Fidel Castros tale den 8. september 2000
i Riverside-kirken, Harlem, New York

Baggrunden for denne tale er først og fremmest Fidel Castros deltagelse i det såkaldte Millennium-topmøde i FN, hvor pressen som sædvanligt især slog småtingene stort op, såsom det, at Castro, der jo er berygtet for sine timelange taler, lagde et tørklæde hen over de lamper på talerpulten, der skulle minde ham om den tilmålte taletid, samt den episode, hvor Castro og Bill Clinton ikke undgik at hilse på hinanden. Til baggrunden hører også, at Fidel Castro for ikke længe siden havde fyldt sine 74 år og fra mange sider blev overvældet med kærlige lykønskninger. Og så var det desuden kun et par måneder siden, at den pinagtige sag om drengen Elián havde fundet sin lykkelige afslutning med den nordamerikanske regerings resolutte indgriben via FBI og drengens påfølgende udlevering til faderen, der trods lokkende løfter valgte at tage ham med tilbage til Cuba. - Om sine lange taler har Castro sagt, at de egentlig ikke er taler, men snarere samtaler med tilhørerne. Denne tale hører til i den kategori. Derfor er det også på sin plads, at man har noteret tilhørernes reaktioner med tilråb og andre tilkendegivelser. - Denne danske oversættelse er forsynet med nogle noter, som undertegnede er ansvarlig for.

Johs. Lind

---

Kære søstre og brødre i modtagelseskomiteen,
kære søstre og brødre, som er til stede her,
kære søstre og brødre, som er forsamlede i en sal i nærheden,
kære søstre og brødre, som måske hører os fra gaden, fordi mange ikke kan komme ind i dette kirkerum.

I har været overordentlig generøse og venlige imod mig.

Da der her blev nævnt nogle ting som jeres svar til dem, der stillede visse spørgsmål, der vedrørte vore bestræbelser for vore børn og for hele vort folk, og også de bestræbelser, som vi har gjort for andre børn og andre folkeslag forskellige steder i verden - ting, som vi aldrig minder om og heller ikke ved, hvorfor vi skulle huske eller nævne dem, - gik der en idé gennem mit hoved, da jeg lyttede dertil. Jeg siger: Alt det har et navn, og det er "krænkelse af menneskerettighederne" (Applaus og udråb), hvormed man forsøger at retfærdiggøre en blokade og en økonomisk krig, som nu har varet mere end 40 år.

Og da I sang "Happy Birthday", kom jeg i tanke om mange ting, og det faldt mig ind, at måske havde det være mere præcist at sige "Happy Good Luck, Fidel".

Jeg har nået at fylde så mange år ved et mirakel (Applaus og udråb), og ikke fordi vi i nogle år har kæmpet mod tyranniet i vort land, eller fordi vi har deltaget i nogle krigshandlinger, men på grund af alt det, der kom efter Revolutionens sejr. For den, der forstår godt, behøves kun få ord (Applaus). Og ikke alene forstår I godt, men I er ædle og intelligente forstandige.1)

Jeg må sige, at da jeg kom hertil, mindedes jeg mine fire besøg i de Forenede Nationer. Første gang satte de mig ud af hotellet, der lå i nærheden af de Forenede Nationer. Jeg måtte vælge mellem to muligheder: at rejse en bivuak - og som en guerillasoldat, der lige var kommet ned fra bjergene, forekom det mig ikke at være nogen meget vanskelig sag, - eller at tage til Harlem, hvor et af hotellerne havde inviteret mig (Applaus). Jeg besluttede straks: "Jeg vil tage til Harlem, for der er mine bedste venner". (Applaus og udråb).

(En af tilhørerne siger til ham: "Mit hjem er dit hjem!") (Applaus).

Mange tak. Sådan sagde man også til mig i mange smukke residenser, hvor der boede meget rige mennesker. De havde et lille skilt, der sagde det samme. Sidenhen, da vi gjorde noget for de fattige, skaffede de sig af med skiltene for altid (Applaus). Hos dig mærker jeg de ydmyges generøsitet.

Da jeg kom anden gang, jeg husker ikke nøjagtigt, hvad jeg gjorde i 1979, men jeg ved, at jeg dér talte på vegne af alle verdens fattige lande. Tredje gang vendte jeg tilbage til Harlem, og ikke blot Harlem, men Bronx (Applaus), som I mindede om i aften.

Denne gang havde jeg den ære, at I inviterede mig til denne zone, som jeg tror hedder Riverside. Er det rigtigt? (De siger, at det er det). Det jeg forstår, er at jeg befinder mig ved en flodbred (Latter); men ydermere midt i en flod, floden af det reneste og ædleste venskab (Applaus).

I forstår, at det ikke er let for mig at besøge New York; beviser er overflødige. Og denne gang var det bestemt ikke nogen let rejse, og der var mange bekymrede landsmænd. Vi gennemlever en speciel periode, og det er ikke Cubas specielle periode, jeg hentyder til, bundet som Cuba er af den dobbelte blokade, men jeg hentyder til den specielle periode med præsidentvalg (Latter); og desuden midt i alskens trusler, lige fra at dræbe mig til at sætte mig i et nordamerikansk fængsel.

Men det drejede sig om et meget vigtigt møde. De kaldte de Millenium-topmødet, og det er virkelig et usikkert årtusinde, vi går ind i. Ja mere, for os, der mener, at den 31. december slutter det 20. århundrede, står menneskeheden for at begynde det 21. århundrede under overordentlig hårde og overordentlig foruroligende betingelser. Jeg kunne på ingen måde lade være med at komme, og tro mig, jeg følte mig meget lykkelig, da jeg tog flyvemaskinen efter de komplicerede foranstaltninger for at få visum.

Som I ved, kom kammerat Alarcón hertil sammen med os (Applaus og udråb); han skulle til en konference for præsidenterne for nationalforsamlinger eller parlamentskamre fra alle verdens lande. Han havde søgt om visum for næsten en måned siden; det blev ham nægtet, men tilsidst bevilget sammen med mig - siden han var i delegationen til topmødet, 24-48 timer inden rejsen. Jeg bør tilføje, at jeg er blevet meget vel behandlet hvert øjeblik, og at det nordamerikanske sikkerhedspersonel, som tog sig af os, gjorde det med venlighed og følgelig med stor effektivitet; det er rimeligt at erkende, at det var sådan (Applaus).

Ved mødet gav de os fem minutter til at tale. Som I forstår, er det ret kort tid for meget omfattende problemer, eller rettere sagt: for en omfattende række af problemer; men jeg gjorde mig umage, og det lykkedes mig at tale syv minutter og tre sekunder (Applaus), og jeg var trods alt en af dem, der talte i kortest tid.

Med denne træning kommer jeg her denne aften (Udråb); men jeg ved, at I indrømmer mig mere end syv minutter og tre sekunder (Applaus og udråb).

Jeg lagde et tørklæde over nogle lamper, der viste tiden; det gjorde jeg af to grunde: for det første som en slags protest mod, at man gjorde stats- og regeringsledere til genstand for den pinsel, at man tændte først et gult lys for dem og så et rødt, som skulle vise, at nu havde de brugt de fem minutter; der sker ikke noget, men det er en ydmygelse; og for det andet fordi jeg synes, at de Forenede Nationers talerstol ikke skal gøres til en lyskurv (Latter og applaus). Det er klart, at når man er så mange, må man reducere taletiden for ikke at skabe så mange problemer for New York og være forsamlede her en uge eller fjorten dage, men man må antage, at de ikke er skolebørn, og at hvis man siger det til dem og forklarer dem det, så kan de være meget kortfattede.

Jeg har deltaget i mange vigtige møder med meget stram tidsbegrænsning. Der er nogen, som altid - med eller uden lyskurv - taler meget mere end den tilmålte kvote. Jeg har altid forsøgt at tilpasse mig kvoten, for den værste straf for den, der breder sig for meget, er uroen blandt alle de andre, der venter på, at det bliver deres tur; og hvor godt det, han siger, end er, så kritiserer folk det. Det er ikke høfligt at brede sig ved en sådan lejlighed. Og selv om vi nu ikke er i de Forenede Nationer, så har jeg til hensigt at begrænse mig til væsentlige emner.

Hvorfor sagde jeg til jer, at efter min bedømmelse var det et meget vigtigt møde? Fordi verden virkelig gennemlever en katastrofal situation. Tro ikke på de eksperter, der foregiver optimisme eller på dem, der er uvidende om, hvad der i virkeligheden foregår i verden. Jeg har ubestridelige kendsgerninger om situationen i den Tredje Verden, fra de lande, som mange af jer stammer fra, eller lande, som er kendt af mange nordamerikanere, der har besøgt dem, hvor tre fjerdedele af menneskeheden lever; jeg har bragt nogle papirer og udvalgt nogle af disse data; dem vil jeg læse for jer.

