Historien vil frikende mig

Efter Fidel Castros mislykkede angreb den 26. juli 1953 på Moncada-kasernen i Santiago de Cuba (og et parallelt angreb i Bayamo) foretog Batistas hær en massakre mod de overlevende oprørere. Den blev bragt til standsning af offentlige protester, og måske derfor blev Castro og nogle få kammerater ikke dræbt ved tilfangetagelsen, men fængslet og siden bragt for retten. Her valgte Castro som jurist at føre sit eget forsvar, der sluttede med de ord, der nu er blevet til talens overskrift: Historien vil frikende mig.

Castro begynder med at beskrive, hvilke hindringer hæren har forsøgt at lægge for retssagen, hvor det efterhånden var blevet anklagerne, der kom til at stå som de anklagede. Til forberedelsen af sin sag fik han stort set ingen hjælpemidler, kun en tynd lovbog, som han lånte af den advokat, der havde forsvaret hans kammerater. Han fik ikke lov til at låne bøger af Cubas nationalforfatter José Martí eller noget andet værk, som han kunne ønske at referere til i sit forsvar. "Men det gør ingen forskel. Jeg bærer i mit hjerte Mesterens ord og i mit sind de ædle tanker, der er blevet udtrykt af alle mennesker, som har forsvaret folks frihed alle steder".

Det havde ikke taget lang tid for anklageren at oplæse anklagen imod ham. På grundlag af artikel 148 i den såkaldte Social Defence Code havde han forlangt ham idømt 26 års fængsel, der handler om angreb på landets konstitutionelle myndigeder. Det anerkender Castro ikke, for den gyldige konstitution (grundlov) er netop blevet sat ud af kraf ved Fulgencio Batistas statskup, og dermed også den tredeling af magten, som skulle sikre demokratiet.

Så vidt det er muligt uden at røbe de kammerater, der endnu måtte være på fri fod, beskriver Castro nu karakteren af det oprørsforsøg, han har forestået. En af grundene til, at angrebet var slået fejl, var, at en af hans grupper var faret vild i Santiago! De havde alligevel nået at tage ca. 20 fanger. Disse har senere vidnet i retten om den gode behandling, oprørerne havde givet dem. Blandt de overvejelser, oprørerne havde gjort sig på forhånd, var også, hvilke mål man skulle sætte ind overfor: Man kunne have overmandet alle de højtstående officerer i deres hjem, men man ønskede ikke at skabe tragiske scener i overværelse af deres familier. Man kunne meget nemt have besat en radiostation og herfra kaldt folket til oprør; men det ville have medført stor blodsudgydelse blandt civilbefolkningen, især da folket med sikkerhed ville have fulgt opfordringen til opstand.

En væsentlig grund til, at Castro havde regnet med, at oprøret ville lykkes, var den sociale tilstand i landet: 600.000 arbejdsløse, 500.000 landarbejdere og 400.000 industriarbejdere i elendige omstændigheder, 100.000 småbønder, der arbejder på jord, som ikke er deres egen, 30.000 underbetalte lærere, 20.000 små erhvervsdrivende tyngede af gæld, og 10.000 unge akademikere, der er endt i en blindgyde efter at have afsluttet deres uddannelse.

Hvis oprøret var lykkedes, ville der være blevet bekendtgjort fem revolutionære love:

  1. Konstitutionen af 1940 skulle sættes i kraft igen, og den revolutionære bevægelse skulle midlertidigt overtage statens lovgivende, udøvende og dømmende myndighed, men ikke retten til at ændre konstitutionen.
  2. Fæstebønder med jordlodder op til en vis størrelse skulle have deres jord i ejendom, og de tidligere ejere skulle holdes skadesløse med et beløb svarende til ti års udleje af jorden.
  3. Industriarbejdere skulle have ret til 30% af deres virksomheds overskud.
  4. En lignende ordning for arbejdere i sukkerplantagerne.
  5. Konfiskation af alt det, der uretmæssigt var blevet erhvervet under de tidligere regimer.

Desuden skulle Cuba erklære sin solidaritet med alle demokratiske mennesker i Nord- og Sydamerika. Mennesker, der blev forfulgt af blodige tyrannier, skulle kunne finde asyl i et Cuba, der nu skulle være et frihedens bolværk og ikke mere et skændigt led i despotiets kæde.

Herefter følger en beskrivelse af de ugerninger, hæren har begået mod civilbefolkningen og de oprørere, der ikke nåede at flygte.

Det følgende er en oversættelse af de sidste kapitler af Castros forsvarstale. Den er baseret på en udgivelse i Madrid 1984, hvorfra kapitelinddelingen, skønt den næppe er original, er overtaget. Lidt hjælp er hentet fra den engelske udgave, man dengang kunne finde på den cubanske internet-station La Habana.Com.

XI

Mine herrer dommere, hvor er vore kammerater, der blev fængslet den 26., 27., 28. og 29. juli, og som man ved var mere end 60 i området Santiago de Cuba? Kun tre samt de to unge piger er mødt frem; de andre anklagede blev alle arresteret senere. Hvor er vore sårede kammerater? Kun fem har vist sig; de andre dræbte de også. Tallene er uigendrivelige. I modsætning dertil er der kommet frem her i denne retssal 20 militærpersoner, som var vore fanger, og som ifølge deres egne ord ikke var genstand for een eneste krænkelse. Her er fremstået 30 af hærens sårede, og mange af dem blev såret i gadekampe, og ingen af dem blev dræbt. Hvis hæren havde 19 døde og 30 sårede, hvordan er det muligt, at vi skulle have 80 døde og 5 sårede? Hvem har nogensinde set kampe med 21 døde og ingen sårede som de berømte kampe beskrevet af Pérez Chaumont?

Her er tabstallene for invasionshærens hårde kampe i 1895, både for de kampe, som de vandt, og dem, de tabte til cubanerne: Los Indios-slaget i Las Villas: 12 sårede, ingen døde; Mal Tiempo-slaget: 4 døde, 23 sårede; Calimete-slaget: 16 døde, 64 sårede; La Palma-slaget: 39 døde, 88 sårede; Cacarajícara-slaget: 5 døde, 13 sårede; Descanso-slaget: 4 døde, 45 sårede; slaget ved San Gabriel del Lombillo: 2 døde, 18 sårede ...; i alle disse kampe var tallet på de sårede to, tre, ja op til 10 gange så højt som tallet på døde. Den gang eksisterede ikke de moderne lægevidenskabelige fremskridt, der reducerer procentdelen af døde. Hvordan skal man forklare det fantastiske forhold: 16 døde for hver såret, hvis ikke det var fordi man dræbte dem, der var indlagt på selve hospitalerne, og dernæst myrdede de forsvarsløse fanger? Tallene taler for sig selv.

