Castro om Kosovo-krigen

Da flygtningestrømmen fra Kosovo blev så stor, at det kom på tale, at de krigsførende lande måtte lette presset på Makedonien og Albanien ved selv at åbne dørene for flygtningene, forlød det fra USA, at man ville tage imod 20.000, som ville blive sendt til landets omstridte flådebase i Guantánamo, Cuba. Vi er nok nogen, der har tænkt et eller andet hidsigt om amerikansk arrogance i den forbindelse, og det har der nok også været i Cuba. Så kom der en officiel meddelelse i dagbladet Granma om, at der nok havde været forskellige, der havde udtalt sig om den sag, men at det havde været for egen regning; regeringen som sådan havde ikke udtalt sig. Hvad så regeringens holdning var, fik vi ikke oplyst noget om ved den lejlighed.

Men siden kunne man i bladet læse en del af en tale, som Fidel Castro havde holdt fra universitetets trappe i Habana den 4. maj 1999:

Der er en anden konflikt, der er meget vigtigere. I dette øjeblik foregår der i Europa brutale luftangreb, brutale og destruktive midt i hjertet af Europa. De spreder ødelæggelse, død og rædsel i en befolkning på millioner af mennesker. Det har på en frygtelig måde forværret de religiøse og etniske konflikter, der sammen med bombernes og krigens rædsel har skabt massive emigrationer af hundreder af tusinder mænd, kvinder og børn. Det, som står fast, er at på tærsklen til det næste årtusinde er Europa, og det vil sige NATO og dens medlemmer, USA indbefattet, opslugt af det, der - om de kan lide det eller ej - kan kaldes folkemord; for det at afbryde elektriciteten og varmen om vinteren, om natten, for en million mennesker, at afbryde alle kommunikationslinjer, alle kilder for energi og transport, ødelægge civile centrer, der leverer vitale tjenester til hele befolkningen, og lægge i ruin alle de ernæringsveje, som en nation har skabt, samtidig med at de i deres ødelæggende raseri ved fejl eller uansvarlighed direkte dræber eller sårer tusinder af civile, medens de ødelægger deres informationsmidler og intentificerer den psykologiske krig for at forsøge at udmatte nationen, det er - uden nogen mulig modsigelse - et stort folkemord.

Europa er involveret i en konflikt, der er farlig for Europa selv og for verden. Der er ved at dannes en farlig præcedens for respektløshed mod internationale love og de Forenede Nationer, og situationen bliver stadig mere kompliceret.

Vor mening er, at i denne situation er kun en politisk og ikke en militær løsning mulig, en løsning baseret på respekt for alle nationernes rettigheder i denne region, deres religioner, deres folkeslag og deres kulturer; en løsning for serbere og for kosovarer. Jeg har den mest absolutte overbevisning om, at ved magt løses dette problem ikke. Jeg har den mest absolutte overbevisning om, at alle de militære teknologier knuses mod modstandsviljen hos et hvilket som helst folk, der har bestemt sig for at kæmpe. Den overbevisning har jeg, lige som vi har den med hensyn til vort eget land, at et folk, der er beredt på at kæmpe, kan ingen magt, hvor stærk den end måtte være, bøje.

Serbiens angribere troede, at det drejede sig om en nem lille sag, en ekspedition på tre dage, og at serberne ville give sig efter de første bomber. Nu er der gået mere end 40 dage, og der er blevet kastet tusinder og tusinder af bomber, og vi mærker ikke dér nogen svækkelse af deres krigsvilje; vi har tre diplomatiske repræsentanter i Cuba, som vi har forbindelse med gennem en mobiltelefon, den eneste kommunikation, for at vide, hvad der sker i Belgrad hver dag og efter hver nat med grufulde bombardementer. De fortæller os om serbernes ekstraordinære moral i almindelighed og Belgradbefolkningens i særdeleshed, hvor der konstant krydser fly i stor højde, de drøner hen over himlen, spreder rædsel, traumatiserer børnene - hundreder af tusinder og millioner af børn og voksne, måske for hele livet, - unge, kvinder, gamle, ved lyden af eksplosionerne og de ustandselige angreb, der bliver stadigt mere voldsomme. Ad den vej, siger jeg igen, løser de ikke problemet. Det er min overbevisning, at der ikke for nogen af dem er noget andet alternativ end at søge en politisk løsning, og den er mulig, når man bruger lidt sund fornuft og går rationelt til værks.