Jeg kan f.eks. sige, at i mere end 100 lande er indkomsten pr. indbygger lavere end for 15 år siden.

I den Tredje Verden er der 1.300.000.000 fattige. Det vil sige, at hver tredje af jordens beboere lever i fattigdom.

Mere end 820.000.000 mennesker i verden lider sult. Af dem lever 790.000.000 i den Tredje Verden.

Mere end 840.000.000 voksne er stadig analfabeter, heraf langt størsteparten i den Tredje Verden.

En borger i den Tredje Verden kan ved fødslen forvente at leve 18 år mindre end en fra den industrialiserede verden.

Den forventede levetid i Afrika syd for Sahara når knapt 48 år. Det er 30 år mindre end i de udviklede lande.

Man regner med, at 654.000.000 mennesker, der i dag lever i Sydens lande, ikke når at blive mere end 40 år, næsten det halve af det, som jeg nu er blevet.

De 99,5% af tilfælde med mødre, der dør under fødsel, sker i den Tredje Verden. Risikoen for moderens død er i Europa een død pr. 1400 fødsler. I Afrika er risikoen 1 for hver seks. Jeg taler om risikoen; tallet på dem, der virkelig dør, er naturligvis mindre; men tallet på mødre, der dør i Afrika for hver 10.000 fødsler er ikke mindre end 100 gange så stort som i Europa.

Mere end 11.000.000 drenge og piger under fem år dør hvert år i den Tredje Verden på grund af sygdomme, som for langt størstepartens vedkommende kunne hindres; et tal på over 30.000 hver dag; 21 hvert minut; næsten 1000 siden jeg begyndte denne tale for ca. 45 minutter siden.

I den Tredje Verden dør 64 af hver 1000 levendefødte, før end de er fyldt et år.

To ud af hver fem børn i den Tredje Verden lider af forsinket vækst, og en af hver tre er undervægtige i forhold til deres alder.

Jeg talte om 64 pr. 1000 som gennemsnit, idet jeg har lagt alle den Tredje Verdens lande sammen, også Cuba, der har lidt mindre end syv; men der er adskillige lande i Afrika, hvor der årligt dør mere end 200 børn under fem år for hver 1000 levendefødte.

Der er andre frygteligt hårde moralske aspekter.

2.000.000 piger er tvunget til at udøve prostitution.

Omkring 250.000.000 børn under 15 år er nødt til at arbejde for at overleve.

Ti af de elleve tilfælde af AIDS-smitte, der sker hvert minut i verden, sker i Afrika syd for Sahara, hvor det samlede tal smittede er mere end 25.000.000.

Dette sker, mens der i verden hvert år investeres 800.000.000.000 dollar i militærudgifter, 400.000.000.000 i euforiserende stoffer, og en billion på kommercielle reklamer.

Denne den Tredje Verdens udlandsgæld nåede ved slutningen af 1998 op på tallet 2,4 billioner dollar, 4 gange så stor som i 1982 for blot 18 år siden.

Mellem 1982 og 1998 betalte de nævnte lande mere end 3,4 billioner dollar i renter og afdrag af gælden, det vil sige, næsten 1 billion mere end den totale sum af selve gælden. Så langt fra at blive mindre voksede den ca. 45% på 16 år.

Til trods for den neoliberale tale om mulighederne ved den handelsmæssige åbning, stod de underudviklede lande, der omfatter 85% af verdens befolkning, i 1998 kun for 34,6% af verdens eksport, mindre end i 1953, skønt deres befolkning er mere end fordoblet.

Hvis strømmen af officiel udviklingsbistand i 1992 svarede til 0,33% af de udviklede landes bruttonationalprodukt, så er den i 1998, seks år senere, gået ned til 0,23%, meget langt fra de 0,7%, der er sat som mål af de Forenede Nationer. Det vil sige, hele tiden bliver den rige verden rigere og bistanden til udviklingen af denne umådeligt store fattige menneskehed bliver hvert år mindre; solidariteten og ansvarligheden bliver mindre år for år.

Derimod når den daglige mængde af handelstransaktioner med valuta på verdensskala nu op på en sum, der svarer til ca. 1,5 billioner dollar. Dette tal omfatter ikke operationerne med de såkaldte finansielle derivativer, der udgør en næsten lige så stor sum oveni. Det vil sige, hver dag finder der spekulative operationer sted svarende til 3 billioner dollar. Hvis man lagde en skat på 1% på alle disse spekulationsoperationer, ville det være mere end nok til en holdbar udvikling med den nødvendige beskyttelse af naturen og miljøet i alle de lande, der kaldes udviklingslande, og som i virkeligheden er på vej mod en voksende og synlig underudvikling, idet forskellen på de fattige og de rige lande hver dag bliver større, og ligeledes forskellen på de fattige og de rige inden for landenes grænser.

Jeg kunne f.eks. spørge jer: hvis alt det, som I måtte have opsparet i bankerne, småt som stort, blev lagt sammen, ville det så være en tusindedel af den rigdom, som ejes af ham, der har flest penge i verden, og som for resten er borger i dette land?

Jeg har talt om billioner i daglige spekulationsforretninger: Tre billioner. Hvad har det at gøre med verdenshandelen? Hele verdens handel når op på 6,5 billioner dollar på et år, hvilket betyder, at på to hverdage foregår der på disse børser, som I har hørt om så tit, spekulationsoperationer, der næsten svarer til de operationer, verdenshandelen foretager på et år.

Da de børser, jeg talte om, blev til, eksisterede de fænomener, jeg har nævnt, ikke; det er noget helt nyt, i sandhed absurd. De spekulative operationer, hvor penge søger penge, har absolut intet at gøre med skabelsen af materielle goder eller tjenesteydelser. Det er et fænomen, der er vokset umådeholdent frem de sidste 30 år, og det vokser hver dag til det absurde. Kan dette sindssyge hasardspil kaldes økonomi? Kan den sande økonomi, der skal tilfredsstille menneskets vitale behov, tåle det?

Nu bruges pengene ikke mere fundamentalt til investering i produktion af varer; de bruges til valuta, aktier, finansielle derivativer, idet de desperat søger at tjene penge, direkte, under anvendelse af software og de mest sindrige computere, og ikke, som det hidtil har været tilfældet, ved produktive processer. Det er, hvad den opreklamerede og famøse neoliberale globalisering har bragt os.

De udviklede lande kontrollerer 97% af alle verdens patenter, naturligvis fordi de har monopol på de bedste intelligenser, som kloden frembringer. Latinamerika og Caribien har de industrialiserede lande gennem de sidste 40 år frataget en million fagfolk, jeg gentager en million fagfolk, som det i USA ville have kostet 200.000 millioner dollar at uddanne. Verdens fattige lande forsyner således de udviklede lande med de bedste frugter fra deres universiteter.

Et eller andet sted her havde jeg tallene på papir; jeg talte om det på en rundbordskonference i FN: I de sidste 10 år har USA vundet 19 af 22 Nobelpriser i fysik. Noget lignende sker med Nobelprisen i medicin og andre grene af videnskaben. Viden anses i dag for at være den vigtigste faktor i udviklingen, og landene i den Tredje Verden ser sig konstant frataget deres bedste talenter.

Et sidste tal af nogle, jeg har udvalgt: Knapt 1% af de 56.000 millioner dollar, der hvert år investeres i sundhedsforskning afsættes til forskning af lungebetændelse, diarrésygdomme, tuberkulose og malaria, fire af den underudviklede verdens værste svøber.

De mest avancerede medikamenter til at de mennesker, der er blevet ramt af den tragedie at blive smittet med AIDS-virus'en, koster 10.000 dollar i de industrialiserede lande. Det er, hvad de kræver; selv om den virkelige produktionsomkostning kun når op på cirka 1000 dollar.

Vi er godt orienteret om den tragedie, som verden lider under, for et af vore helligste principper er solidariteten (Applaus).

De der ikke tror på mennesket, på dets mulighed for at have ædle følelser, på dets evne til godhed og altruisme, de kan aldrig forstå, at vi har ondt af den cubanske dreng, der dør, eller den, der lider - vi skal ikke blot tale om dem, der dør - og at vi er bekymrede for det haitianske, guatemalske, dominikanske, puertoricanske, afrikanske barn eller et barn fra et hvilket som helst andet land i verden (Applaus). Menneskeheden vil nå sit højeste bevidsthedsniveau, når hvert folk er i stand til at føle som sin egen den smerte, andre folk lider.

Ja, menneskeheden vil nå sin højeste bevidsthed og sine højeste mulige kvaliteter, når et menneske smertes ved døden af et barn i enhver familie lige så meget som, hvis det var dets eget barn eller barn af en hvilkensomhelst anden familie, der står det nær. (Applaus).

