringer til deres territorium og dér gav automatisk opholdstilladelse til cubanerne, hvilket ikke indrømmes nogen borger fra noget andet land i verden. Det tilskyndede til, at enhver hjulpet af Golfstrømmen ligefrem skulle lave en tømmerflåde mere sikker end Kon-Tiki for at rejse til det rige land - eller bruge motorbåde; der er mange mennesker, der har sportsbåde. De modtog dem med alle æresbevisninger; folk stjal både og blev modtaget der som helte.

I et tilfælde, der havde at gøre med en plan om at stjæle en passagerbåd i Habanas havn til udvandring, blev der en vis uro over det på skibene, og nogle begyndte at kaste sten mod nogle vinduer. Hvilken metode brugte vi så? Aldrig har vi brugt en soldat eller en politibetjent mod civile. Aldrig har der været en brandbil, der sendte stærke vandstråler mod mennesker, som disse billeder, der bliver vist i selv Europa næsten hver dag, eller folk med dykkerdragt, så det ser ud, som om de skal på rejse i det ydre rum (Latter og applaus). Nej, det er enigheden, der opretholder revolutionen, den, der giver den styrke.

Den dag, husker jeg, var jeg kommet til mit kontor, det var ved middagstide, da nyheden nåede mig. Jeg tilkalder eskorten og samler den.; de bar våben; jeg siger til dem: "Vi skal hen, hvor der er uroligheder. Det er absolut forbudt at bruge våben!" Jeg foretrak virkelig, at de skulle skyde mod mig, fremfor at bruge våben i den slags situationer; derfor gav jeg dem kategoriske instrukser, og i ro og orden gik de med mig derhen.

Hvor længe varede urolighederne, da vi nåede derhen? Et minut, måske nogle sekunder. Her stod folk på husenes balkoner; det var de fleste; men de var ligesom lidt slået ud, overraskede; der var nogle få asociale, der kastede med sten. Og pludselig begyndte de, - jeg tror, at det også ligefrem var dem, der kastede med sten, - at råbe hurra, og hele flokken satte sig i bevægelse; og det gjorde virkelig indtryk at se dette, hvordan folket reagerer, når de opdager noget, som er imod revolutionen!

Godt, jeg ville til Habanas bymuseum, hvor stadens historiker var: "Hvordan mon Leal har det?". De sagde, han var omringet i bymuseet. Men en stor menneskemængde fulgte os de få husblokke væk, i nærheden af Malecón, og man så ikke noget tegn på vold. "Ikke en enhed må bevæge sig, intet våben, ingen soldat". Hvis der er tillid til folket, og der udvises moral over for det, så er der aldrig brug for at bruge våben; i vort land har vi aldrig brugt dem (Applaus).

Hvad der altså er brug for, er folkets enhed, politisk kultur og dets bevidste og aktive støtte. Det kunne vi skabe ved lang tids arbejde. I venezuelanere kan ikke skabe det på nogle få dage eller måneder.

Hvis den, der stod her i dag, ikke var en gammel ven, en som I har gjort den store ære at modtage med hengivenhed og tillid; hvis det i stedet for en gammel, beskeden ven, - det siger jeg i al åbenhed, - jeg er ganske sikker på, at hvis det var en af Venezuelas fædre, - jeg drister mig til at sige: hvis det var hin mand af en sådan storhed og et sådant talent, han som drømte om Latinamerikas enhed, hvis det var ham, der i dag talte til jer, så ville han sige: "Red denne proces! Red denne mulighed!" (Lang applaus).

Jeg tror, at I kan blive lykkelige og vil føle jer lykkelige med mange af de ting, I kan gøre, meget som er inden for rækkevidde, det som afhænger af subjektive faktorer og meget få ressourcer. Det har vi gjort; men man kan faktisk ikke tænke på rigelige ressourcer. Med en smule læggen til og trækken fra forstår man det. I kan finde ressourcer, og I kan finde dem i mange ting for at tage jer af vigtige, grundlæggende, væsentlige spørgsmål; men man kan end ikke drømme om at det venezuelanske samfund for tiden igen skulle kunne disponere over de ressourcer, det en overgang havde, og som kom under meget anderledes omstændigheder. Der er en verden i krise, yderst lave priser på råstoffer, og det kunne fjenden forsøge at udnytte.

Vær sikre på, at vore naboer i nord ikke føler sig spor tilfredse med den proces, der finder sted i Venezuela (Applaus), og de ønsker den ikke held.

Jeg kommer ikke her for at sætte splid, slet ikke; tværtimod ville jeg gerne fremlægge visdom med forsigtighed, med al den nødvendige forsigtighed, den nødvendige og ikke mere end den nødvendige. Men det er nødvendigt, at I er habile politikere; I må oven i købet være habile diplomater; I må ikke skræmme mange mennesker. Mere som gammelt menneske end som djævel foreslår jeg, at I trækker færrest muligt fra (Latter og applaus).