"Det er en skam og en vanære for hæren at have haft tre gange så mange tab som angriberne; det er nødvendigt at dræbe 10 fanger for hver død soldat ...". Det er det begreb, som de har af ære, de fourerkorporaler, der avancerede til generaler den 10. marts. Og dét er den ære, de vil påføre den nationale hær! En falsk ære, en fingeret ære, en ære i det ydre, som baseres på løgn, hykleri og forbrydelse; mordere, der ælter en æresmaske af blod. Hvem har sagt dem, at det er vanærende at dø i kamp? Hvem har sagt dem, at en hærs ære består i at myrde sårede og krigsfanger? I krigene har de hære, der myrdede fangerne, altid opnået verdens foragt og fordømmelse. En så stor fejghed har ingen berettigelse, selv ikke om det drejede sig om fædrelandets fjender, der invaderede det nationale territorium. Som en befrier af Sydamerika skrev: "end ikke den strengeste militære lydighed kan ændre soldatens sabel til et bøddelsværd". En soldat af ære myrder ikke den forsvarsløse fange efter kampen, men respekterer ham; han dræber ikke den sårede, men hjælper ham; han forhindrer forbrydelse, og hvis han ikke kan forhindre den, så gør han som hin spanske kaptajn, der, da han hørte skuddene der dræbte studenterne, harmfuldt brækkede sin sabel og gav afkald på at tjene den hær mere. De, der dræber sårede, handler ikke som værdige kammerater til dem, der døde. Jeg så mange soldater kæmpe med strålende tapperhed, som dem i den patrulje, der skød med maskingevær mod os i en kamp, der foregik næsten mand mod mand, eller den sergent, der i dødsforagt bemægtigede sig alarmen for at mobilisere lejren. Nogle er glædeligvis i live, andre er døde; de troede, de opfyldte deres pligt, og for mig gør det dem værdige til beundring og respekt; kun er jeg ked af, at tapre mænd falder i forsvar for en dårlig sag. Når Cuba bliver frit, må man beskytte kvinderne og børnene efter disse tapre, som faldt foran os. De er uskyldige i Cubas ulykker, de er atter andre ofre for denne ulyksalige situation. Men den ære, som soldaterne vandt for våbnene ved at dø i kamp, beplettede generalerne ved at befale dem at dræber fanger efter kampen. Mænd, der gjorde sig til generaler en tidlig morgen uden at have affyret et skud, som købte deres stjerner med højforræderi mod republikken, som befalede at myrde fanger i en krig, de ikke tog del i; disse er generalerne af 10. marts, generaler, der ikke engang kunne have tjent til at drive de muldyr, der bar udstyret for Antonio Maceos hær.

Hvis hæren havde tre gange så mange tab som vi, var det fordi vore mænd var i glimrende træning, som de selv har sagt, og fordi de havde taget adækvate forholdsregler, som de selv har erkendt. Hvis hæren ikke spillede en mere strålende rolle, hvis den blev fuldstændig overrasket til trods for de millioner, som SIM bruger på spionage, hvis deres håndgranater ikke eksplorede på grund af ælde, så skyldes det, at den har generaler som Martín Díaz Tamayo og oberster som Ugalde Carillo og Alberto del Río Chaviano. Det var ikke 17 forrædere anbragt i hærens rækker som den 10. marts, men 165 mænd, der tog tværs over øen fra den ene ende til den anden for at møde døden med utildækket ansigt. Hvis disse chefer havde haft militær ære, så havde de givet afkald på deres bestillinger i stedet for at vaske deres skam og deres personlige uduelighed af i fangernes blod.

At dræbe forsvarsløse fanger og så sige, at de var døde i kamp, det er al den militære formåen, som generalerne af 10. marts har. Således handlede Valeriano Weylers værste bøller i Uafhængighedeskrigens værste år. Krigsberetningerne fortæller os følgende hændelse: "Den 23. februar kom officeren Baldomere Acosta med noget kavaleri ind i Punta Brava på samme tid, som en deling af Pizarro-regimentet kom i modsat retning under ledelse af en sergent dengang kendt som Barriguilla (Lillevom). Oprørerne udvekslede nogle skud med folkene fra Pizarro og trak sig tilbage ad vejen, der går fra Punta Brava til flækken Guatao. Pizarro-regimentets deling fortsatte marchen til Guatao fulgt af et andet kompagni af frivillige fra Marianao under kommando af kaptajn Calvo. Da man var trængt igennem forposterne i flækken, begyndte der en massakre blandt de fredelige indbyggere, og de dræbte tolv af indbyggerne og tog resten til fange. Da de endnu ikke var mætte af deres ugerninger, foretog de uden for Guatao en anden barbarisk eksekution, som resulterede i, at en af fangerne døde, og de øvrige fik frygtelige sår. Markis de Cervera, en opblæst paladsofficer, meddelte Weyler den kostelige sejr, som de spanske våben havde vundet; men kommandant Zugasti, en mand af æresfølelse, angav hændelsen til regeringen og betegnede som mord på fredelige indbyggere de drab, som var blevet udført af forbryderen kaptajn Calvo og sergent Barriguilla.

Weylers delagtighed i denne frygtelige hændelse og hans jubel, da han fik kendskab til detaljerne om massakren, røbes klart i den officielle depeche, han sendte til krigsministeriet straks efter den grusomme menneskeslagtning: "En lille gruppe under ledelse af kommandant Marianao og garnisonsstyrker slog og knuste nogle bander fra Villanueva og Baldomere Acosta nær Punta Brava; han tilføjede dem tyve døde, som han afleverede til Guataos borgmesteren til begravelse; han tog femten fanger, blandt dem en såret; vi antager, at det medførte mange sårede. Vi fik een alvorligt såret og en del med lette og overfladiske sår. Weyler". Hvorledes adskiller denne krigsbulletin fra Weyler sig fra oberst Chavianos bulletiner, da han berettede om kommandant Pérez Chaumonts sejre. Kun deri, at Weyler meddelte 20 døde, og Chaviano meddelte 21; Weyler nævner een såret soldat i sine rækker, Chaviano nævner to; Weyler taler om en såret og 15 fanger i fjendens lejr, Chaviano taler hverken om sårede eller fangne.

Lige som jeg beundrede tapperheden hos de soldater, som smagte døden, beundrer og anerkender jeg, at mange soldater optrådte værdigt og ikke plettede deres hænder i hint blodorgie. Ikke få af de overlevende fanger skylder deres liv til den ærlige holdning hos soldater som løjtnant Sarría, løjtnant Campa, kaptajn Tamayo og andre, som ridderligt bevogtede fangerne. Hvis ikke mænd som disse havde reddet de væbnede styrkers ære tildels, havde det i dag været mere ære i at bære en kokkepigehætte end en uniform.

For mine døde kammerater forlanger jeg ikke hævn. Lige som deres liv var ubetalelige, så ville de ikke kunne betales med alle forbrydernes liv. Det er ikke med blod, man kan betale de unge mennesker for deres liv, de som dør til bedste for deres land. Dette folks lykke er den eneste værdige pris, der kan betales for dem.

Mine kammerater er desuden hverken glemte eller døde; de lever i dag mere end nogensinde, og deres drabsmænd skal med rædsel se, hvorledes der fra deres heltemodige legemer skal opstå deres ideers sejrrige ånd.. Lad Apostlen tale for mig: "Der er en grænse for gråden over de dødes grave, og det er den grænseløse kærlighed til fædrelandet og den storhed, som ses over deres legemer, og som ikke frygter, ikke bliver slået ud og ikke nogensinde svækkes; for martyrernes døde legemer er ærens smukkeste alter".