Jeg ved, at mange af jer - måske langt størsteparten - er kristne, og her er vi i en kirke. Godt, Kristus prædikede præcis dette, og det er, hvad næstekærlighed er for os (Applaus). Det forklarer de anstrengelser, som Cuba efter evne har gjort for andre lande. Nogle af dem nævnte I, da vi begyndte dette møde.

Der er en ting, der viser disse solidaritetsfølelser; omkring en halv million af vore landsmænd har fuldført internationalistiske missioner i mange lande forskellige steder i verden, især i Afrika (Applaus) som læger, som lærere, som teknikere, som arbejdere eller som soldater (Applaus).

Da alverden investerede i og samhandlede med racismens og fascismens Sydafrika, var der titusinder af frivillige cubanske soldater, der kæmpede mod racismens og fascismens soldater (Applaus).

I dag taler hele verden lykkeligt om bevarelsen af Angolas uafhængighed, der dog endnu er offer for en hård borgerkrig takket være dem, der udstyrede de bevæbnede bander i mange år, bl.a. apartheidregeringen og andre myndigheder, som jeg ikke nævner af respekt for det sted, hvor jeg opholder mig (Applaus).

Den halve million frivillige, der udførte deres mission gratis, tog ikke afsted for at investere i petroleum, i diamanter, i mineraler eller i nogen rigdom i det pågældende land (Applaus).

Cuba ejer ikke en eneste investering i de lande, hvor vore internationalister opfyldte deres pligt (Applaus); det ejer ikke en dollar i kapital, ejheller en eneste kvadratmeter jord (Applaus).

Amílcar Cabral,2) en stor afrikansk leder (Applaus), udtalte en dag nogle profetiske ord der er os en uforglemmelig ære: "Når de cubanske soldater vender tilbage, tager de ikke andet med sig end de jordiske rester af deres døde kammerater" (Lang applaus).

Ingen anrettede blokade mod det skændige apartheidstyre, ingen førte økonomisk krig imod det; der var ingen Torricelli-love, ingen Helms-Burton-love3) for det racistiske og fascistiske regime. Alle disse love og foranstaltninger blev derimod taget i brug mod det land, som altid har været og altid vil være solidarisk med andre, Cuba.

Blot ved at reducere børnedødeligheden i vort land fra næsten 60 for hver 1000 levendefødte i det første leveår til mindre end 7 har vi reddet livet for hundredetusinder af børn; vi har givet alle børnene gratis sundhedspleje, og vi har garanteret den en forventet livslængde på mere end 75 år (Applaus). Ja, mere: ikke alene har vi bevaret liv; vi har garanteret gratis undervisning til alle (Applaus), og det ikke en egoistisk og middelmådig uddannelse, men en solidarisk uddannelse af høj kvalitet.

I en undersøgelse, der blev foretaget af en institution under FN, UNESCO, blev det bekræftet, at vore børn har næsten dobbelt så stor viden som den gennemsnitlige viden, børn i Latinamerika har (Applaus).

Ligeledes har vi reddet livet for hundreder og hundreder af tusinder børn i Afrika og andre steder i den Tredje Verden i løbet af revolutionsårene, og vi har givet sundhedspleje til dusinvis af millioner mennesker. Mere end 25.000 sundhedsarbejdere har deltaget i denne internationalistiske aktivitet (Applaus). Det er det, man kalder "krænkelse af menneskerettighederne", og derfor skal vi ødelægges.

Vor Revolution har sin historie. Jeg ville ikke have den mindste moralske ret til at tale her, hvis der i løbet af mere end 40 år var blevet myrdet een eneste cubansk borger af revolutionen, hvis der i Cuba havde eksisteret en eneste dødspatrulje, hvis der i Cuba havde været en eneste forsvinden; men jeg siger tilmed, hvis en eneste af borgerne i vort land var blevet tortureret - bemærk, hvad jeg siger, - hvis en eneste borger i vort land var blevet tortureret. Og det ved hele det cubanske folk (Applaus og udråb), et rebelsk folk med stor retfærdighedsfølelse. Det ville ikke havde tilgivet os nogen af disse gerninger, som jeg har nævnt (Applaus), og dette folk har holdt sig til revolutionen i mere end 40 år og har støttet den med eksemplarisk ro i 41 år med blokade påført af regeringerne i verdens stærkeste land, hvad angår politik, økonomi, teknologi og militær. Og dertil - i de seneste 10 år - den dobbelte blokade, der kom efter opløsningen af den socialistiske lejr og USSR, der efterlod os uden markeder og uden forsyningskilder for fødevarer, brændstof, råmaterialer og mange andre væsentlige produkter, som vi betalte med vore indkomster, og for at betale er det naturligvis nødvendigt at handle. Hvis de ikke køber noget af et land, så har det land ikke noget at købe for hos den, der fratog dem indkomsterne.

Måske vil historien en dag tale om, hvordan Cuba kunne gennemføre det mirakel at holde ud (Applaus); men i mellemtiden forsikrer jeg jer, at intet andet land i Latinamerika og Caribien kunne have udholdt det.

Dette land, hvor vi befinder os, er et at de få lande, der ville kunne være selvforsynende med alle de ting, der er væsentlige for livet. Men det er ikke situationen for et lille isoleret land, et middelstort eller endda et stort land i Latinamerika. Intet kunne have holdt ud i 15 dage, og vi har holdt ud i 10 år (Applaus), og nu har vi i flere år allerede opnået ikke blot at overleve, men gradvist at forøge vores økonomiske produktion, skønt vi dog ikke endnu har nået de indextal, som vi havde før den dobbelte blokade, der tvang os til det, vi kalder en speciel periode.

Lad det være nok at sige, at fra 3000 daglige fødevarerkalorier, mere eller mindre ligeligt fordelt, kom vi på en dag ned på 1800 kalorier. Nu er vi oppe på omkring 2400 kalorier.

Men ikke engang det hindrer os i at gøre, hvad vi har gjort. I disse 10 år har vi tilført vort sundhedsnet 30.000 læger; for der blev ikke lukket en eneste poliklinik, ikke en eneste skole, ikke et eneste klasseværelse (Applaus).

Aldrig blev der i vort land gennemført disse såkaldte chockøkonomier, der udraderer hospitaler, skoler, social sikkerhed og de vitale ressourcer for de mennesker, der har de laveste indkomster. Vi holdt ud, og der blev ikke brugt en eneste af de forholdsregler; og de forholdsregler, som vi anvendte for at imødegå en så vanskelig situation, blev diskuteret med hele folket, ikke blot i vort parlament. Vort parlament eksisterer, selv om mange mennesker ikke ved det, og det eksisterer med en demokratisk ånd, som vi er stolte af, for det er borgerne, der på offentlige møder opstiller kandidater til de kredsdelegerede og vælger dem ved almindelige og hemmelige valg. Ingen af dem bliver opstillet af Partiet. De opstilles frit af borgerne - ikke mere end 8 og ikke mindre end to for at vælge en - og de vælger dem under hensyn til deres præstationer og deres evner.

Disse kredsdelegerede udgør de kommunale forsamlinger, og disse kommunale forsamlinger, der udgår fra basen, er dem, der opstiller kandidater til at være delegerede til provinsforsamlingen og deputerede i Nationalforsamlingen, der også skal være valgt ved direkte og hemmelige valg og opnå mere end 50% af stemmerne.

Og næsten halvdelen af denne nationalforsamling, som Alarcón og andre kammerater fra delegationen, som jeg kan se herfra, er med i, udgøres af disse kredsdelegerede, der - som jeg forklarede - blev opstillet og valgt af folket uden nogen indblanding fra Partiet. Dettes eneste opgave er at sikre, at man opfylder de normer, der er fastlagt i vores konstitution, og i de love, der har at gøre med valgprocessen.

Ingen behøver at bruge en cent, ikke een eneste (Applaus). Kandidaterne i en kreds holder deres kampagne i fællesskab, og det gør også kandidaterne til Nationalforsamlingen. De er opstillet af kommunerne i forhold til hver kommunes størrelse, idet dog hver af dem skal have et minimum på to deputerede i parlamentet. Dette er den fremgangsmåde, som vi har udtænkt for at sikre det demokratiske princip.

Men jeg sagde, at da vi valgte de forholdsregler, der skulle imødegå den vanskelige situation i den specielle periode, blev de alle diskuteret, først i basen med arbejdere, landmænd, studenter og andre masseorganisationer, i hundrede tusinder af forsamlinger, og derefter i Nationalforsamlingen. Og efter at de var blevet analyseret af Nationalforsamlingen, gik de tilbage til basen for at blive diskuteret påny, før end de blev endeligt vedtaget af Nationalforsamlingen.

Disse forholdsregler beskyttede alle, garanterede alle sikkerhed, og de lagde især afgift på alkoholiske drikke, cigaretter og alle slags luxusvarer. Aldrig på medicin, fødevarer eller andet, der var livsvigtigt for befolkningen; og trods alt kunne vi garantere en liter mælk dagligt til hvert enkelt barn op til 7 år (Applaus). Ved I, hvad den kostede? Efter den officielle valutakurs 1,5 dollarcent; halvanden cent!

