Det cubanske mirakel og dets fremtid

Ricardo Alarcón de Quesada

---

Dr. Ricardo Alarcón de Quesada, doktor i filosofi og litteratur, præsident for Cubas Nationalforsamling, medlem af Cubas kommunistiske partis politbureau. Har været præsident for Universitetsstudenternes Federation og udenrigsminister.

---

I 1997 studerede specialister i FN's Økonomiske Kommission for Latinamerika og Caribien den cubanske økonomi under den aktuelle krise og nåede til ganske oplysende konklusioner. Frem for alt størrelsen af den ulykke, den europæiske socialismes fald betød for Cuba: "Afbrydelsen af handelsforbindelserne med CAME-landene i 1990 medførte et tab af markeder, der var alvorligere end det, som Den Store Depression medførte".

Men i Cuba skete der ikke noget, der blot tilnærmelsesvist kunne minde om den dybe sociale og politiske krise, der rystede landet i begyndelsen af trediverne. Tvært imod, CEPAL konstaterer, at det økonomiske fald er standset, og at økonomien er vokset i de sidste tre år - i beskeden takt, men svarende til den i Latinamerika.

Dette resultat er des mere overraskende, når man husker på, at i samme periode er den nordamerikanske blokade blevet intensificeret og udvidet med Torricelli-loven af 1992 og Helms-Burton-loven af 1996. Derfor er disse vurderinger i CEPAL-studiet bemærkelsesværdige: "Paradoksalt nok og i modsætning til det, der foregår i Latinamerika, har liberaliseringen af markederne i et solidarisk socialt miljø tjent til at mildne nogle regressive skævheder i fordelingen af prisen for den såkaldte "specielle periode", man gennemlever" (CEPAL Op. cit. pp. 15-16), og: "Over for størrelsen af det ydre chok viste prisen for stabiliseringspolitikken sig relativt lav og dens fordeling mere ligelig i sammenligning med andre latinamerikanske økonomier, takket være den politik, der garanterer befolkningen beskæftigelse og indkomst" (ibidem, p. 66).

Cuba er det eneste latinamerikanske land, der led meget alvorlige skader af det socialistiske samfunds forsvinden, det eneste, der er konfronteret med USA's voksende fjendtlighed, det eneste, der ikke får hjælp til udviklingen, hverken finansiering, lån eller udlandskreditter. Og alligevel vokser dens økonomi igen og har nøgletal for helbred, undervisning og social sikkerhed, der ligger over dem fra de øvrige latinamerikanske lande, og i visse nøgletal, såsom børnedødeligheden - 7,2 pr. 1000 levendefødte - når landet op på siden af USA. Uden at have lukket et eneste hospital, en eneste skole i de værste øjeblikke af den økonomiske krise, uden midt i den at have reduceret de væsentligste sociale ydelser, fremhæver den cubanske virkelighed sig på favorabel vis over for resten af kontinentets. Efter at have lagt bag sig den vanskeligste etape i deres historie kan cubanerne smile ad dem, der havde travlt med at begrave dem.

Der er nogen, der plejer at omtale den cubanske revolution som "Castros revolution". De ignorer ganske et århundrede med en national historie, hvoraf revolutionen udsprang naturligt og uundgåeligt; de underkender desuden helt den måde, denne revolution har udviklet sig på, og de dybe forandringer i det cubanske samfund i de sidste fyrre år; og således forsøger de at reducere den til et tilfælde af den latinamerikanske caudillisme (førerstyre) i det 19. århundrede. Bortset fra Fidel Castros enestående kvaliteter som leder og hans uvurderlige personlige bidrag til vor historie - som der her ikke ville være plads til at beskrive - så går man let henover, at et af hans største bidrag netop har været skabelsen af en revolutionær bevægelse, der består af flere generationer, og af et samfund, hvor hovedpersonerne tæller millioner.

Fra meget tidligt i 1959 har skiftende nordamerikanske administrationer forsøgt at dæmonisere Fidel Castro; de har lavet, vedligeholdt og styret en "opposition" og har blandt andet forsøgt at udskifte det cubanske folk med den.

Talsmændene for denne politik identificerer sig endnu i en vis Miami-radio som "Cuba af igår". Men dette "igår" er nu fyrre år gammelt.

Det virkelige Cuba er lige så lidt som noget andet socialt fænomen lænket til fortiden. Det vil blive ved med at udvikle sig som uafhængig nation, idet det tilpasser sig en verden, der heller ikke selv undgår at forandre sig, og idet det opretholder sine idealer om social retfærdighed og menneskelig solidaritet, der vil være i stand til at sejre, som landet allerede har bevist det i sin sværeste time.

Noter:

Dette stykke er hentet fra den cubanske internetstation Tricontinental, der findes på adressen: http://www.granma.cu/tricontinental/index.html.

Den Store Depression må være den i USA 1929, hvilket stemmer med, at der i det følgende tales om situationen i 30'erne.

CEPAL står for Comisión Económica para América y el Caribe. Den tilsvarende engelske betegnelse er ECLAC. Kommissionen har åbenbart hovedkontor i Chile, og man kan finde dens dokumenter (bl.a. det, som Alarcón henviser til) på adressen: http://www.eclac.cl. - Her skal man naturligvis ikke regne med at genfinde den sideinddeling, som Alarcón bruger.

CAME er naturligvis den gamle østbloks økonomiske samarbejde, COMECON.


Sti: Menneskeretserklæringen ⇐ Alarcon: Det cubanske mirakel ⇒ Alarcon om vestligt demokrati

Oversigt

Array ( [type] => 8 [message] => Undefined index: Adgang [file] => /customers/0/4/0/geltzer.dk/httpd.www/cuba/mirakel.php [line] => 362 )