Når man dør
i det taknemmelige fædrelands arme,
er døden slut, fængselsbåndet brudt.
Endelig begynder med døden livet!

Indtil nu har jeg har jeg begrænset mig næsten udelukkende til begivenhederne. Da jeg ikke glemmer, at jeg står for en domstol, der skal dømme mig, skal jeg nu påvise, at retten udelukkende er på vor side, og at den straf, man har givet mine kammerater, og den, man vil give mig, ikke har nogen berettigelse over for fornuften, over for samfundet og over for den sande retfærdighed.

Jeg ønsker at være personligt respektfuld over for de herrer dommere, og jeg takker jer, fordi I ikke i de barske sandheder, jeg har sagt, har set nogen modvilje imod jer. Mine ræsonnementer går udelukkende på at vise det falske og fejlagtige i den stilling, som er blevet indtaget i den nuværende situation af den dømmende magt, af hvilken enhver domstol blot er en lille brik, der - til et vist punkt -er nødt til at gå ad den samme sti, som maskineriet har afsat, uden at dette dog selvfølgelig giver nogen mand ret til at handle imod sine principper. Jeg ved udmærket godt, at det største ansvar er hos det høje oligarki, som uden nogen værdighed bøjede servilt af for erobrerens diktater, forrådte nationen og gav afkald på den dømmende magts uafhængighed. Hæderlige undtagelser har forsøgt at rette op på den maltrakterede ære med særstandpunkter, men den ubetydelige minoritets gestus er knapt nok trængt igennem, kvalt af majoritetens underkuede og fåreagtige holdning. Denne fatalisme vil imidlertid ikke hindre mig i at fremstille den ret, jeg har. Hvis det at trække mig for denne domstol ikke er mere end ren komedie for at give vilkårligheden skin af lovlighed og retfærdighed, så er jeg indstillet på med fast hånd at flænge det skændige slør, der dækker over så megen frækhed. Det forekommer besynderligt, at de som trækker mig frem for jer for at få mig dømt og domfældt, ikke har efterkommet en eneste ordre fra denne tribunal.

Hvis denne sag, som I har sagt, er den vigtigste, der er kommet frem for en domstol siden republikkens grundlæggelse, skal det, som jeg siger her, måske nok forsvinde i det komplot af tavshed, som diktaturet har ønsket at pålægge mig; men det, som I gør, vil eftertiden mange gange rette sine øjne mod. Tænk på, at i dag dømmer I en anklaget, men I vil til gengæld blive dømt, ikke een gang men mange gange, lige så mange gange som nutiden vil blive gjort til genstand for fremtidens skånselsløse kritik. Så vil det, som jeg siger her, blive gentaget mange gange; ikke fordi man har hørt det af min mund, men fordi rettens problem er evigt, og langt udover de retslærdes og teoretikernes meninger har folket en dyb sans for den. Folkene besidder en enfoldig, men ubønhørlig logik i modsætning til alt det absurde og modsigelsesfyldte, og desuden hvis der er nogen, der afskyr med hele sin sjæl privilegier og ulighed, så er det det cubanske folk. Det ved, at retfærdigheden symboliseres med en jomfru, en vægt og et sværd. Hvis det ser den knæle fejgt for nogle og rasende svinge våbnet mod andre, så vil de se den som en prostitueret kvinde, der fægter med en dolk. Min logik er folkets enfoldige logik.

XII

Jeg vil fortælle jer en historie. Der var engang en republik. Den havde sin konstitution, sine love, sine friheder, præsident, kongres, domstole; alle kunne forsamles, organisere sig, tale og skrive med fuldstændig frihed. Folket var ikke tilfreds med regeringen, men det kunne skifte den ud, og nu manglede der kun nogle få dage i, at de kunne det. Der var en offentlig mening, som man respekterede og lyttede til, og alle problemer af fælles interesse blev diskuteret frit. Der var politiske partier, ideologiske timer i radioen, polemiske tv-programmer, offentlige indslag, og i folket pulserede begejstringen.

Dette folk havde lidt meget, og hvis ikke det var lykkeligt, så ønskede det at blive det, og det havde ret til det. Det var blevet bedraget mange gange, og det så på fortiden med sand rædsel. Det troede blindt på, at dét ikke kunne vende tilbage. Det var stolt over sin frihedskærlighed og levede i den indbildning, at friheden var respekteret som en hellig sag. Det følte en ædel tillid i forvisning om, at ingen ville vove at begå den forbrydelse at øve attentat mod de demokratiske institutioner. Det ønskede en forandring, en forbedring, et fremskridt, og det så det nærme sig. Alt dets håb lå til fremtiden.

Stakkels folk. En morgen vågnede befolkningen rystet. I nattens mulm og mørke havde fortidens genfærd rottet sig sammen, mens befolkningen sov, og holdt den nu i et fast greb om hænderne, fødderne og halsen. Disse kløer kendte man, disse rovdyrgab, disse dødens leer, disse støvler ... Nej; nej, det var ikke et mareridt; det drejede sig om denne triste og frygtelige realitet: en mand ved navn Fulgencio Batista havde netop begået den frygtelige forbrydelse, som ingen havde ventet.

Der skete da det, at en ydmyg borger i dette folk - en borger, der ønskede at tro på republikkens love og på retskaffenheden hos dens dommere, som han mange gange havde set fare hårdt frem mod stakler, - fandt en lovbog frem om samfundsforsvar for at se, hvilke straffe samfundet tilkendte den, der øvede en sådan gerning, og han fandt følgende: "Den, som øver nogensomhelst gerning direkte beregnet på med vold helt eller delvist at ændre statens konstitution eller regeringsform, pådrager sig frihedsberøvelse i 6-10 år". - "Den pådrager sig frihedsberøvelse i 3-10 år, som udfører en gerning, der tilsigter at fremkalde et væbnet oprør mod statens konstitutionelle magter. Straffen vil være 5-20 år, hvis oprøret virkeliggøres". - "Den, der udfører en handling med det bestemte mål at hindre, helt eller delvist, om det blot er midlertidigt, senatet, repræsentanternes hus, republikkens præsident, eller højesteret i udførelsen af deres konstitutionelle funktioner, vil pådrage sig frihedsberøvelse i 6-10 år". - "Den, som forsøger at hindre eller forstyrre afholdelsen af almindelige valg, vil pådrage sig frihedsberøvelse i 4-8 år". - "Den, som indfører, offentliggør, propaganderer for eller forsøger at gennemføre i Cuba nogen depeche, ordre eller dekret .., som tilsigter at fremkalde ulydighed mod gældende love, pådrager sig frihedsberøvelse i 2-6 år". - "Den, som uden lovlig adkomst eller regeringsordre tager kommando over tropper, befæstede stillinger, forter, militærposter, byer eller militære skibe eller fly, vil pådrage sig frihedsberøvelse i 5-10 år". - En lignende straf pådrager den sig, som tilegner sig udøvelsen af en funktion, der ifølge konstitutionen tilkommer en af statens magter".