Vi har stadig rationering, og den skal vi beholde med hensyn til en serie fødevarer; men et pund ris, som på verdensmarkedet koster 12-15 cent, kan befolkningen købe - uden at der bliver beregnet omkostninger til transport fra et fjernt sted, fordi vi ikke kan få den, hvor den er i nærheden, og uden at der bliver beregnet omkostninger til intern transport, distribution og alt det andet, - folk kan købe et pund bønner for 1,5 cent ligesom mælken; ris koster en smule mindre end 1,5 cent (Applaus).

I vort land betaler de fleste borgere for deres bolig 0 cent (Applaus), for i dag er i kraft af de revolutionære love mere end 85% af boligerne beboernes ejendom, og de betaler ikke engang skat. De øvrige boliger, der ligger på afsides steder og anses for uundværlige for industri og tjenesteydelser, betaler man en yderst beskeden husleje af, eller man får brugsret til dem. Derfor, når man siger, at i Cuba tjener den og den 15-20 dollar om måneden, så siger jeg: Dertil må man lægge x dollar for, hvad det ville koste i New York at betale en bolig, x hundrede dollar for udgifter til uddannelse, andre hundreder for udgifter til sundhed og andre svulmende udgifter. Det er ikke sådan, at vi ikke er fattige og ikke mangler noget, men vi har fordelt fattigdommen eller ressourcerne med størst mulig retfærdighed (Applaus).

To eller tre eksempler mere: For at se en vigtig fodboldkamp, for eksempel, koster det i Baltimore, efter hvad vi har erfaret, i gennemsnit 19 dollar; for en cubaner koster det efter vekselkursen 5 dollarcent. At gå i biograf eller teater, hvilket - som I, der bor i New York, ved - koster mellem 6 og 8 dollar, det koster en cubansk borger 5 dollarcent. At gå på museum koster for dem af vore borgere, der skal betale - det skal børnene nemlig ikke - 5 dollarcent. Derfor har det været muligt at udholde de mest hårde vilkår til trods for krisen, selv om vi stadig mangler mange ting.

Priserne på basismedicin er de samme som i 1959, for 40 år siden (Applaus), da de blev sat ned til det halve; for noget af det første, revolutionen gjorde, var at sætte dem ned, og de, der får disse mediciner på hospitalet, skal ikke betale en cent (Applaus); og hvis de behøver en hjertetransplantation, en levertransplantation eller nogen anden transplantation eller bekostelige operationer eller behandlinger, så skal de ikke betale en cent.

Det var, hvad Revolutionen gjorde for folket, det som skabte den heroisme, hvormed det modstod denne kolossale prøvelse, som intet andet land har tålt, gennem mere end 40 års blokade, hvoraf de sidste 10 har haft de træk, som jeg har forklaret. Så det er ikke så mærkeligt, at selv nordamerikanerne erkender, at de sundeste unge mennesker, der emigrerer til USA på den ene eller den anden måde, er cubanerne; og desuden med højere vidensniveau end immigranterne fra ethvert andet latinamerikansk eller caribisk land (Applaus).

Over for jer, der med så stor fasthed over for så megen bagtalelse og løgn har været solidariske med vort land, føler jeg pligt til at forklare jer disse ting, uden at fjerne mig det mindste fra sandheden.

Nuvel, vor internationalistiske ånd dalede ikke i den specielle periode. Det er sandt, at vi måtte reducere antallet af studielegater til udenlandske studenter, der i firserne nåede op på 24.000 studenter. Vi var det land med det højeste antal udenlandske studenter pro persona blandt alle verdens lande uden at kræve en eneste cent af dem.

Titusinder er de fagfolk og teknikere i Afrika, der studerede og fik eksamen i Cuba; jeg siger Afrika, skønt der også er folk fra mange andre lande, men de kom især fra det fattigste kontinent. I dette årti blev tallet lavere.

Uundgåeligt blev også programmerne til sundhedsbistand reduceret i nogle år. Men jeg kan sige jer med tilfredshed, at i dag har vi flere læger og sundhedsarbejdere, der udfører gratis tjeneste i den Tredje Verden, end i nogen tidligere periode (Applaus).

Nogle få ord om dette spørgsmål: Efter orkanen George - man har ikke forklaret mig, hvorfor man gav den navnet på den, der var den vigtigste grundlægger af USA's uafhængighed og landets første præsident - som ødelagde meget og dræbte mange mennesker, tilbød vi Haiti, det fattigste land på vor halvkugle, de læger, de måtte behøve (Applaus). Og da der få uger senere skete det samme i Centralamerika med orkanen Mitch, der medførte frygtelige regnskyl som følge af klimaforandringen med meget ødelæggende virkninger, især fordi skovene er blevet fældet for at eksportere træ til de rigeste lande, så tilbød vi dem det samme, og tilmed sendte vi med det samme hundrede læger og tilbød dem at udvikle komplette sundhedsplaner.

Efter vor opfattelse var det ikke alene et spørgsmål om at sende et antal læger og give hjælp i 15-20 dage efter orkanen og så tage hjem igen, for denne orkan dræbte ifølge de højeste tal, der blev nævnt dengang, mere end 30.000 mennesker. Måske var de virkelige tal (for mange af de forsvundne viste sig igen senere et eller andet sted) omkring 15.000 dødsofre. Vi ved, at i Centralamerika dør der årligt, af sygdomme, som kunne helbredes, mere end 40.000 børn - jeg nævner ikke de voksne; så der er altså en permanent og tavs orkan på spil, meget mere frygtelig end Mitch, uden at nogen taler om det.

Landene tog imod den, især dem, der handlede uafhængigt. Nogle blev det forment. Disse sundhedsprogrammer, der da opstod, fortsatte.

Lige nu er der i disse lande på de mest afsides steder, hvor der er slanger, moskitoer, og ingen elektricitet, omkring 450 læger og sundhedsarbejdere, når man medregner nogle teknikere til at tage sig af udstyret og nogle specialiserede sygeplejersker; men næsten alle er læger.

Disse programmer fortsættes og udvides. Vi bringer ikke medikamenter, for dem har vi ikke. Medikamenterne bliver leveret af regeringerne i hvert land og vise NGO-organisationer, men vore medicineres tjeneste er absolut gratis. (Applaus).

I Haiti betjener vore læger i dag - og de er flere hundrede, omtrent lige så mange som i det andet land, jeg nævnte - mere end fire millioner indbyggere; og en gruppe specialister på landets førende hospital og på andre hospitaler, hvor de mangler, betjener dem, der har brug for det, fra alle dele af landet. De har reddet mange liv.

Lad det være nok at sige, at det at redde liv ikke er så vanskeligt, hvis det drejer sig om enkle vacciner, der kun koster cents og, selvfølgelig, hvis man har en sundhedspolitik, der tillader at redde mange liv og helbrede mange mennesker for en meget lav pris. Der er millioner af børns liv, der går tabt i den Tredje Verden på grund af cents.

Vi tilbød alene Centralamerika ca. 2000 læger og Haiti så mange, som de behøvede. Men det var ikke det eneste, vi gjorde. I et vigtigt militæranlæg på forsvarsskolen skaber vi i Cuba, med baggrund i de reduktioner, som vi har gjort i vore militærudgifter, en skole, hvor der er blevet indskrevet ca. 1000 centralamerikanske unge fra afsides liggende steder og af fattig herkomst for at studere medicin (Applaus). Seks måneders forberedende medicinstudier for at bringe dem på niveau, 2 års grundlæggende videnskab, og så fire år i nogle af de 20 medicinske fakulteter, som landet har, og hvis kapacitet for tiden når op på næsten 40.000 studenter, når iberegnes basisvidenskaberne.

Der var år, hvor vi optog 6000 studenter på disse fakulteter; derefter reducerede vi naturligvis efterhånden dette tal. Nu studerer der ved dem ikke blot medicinsstuderende, men også sygeplejestuderende og teknikere til hospitalstjeneste på universitetsniveau og desuden tandlæger. Vi råder over en god kapacitet.

Nu har den skole, som jeg nævnte, mere end 3000 studerende; inden for nogle måneder, når det nye semester begynder - nogle lande slutter semesteret hen mod slutningen af året og andre ved begyndelsen af sommeren - starter vi modtagelsen af nye studerende til grundkurset. I marts kommer 1700 studerende ind på den skole, og så nærmer man sig et tal på ca. 5000 studerende (Applaus).

I løbet af 3 år vil der være mere end 8000 latinamerikanske medicinstuderende, der ikke betaler en eneste cent, og de får oven i købet en bedre forplejning end de 40.000 cubanske universitetsstipendiater, som vi har på vore universiteter.