Da vi så, at disse angreb begyndte, forstod vi straks, at de ville være nytteløse, og at de ville fremkalde en katastrofe.

Vi kender den 2. Verdenskrigs historie, de nazistiske troppers invasion af Jugoslavien, og hvordan de gjorde modstand i årevis. Nu ønsker angriberne ikke engang at anvende landtropper, fordi de tror, at de intelligente bomber og de styrede raketter løser problemet, og problemet løses ikke med missiler, ehjeller med bomber, heller ikke med landtropper, fordi et folk, der er besluttet på at kæmpe, kæmper alle steder og fra alle retninger, hvert hus kan blive til en fæstning, hver mand eller kvinde kan blive til stridsfolk hver for sig; det er ikke et spørgsmål om pansrede divisioner eller flåder eller luftstyrker.

Vi ved meget godt, hvordan vi må fuldføre kampen i vort land under lignende omstændigheder, og her véd millioner af mennesker, at ingen af de metoder skal gavne dem. Ingen kan erobre dette land; ingen kan erobre noget land, der er indstillet på at kæmpe. Det er en fejltagelse. Det skete allerede med Vietnam, og det blev de først overbevist om, da de havde tabt 50.000 menneskeliv og efter at have dræbt fire millioner vietnamesere. Nuvel, de har en lignende situation der, og det kan blive alvorligt kompliceret, hvis serberne alle steder solidariserer sig med serberne i Serbien. Den politiske situation i Rusland kunne blive ustabil under sådanne omstændigheder, for de etniske bånd mellem de to folk er stærke.

De øvrige folkeslag vil drage deres konklusioner. Jeg forestiller mig, at russerne drager deres udfra alt det, der er sket dem, og alt det, som kan ske dem i fremtiden, når de ser, hvordan bomberne regner ned fra en militæralliance, der hele tiden bliver mere arrogant, hovmodig og ophidset over den modstand, som de ikke havde regnet med. Europa og NATO er blevet gidsler for en subjektiv faktor: Den beslutning, som serberne måtte træffe eller ikke træffe; man må antage, at de overhovedet ikke vil give sig efter den totale ødelæggelse af deres land, at de vil gøre modstand til enden. For os var det åbenbart, at der ville ske det, som er ved at ske. Og det er ikke ensbetydende med at være imod nogens rettigheder; vi støtter både serbernes og kosovarernes rettigheder.

Da vi i sidste uge fik at vide, at amerikanerne ville benytte flådebasen i Guantánamo til husning af 20.000 flygtninge fra Kosovo, så var vi straks enige, - og jeg tror, at det har været den eneste gang i mit liv, at vi var enige i noget, som de Forenede Stater har gjort på den base. Det var ikke sådan, at de søgte vores godkendelse eller enighed; men de viste os den simple elskværdighed at informere os om, at de ville gøre det, og de forklarede hensigterne, at det drejede sig om en begrænset tid, mens konflikten blev løst, og så videre, og det, som de mindst ventede, - de kender ikke dette land, - var, at vi sagde til dem: Ikke alene er vi enige i, at der kan huses 20.000 Kosovo-flygtninge der, eller flere, men vi er tilmed indstillet på at samarbejde så godt som muligt om plejen af disse flygtninge og tilbyde vore hospitalstjenester, hvis der er brug for det, læger, ethvert samarbejde, som måtte være inden for vor rækkevidde.

Det endte med, at de ikke sendte dem, og det var fornuftigt at rette den beslutning, fordi den ville blive udsat for meget kritik, for i virkeligheden ønsker de fra NATO, der har kastet så mange bomber der, ikke at modtage flygtninge. Der er megen fremmedangst i Vesten. De tilbød at modtage 80.000 eller 100.000, og de har modtaget nogle få tusinde, fordi de ikke ønskede at modtage flygtninge fra Kosovo i deres egne territorier, og de har ikke gjort noget af betydning. Det var en politisk fejl; men det blev meddelt os, og vi sagde: Selvfølgelig!