Men lovbogen i den ene hånd og papirerne i den anden indfandt den nævnte borger sig uden at sige et ord til nogen i den gamle Capital-bygning, hvor den kompetente tribunal fungerede, den som havde pligt til at fremme sagen og straffe dem, der var ansvarlige for den gerning. Han præsenterede en skriftlig anmeldelse af forbrydelserne og bad om en straf på 1-8 års fængsel til Fulgencio Batista og hans 17 medskyldige, sådan som loven om samfundssikkerhed bestemte, med alle de skærpende omstændigheder for gentagelsestilfælde, forræderi og det forhold, at forbrydelsen var begået om natten.

Dagene gik, og månederne gik. Hvilken skuffelse! Den anklagede blev ikke generet. Han rejste rundt i republikken som en herre, man kaldte ham ærede herre og general, han afsatte og indsatte dommere, og på selve åbningsdagen for domstolene sås forbryderen siddende på ærespladsen mellem vort retsvæsens høje og ærværdige patriarker.

Igen gik der dage og måneder. Folket blev træt af misbrug og spot. Folk bliver trætte! Krigen kom. Og nu var det hin mand, der stod uden for loven og som havde taget magten ved vold imod folkets vilje og angrebet den lovlige orden, der torturerede, myrdede, fængslede og anklagede for retten dem, der var draget ud for at kæmpe for loven og gengive folket dets frihed.

XIII

Mine herrer dommere: Jeg er hin ydmyge borger, som en dag fremstillede mig for dommerne for at bede dem om at straffe de magtbegærlige, der brød lovene og rev vore institutioner i stumper og stykker, og nu da det er mig, der er anklaget for at ville omstyrte dette ulovlige regime og genindføre republikkens lovlige konstitution, bliver jeg holdt 76 dage i enecelle uden at kunne tale med nogen, end ikke se min søn. Man fører mig gennem byen mellem to maskingeværer, man overfører mig til dette hospital for at dømme mig hemmeligt med al strenghed, og en anklager med loven i hånd påstår mig meget højtideligt idømt seks og tyve års fængsel.

I vil sige til mig, at den gang handlede republikkens dommere ikke, fordi de var forhindrede af magten; så må i tilstå: denne gang vil magten også tvinge jer til at dømme mig. Første gang kunne I ikke dømme den skyldige; anden gang vil I dømme den uskyldige. Retfærdighedens jomfru, to gange voldtaget af magten.

Og så megen snak for at retfærdiggøre det, der ikke kan retfærdiggøres, forklare det uforklarlige og forlige det uforligelige! De er ligefrem endt med at fastslå som øverste lov, at handlingen skaber retten. Det vil sige, at den handling at have sendt tankvognene og soldaterne ud i gaderne, bemægtiget sig præsidentpaladset, republikkens skatkammer og de andre offentlige bygninger og rette våbnene mod folkets hjerte, det skaber ret til at regere det. Det samme argument kunne nazisterne bruge, da de besatte Europas nationer og indsatte marionetregeringer.

Jeg erkender og tror, at revolution er en kilde til ret; men det natlige angreb med væbnet hånd den 10. marts vil man aldrig kunne kalde en revolution. Som José Ingenieros sagde: I det vulgære sprog plejer man at bruge navnet revolution om de små forstyrrelser, som en gruppe utilfredse frembringer for at skille de velbjergede af med deres politiske præbender og økonomiske privilegier, og som i almindelighed ender med en udskiftning af nogle mænd med andre og en ny fordeling af stillinger og fordele. Dette er ikke historiefilosofiens kriterium og kan heller ikke være kriteriet for en studeret mand.

Ikke i betydningen dybtgribende forandringer i den sociale organisme, end ikke på overfladen af den offentlige gyngemose sås en bølge, der kunne røre op i den herskende råddenskab.

Hvis der i det gamle regime var politisk kandestøberi, rov, plyndring og mangel på respekt for menneskeliv, så har det nuværende regime tidoblet plyndringen og hundrededoblet manglen på respekt for menneskeliv.

Man vidste, at Barriguilla havde røvet og myrdet, at han var millionær, at han i hovedstaden havde mange etagehuse, adskillige aktier i fremmede kompagnier, fabelagtige konti i nordamerikanske banker, at han indgik skilsmissearrangementer for 18 millioner pesos, at han boede på det mest luxuøse hotel for yankee millionærer; men det, som aldrig nogen kunne tro, var, at Barriguilla var revolutionær. Barriguilla er Weylers sergent, der myrdede 12 cubanere i Guatao ... I Santiago de Cuba var det 70. De te fabula narratur.

Fire politiske partier regerede landet før den 10. marts: Auténtico, Liberal, Demócrata og Republicano. To dage efter kuppet tilsluttede Republicano sig det. Der var endnu ikke gået et år, så var Liberal og Demócrata atter ved magten. Batista retablerede ikke konstitutionen, han retablerede ikke de offentlige friheder, han retablerede ikke kongressen, han retablerede ikke direkte valg, kort sagt, han retablerede ikke nogen af de demokratiske institutioner, som landet var blevet berøvet; men han retablerede Verdeja, Guas Inclán, Salvito García Ramos, Anaya Murillo og - sammen med de høje magthavere fra de traditionelle regeringspartier - det mest korrupte, griske, konservative og forældede af cubansk politik. Dette er en Barriguillas revolution!

Uden det mest elementære revolutionære indhold har Batistas regime i alle henseender betydet et tilbageskridt på tyve år for Cuba. Alle har måttet betale ganske dyrt for hans tilbagekomst, men først og fremmest de ydmyge klasser, der lider sult og elendighed under det diktatur, der har ødelagt landet med rystelser, uduelighed og forlis, som giver sig af med den mest frastødende politiseren og opfinder opskrifter og atter flere opskrifter på at blive ved magten, om det så skal være over et bjerg af lig og et hav af blod.

Der er ikke blevet dikteret eet eneste værdifuldt initiativ. Batista lever hengiven med hud og hår til de store interesser, og det kunne ikke være på nogen anden måde på grund af hans mentalitet og den totale mangel på ideologi og principper og det absolutte fravær af massernes tro, tillid og opbakning. Det var en simpel udskiftning af hænder og en fordeling af byttet mellem venner, slægtninge, medskyldige og påhænget af grådige snyltere, som udgør diktatorens politiske stillads. Hvor mange skændselsgerninger har de udsat folket for for at en lille gruppe egoister, der ikke føler det mindste hensyn for fædrelandet, kan finde et nem og bekvem modus vivendi i det offentlige.

Hvor rigtigt sagde ikke Eduardo Chibás i sin sidste tale: at Batista opfordrede til, at obersterne, palmacristi og voldens lov vendte tilbage. Umiddelbart efter den 10. marts begyndte de atter at øve sådanne sandt vandalistiske gerninger, som man troede var blevet forvist fra Cuba for altid: Overfaldet på Universidad del Aire, et attentat uden fortilfælde mod en kulturel institution, hvor gangsterne fra SIM blandede sig mellem hvalpene fra PAU's ungdom; bortførelsen af journalisten Mario Kuchilán, der midt om natten blev trukket ud af sit hjem og torteret vildt, indtil man lod ham ligge næsten ukendelig; mordet på studenten Rubén Batista og de forbryderiske skud mod en fredelig studenterdemonstration ved den samme mur, hvor frivillige nedskød studenterne i 1871; mennesker, som over for de samme rettens dommere som i doktor García Bárcenas proces hostede blod op fra lungerne på grund af den barbariske tortur, som man har udsat dem for i de repressive korps. Og jeg skal ikke her gengive de hundreder af tilfælde, hvor en gruppe borgere brutalt er blevet slået, mænd eller kvinder uden forskel, unge eller gamle. Alt dette før den 26. juli. Derefter, som man ved, blev ikke engang kardinal Arteaga fri for gerninger af den slags. Alle ved, at han blev offer for de repressive agenter. Officielt forsikrer de, at det var en røverbandes værk. For en gangs skyld siger de sandheden. Hvad andet er dette regime?