På den skole er der i dag også 80 studerende fra Ækvatorial Guinea, et spansktalende land.

Dette er et program, det hedder Latinamerikansk Skole for Medicinsk Videnskab; men det har ikke blot den bygning til grunduddannelsen; programmet omfatter i dag alle de medicinske fakulteter i hele landet.

Jeg har ikke sagt, at vi i Santiago de Cuba har mere end 200 haitianske studenter, udmærkede studenter, der dér fik deres grundkursus og har påbegyndt medicinstudiet. Hvert år skal vi modtage omkring 80. Heller ikke har jeg medregnet de unge caribiske medicinstuderende på fakultetet i Cienfuegos. Den totale sum må i dette øjeblik være - jeg vil være forsigtig - noget mere end 4000 studerende fra Latinamerika og Caribien i gang med lægestudiet. Om kort tid vil der være 10.000 (Applaus). Det kan vort land gøre på trods af blokaden absolut gratis og med passende kost og logi. med laboratorieudstyr, lærebøger, beklædning, selvfølgelig, og andre udgifter, inklusive transport til og fra skolen.

Indskrivningen blev tilbudt studenter i hele Latinamerika til fremme af enhed, broderskab og kulturel udveksling.

Denne skole har sine kulturelle grupper land for land. De vil komme ud med en bred viden om de andre nationer, og det drejer sig i første række om at skabe en ny bevidsthed, en ny doktrin om, hvad der skal være lægens rolle i samfundet, for i de store byer i Latinamerika er der læger til overflod, men de er ikke alle blevet undervist i, hvad der bør være en læges pligt (Applaus). Antallet af studerende er ikke så vigtigt som de ideer, der præger dette program.

Nuvel, I forestiller jer ikke, med hvilken iver disse unge mennesker studerer, med hvilken hengivenhed, endda mere end vore egne studenter, der er vænnet til at modtage alt dette, lige som de ser solen stå op hver dag. Disse unge mennesker kommer fra meget fattige steder, og det at studere medicin var en drøm for dem. Resultaterne er glimrende. Hvilke udmærkede læger man kommer til at uddanne på disse skoler! Vi føler virkeligt, at vi får vor belønning i den flid, som de udfolder.

Afrika, hvad gør vi dér? Det er umuligt at hente titusinder afrikanere. Se, Afrika behøver cirka 160.000 læger for at have en læge for hver 4000 indbyggere. Cuba har 1 for hver 168 indbyggere og uddanner 2000 om året.

Afrika syd for Sahara behøver for at have en for hver 1000 omtrent 596.000 læger. Hvordan skal de uddanne dem? Hvad er den for en løsning, som vi anvender med De Integrerede Sundhedsprogrammer for Afrika? Vi råder over 3000 læger til Afrika syd for Sahara. Deres første opgave, hvorsomhelst der ikke eksisterer noget medicinsk fakultet, er at skabe et med det samme (Applaus), idet vi samler studenter og påbegynder et grundkursus på seks måneder. Sådan har vi lige gjort det i Gambia, hvor der er 158 cubanske medicinere (Applaus). De bad os om 90 mere, og dem gav vi dem. Det var det første land i Afrika, hvor man påbegyndte de integrerede sundhedsplaner. De havde 30 gambianske læger til 1.200.000 indbyggere.

Det næste sted blev Ækvatorialguinea: nu har de også der oprettet et medicinsk fakultet. Også i dette land er der mere end 100 cubanske medicinere.

En medicinsk skole, som vi oprettede for mange år siden i Guinea-Bissau, og som blev ødelagt i en borgerkrig fornylig med udenlandsk indblanding, har de endnu ikke kunnet genopbygge, men de har bedt os om, at de studerende i 5. og 6. år måtte fortsætte studierne i Cuba. Straks fik de lov til at komme (Applaus), men da genopbygningen af skolen er blevet forsinket, har de for nogle uger siden bedt os om at tage imod dem på første, andet, tredje og fjerde år. Vi sagde: "Send dem straks". Således kom de unge mennesker i disse tilfælde ikke til at mangle deres studier.

Det er den linje, vi følger. Det er nødvendigt at uddanne hundrede tusinde afrikanske læger. Ingen tager sig af det. Der er en del af den meget rige verden, der ikke er interesseret i andet end olie, diamanter, mineraler, skove, gas, billig arbejdskraft, og ikke andet. Derfor er situationen på den halvkugle i dag være end den, der var i kolonitiden, meget værre! Befolkningen er blevet flere gange større. Situationen er forfærdelig.

Igår i de Forenede Nationer talte man om AIDS. Det er et kapitel for sig. Hvis I tillader, vil jeg nu tale om det (Applaus).

Hvorfor har jeg udbredt mig en smule om dette tema, medicin? Det skal jeg forklare. Vi har til alle lande i Caribien givet gratis de stipendier, de bad om, til ethvert universitetsstudium. Der er mange lande i Caribien, men den samlede befolkningen er ikke så talrig. De taler engelsk. Jeg opdagede for kort tid siden noget, som forbløffede mig: Vi fik besøg af nogle repræsentanter fra Black Caucus, 4) - jeg taler om det, fordi de sagde til pressen, og det er første gang, at jeg nævner det offentligt, - og en lovgiver fra Mississippi, et distrikt i denne stat, sagde til mig, da jeg fortalte ham om disse programmer: "Hør her, jeg har mange steder i mit distrikt, der ikke har en eneste læge". Jeg sagde: "Hvadbehager! Åh, nu forstår jeg, at De er den Tredje Verden i USA". (Applaus og udbrud). Og jeg sagde: "Vi er klar til at sende Dem nogle læger gratis, lige som vi gør det til andre lande i den Tredje Verden".

Jeg blev pludselig klar over det. Man hører altid tale om USA's rigdom, om bruttonationalproduktet, der overstiger 8.000.000.000.000 dollar, etc. etc. etc., og pludselig er jeg sammen med et respekteret medlem af parlamentet, der siger, at i hans distrikt mangler de læger. Så jeg svarede ham: "Vi kan sende dem". Og straks føjede jeg til: "Og mere endnu:" - jeg kom i tanke om skolerne, - "vi er klar til at give et antal stipendier til fattige unge fra Deres distrikt, som ikke kan betale de 200.000 dollar, som det koster af få en universitetsuddannelse (Applaus og udbrud). Da de vendte hjem, talte de om dette problem, og de har sagt til os, at de er ved at studere spørgsmålet med stipendierne, for der er altid et problem med hensyn til sammenlignelighed med hensyn til hvert lands professionelle uddannelsessystem.

Jeg forsikrede dem om, at vore medicinere har en udmærket uddannelse. Fra begyndelsen det første år har de kontakt med familielægerne og poliklinikkerne, i seks år gennemfører de ikke blot teoretiske studier med glimrende professorer og de nødvendige tekniske midler, men også praktik i konstant kontakt med hospitalscentrene. Vore 20 fakulteter - i virkeligheden er det 22, men 2 er for grundvidenskab - blev bygget i nær sammenhæng med landets vigtigste hospitaler i alle provinserne. Netop der udøver de deres praktik, og der studerer de også deres specialer uden at tage bort fra provinsen for at studere i hovedstaden.

Repræsentanten bemærkede, at det også er situationen for andre minoriteter, og han fortalte mig om chicano'erne, om reservaterne for indfødte og om andre zoner i landet, og ikke blot for latinere eller immigranter, men for borgere, der er født i USA. Jeg sagde: "Det er et meget stort land, enormt, vi kunne ikke gøre det samme dér, som vi gør for andre lande. Jeg ved ikke, hvor mange indbyggere Deres Tredje Verden når op på, men jeg forestiller mig at det kan være en 30-40 millioner (Applaus).

Skal jeg sige jer en ting? Vi har læger til nogle millioner, men jeg dristede mig ikke til at tilbyde ham mere, for vi har mange forpligtelser. Jeg sagde: "Dette vil ikke løse det store problem, som De har, men jeg er sikker på, at hvis De behøver læger og søger visa, for at disse læger kan rejse, så vil det være umuligt, at autoriteterne nægter disse læger visa. Hvis ikke, hvordan vil de så retfærdiggøre de tusinder af læger, som de har røvet fra os, de 3000, som rejste de første år - halvdelen af de 6000, som vi havde, halvdelen! - og mere end halvdelen af universitetsprofessorerne. Der var 3000 patriotiske læger, der blev (Applaus), og med dem organiserede vi vore planer, vi tog udfordringen op. I dag har vi 67.500 (Applaus), mere end 20 for hver en af dem, der rejste de første år. Det er frugten af udholdenhed og vilje til at gøre tingene (Applaus).