En forandring, et skifte, en revolution i den betydning, som ordet har i dag, når man ser længere ud end til den stump jord, der så os blive født, når man tænker på verden, når man tænker på menneskeheden, så må man lægge til. Læg til og træk ikke fra. Se den løjtnant, der kommanderede den patrulje, der tog mig til fange, han blev lagt til, ikke trukket fra (Applaus). Jeg var i stand til at forstå den mand, som han var. Og sådan har jeg kendt nogle stykker i mit liv, jeg kunne sige: mange.

Det er sandt, at de sociale betingelser, den sociale situation er det, der bidrager mest til dannelsen af folks bevidsthed; men når alt kommer til alt, så var jeg søn af en jordbesidder, der havde temmelig meget jord i forhold til Cubas størrelse - måske ikke i forhold til Venezuela; men min far kom til at råde over omkring 1000 hektar ejendomsjord og 10.000 hektar forpagtet jord, som han udnyttede. Han var født i Spanien, og som ung, fattig landbo blev han sendt afsted for at kæmpe mod cubanerne.

Fornylig er der en, der har offentliggjort en meget hård artikel mod Spanien i et vigtigt nordamerikansk blad, hvor han forsøger at fornærme spanierne, fordi han er irriteret over, at de har forøget deres investeringer i Latinamerika. Man kunne se, at de var rasende, de vil have det hele for sig selv, de ønsker ikke een spansk peseta investeret i disse egne, langt mindre i Cuba, og han sagde blandt andet: Trods sine angreb på imperialismen, er Fidel Castro en beundrer af den spanske generobring. De fremstillede sagen som spaniernes generobring. Artiklen havde overskriften, "På jagt efter et nyt Eldorado", og i et øjeblik af sit rasende angreb tilføjer han: Den cubanske regent, søn af en spansk soldat, der kæmpede på den forkerte side i uafhængighedskrigen, kritiserer ikke generobringen.

Jeg tænker på min far, der må have været 16-17 år, gjort til soldat der, sendt til Cuba, som det blev gjort i de tider, og placeret i en spansk frontlinje. Kan man virkelig beskylde min far for at have kæmpet på den forkerte side? Nej. Han kæmpede i alt fald på den rigtige side, han kæmpede på spaniernes side. Hvad mon de vil? At min far skulle være udlært i marxisme, internationalisme og tyvetusinde andre ting, da han knapt nok kunne læse eller skrive? (Applaus). De indrullerede ham, ja, - sådan tænkte jeg, - og i alt fald kæmpede han på den rigtige side; de på den forkerte side er dem i yankee-bladet. Hvis han havde kæmpet på cubanernes side, havde han været på den forkerte side, for det var ikke hans land, han vidste heller ikke noget om det, han kunne heller ikke forstå, hvorfor cubanerne kæmpede. Han var en enfoldig rekrut, det vil sige, de bragte ham dertil, som de gjorde med andre hundrede tusinde. Da krigen var slut, sendte de ham tilbage til Spanien. Kort tid efter vendte han tilbage som arbejdsmand.

Senere blev min far jordbesidder; jeg blev født og levede på et gods, og det gjorde mig ingen skade; det lod mig få kontakt med mine første venner, der var de fattige børn på stedet, børn af lønarbejdere og små bønder, alle ofre for det kapitalistiske system. Senere kom jeg i skole og mere højt på strå, kunne man sige, men jeg kom godt fra det, heldigvis. Ja, jeg siger heldigvis. Jeg havde det held at være barn og ikke barnebarn af en jordbesidder, for hvis jeg havde været det, så var jeg formentlig blevet født, havde levet og var vokset i en eller anden by, blandt rige børn, i et meget fint kvarter; og jeg havde aldrig fået mine ideer om utopisk kommunisme eller marxistisk kommunisme, overhovedet ikke noget i den retning. I dette liv fødes ingen som revolutionær, eller poet, eller kriger, slet ikke; det er omstændighederne, der gør det ved et menneske eller giver det lejlighed til at være det ene eller det andet.

Hvis Columbus var blevet født et århundrede tidligere, ville ingen have hørt tale om ham. Spanien var endnu tildels besat af araberne. Hvis han ikke havde taget fejl, og der virkelig havde eksisteret en direkte vandvej til Kina, og han ikke var stødt ind i et uforudset kontinent, så ville han have holdt sig i live ca. 15 minutter på Kinas kyster; for hvis de erobrede Cuba med 12 heste, så havde mongolerne på den tid allerede kavallerihære med hundreder af tusinde soldater (Applaus). Læg vel mærke til, hvordan tingene er.

