Før menneskerettighedserklæringen up to date

Menneskerettighedserklæringen indeholder faktisk andet end "retten til frit at tænke, tro og tale", skønt det er denne del af den, der så absolut har haft størst årvågenhed i Vesten. Den indeholder bl.a. også denne passus: "Enhver har som medlem af samfundet ret til social tryghed og har krav på, at de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, der er uundværlige for hans værdighed og hans personligheds frie udvikling, gennemføres ved nationale foranstaltninger og internationalt samarbejde og i overensstemmelse med hver stats organisation og hjælpekilder." Dette indebærer vistnok, at en hel del af de stater, vi plejer at betragte som demokratiske, meget vel kunne blive trukket for Menneskerettighedskommissionen, hvis nogen havde politisk vilje til at kræve erklæringens bestemmelser gennemført.

Cuba foreslår, at hele denne gamle erklæringen tages op til revision for at kunne leve op til de forhold, verden kender idag.

Dagbladet Granma har offentliggjort en erklæring fra Nationalforsamlingen i anledning af Menneskerettighedserklæringens 50 års dag den 10. december 1998:

"Jeg ønsker, at vor republiks første lov må være cubanernes dyrkelse af menneskets fulde værdighed" (José Martí).

Den 10. december 1948 blev den universelle erklæring om menneskerettighederne vedtaget, en frugt af progressiv og altruistisk tænkning i sin epoke, grebet som samfundsideal og betingelse for åndelig fremgang efter nazismens og fascismens rædsler under 2. Verdenskrig.

Ved Revolutionens sejr i 1959 kunne de rettigheder, deklarationen proklamerer, tages i anvendelse i lige mål for alle borgerne i Cuba.

Cuba føler i virkeligheden en legitim stolthed over at have bidraget til fremme og praktisering af de menneskerettigheder, der er fremlagt i deklarationen. Landets virke for offentlig sundhed, undervisning, beskæftigelse, social sikkerhed, kultur, sport, bolig, beskyttelsen af børn, mødre og gamle, kampen mod diskrimination på grund af hudfarve, køn eller religion, respekten for hver borgers fysiske og moralske integritet, den uforsonlige kamp mod laster og korruption, det demokratiske valgsystem, der fremmer alle borgernes deltagelse i beslutningerne og udøvelsen af det politiske, økonomiske, sociale og kulturelle liv, kort sagt: kampen for menneskets fulde værdighed sammen med solidariteten med og støtten til andre folkeslag, indbefattet udsendelse af læger, lærere, konstruktører og videnskabsmænd, er nogle af de bidrag, som vort lille land har ydet til fremme og beskyttelse af menneskerettighederne for alle cubanere og tredje verdens lande.

Hvis vi analyserer Menneskerettighedserklæringen i lyset af realiteterne i verden af i dag, karakteriseret ved den neoliberalistiske globalisering og eenpoletheden, når vi uundgåeligt til den konklusion, at om den end besidder umistelige værdier, så fremviser den nogle utilstrækkeligheder, mangler og historiske og begrebsmæssige begrænsninger.

Vedtaget som den blev af FN's generalforsamling med deltagelse af blot 48 stater, hvoraf de allerfleste var lande i nord, i en verden, hvor mere end hundrede underudviklede lande levede under kolonialismen og naturligvis var marginaliserede i processen med at udarbejde, diskutere og vedtage Menneskerettighedserklæringen, blev denne en genspejling af de internationale relationer og den sociale og humanitære tankegang et bestemt øjeblik i historien.

Dynamikken og de store forandringer, som menneskeheden har været udsat for i løbet af dette sidste halve århundrede, ledsaget af nye spændinger og farer, er ikke taget i betragtning af de grundsætninger, der er fremsat i Menneskerettighedserklæringen, eller de har overhalet dem.

Folkenes ret til at bestemme deres egen politiske, økonomiske og sociale styreform og til at forsvare deres kulturelle identitet, anerkendelsen af retten til udvikling som en integreret del af de grundlæggende menneskerettigheder; den alvorlige trussel mod liv eller helbred, der udgøres af den ulovlige dumpning af giftigt og farligt stof og affald, altså ødelæggelsen af miljøet; den byrde, som udlandsgælden betyder for hele den underudviklede verden; den økonomiske neoliberalismes filosofi med programmer for tilpasning, privatisering, nyformulering af statens rolle og finansielle spekulationer, der har forværret menneskehedens onder; den voksende og skadelige narkotrafik; den transnationale koncentration af og kontrol med kommunikationsmidler på stadig færre hænder og stadig mere raffinerede og anvendelsen af dem som redskab til at skabe en enhedstænkning, pengebesiddernes, og som blandt andre mål tilstræber at ødelægge nationale og kulturelle identiteter; de nutidige former for slaveri som menneskehandel, prostitution og børnepornografi, bortførelsen og salget af børn fra fattige steder til personer med økonomiske midler. Denne liste af vigtige problemer i det politiske, det økonomiske, det sociale og kulturelle, for blot at nævne nogle få til belysning, kunne ikke figurere i teksten til den deklaration, der blev underskrevet for et halvt århundrede siden.