Og hvad sker der nu for tiden? Der er en politik, der går ud på at få de læger, der udfører internationalistiske missioner, til at desertere. For nogle få uger siden deserterede to af de 108 læger, som vi har i Zimbabwe, og som passer provinshospitaler, fordi de ikke har medicinere nok, idet apartheid i Rhodesia ikke uddannede sorte læger, og dette Rhodesia, i dag det uafhængige Zimbabwe, har mange hospitaler uden læger. Vi fordelte til næsten alle provinserne hold på i det mindste 8-10 læger: specialister i generel medicin, kirurger, ortopæder, bedøvelseslæger, radiologer og nogle teknikere til at reparere udstyr (Applaus).

To af disse læger derseterede, åbenbart tiltrukket af de billioner dollar, som man hvert år bruger på propaganda for at oppiske forbruget, og som altid giver plads for, at en vis procentdel deserterer og går deres vej. Til ære for vort land må vi sige jer, at af alle dem, som udfører disse Integrerede Sundhedsprogrammer, er kun 1,6% af lægerne deserteret, - skønt også det gør ondt (Applaus).

Disse tog til intet mindre end de Forenede Nationers Høje Flygtningekommissær. Straks indfandt de samme personer, der kæmpede så meget for at tilbageholde drengen Elián i USA, sig i regeringen for at bede om visa til disse to læger. Ingen tænkte på børnene, de forladte patienter, de borgere, som disse læger plejede, og de liv, som de reddede. Det vigtige var reklamen: Vi har fisket to cubanske læger! Og det samme har den cubansk-amerikanske mafia gjort, (sådan som vi kalder det der, der aldrig burde kaldes Foundation,5) fordi den blev til en terroristorganisation (Applaus og udråb)). Det er det, den er optaget af i Guatemala, i Honduras, i Belize, i Haiti, i Guyana, i Paraguay, i de 13 lande, hvor disse programmer i dag er i gang, som skal - regner jeg med - nå ud til 30-40 lande især i Afrika: Hvordan de kan komme til at stjæle hjerner!

Det sagde jeg til den nordamerikanske repræsentant: "Hvordan vil de kunne nægte dig visa, med hvilke argumenter, med hvilken moral, hvis de gør disse ting?" (Applaus).

Måske bliver vi for at sende disse læger nødt til at holde os til Loven om Cubansk Naturalisation,6) som vi kalder en morderisk lov på grund af de tusinder liv, den koster i kraft af et privilegium, som ikke indrømmes nogen anden latinamerikaner eller nogen anden borger i verden uden alene cubanerne, for at fremme destabilisering, uorden og råstof til propagandaen imod Cuba?

Det ville vi selvfølgelig ikke gøre. Det drejer sig om et alvorligt emne. Jeg håber på, at hvis virkelig lovgiverne i Black Caucus eller i de spanske minoriteter, som de kalder dem, eller repræsentanterne for den indfødte befolkning, skulle søge om en gruppe læger, som ikke ville koste hverken skatteyderen eller den nordamerikanske statskasse noget, tror, tænker jeg, at USA's regering ikke ville nægte dem visa. Det er, hvad jeg tror. Jeg ser ikke nogen logik i nogen anden holdning.

Det er logisk nok, at de vil give sig til at diskutere uddannelsesniveauet. Jeg er absolut sikker på, at de læger, vi sender, i så fald kan blive genstand for en streng undersøgelse hos enhver retfærdig domstol, og de ville bestå alle de prøver, der er nødvendige for med ære at udføre denne mission.

Det er alligevel nemmere at sende medicinstuderende. De er allerede i gang med det, og herfra kan jeg bekræfte, at vi er klar til at modtage 250 studerende pr. år fra den nordamerikanske Tredje Verden (Applaus). De skal i tilgift lære spansk, og de skal være sammen med unge fra hele halvkuglen, hvem de vil fortælle, hvad de ved om USA og den nordamerikanske kultur. Til gengæld vil de vise dem kulturen i alle deres lande.

Og nu da jeg har nævnt et tal, det drejer sig om 250 stipendier pr. år, men til det første, grundlæggende kursus, der begynder i marts, kan vi tilbyde dem 500 for at inkludere andre minoriteter. Udvælgelsen skulle ikke foretages af os; den skulle foretages af de repræsentanter, der ønsker at hjælpe fattige unge i deres distrikter til at studere medicin, med det løfte, at de vender tilbage til deres oprindelsessteder, når de har fået eksamen som læger (Applaus).

Nu vil jeg gerne føje nogle ting til, og for at I ikke skal blive utålmodige, vil jeg til sidst fortælle jer noget om drengen Elián, og så vil jeg slutte. Jeg må se på klokken (Ser på sit ur), vi har allerede brugt nogen tid her, jeg håber, at det ikke bliver for langt.

Jeg sagde, at den sundhedsmæssige situation i Afrika er katastrofal, Men det frygteligste er, at en ny pest truer - bemærk, hvad jeg siger - med at udslette hele nationer på det kontinent. Ja mere: den truer med at udslette befolkningen i Afrika syd for Sahara, der har 596.000.000 indbyggere.

Jeg taler i fuld alvor og med al eftertanke. Jeg ønsker ikke at være en, der slår alarm, men udfra hukommelsen vil jeg sige jer: Af de 35.000.000 personer, der er smittet med AIDS, er de 25.000.000 afrikanere. Lige nu - jeg har mine data fra visse kilder og især gennem mine samtaler med den ansvarlige for programmet UNAIDS under de Forende Nationer, som er helliget problemet - dør der noget mere end 2.000.000 afrikanske indbyggere hvert år på grund af AIDS, og det er, som man kunne antage, unge mennesker og mødre i den fødedygtige alder, og for hver 2, der dør, smittes der 5. Nu er 19.000.000 døde, der er 12.000.000 forældreløse, og man beregner, at i de næste 10 år vil tallet nå op på 42.000.000.

Der er langt til, at man finder en vaccine.

Og jeg spørger mig selv: Hvordan kan et land udvikle sig i en situation, hvor 30% af befolkningen er smittet med AIDS og mangler læger, medikamenter og infrastruktur? Hvorledes passe 42.000.000 forældreløse børn? Og det frygtelige: Blandt de 19.000.000, som er døde, er der et højt antal børn, der blev smittet med denne virus ved fødselen, og selvfølgelig også mange mødre. Hvordan kan man give dem føde med alle de underernærede mennesker, med den sult, der er i mange af de lande?

For nogle få uger siden var der et møde i Durban, Sydafrika, og dér talte repræsentanter fra de afrikanske lande og de industrialiserede lande. De sagde, at det var nødvendigt at gøre en indsats for at imødegå problemet, der var frygteligt. Så sagde jeg til mig selv: De har lige opdaget AIDS'en i Afrika, eller det ser ud, som om de lige har opdaget den. De taler om, hvilke forholdsregler der skal tages, hvad man skal gøre med de medicinproducerende virksomheder for at reducere omkostningen, og hvad småpenge man kan give i hjælp. Man talte om en milliard, eller om en milliard og så og så mange millioner. Meget godt. Men det må være tilstrækkeligt at pege på, at hvis de reducerer prisen til 1000 dollar fra de 10.000 dollar, som hver behandling koster for at standse, eller begynde at standse, sygdommen, ville de have brug for 25.000 millioner dollar om året; hvis prisen var på 5000 dollar, ville de have brug for 125.000 millioner dollar, og med den nuværende pris skulle de bruge 250.000 millioner dollar.

Nu må man se, hvor meget man bliver enige om, hvor lang tid der skal gå, inden man sætter et program i værk, hvor mange millioner der skal smittes, hvor mange millioner der skal dø, og hvor mange millioner mere der skal blive forældreløse.

Jeg forsikrer jer, at med de industrialiserede landes samarbejde kunne man løse et grundlæggende problem; det som jeg skulle til at referere til, da jeg talte om, hvad forskellige afrikanske repræsentanter fremlagde: "Til hvad nytte? Til hvad nytte, hvis vi ikke har infrastruktur til at anvende disse medikamenter?". Disse mediciner er baseret på, at tabletterne doseres i de og de mængder, til de og de tider og under de og de omstændigheder. Det er ikke en aspirin, man tager, når man har ondt i hovedet. Det tænkte jeg meget over.

Ved rundbordssamtalen igår talte mange afrikanske repræsentanter om AIDS, og jeg huskede på det, der var blevet fremlagt i Durban, og sagde: "Hvis de industrialiserede lande kommer med pengene til medikamenterne, så kan vort land i kraft af den erfaring, der er opnået ved titusinder af lægers arbejde i den Tredje Verden, på et år organisere denne infrastruktur, der skal til for at bekæmpe AIDS og andre sygdomme (Applaus). Og De skal ikke være bekymrede for politiske spørgsmål, for vore læger har strengt pålæg om fremfor alt at holde sig til een regel: Aldrig nogensinde tale om politik, religion eller filosofi". Den regel holder de sig til. Hvis der er en præst fra en eller anden evangelisk kirke, så arbejder de med præsten. Præsten ønsker ikke, at hans børn eller hans folk dør, og han samarbejder; han kan bistå meget i sundhedsprogrammerne, overtale folk til at tage visse forholdsregler. Hvis de er sammen med en præst fra en anden kirke, hvis det er en muslimsk repræsentant eller en åndelig leder i en afrikansk religion, så sker der det samme. De ønsker ikke, at børnene dør for dem. Hvis det drejer sig om en katolsk præst, præcis det samme, han ønsker ikke at hverken børnene eller familierne i hans sogn dør. Hvem vil gå imod det?

