Det globaliserede diktatur

Ricardo Alarcón de Quesada

De problemer, som den neoliberalistiske globalisering bringer på det økonomiske, sociale og kulturelle plan, skaber bekymring overalt, og de er blevet brillant og dybtgående analyseret af kammerat Fidel Castro. Hensigten med disse linjer er at undersøge dens følger på det politiske område og konkret dens konsekvenser for demokratiet.

Siden den europæiske socialismes fald og opløsningen af USSR har bourgeoisiets propagandister oversvømmet verden med artikler, taler og bøger, der istemmer lovsange om det, de definerer som den absolutte, endelige og inappelable sejr for "det vestlige demokrati". Ifølge dem har dets politiske system sejret een gang for alle, det såkaldte "repræsentative demokrati".

Den sejrsbevidste offensiv var så intens og vellykket, at de mest forskellige stemmer sluttede sig til koret: de liberale og socialdemokratiske politikere, der havde opfundet og mere eller mindre konsekvent anvendt dette demokrati; de konservative, der på blodig vis havde knust det mere end een gang og erstattet det med brutale militærtyrannier; overløberne, der trætte af den overfladiske og sterile "venstrepolitik" omfavnede det "nye" dogme med samme hengivenhed som altid.

Det var forbi. Historien var afsluttet. Kapitalismen var det eneste økonomiske system, der nu var udbredt over hele jorden. Dens politiske udtryk, "det repræsentative demokrati", skulle også være det eneste over hele verden.

De, der troede på den historie, forestillede sig sikkert, at nu skulle alt være de politiske partiers "frie spil", den parlamentariske debat, den brede spredning af informationer og synspunkter i en presse, der var oplyst, og som nødt godt af den teknologiske revolution på kommunikationsområdet, som man havde talt så meget om. Hele verden informeret om alt på samme tid. Og alle lykkelige og nydende godt af den materielle fremgang, det almindelige forbrug og den politiske frihed.

Nogle få år var nok til, at illusionerne begyndte at fortabe sig.

Trods det, som de store propagandamedier gør for at "manipulere følelserne og kontrollere fornuften", som Brzezinski siger, har folkene en slags sjette sans, der får dem til at opfatte mere end det ydre skin. Dette forklarer visse overraskelser.

Da man antog, at "det repræsentative demokrati" havde sejret, følte borgerne sig - er det paradoksalt? - mindre repræsenterede. Det er meget svært at finde undtagelser fra det fænomen, at borgerne afholder sig fra at stemme ved valg, ikke tager del i og er distancerede fra deres politiske systemer i den såkaldte vestlige verden. I de Forenede Stater stemmer knapt halvdelen af vælgerne, der er indskrevet i valgregistre med tvivlsom nøjagtighed (hvis optællingerne var nøjagtige, ville valgprocenten være meget lavere), og rundspørgerne viser, at ca. de to tredjedele, især blandt de unge, føler sig uden forbindelse med regeringen og dens institutioner.

Tilskuernes oprør

Fra sin fødsel har det liberale eller "repræsentative" demokrati været grundlagt på to grundpiller: manipulering og udelukkelse. Dets største kritiker, Jean Jacque Rousseau, pegede ved selve begyndelsen af det borgerlige regime på, at uligheden mellem mennesker umuliggjorde demokratiet og gjorde "repræsentationen" uvirkelig.

Bourgeosiet vil udøve den politiske magt i navn af og som repræsentant for samtlige indbyggere. Men da den umådeligt store majoritet af dem udgøres af det arbejdende folk, som udbyttes af borgerne, er den form for demokrati nødt til i det væsentlige at bestå i et stort falskneri: at udøve regeringen på vegne af dem, de er nødt til at udelukke fra regeringen.

Grundlæggerne af de Forenede Stater havde en klar bevidsthed om problemet. De mest fremstående inspiratorer til dette lands berømte Konstitution, sagde det klart: "De, der ejer landet, ejendomsbesidderne, bør regere det" (John Jay), regeringens ansvar er "at beskytte den rige minoritet mod majoriteten" (James Madison), og derfor må man "tæmme" folket (Alexander Hamilton).

Langt senere definerede Edward Barneys, præsident Wilsons rådgiver i offentlig information, "den demokratiske proces' væsen" som "den bevidste og intelligente manipulation af massernes sædvaner og meninger ... at styre offentlighedens sind i hver detalje".

For Walter Lipman, den berømte nordamerikanske liberalisme-teoretiker, er hensigten med denne manipulation at føre folket - i hans formulering "den vilde flok" - tilbage til det sted, der tilkommer det, pladsen som tilskuer, og således undgå dets "trampen og brølen".

Samfundsborgerens rolle var begrænset til denne betragtende og fjerne position. De, der støttede systemet, forsøgte imidlertid dengang at få dem til at tro, at de besad visse ganske vist begrænsede rettigheder til at stemme på dem, der skulle udgøre regeringen og de institutioner, der angiveligt handlede i deres navn.

Med neoliberalismens fremgang har man set de slør falde, som dækkede over systemets oprindelige falskhed. Da forhængene er faldet og aktørerne har fået frataget deres masker, kan tilskueren endelig se den sande intrige, som ingen længere forsøger at skjule.

For neoliberalismens væsen er at give frie tøjler til den kapitalistiske profit og gevinst og fuldstændigt eliminere statens regulerende funktion og den sociale kontrol. Regeringen skal ikke være "for folket" og forsøger ikke engang mere at simulere det. Åbenlyst kan den heller ikke være "af folket" og må for enhver pris undgå at være det.

Vi oplever ikke enden på historien, men vi overværer enden på demokratiet som farce. Tilskuernes oprør begynder, forestillingens afslutning nærmer sig.