Befolkningen har lige med rædsel set tilfældet med journalisten, der blev bortført ud underkastet tortur med ild i tyve dage. I ethvert tilfælde: en uhørt kynisme, et uendeligt hykleri, den fejghed at flygte fra ansvaret og uvægerligt lægge skylden på regimets fjender. En regeringstaktik, som kun den værste gangsterbande kan misunde dem. End ikke de nazistiske forbrydere var nogen sinde så fejge. Hitler tog ansvaret for massakrerne den 30. juni 1934, idet han sagde, at han i fireogtyve timer havde været Tysklands højesteret. Håndlangerne for dette diktatur, der ikke tåler sammenligning med noget andet i lavhed, tarvelighed og fejghed, bortfører, torturerer, myrder, og bagefter lægger de ondskabsfuldt skylden på regimets modstandere. Det er typiske Barriguilla-metoder.

I alle disse gerninger, som jeg har nævnt, d'herrer dommere, er ikke een eneste gang de skyldige blevet ført frem for at blive dømt af domstolene. Hvordan? Var dette ikke ordenens regime, regimet for offentlig fred og respekt for menneskeliv?

XIV

Når jeg har refereret alt dette, så er det for at man skal sige mig, om en sådan situation kan kaldes en revolution, der avler ret; om det er tilladt eller ej at kæmpe mod den; om ikke republikkens dommere må være meget prostituerede for at kunne sende de borgere i fængsel, der ønsker at befri fædrelandet fra så stor en skændsel.

Cuba lider under et grusomt og vanærende despoti, og I er ikke uvidende om, at modstand mod despoti er lovlig. Det er et princip, der er almindeligt anerkendt, og vor konstitution af 1940 knæsætter det udtrykkeligt i artikel 40, stk. 2: "Det er tilladt at yde passende modstand for at beskytte de tidligere givne individuelle rettigheder". Og yderligere, selv om vor grundlov ikke havde knæsat det, er det en forudsætning, uden hvilken man ikke kan forestille sig eksistensen af et demokratisk samfund. Professor Infiesta fastslår i sin bog Konstitutionel Ret en forskel mellem politisk konstitution og juridisk konstitution og siger, at "undertiden er der i den juridiske konstitution indeholdt konstitutionelle principper, som selv om de ikke var der i lige grad ville være forpligtende i kraft af folkets samtykke, som f.eks. princippet om flertalsstyre eller repræsentationen i vore demokratier". Retten til opstand mod et tyranni er et af disse principper, som - om det nu er indeholdt i den juridiske konstitution eller ikke - altid har fuld gyldighed i et demokratisk samfund. Fremsættelsen af dette spørgsmål for en domstol er et af de interessanteste i offentlig ret. Duguit har sagt i sin Traktat om Konstitutionel Ret, at "hvis opstanden mislykkes, vil der ikke være nogen domstol, som vil vove at erklære, at det ikke var sammensværgelse og attentat mod statens offentlige sikkerhed, fordi regeringen var tyrannisk og det var lovligt at forsøge at omstyrte den". Men læg vel mærke til, at han siger ikke, "domstolen bør ikke", men at "der vil ikke være nogen domstol, som vover at erklære"; sagt mere klart: at der ikke vil være nogen domstol, som vil driste sig til, at der ikke vil være nogen domstol tilstrækkelig modig til at gøre det under et tyranni. Spørgsmålet giver ikke plads for alternativet: hvis domstolen er modig og den gør sin pligt, så vil den vove det. Fornylig har man højlydt diskuteret gyldigheden af Konstitutionen af 1940. Domstolen for konstitutionel og social sikkerhed dømte imod den og til gunst for Statutterne. Men, mine herrer dommere, jeg hævder, at Konstitutionen af 1940 fortsat er gældende. Min overbevisning kan synes absurd og ude af trit med tiden. Men bliv ikke forbavsede; det er mig, der er forbavset over, at en rettens domstol har forsøgt at give en gemen opstand mod konstitutionen republikkens legitimitet. Jeg vil som indtil nu holde mig strengt til kendsgerningerne, sandheden og fornuften og således bevise det, som jeg netop har hævdet. Domstolen for konstitutionelle og sociale garantier blev grundlagt ved artikel 172 i Konstitutionen af 1940 med lovtillæg nr. 7 af 31. maj 1949. Disse love, i kraft af hvilke domstolen blev skabt, giver i sager om krænkelse af konstitutionen samme domstol en særlig og afgørende kompetence: at afgøre kæremål om grundlovskrænkelse af love, dekreter, resolutioner eller handlinger, som nægter, formindsker, begrænser eller krænker de konstitutionelle rettigheder og garantier, eller som hindrer statsorganernes frie virke. I artikel 194 blev det klart udtrykt: "Dommerne og tribunalerne er forpligtede på at afgøre konflikterne mellem de gældende love og konstitutionen, idet de efterfølger det princip, at denne altid har forrang fremfor hine. Altså skulle Garantitribunalen i overensstemmelse med de love, der gav den eksistens, altid træffe afgørelse til fordel for Konstitutionen. Hvis den Tribunal lod Statutterne have forrang over republikkens Konstitution, så faldt den fuldstændig uden for sin kompetence og sine beføjelser og foretog følgelig en handling, der juridisk er en nullitet. Beslutningen i sig selv er desuden absurd, og det absurde har hverken gyldighed, virkelighed eller ret, det eksisterer ikke engang metafysisk. Så ærværdig en tribunal end monne være, kan den ikke afgive den kendelse, at cirklen er firkantet, eller - hvad der er det samme - at det groteske misfoster af 4. april kan kaldes en stats konstitution.

Ved en konstitution forstår vi en nations fundamentale og højeste lov, som definerer dens politiske struktur, regulerer statsorganernes funktioner og sætter grænse for deres aktiviteter. Den må være stabil, holdbar og ret så streng. Statutterne opfylder ingen af disse krav. Først og fremmest indeholder de en selvmodsigelse, der er monstrøs, skamløs og kynisk i det væsentligste, hvilket er det om republikkens integration og souverænitetsprincippet. Artikel eet siger: "Cuba er en uafhængig og suveræn stat organiseret som en demokratisk republik". Artikel to siger: "Suveræniteten ligger hos folket, og fra dette udgår al magt". Men så kommer artikel 118 og siger: "Republikkens præsident skal udpeges af ministerrådet". Nu er det ikke folket, men ministerrådet. Og hvem vælger ministerrådet? Artikel 120, stk. 13: "Det tilkommer præsidenten frit at udnævne og genudnævne ministrene og at udskifte dem, når det er betimeligt". Hvem udnævner altså i sidste ende hvem? Er dette ikke det klassiske problem med ægget og hønen, som ingen endnu har løst?