Jeg skal sige jer noget mere: Der er en international humanitær institution, der beskæftiger sig med at hjælpe flygtninge; den hedder San Engidio Samfundet, og den har relationer til den katolske kirke og arbejder meget med hjælpeaktiviteter, hver gang der er flygtningeproblemer.

Vi, på den ene side fordømmer vi energisk de brutale angreb og folkemord, der udføres mod den serbiske befolkning, men vi deler også de hundreder af tusinde flygtninges lidelser, et resultat af en serie faktorer, ikke alene historiske, af gammel dato, men også af opløsningen af Jugoslavien, der levede i fred i 40 år efter den 2. Verdenskrig.

De, der opløste Jugoslavien og opflammede de nationale, etniske og religiøse konflikter, er ansvarlige - for en stor del - for det, som nu sker der. Det ansvar, som tilkommer Europa i denne proces er kendt af mange af dets statsmænd og offentlige personer. De, der nu uovervejet blev enige om at bruge hele deres enorme og sofistikerede militære teknologi mod det, der var tilbage af det gamle Jugoslavien, har et meget stort ansvar for det, der er ved at ske, og for disse hundrede tusinder af flygtninges lidelser.

Når vi foreslår løsninger, foreslår vi løsninger for alle: for flygtninge, for borgere i Kosovo, serberne der lever der og andre nationaliteter, og for alle de nationer, der udgør det, som i dag er tilbage af Jugoslavien. Det vil sige, fra en human synsvinkel solidariserer vi os med alle lidende dér, og på den måde er det, at til dette Samfund, San Egidio Samfundet, hvis ledere har besøgt os for nogle uger siden, i begyndelsen af april, og forklaret os, hvad de gjorde med at pleje og hjælpe disse lidende flygtninge, hvortil de regnede med omkring 30 læger - nuvel, vi har ikke fortalt det, og jeg vil fortælle det her for første gang efter disse uger, - vi sagde til dem: Se, vi har ikke mange ressourcer, men vi har en menneskelig kapital. Hvis der er brug for medicinsk personale til at pleje disse hundreder af tusinde flygtninge, der lever i dårlige lejre, så vil vort land være beredt på at samarbejde ved at bidrage med 1000 læger ganske gratis for at pleje de kosovanske flygtninge.

Vi ved af lang erfaring, at sproget ikke er en hindring i disse tilfælde. Et barn på seks måneder taler ikke noget sprog og kan alligevel plejes perfekt af en læge. Dette tilbud har vi rettet til ledelsen af San Egidio Samfundet nøjagtig om aftenen den 5. april, det vil sige 12 dage efter at NATOs angreb begyndte.

---

Senere har en officiel regeringstalsmand forklaret, at dette tilbud om 1000 læger endnu kun er "en ide, et initiativ", og at man endnu ikke har fastlagt midlerne til gennemførelsen af det; men Cuba er rede til at modtage enhver anmodning i den henseende.

Men i en regeringserklæring den 1. juni bekræftes løftet til Sct. Engidio Samfundet. Samme erklæring kræver, at de rige lande, der har iværksat angrebet på Jugoslavien, kommer til at betale krigsskadeerstatning. NATO-angrebet betegnes som folkedrab, og Javier Solana, der som generalsekretær har haft ansvar for angrebsordren og har fastholdt og tilskyndet til folkedrabet, forlanges dømt som krigsforbryder på vegne af alle de skyldige.


Sti: Castros tale i Caracas 3/2-99 ⇐ Castro om Kosovo ⇒ Castros tale i Pinar del Rio 26/7 2000

Oversigt

Array ( [type] => 8 [message] => Undefined index: Adgang [file] => /customers/0/4/0/geltzer.dk/httpd.www/cuba/kosovo.php [line] => 252 )