Når en så frygtelig epidemi er i fremmarch, så kan de ikke arbejde, ikke engang producere fødevarer; de få hospitalssenge, de har, vil aldrig kunne strække til, for AIDS medfører andre frygtelige sygdomme.

Til en sådan sundhedsmæssig katastrofe føjer sig hundreder af millioner tilfælde af smitte eller gentagen smitte med malaria, der årligt dræber en million mennesker, og tre millioner, der dør på grund af tuberkulose, en sygdom, der uden tvivl har forbindelse med underernæring og HIV. Jeg har allerede sagt, at kun 1% af det, man bruger i verden på programmer for sundhedsundersøgelse, bruges på at undersøge tropesygdomme.

Infrastrukturen kunne yde andre lægetjenester, ikke blot anvendelsen af AIDS-medikamenter. Hvis der er medikamenter og vacciner til at behandle eller forebygge andre sygdomme, der har mange ofre, kan også de bekæmpes, man kan yde serviceopgaver, og de er faktisk ret billige. Vi kunne sende mindst 100 læger til hvert enkelt af landene i Afrika syd for Sahara, hvor behovet er størst.

Disse læger organiserer infrastrukturen, leder og uddanner unge mennesker. Hvis de får tildelt unge hjælpere på 15 år og med seks års skolegang, så kan de med de rigtige lrebger gøre dem til sygeplejere på det halve af den tid, en sygeplejeskole behøver; hvis de vil uddanne specialister i ortopædi, kirurgi og andre specialer, kan de uddanne dem på det halve af den tid, man bruger på en hospitalsskole. Så disse læger ville kunne gøre meget mere end at skabe infrastruktur: uddanne titusinder af kvalificerede mennesker. Og i tilgift skabe medicinske universitetsfakulteter i de lande, hvor de ikke eksisterer. Cuba skal ikke have en eneste cent for disse tjenester og skal heller ikke vente i årevis for at sætte dem i værk (Applaus).

De vil sige, at der ingen penge er. Man kunne tage lidt af det, man bruger på reklamer, som tilskynder til forbrug ikke blot i de udviklede samfund, men også hos de milliarder af borgere, der lever i underudviklede lande, hvor de praktisk taget ikke kan nyde godt af noget forbrug; og så kunne de tage lidt af militærudgifterne, der er på 800 milliarder (Applaus).

De kan udstede obligationer på verdensplan, for at mange gode mennesker, der ikke kender til det, kan erhverve obligationer som en del af ydelsen; og mere: en lille skat på spekulationsoperationer; så ville der være rigeligt med penge ikke blot til dette, men praktisk taget til denne Tredje Verdens udvikling. Det er nødvendigt, det er absolut fundamentalt.

Hvorfor gør man ikke det? Hvorfor taler man så meget om menneskerettigheder, når alle disse ulykker sker i verden? Hvem er ansvarlige for, at der hvert år dør dusinvis af millioner mennesker, der kunne være reddet, deriblandt børn - af dem dør der mere end 11 millioner - teenagere, unge og voksne, der også dør på grund af mangel på passende behandling, eller som dør af en sygdom, som ikke bliver behandlet i tide, eller på grund af en misdannelse, der kunne være ordnet, eller på grund af en kirurgisk eller ortopædisk operation i tilfælde af ulykker? Man ved ikke, hvor mange der dør, som kunne være blevet reddet, eller for hvor mange mennesker i fremrykket alder man kunne forlænge livet.

Et menneske, der lever 50 år, - I kender mange og har mange slægtninge - ville gerne leve 10 år mere, 20 år mere, 30 år mere; og mennesker på 70 år vil gerne leve 5, 8 eller 10 år mere; eller mennesker på min alder, 74, som I har husket i dag, ville gerne leve 4-5 år og op til 10 år mere for at se, hvordan verden udvikler sig, og om nogen af forudsigelserne går i opfyldelse.

I mit eget tilfælde kunne jeg virkelig godt ønske mig det for at udnytte en smule mere den erfaring, jeg har opnået gennem lang tids kamp for at tjene folket (Applaus). Modstanderne taler om "Castro ved magten i x antal år", "Castros diktatur", "Castros tyranni", "at han er ved magten og ikke ønsker at slippe den", og jeg véd ikke hvad mere. Magten, hvis den ikke er for at gøre noget, for at gøre noget godt, så tjener den overhovedet ingenting til, og det ville være tåbeligt at ønske den (Applaus).

Desuden, som jeg har forklaret mange besøgende, har jeg meget få konstitutionelle og legale beføjelser, minimale. Jeg udnævner ikke ambassadører. Alle steder i verden udnævner præsidenten ambassadører, og han udnævner ministre. Jeg udnævner ikke ministre, og jeg udnævner ikke til noget hverv i staten. De ambassadører, der indstilles, indstilles af en kommission, der analyserer og indstiller alle kadrene, indgiver dem til Statsrådet, der skal godkende dem - der er 31 medlemmer, - og mig tilkommer det til slut at skrive under.

Det samme med benådninger eller strafnedsættelse i tilfælde af den strengeste straf; det skal være blevet diskuteret af de 31 medlemmer i Statsrådet.

Men det er ikke vigtigt for mig, jeg behøver ikke det. Jeg tror, at en regent eller en, der leder, ikke behøver magtbeføjelser; hvad han behøver er moralsk autoritet, moralsk magt (Applaus).

I løbet af 41 år er der kun een gang forekommet visse offentlige uroligheder i Havana, nær ved havnen. De havde forbindelse med meddelelsen om, at en gruppe skibe fra USA var på vej for at opsamle immigranter. De vidste, at vi ikke ville skyde på eller havde til hensigt at opsnappe skibe med mennesker ombord. Da der begyndte at komme hurtigbåde fra USA i smugleroperationer, befandt en af dem sig tæt ved kysten, øst for Havana; vagtmandskabet, der er overrasket over denne uvante hændelse, giver dem ordre til at standse og skyder. Der var nogle sårede, jeg ved ikke, om der var en, der døde.

En anden gang var der en traktor, - den bragte en vogn med folk til kysten, - der forsøgte at køre en politibetjent ned, som stillede sig foran, og andre, der fulgte med ham, skød. Der var nogle sårede og døde. Det var så to gange.

Ved en anden lejlighed tog de en sandpumper med besætning ombord - alt det inspireret af Naturalisationsloven - , et bevogtningsfartøj affyrede nogle skud; heldigvis blev ingen ramt.

Straks en direkte instruks til grænsestyrkerne og alle autoriteterne: "Ikke skyde imod og ikke forsøge at opsnappe noget fartøj med mennesker ombord, der forsøger at rejse ud, om de så er midt i havnebugten".

Så blev ligefrem Regla-færgen, som mange af jer véd er transportmidlet mellem det gamle Havana og Regla kommune, genstand for kapring. Der kom en med en revolver og forskellige medsammensvorne ombord, de overmandede kaptajnen og tog ud af den samme havn. Ingen rørte dem.

Den famøse hændelse, som de taler om, med slæbebåden den 13. marts har sin detaillerede og komplette historie. Vi beordrede en minutiøs undersøgelse i alle henseender. Der skete følgende: Der var et sted, hvor de slæbebåde, der gør tjeneste i havnen, befandt sig. De angreb slæbebåden, neutraliserede dem, der passede på den, ødelagde kommunikationsmidlerne og tog afsted med den. Tre af selve arbejderne i centret bordede en anden slæbebåd, og tre-fire andre - jeg har ikke nu det nøjagtige tal - bordede en anden om natten uden at sige noget til nogen, og de tog afsted med de to slæbebåde for at prøve at stoppe den, der var blevet taget. Ingen vidste noget; der var gået timer fra det øjeblik, da tyveriet af slæbebåden var sket.

Så snart gerningen var kommet til de vedkommende autoriteters kendskab, blev der straks givet instrukser til kystvagterne om at sejle ind på den rute, de havde taget, for at afværge en ulykke og beordre de slæbebåde, der var taget afsted for at stoppe den, til at vende tilbage.