En dag samledes 18 eventyrere. Planen var at kaste sig over republikken med dens budget på 350 millioner. Ved hjælp af forræderi og i ly af mørket nåede de deres forsæt: "Og hvad skal vi så lave?" En af dem sagde til de andre: "De udnævner mig til premierminister, og jeg udnævner Dem til generaler". Da det var gjort, opsøgte han tyve hellebardister og sagde til dem: "Jeg udnævner Dem til ministre, og De udnævner mig til præsident". Således udnævnte de hinanden til generaler, ministre, præsident og satte sig i besiddelse af republikkens skatkammer.

Og det er ikke sådan, at det drejede sig om at tage magten for en enkelt gang for at udnævne ministre, generaler og præsident, men en mand erklærede sig i nogle statutter for enevældig herre, ikke blot over nationen, men over enhver borgers liv og død og selve nationens eksistens. Derfor fastholder jeg, at Garantitribunalens holdning ikke blot er forræderisk, gemen, fejg og modbydelig, men den er også absurd.

Der er i Statutterne en artikel, som i ret høj grad har forbigået opmærksomheden, men det er den, der giver nøglen til denne situation, og som vi skal uddrage afgørende slutninger fra. Jeg hentyder til ændringsbestemmelsen i artikel 257, der ordret siger: "Denne Konstitutionslov kan ændres af ministerrådet med et quorum på 2 tredjedele af medlemmerne". Her har spotten nået sit topmål. Ikke blot har de udøvet suveræniteten for at påføre folket en konstitution uden at tage hensyn til dets tilslutning og vælge en regering, som samler alle magterne i sine hænder, men ved artikel 257 tilegner de sig den egenskab, der er væsentligst for suveræniteten, beføjelsen til at ændre nationens højeste og grundlæggende lov, noget de allerede flere gange har gjort siden den 10. marts, skønt de med den største kynisme i verden påstår i artikel 2, at suveræniteten ligger hos folket, og at al magten udgår fra det. Hvis det er tilstrækkeligt til at gennemføre disse ændringer, at der er enighed i ministerrådet med et quorum på to tredjedele, og præsidenten er den, der udnævner ministerrådet, så er det i hænderne på een eneste mand at skabe eller udslette republikken, en mand der tilmed er den uværdigste af dem, der født på denne jord. Og blev det accepteret af Tribunalet for konstitutionelle garantier, og er det gyldigt og legalt alt det, der kan uddrages deraf? Nuvel, I vil se, hvad den accepterede: "Denne Konstitutionslov kan ændres af ministerrådet med et quorum på 2 tredjedele af medlemmerne". En sådan beføjelse kender ingen grænser; ved hjælp af den kan man modificere enhver artikel, ethvert kapitel, ethvert afsnit, hele loven. For eksempel siger artikel 1, som jeg allerede har nævnt, at Cuba er en uafhængig, suveræn stat organiseret som demokratisk republik - "skønt det i realiteten i dag måtte være et blodigt diktatur" -; artikel 3 siger, at "republikkens territorium består af øen Cuba, øen Pinos og de øvrige tilgrænsende øer og holme ..."; og så fremdeles. Batista og hans ministerråd kan i kraft af artikel 257 modificere alle disse artikler og sige, at Cuba ikke mere er en republik men et arvekongedømme, og salve ham, Fulgencio Batista, til konge; han kan sønderdele det nationale territorium og sælge en provins til et fremmed land, som Napoleon gjorde det med Louisiana; han kan suspendere retten til livet og ligesom Herodes befale, at nyfødte børn halshugges. Alle disse foranstaltninger ville være legale, og I ville være nødt til at sende i fængsel enhver, som måtte sætte sig op imod dem, som I skal til at gøre det med mig i disse timer. Jeg har givet ekstreme eksempler, for at man kan forstå det triste og ydmygende i vor situation. Og disse uindskrænkede beføjelser er i hænderne på mænd, der i sandhed er i stand til at sælge republikken med samt alle dens indbyggere!

Hvis Tribunalet for konstitutionelle garantier accepterede en sådan situation, hvad venter den så på for at hænge dommerkåberne væk? Det er et elementært princip i offentlig ret, at der ikke er konstitutionalitet der, hvor den grundlovgivende og den lovgivende magt er i samme organisme. Hvis ministerrådet laver lovene, dekreterne og reglementerne og på samme tid har beføjelse til at modificere konstitutionen på ti minutter, så har pokker brug for en Tribunal for konstitutionelle garantier! Dens kendelse er altså irrationel, uforståelig, i modstrid med logikken og republikkens love, som I, mine herrer dommere, har aflagt ed på at forsvare. Ved kendelsen til fordel for Statutterne blev vor højeste lov ikke afskaffet, men Tribunalet for konstitutionelle garantier satte sig uden for konstitutionen, gav afkald på sin domsmyndighed, begik juridisk selvmord. Lad den hvile i fred!

XV

Modstandsretten, som artikel 40 i denne Konstitution fastlægger, er fuldt gyldig. Blev den vedtaget for at fungere, mens republikken var i normal gænge? Nej, for den var for Konstitutionen det, som en redningsbåd er for et skib på den dybe sø; den kommer ikke i vandet, medmindre skibet er blevet torpederet af fjender, der har lagt sig i baghold på dets rute. Når republikkens Konstitution var blevet forrådt og folket frataget alle sine rettigheder, var alene tilbage denne ret, som ingen magt kan tage fra det, retten til at gøre modstand mod undertrykkelsen og uretfærdigheden. Hvis der er tvivl tilbage, så er her en artikel fra loven om socialt forsvar, som hr. statsanklageren ikke burde glemme. Den siger ordret: "Autoriteter, der er udnævnt af regeringen eller ved folkelige valg, og som ikke måtte have gjort modstand mod oprør med alle de midler, som var til deres rådighed, vil påføre sig fortabelse af borgerlige rettigheder fra seks til ti år. Det var en pligt for republikkens dommere at gøre modstand mod den militære forræder af 10. marts. Man forstår så ganske, at når ingen har overholdt loven og ingen gjort sin pligt, så sender man i fængsel de eneste, der har overholdt loven og gjort deres pligt.

I vil ikke kunne nægte, at det regime, vor nation er blevet påtvunget, er uværdigt til nationens traditon og historie.

I sin bog Lovenes Ånd, der tjente som grundlag for den moderne deling af magterne, skelner Montesquieu mellem tre slags regeringer efter deres natur : "den republikanske, i hvilken hele folket eller en del af folket har den suveræne magt; den monarkiske, hvor en enkelt regerer, men i overensstemmelse med faste og afgrænsede love; og den despotiske, hvor en enkelt, uden lov og regler, gør det hele uden andet end sin vilje og sine luner som rettesnor". Så tilføjer han: "en mand, hvem hans fem sanser uden ophør siger, at han er alt og de andre intet, er naturligvis uvidende, doven, vellystig". "Lige som dyd er nødvendig i et demokrati og ære i et monarki, sådan er frygten nødvendig i en despotisk regering; hvad dyden angår, så er den ikke nødvendig, og hvad æren angår, så ville den være farlig".