Om Bolívar siger jeg ikke noget, for Bolívar blev født, hvor han skulle fødes, den dag, han skulle fødes, færdig med det! (Applaus). Jeg vil lade ude af betragtning den hypotese om, hvad der ville være sket, hvis han var blevet født 100 år tidligere eller 100 år senere, for det var umuligt (Latter). (Nogen blandt tilhørerne siger: "Che").

Che? Che har været hvert sekund i mine ord og har talt herudfra! (Lang applaus).

Nu vil jeg virkelig slutte. Der er nogle forretningsfolk, der venter mig (Latter). Hvordan vender jeg nu talen? Vel, se, jeg vil sige det samme til jer, fremfor alt med al ærlighed (Latter). Jeg tror, der er en plads for alle ærlige mennesker i dette land, til alle følsomme personer, til alle personer, der er i stand til at lytte til fædrelandets og tidens stemme, jeg skulle sige: budskabet fra menneskeheden, som er det, I bør videregive til jeres landsmænd.

Jeg har allerede fortalt jer om et møde, hvori der deltog 600 økonomer fra adskillige lande, mange meget intelligente folk og af de mest forskellige skoler; vi analyserede alle disse problemer til bunds. Vi ville ikke et sekterisk møde, eller venstreorienteret, eller højreorienteret; selv Friedman inviterede vi; men, det er klart, med sine 82 år undskyldte han sig og sagde, at han ikke kunne. Selv hr. Soros inviterede vi, for at han der kunne forsvare sine synspunkter, og Chicago Boys, monetaristerne, neoliberalisterne; for det, vi ville, var at diskutere; og der blev diskuteret fem dage, det begyndte en mandag og sluttede en fredag.

Dette møde udsprang af et forslag, jeg gjorde på et tidligere latinamerikansk møde med økonomer. De talte om mange ting, jeg sagde så til dem: Men med de problemer, vi har foran os nu, hvorfor koncentrerer vi os ikke om den økonomiske krise og problemerne med den neoliberalistiske globalisering? Og sådan blev det. Der blev sendt hundreder af oplæg, man valgte 55 og debatterede dem alle; de andre vil man trykke, de der ikke blev debatteret. De var meget interessante, meget oplysende og meget instruktive. Vi tænker på at gøre det hvert år. Nu, da der er et forum der omkring Davos, hvor jeg ved ikke hvor mange repræsentanter for de multinationale og alle denne verdens rige samles, kan vores lille ø være et beskedent sted, hvor vi, der ikke er ejere af multinationale selskaber og lignende, mødes. Men vi vil holde disse møder hvert år på baggrund af den erfaring, vi har fået.

Jeg skulle afslutte det møde. Vi havde sagt: "Hør her, der skal ikke være en guitar, når vi begynder mødet, for man begynder altid begivenhederne, som I ved, men en guitar, et kor ...

Ah! vel, her var der et kor, godt nok, og det var meget godt (Latter). Men jeg sagde til dem: Fra det øjeblik mødet begynder, lige på minuttet, skal vi diskutere det første oplæg. Og sådan havde vi det fem dage, morgen, eftermiddag og aften.

De gav mig den opgave at afslutte det møde, og jeg talte til dem for at afslutte begivenheden. Klokken var allerede 12 om natten. Hvis I tillader, og det varer nogle minutter, for det var meget kort (Latter), så vil jeg gentage her i dag det, som jeg sagde, for i en vis meget sammentrængt form opsamler den det væsentlige i meget af det, som jeg har sagt til jer:

"Ærede delegerede, observatører og inviterede:

Nu da De gør mig denne ære, skal jeg ikke holde en tale; jeg vil begrænse mig til at bringe et indlæg. Jeg vil gøre det i telegramstil, og for en stor del vil det være en dialog med mig selv.

Juli måned. Konference for økonomer i Latinamerika og Caribien. Dagsorden: Alvorlig økonomisk verdenskrise i udsigt. Nødvendigt at kalde til et internationalt møde. Centralt emne: Den økonomiske krise og den neoliberalistiske globalisering.

Bred debat.

Alle skoler.

Argumenter brydes.

Man arbejdede i den retning.

Størst mulig reduktion af udgifter for alle.

Arbejde morgen, eftermiddag og aften.

Usædvanlig seriøsitet og disciplin har hersket i disse fem dage.

Alle talte med absolut frihed. Vi har opnået det. vi er taknemmelige.

Vi har lært meget ved at lytte til Dem.

Stor variation og forskellighed i ideer. Ekstraordinær opvisning af studieånd, talent, klarhed og formfuldendt udtryksmåde.