På den anden side har Cuba et omfangsrigt dossier, der bevidner dets forpligtelse på traktater, konventioner og internationale dokumenter med hensyn til menneskerettigheder, fordi vi anser det for meget vigtigt i kampen for at redde menneskeheden i denne globale æra.

Desværre har temaet menneskerettigheder ændret sig til at være et instrument for manipulation og geopolitik, som i stedet for at forbedre menneskenes samliv gribes som påskud til at legalisere en gruppe landes vilkårlige ret til at pådutte resten af det internationale samfund deres værdier og modeller.

Mange er de lande, der kan vidne om kampagner, der blev organiseret mod dem, og hvor de, der udtænkte og udførte dem, har brugt Menneskerettighedserklæringen som gidsel for deres lumpne politiske interesser og har forsøgt at manipulere, ideologisere og politisere dette dokument af universel rækkevidde.

Mod Cuba begyndte de mægtige sejrherrer i den kolde krig for syv år siden en oprørende vendetta. De bragte emnet frem for Menneskerettighedskommissionen i Geneve og havde til hensigt at sætte Cuba på anklagebænken år efter år. Som det vides, blev denne virksomhed, der var blottet for enhver berettigelse, nu da den involverede resten af det internationale samfund i et tema, der er udsprunget af de mangfoldige former for nordamerikansk aggression mod Cuba og altså i en bilateral strid, der ikke kom andre ved, vist tilbage af en flertal af de lande, der var repræsenteret dér, som på den måde stemte for retfærdighed og sandhed og fremfor alt i respekt for styrken i de principper, det cubanske folk hævder.

Mod Cuba udføres også den største massive krænkelse af menneskerettighederne gennem en kriminel og folkemorderisk blokade, som nu fylder 40 år, til trods for at et overvældende flertal af lande systematisk fordømmer den i de Forenede Nationer.

Fejringen af 50 året for Menneskerettighedserklæringen kan ikke ignorere den barske virkelighed. Det er bydende nødvendigt at skabe en mere fuldkommen vision om menneskerettighederne, des mere fordi endog formerne for krænkelse har ændret sig, som man ser det i det triste lys fra samfund, der er mærkede af tyngende uretfærdighed og social ulighed.

Nødvendigheden af kritisk eftertanke over temaet i sin helhed er mere påtrængende, når man analyserer resultaterne af verdenskonferencen om menneskerettigheder, der blev holdt i Østrigs hovedstad Wien i 1993. Dens lange debatter, deklarationen og handlingsplanen, der blev vedtaget enstemmigt, blev udtryk for den voksende overbevisning hos flertallet af verdens lande om nødvendigheden af at gå videre ad vejen, der fører til ibrugtagning af virkemidler, der uden at ignorere værdierne i andre dokumenter, der er vedtaget i en anderledes epoke, kan give mere effektive svar på problemerne i den verden, vi lever i i dag ved indgangen til et nyt årtusinde.

I den konference var repræsenteret alle den Tredje Verdens lande, størsteparten af menneskeheden, og mange af deres forhåbninger og bekymringer fandt udtryk i Deklarationen og Handlingsplanen i Wien. Nu er der gået mere end fem år, og man må stille følgende spørgsmål: Hvad er der blevet opnået i praxis? Hvorfor nægter de højtudviklede lande at foretage den analyse, som man blev enige om i denne verdenskonference, og som korrigerer Menneskerettighedserklæringens utilstrækkeligheder, defekter og historiske og begrebsmæssige begrænsninger?

Hvem har ansvaret for den daglige krænkelse af menneskerettighederne for 200 millioner børn, der sover i gaderne, for 25 millioner børn, der dør hver dag i verden af sygdomme, der kan helbredes, for de 1300 millioner mennesker, der lever i fattigdom, for de 800 millioner sultende, for de tusind millioner analfabeter, der er i verden.

Er det måske ikke overbevisende grunde til, at de rige og mægtige bestemmer sig for at følges med os fattige, der udgør menneskehedens overvældende majoritet, for at opnå og garantere en ny, virkelig og universel menneskerettighedserklæring?

På grund af alt dette forekommer det Nationalforsamlingens kommission for internationale relationer mest i overensstemmelse med de Forenede Nationers Pagt, ikke at fejre mindet om dette halve århundrede med en simpel apologi, men at tilskynde til kravet om at foretage en revision af erklæringen eller udarbejde en International Menneskerettighedspagt, sådan som Cuba fremlagde det på den 53. samling af FN's generalforsamling forgangne 24. september, på højde med det nye årtusinds fornødenheder, som omfatter individets rettigheder i den sociale dimension, de udfolder sig i, og for så vidt omfatter retten til udvikling, til fred og fri selvbestemmelse.

Hvis menneskerettigheder er retfærdighed, så lad os sige med José Martí:

"I retfærdigheden er der ikke plads til forsinkelse; og han, som udsætter sin pligt, vender den mod sig selv".


Sti:
Cuba for menneskerettighedskommissionen ⇐ Menneskeretserklæringen ⇒ Alarcon: Det cubanske mirakel

Oversigt

Array ( [type] => 8 [message] => Undefined index: Adgang [file] => /customers/0/4/0/geltzer.dk/httpd.www/cuba/menret.php [line] => 394 )