Et verdensomspændende statskup

Motiverne til oprøret, den påtrængende nødvendighed af at gøre modstand og kæmpe, er i dag uundgåelige, for vi står over for globaliseringen af det kapitalistiske diktatur. Det er ikke billedtale. Det er et virkeligt diktatur med statskup og det hele. Et anmeldt kup. De sammensvorne har som kodeord tre bogstaver: MAI.

I maj 1995 begyndte der forhandlinger mellem embedsmænd i de stærkeste lande for at forberede en Multilateral Aftale om Investeringer (Multilateral Agreement on Investment). De mødtes i hemmelighed hver måned resten af det år og det følgende, og januar 1997 var de blevet enige om det grundlæggende og havde en tekst af fortrolig karakter.

Dens punkter havde ikke været offentliggjort i pressen, intet parlament havde undersøgt dem, og forhandlernes arbejde var heller ikke blevet oplyst eller tilset; det drejede sig om den bedst bevarede hemmelighed i historien, til trods for at det er et område, der angår alle jordens befolkninger.

Januar 1997 opdagede en fransk NGO-organisation det og begyndte at offentliggøre det i alternative informationskredse. Nogle politikere i Australien, Canada og Frankrig beklagede sig over, at man praktisk taget var lige ved at nå en aftale af så stor betydning, endog uden at de repræsentative institutioner, der havde retten til at autorisere den ifølge de forskellige konstitutioner, var blevet orienterede om, hvad der var på færde.

På en eller anden måde fik en snes nordamerikanske kongresmedlemmer nys om sagen, og de skrev den 5. november 1997 til præsident Clinton og bad om information om det tema, der måtte antages at være kongressens ansvar. Den 20. januar året efter fik de blot en bekræftelse på modtagelsen af brevet fra en uinteresseret tjenestemand. Indtil nu har dette det stolteste parlament, der tilskriver sig uindskrænkede beføjelser og forsøger at fremstå som symbol på et uægte(?) demokrati, ikke afsat en eneste session til behandling af den multilaterale investeringsaftale.

Hvad skulle MAI-aftalen bestå i? Generaldirektøren for WTO har sammenlignet den med "grundloven for en global enhedsøkonomi", hverken mere eller mindre. Den tekst, man var enedes om i største hemmelighed, skulle sikre ubegrænset handlefrihed for store kapitalistiske korporationer i hele verden og tilkende dem juridisk habilitet med større prioritet end de suveræne staters og forpligte disse til at fjerne al lovgivning, der var i modstrid med aftalen, og i fremtiden ikke vedtage love, der stred imod den. Dette er en af flere konsekvenser, der er overordentlig skadelige for nationernes og arbejdernes rettigheder og for miljøet.

Det, som da blev udtænkt, - og det vedbliver at være en reel trussel - svarer faktisk til et statskup på verdensplan. Man regner overhovedet ikke med landene i den Tredje Verden og andre lande, der tilsammen udgør det umådelige flertal af verdens befolkning, og som ikke har haft del i forhandlingerne. Ejheller regner de med arbejderne eller med det menige samfund i den håndfuld rige lande, hvis mysteriøse embedsmænd har mødtes i mørket i flere år og ikke engang afslørede hemmeligheden for disse prægtige nationale parlamenter og heller ikke for provincialregeringerne eller andre autoriteter, der er valgt af disse lande.

Efter hvad der siden er blevet bekendt, fungerede der i de Forenede Stater et rådgivende organ, som forhandlerne konsulterede. Det var sammensat af de 500 stærkeste korporationer: her har man det virkelige nordamerikanske parlament, det som dirigerer og kontrollerer. Det andet, det tilsyneladende, det som Senatet og Repræsentanternes Hus udgør, havde ikke nogen grund til at mødes, siden, når alt kommer til alt, dets medlemmer er i disse store virksomheders sold.

Man har sagt, at disse forhandlinger blev afbrudt, efter at Frankrigs regering trak sig ud, da de havde indset de farer, som aftalen medførte på det kulturelle område. Men de Forenede Stater og den Europæiske Union blev ved med at henvise til MAI i maj 1998 som noget, man snart ville iværksætte, og desuden forsøger dens ophavsmænd at sætte gang i den med andre midler som f.eks. den såkaldte Den Transatlantiske Økonomiske Association.

En artikel, der blev offentliggjort i juni dette år i Le Monde Diplomatique, erklærer, at "forhandlingen foregår i totalt mørke .. for ikke at alarmere den offentlige mening, og at det hele skulle være klart inden december 1999". Det er "forhandlinger ført i det dunkle uden nogen demokratisk kontrol", som søger at "lægge i kapitalens hånd alle menneskelige aktiviteter uden restriktioner og bånd".

Det er ikke vanskeligt at se løbebanen for den type regering, borgerskabet udtænkte for mere end to århundreder siden. Det, der begyndte som et forsøg på at bedrage, idet man foregav en fiktiv repræsentation, ender med at lægge masken og vise diktaturets usminkede ansigt. Et globaliseret diktatur, der ønsker at vinde indpas i hele verden. Det er noget, man ikke taler om i de "demokratiske" parlamenter, og verdenspressen beskæftiger sig fortsat ikke med det. Den har ikke tid eller spalteplads nok til lovprisningen af den absolutte, endelige og inappelable sejr for "det repræsentative demokrati".


Sti: Alarcon: Det cubanske mirakel ⇐ Alarcon om vestligt demokrati ⇒ Zaragoza interviewer Castro

Oversigt

Array ( [type] => 8 [message] => Undefined index: Adgang [file] => /customers/0/4/0/geltzer.dk/httpd.www/cuba/neoglob.php [line] => 445 )