Alle har vi overbevisninger.

Alle kan vi påvirke hinanden.

Alle vil vi i det lange løb uddrage ligeartede konklusioner.

Mine dybeste overbevisninger: Den utrolige og hidtil usete globalisering, der optager os, er et produkt af den historiske udvikling; en frugt af den menneskelige civilisation; man er nået frem til den på en ganske kort periode på kun tre tusinde år af vore forfædres lange liv på jorden. De var allerede en fuldt udviklet art. Mennesket i dag er ikke mere intelligent end Perikles, Platon eller Aristoteles; blot ved vi endnu ikke, om mennesket er tilstrækkelig intelligent til at løse nutidens meget indviklede problemer. Vi holder på, at det kan lykkes. Om det har vort møde handlet.

Et spørgsmål: Drejer det sig om en proces, der kan drejes tilbage? Mit svar, det som jeg giver mig selv, er: Nej.

Hvilken slags globalisering har vi i dag? En neoliberalistisk globalisering; sådan kalder mange af os den. - Er den bæredygtig? Nej. - Kan den holde længe? Absolut ikke. - Er det et spørgsmål om århundreder? Kategorisk nej. - Vil den bare vare årtier? Ja, bare årtier. Men snarere tidligt end sent må den ophøre med at eksistere.

Tror jeg, at jeg er en slags profet eller spåmand? Nej. - Kender jeg meget til økonomi? Nej. Næsten slet intet. For at bekræfte det, jeg siger, er det nok at kunne lægge sammen, trække fra, gange og dividere. Det lærer børnene i underskolen.

Hvordan vil forandringen ske? Vi ved det ikke. - Ved udbredte revolutioner eller store krige? Det forekommer usandsynligt, irrationelt og selvmorderisk. - Ved dybe og katastrofale kriser? Det er desværre det sandsynligste, næsten uundgåeligt, og den vil forløbe ad meget forskellige veje og med mange forskellige kampformer.

Hvilken type globalisering vil det blive? Det kan ikke blive andet end en solidarisk, socialistisk, kommunistisk, eller hvad De nu vil kalde den (Applaus).

Har naturen, og med den den menneskelige art, megen tid til at overleve fraværet af en sådan forandring? Meget lidt tid. - Hvem skal være skaberne af denne nye verden? De mænd og kvinder, der befolker vor planet.

Hvilke skal være de vigtigste våben? Ideerne, bevidsthederne. - Hvem skal udbrede dem, dyrke dem og gøre dem uovervindelige? De. - Drejer det sig om en utopi, en drøm mere blandt så mange andre? Nej, for det er objektivt uundgåeligt, og der er intet alternativ. Den blev allerede drømt for ikke så lang tid siden, men måske for tidligt. Som den mest oplyste af denne ø's sønner, José Martí, sagde: "Drømmene af i dag vil være realiteterne af imorgen".

Jeg har sluttet mit indlæg.

Mange tak" (Lang applaus).

Undskyld mig det misbrug, jeg har gjort af jer, og jeg lover, at om 40 år, når I igen inviterer mig, skal jeg være mere kortfattet (Applaus og udbrud: "Fidel, Fidel, Fidel!).

Et held for jer, at jeg ikke også inddrog det berømte hæfte. Ved I, hvad det var? Dokumentet fra Rom-synoden, udgivet i Mexico. (Nogen blandt tilhørerne siger noget). Jeg skal ikke læse den; men en stor del af det, som jeg understregede, da jeg læste denne apostolske formaning, faldt sammen med mange af de ideer, jeg her har udtrykt. Jeg havde tænkt at bruge den som bevis på, at meget af det, man tænker i dag i verden om det katastrofale herskende system, ikke kommer alene fra venstreorienterede kilder, det kommer ikke alene fra politiske kilder. Argumenter, tilkendegivelser eller påstande, der fordømmer fattigdommen, uretfærdighederne, ulighederne, neoliberalismen, konsumsamfundenes ødselhed, kommer også fra institutioner, der på ingen måde mistænkes for marxisme, såsom den Romerske Kirke. Sådan tænker også mange andre kristne kirker.

Måske ville det have været bedst, om jeg var kommet med dette dokument, havde læst det, der var understreget, og I kunne være gået for 4 time siden (Latter).

Mange tak.

(Hyldest)

(Stenograferede versioner - Statsrådet).


Sti: Historien vil frikende mig ⇐ Castros tale i Caracas 3/2-99 ⇒ Castro om Kosovo

Oversigt

Array ( [type] => 8 [message] => Undefined index: Adgang [file] => /customers/0/4/0/geltzer.dk/httpd.www/cuba/venezuel.php [line] => 5899 )