Retten til oprør mod despotiet, mine herrer dommere, har været anerkendt fra den fjerneste oldtid til nutiden af mennesker af alle ideologier, alle ideer og alle trosretninger.

I de teokratiske monarkier fra den fjerneste oldtid, i Kina, var det praktisk taget et konstitutionelt princip, at når kongen regerede uanstændigt og despotisk, blev han afsat og erstattet med en ordentlig fyrste.

Tænkerne i det gamle Indien støttede den aktive modstand over for autoritetens vilkårlighed. De retfærdiggjorde revolutionen og gjorde ofte deres teorier til virkelighed. En af deres åndelige ledere sagde, at "en opinion, der deles af mange, er stærkere end selve kongen. Det tov, der er snoet af mange fibre, er tilstrækkeligt til at binde en løve".

Grækenlands bystater og den romerske republik ikke blot tillod, men forsvarede tyranners voldsomme død. I middelalderen sagde Juan de Salisbury i sin Bogen om statsmennesket, at når en fyrste ikke regerer i overensstemmelse med retten og degenererer til tyran, så er det tilladt og berettiget at afsætte ham med magt. Han anbefaler, at man bruger dolken mod tyrannen, om ikke gift.

Sct. Thomas af Aquino afviste i Summa Theologica læren om tyranmord, men fastholdt dog tesen om, at tyranner burde afsættes af folket. Martin Luther proklamerede, at når en regent degenererer til et tyran, der krænker lovene, så er undersåtterne fritaget fra lydighedspligten. Hans discipel Filip Melanchton hævder retten til modstand, når regenter bliver til tyranner. Calvin, reformationens betydeligste tænker med hensyn til politiske ideer, hævder, at folket har ret til at gribe til våben for at sætte sig op imod en hvilken som helst ursupation.

Intet mindre end en spansk jesuit fra Filip II's tid, Juan Mariane, hævder i sin bog De Rege et Regis Institution, at når en regering tilraner sig magten, eller en valgt regering regerer det offentlige liv på en tyrannisk måde, så er det tilladt, at en simpel privatperson dræber ham. Han kan gøre det direkte eller under anvendelse af bedrag, og med mindst muligt offentlig uro.

Den franske skribent Francois Hotman hævdede, at der mellem regenter og undersåtter eksisterer et kontraktligt bånd, og at folket kan rejse sig i oprør mod regenterne, når disse bryder hin pagt. I løbet af samme periode fremkommer også en pjece, som blev meget læst, med titlen Vindiciae Contra Tyrannos under pseudonymet Stepahnus Junius Brutus, hvor man åbent proklamerer, at det er lovligt at yde modstand mod regenter, når de undertrykker folket, og at det var de ærværdige magistraters pligt at sætte sig i spidsen for kampen.

De skotske reformatorer John Knox og John Poynet opretholdt samme synspunkt, og i den vigtigste bog for denne bevægelse, skrevet af George Buchanan, siges det, at hvis regenten opnår magten uden hensyn til folkets billigelse eller regerer over dets skæbne på en uretfærdig og vilkårlig måde, så er han blevet til en tyran, og han kan afsættes eller i yderste tilfælde berøves livet.

Johannes Altusius, en tysk jurist fra begyndelsen af det 17. århundrede, siger i sin Traktat om Politik, at suveræniteten som statens højeste autoritet fødes af alle dens medlemmers samdrægtighed; at regeringens autoritet udgår fra folket, og at hvis den udøver sin magt uretfærdigt, lovløst eller tyrannisk, så er folket fritaget fra lydighedspligten og berettiget til modstand og oprør.

Indtil nu, mine herrer dommere, har jeg nævnt eksempler fra antikken, middelalderen og begyndelsen af den moderne tid: skribenter af alle ideologier og alle trosretninger. Men som I skal se, befinder denne ret sig endog i selve roden af vor politiske eksistens, og takket være den kan I i dag iklæde jer jeres kåber som cubanske dommere, som gid dog var udtryk for retfærdigheden.

Det er en kendt sag, at der i England i det 17. århundrede blev afsat to konger, Charles I og Jacob II, for despoti. Disse begivenheder faldt sammen med fødslen af den liberale politiske filosofi, det ideologiske udtryk for en ny social klasse, der da kæmpede for at bryde feudalismens lænker. Imod tyrannierne af Guds nåde opstillede denne filosofi princippet om den sociale kontrakt og undersåtternes samtykke, og den tjente som grundlag for den engelske revolution af 1688, og for de amerikanske og franske revolutioner af 1775 og 1789. Disse store revolutionære begivenheder åbnede for befrielsesprocessen for de spanske kolonier i Amerika, hvis sidste led var Cuba. Med denne filosofi næredes vor politiske og konstitutionelle tankegang, som var under udvikling fra den første konstitution i Guáimaro til konstitutionen af 1940. Sidstnævnte var allerede under indflydelse af den moderne verdens socialistiske strømninger, og man knæsatte i den princippet om ejendommens sociale funktion og menneskets umistelige ret til en værdig eksistens, skønt de store interesser har hindret dettes fulde gyldighed.

Retten til oprør mod tyranni fik da sin definitive anerkendelse og blev til en væsentlig grundsætning for politisk frihed.

Allerede i 1649 skrev John Milton, at den politiske magt beror hos folket, som kan udnævne og afsætte fyrster og har pligt til at skille sig af med tyranner.

John Locke hævder i sin Regeringstraktat, at når menneskets naturlige rettigheder krænkes, har folket ret og pligt til at afskaffe eller udskifte regeringen. "Det eneste middel mod magt uden bemyndigelse ligger i at modstå magten". Jean Jacque Rousseau siger med megen veltalenhed i sin Social Kontrakt: "Så længe et folk ser sig tvunget til at lyde - og lyder, gør det vel; så snart som det kan ryste åget af sig - og gør det, gør det bedre, idet det genvinder sin frihed med den samme ret som den, hvormed den havde mistet den". "Den stærkeste er aldrig stærk nok til altid at være herre, hvis ikke styrken bliver til ret og lydigheden til pligt ... Styrken er en fysisk magt: Jeg ser ikke, hvilken moralitet kan opstå af dens brug. Det at afstå fra magt sker af nødvendighed, ikke af fri vilje; højst af forsigtighed. I hvilken betydning kan dette være en pligt?". "At afstå fra friheden er at afstå fra kvaliteten som menneske, menneskelighedens rettigheder, indbefattet dens pligter. Den, der giver afkald på alt, kan umuligt få noget til gengæld. Et så stort afkald er i modstrid med menneskets natur; og at tage al frihed fra viljen er at tage al moralitet fra handlingerne. Altså, det er en tom og selvmodsigende forestilling at fastsætte på den ene side en absolut myndighed og på den anden side en lydighed uden grænser..."

Thomas Paine har sagt, at "et retfærdigt menneske er værdig til mere respekt end en kronet alfons".

Kun reaktionære skribenter har modsat sig denne folkenes ret, som hin gejstlige i Virginia, Jonathan Boucher, der sagde, at "retten til revolution er en doktrin, der må fordømmes; den er kommet fra Lucifer, oprørernes fader".

Kongressens uafhængighedserklæring i Filadelfia d. 4. juli 1776 anerkendte denne ret i en smuk paragraf, der siger: "Vi fastholder som indlysende sandheder, at alle mennesker er født lige, at deres skaber har givet dem alle visse umistelige rettigheder, blandt hvilke tælles livet, friheden og søgen efter lykke; at for at sikre disse rettigheder indrettes der blandt mennesker regeringer, hvis retfærdige myndigheder udgår af undersåtternes enighed; at altid når nogen form for regering forsøger at ødelægge disse mål, har folket ret til at ændre eller afskaffe den og indsætte en ny regering, der hviler på de nævnte principper og organiserer sine myndigheder på en måde, der efter dets skøn bedre garanterer dets sikkerhed og lykke".

Den berømte franske erklæring om menneskets rettigheder gav dette princip i arv til de følgende generationer: "Når regeringen krænker folkets rettigheder, er oprøret for folket den helligste af rettighederne og den mest tvingende af pligterne". "Når en person sætter sig i besiddelse af suveræniteten, bør han dømmes til døden af frie mennesker".

XVI

Jeg tror, at jeg har retfærdiggjort mit synspunkt tilstrækkeligt: Det er flere grunde, end hr. statsanklageren greb til for at forlange mig dømt til seksogtyve års fængsel; alle står de bag de mennesker, som kæmper for et folks frihed og lykke; ingen står bag dem, der undertrykker, fornedrer og plyndrer ubarmhjertigt; derfor har jeg måttet fremlægge mange, og han kunne ikke fremlægge een eneste. Hvordan retfærdiggøre, at Batista er ved magten, den magt som han opnåede imod folkets vilje og ved at krænke republikkens love ved forræderi og magtanvendelse? Hvordan kalde legitimt et regime af blod, undertrykkelse og skændsel? Hvordan kalde revolutionær en regering, hvori er samlet de mennesker, ideer og metoder, der udgør det mest reaktionære i revolutionens liv? Hvordan betragte som juridisk gyldigt det højforræderi, der er begået af en tribunal, hvis opgave var at forsvare vor Konstitution? Med hvilken ret fængsler de borgere, der kom for at give deres blod og deres liv af ærbødighed for fædrelandet? Dette er monstrøst i nationens øjne og udfra principperne om den sande ret!

Men vi har et argument, der er stærkere end alle de øvrige: Vi er cubanere; og at være cubaner forpligter. Ikke at opfylde denne pligt er forbryderisk og forræderisk. Vi lever med stolthed over fædrelandets historie; vi lærte den i skolen, og mens vi voksede op, hørte vi om frihed, retfærdighed og rettigheder.

Tidligt lærte man os at ære vore heltes og vore martyrers strålende eksempel. Céspedes, Agramonte, Maceo, Gómez og Martí blev de første navne, der prægede sig ind i vore hjerner; man lærte os, at Titanen havde sagt, at man ikke kan tigge sig til frihed, men den må erobres med machetens knivsæg; man lærte os, at til opdragelsen af borgerne i det frie fædreland skrev Apostlen i sin bog Guldalderen: "En mand, der indretter sig på at adlyde uretfærdige love og tillader, at det land, hvor han blev født, bliver betrådt af dem, der mishandler det, er ikke en mand af ære... I verden må der være en vis mængde værdighed, ligesom der må være en vis mængde lys. Når der er mange mennesker uden værdighed, er der altid andre, der i sig har værdighed for mange mennesker. Disse er dem, der gør oprør med frygtelig kraft mod dem, der berøver folkene deres frihed, hvilket er det samme som at berøve mennesker deres værdighed. I disse mænd handler tusinder af mennesker, et helt folk, den menneskelige værdighed...". Man lærte os, at den 10. oktober og den 24. februar er strålende mærkedage, en fryd for fædrelandet, fordi de markerer de dage, da cubanerne gjorde oprør mod tyranniets skændige åg; man lærte os at elske og forsvare det smukke flag med stjernen og hver eftermiddag at synge en hymne, hvis vers siger, at det at leve i lænker er at leve under skam og vanære, og at det at dø for fædrelandet er at leve. Alt dette lærte vi, og vi må ikke glemme det netop i dag, hvor man myrder og fængsler mennesker for at efterleve de ideer, som man lærte dem fra vuggen. Vi blev født i et frit land, som vore fædre gav os i arv, og før skal øen synke i havet, end vi indvilliger i at være nogens slaver.

Det kunne synes, som om Apostlen skulle dø på sin hundredeårsdag, at hans minde skulle slukkes for altid. Så stor var skammen! Men han lever, han er ikke død, hans folk er tro mod hans minde; der er cubanere, der er faldet i forsvar for hans læresætninger; der er unge, der i en storslået rejsning kom for at dø ved hans grav, for at give ham deres blod og deres liv, for at han skulle leve videre i fædrelandets sjæl. Cuba, hvad ville der være blevet af dig, hvis du havde ladet din Apostel dø!

Jeg slutter mit forsvar, men jeg vil ikke gøre, som de lærde altid gør, med at bede om den anklagedes frihed; den kan jeg ikke bede om, når mine kammerater allerede lider vanærende fangenskab på øen Pinos. Send mig derhen, at jeg kan være sammen med dem og dele deres skæbne; det er rimeligt, at mænd af ære er døde eller fanger i en republik, hvor man har en kriminel og tyv til præsident.

Til de herrer dommere, min dybtfølte taknemmelighed over at have tilladt mig at udtrykke mig frit uden smålig restriktioner; jeg føler ingen bitterhed mod jer, jeg erkender, at i visse henseender har I været humane, og jeg ved, at denne rets præsident, en mand af et rent liv, ikke kan skjule sin afsky for de herskende tingenes tilstand, der tvinger ham til at afsige en uretfærdig dom. Retten har dog stadig et mere alvorligt problem: her er de sager, som blev påbegyndt med de halvfjerds mord, det vil sige, den største massakre, vi har kendt; de skyldige forbliver frie med våben i hånd, hvilket er en varig trussel mod borgernes liv; hvis ikke hele lovens vægt kommer over dem, af fejghed eller fordi de forhindrer det, og alle dommerne ikke går af, så har jeg medlidenhed med jeres ære og beklager den hidtil største plet, der skal falde over domsmagten.

Hvad mig angår, så vil fængslet være så hårdt, som de aldrig har været for nogen, svangert med trusler, med tarvelig og fejg grusomhed; men jeg frygter det ikke, ligesom jeg ikke frygter raseriet fra den ynkelige tyran, der tog livet af mine halvfjerds brødre. Døm mig, det er ikke vigtigt. Historien vil frikende mig.


Sti: Historien vil frikende mig ⇒ Castros tale i Caracas 3/2-99

Oversigt

Array ( [type] => 8 [message] => Undefined index: Adgang [file] => /customers/0/4/0/geltzer.dk/httpd.www/cuba/historie.php [line] => 2389 )