Det var om morgenen, med et oprørt hav og høje bølger. Før end der ankom et kystbevogtningsfartøj, der heldigvis reddede næsten halvdelen af dem, der var med det kaprede fartøj, fordi dette havde redningsudstyr, liner og andre midler til at hjælpe og redde skibbrudne, var der sket et sammenstød mellem en af de to slæbebåde, der forsøgte at stoppe den, og agterstavnen af den røvede slæbebåd, der sank. De få besætningsmedlemmer på de andre to både reddede mange af de skibbrudne trods mangel på egnede midler og med frygt for selv at blive kidnappede. Snart kom kystbevogtningen, der selv under disse vanskelige omstændigheder og i nattens mulm og mørke kunne redde 25 mennesker. Det er det virkelige historie om, hvad der skete. Åh ja, men de måtte jo opfinde løgne og skabe en skamløs legende om tilfældet.

Jeg forsikrer jer om, at jeg ikke overdriver og ikke ændre kendsgerningerne det mindste; jeg ville føle en uendelig skam, hvis jeg forsøgte at retfærdiggøre nogen skændig handling. Det har aldrig været vores måde at gøre tingene på.

I USA må der stadig være mange af de 1200 fanger, vi tog ved Svinebugten. Ingen af dem kan sige, at vi slog dem med geværkolber, skønt mere end 100 kammerater var døde og hundreder var sårede. Jeg var der, det var ikke noget, de fortalte mig, jeg selv deltog, virkeligt, i tilfangetagelsen. Jeg gik ligefrem hen forbi en afdeling af de invaderende soldater, der var bag noget mangrovekrat - jeg gik ad en vej nær kysten; de så mig nogle få meter borte; ingen skød.

Der er øjeblikke i en kamp, hvor en modstanders moral er gået fuldstændig tabt, og ingen affyrer et skud mere. I processen bagefter påberåbte de sig det som en velgerning, for at man skulle regne det dem til indtægt, at jeg var kommet forbi afdelingen med automatiske våben, og de ikke skød mig. Mange tak, jeg takker dem tusind gange. Jeg var ikke blevet disse 74 år, så jeg er dem taknemmelig (Applaus); men ingen kan sige, at de blev mishandlet; og de havde endda invaderet vort fædreland bevæbnede og var udsendt af en fremmed magt.

Hvis det var sket omvendt, så ved I, at de mindst ville have straffet dem med livsvarigt fængsel. Og her er det ikke nemt at befri nogen livstidsfange, for disse puertoricanere, der tilbragte mange år i fængsel og fornylig blev sat i frihed (Applaus) måtte lide meget, før end de så frugten af en lang solidaritetskamp. Jeg kender ikke det nøjagtige antal år, de var i fængsel, måske nogen af jer kan fortælle mig det (De siger, 20 år).

Søstre og brødre, jeg forsikrer jer om, at i Cuba, når nogle af de lejesvende, der bliver betalt fra udlandet til at gøre undergravende aktiviteter, knapt nok har været tre måneder i fængsel, så det regner med pressioner og breve alle steder fra, efter planer og mekanismer, der er blevet programmeret på forhånd, for at man skal sætte dem i frihed. Ingen ved, hvor mange kontrarevolutionære, der med rette var blevet straffet, vi har sat i frihed! For kampen har været lang.

I begyndelsen af Revolutionen var der 300 kontrarevolutionære organisationer, der udøvede terrorisme, og da vi i denne ene aktion tog 1200 fanger, var de end ikke to år i fængsel. Vi foreslog dem, der havde sendt dem: "Se, hvis De betaler en erstatning i medicin og fødevarer til børn, så sætter vi dem alle i frihed". Nogle få af dem begik siden forbrydelser, dræbte vore kammerater med bomber og attentater. Hvis de havde været holdt fangne 30 år, så havde man reddet mange kammeraters liv; men den risiko påvirkede os ikke, og en dag ankom et skib lastet med "helte" til USA uden problemer. De overrakte dem et flag, jeg tror, at det var den daværende præsident, der overrakte det, eller også var det omvendt, for at de en dag skulle folde det ud i et frit Cuba. I virkeligheden kunne de redde hverken flag eller vimpel eller våben, ikke nogetsomhelst. Det er mange år siden.

Efter disse episoder har jeg talt med nogle stykker af dem, der var med i den ekspedition; de havde skiftet opfattelse og tankegang, og er nu andre mennesker. Et menneske kan forandre sig.

Jeg nævnte eksemplet med det, der skete i Svinebugten, fordi det viser kontinuiteten i den politik, som vi har fulgt siden krigen i Sierra Maestra.7) I de første træfninger kæmpede de fjendtlige soldater til sidste patron; de troede, at vi ville dræbe dem. Siden var det ikke sådan. I løbet af krigen tog vi tusinder af fanger. De sårede plejede vi med prioritet fremfor vore egne sårede. Aldrig blev en fange skudt, aldrig slog man en eneste af dem. Det internationale Røde Kors er vidne. De har listerne og sagsmapperne for de hundreder af fanger, vi tog i den sidste offensiv mod front nr. 18) i sommeren 1958; i dem kan man undersøge, om der var een soldat, der blev slået, om der var een soldat, der blev skudt.

Det var dem, der forsynede os med våben. De blev bragt derfra til en anden provins, og når kolonnerne kom og de så, at de havde tabt i en kamp, så kæmpede de ikke som i begyndelsen til enden. Mere nøjagtigt må man sige, at som regel kæmpede de altid, de undlod ikke at gøre stærk modstand, men når de så, at slaget var tabt, så overgav de sig. Sådan var der soldater, der overgav sig tre gange. Hvorfor? Fordi der var en politik med hensyn til fjenden, lige som der var en politik med hensyn til befolkningen. De kom og dræbte civile, afbrændte huse, røvede alting, betalte ikke for noget. Vi kom og betalte for hver ting, vi købte. Hvis der ikke var nogen, efterlod vi pengene hos en nabo eller et andet sted, og i al den tid, krigen varede, ved front nummer et på Sierra Maestra, hvorfra alle kolonnerne udgik med den samme krigsdoktrin, den samme politiske doktrin, husker jeg ikke et eneste tilfælde af, at nogen af vore soldater udviste manglende respekt for en hustru eller datter af en landbofamilie.

Efter at vi var blevet splittet,9) og der kun var syv bevæbnede mænd til at begynde med, blev krigen med folkets hjælp vundet på mindre end 24 måneder i kamp mod styrker på 80.000 mand bestående af soldater, mariner og politi. Hvorfor? For det første fordi vi forsvarede en retfærdig sag (Applaus), og for det andet fordi vi havde en politik for landboerne og folket i almindelighed, og en politik for fjenden. Uden denne politik havde sejren ikke været mulig, hverken på 2 eller på 30 år, selv om de øvrige ting gik mere eller mindre godt.

Disse traditioner har holdt sig til i dag. I kan spørge Sydafrikanere, som var vore troppers fanger, om nogen slog dem, om en eneste af dem blev skudt. For vi udspredte vores krigspolitik og overførte den til alle dem, vi samarbejdede med; og nu siger jeg ikke mere om det, for der er mange steder, hvor de kæmpende dræber hinanden. Sådan er det.

I vort tilfælde, hverken i vor krig eller i de internationalistiske missioner, blev aldrig nogensinde nogen fange slået eller skudt. Til alt det, jeg siger jer, er der levende vidner. Det er selvfølgelig det, der giver moral og autoritet.

Da der var de nævnte uroligheder i hovedstaden den 5. august 1994, var selv politiet overrasket. Det var aldrig sket før. Grupper af civile, der nåede op på flere hundrede, begyndte at kaste sten mod vinduesruder, mod husene; folk var halvt fra koncepterne. Jeg fik nyheden at vide; jeg var på vej til mine kontorer, og de siger til mig: "Der foregår det og det". Jeg siger: "Ikke en eneste enhed må sætte sig i bevægelse". Eskorten blev varskoet - ni mænd, der gik sammen med mig - jeg havde bedt om tre jeeps - jeg ville tage en jeep, ikke en armeret vogn eller en panservogn, ikke noget af den slags - jeep'erne kom. Med de ni i eskorten, en kammerat, der var i nærheden og som dengang arbejdede med mig, og I kender ham, Felipe Pérez Roque, nu vor udmærkede udenrigsminister (Applaus), og kammerat Lage, der sluttede sig til os på vejen, var vi i alt 12 personer.

Vi begav os til det sted, hvor der var tumulter. Eskorten havde kategorisk ordre om ikke at bruge våben. Da vi kom frem, stod jeg af og vandrede til fods, og straks reagerede folk; på minutter standsede urolighederne, og selv de, der kastede sten, blev smittet og vandrede sammen med en enorm mængde; vi kom til Malecón og vendte tilbage ad den vej til fods. Dette er og vil altid være Revolutionens stil (Applaus).

Aldrig har man i vort land set en brandbil rette vandstråler mod folket, aldrig har man set mænd med dykkerdragt, der får dem til at ligne beboere fra en anden planet med jeg ved ikke hvor mange ting udenpå, og som undertrykker demonstrationer og bruger brutale metoder. Det er aldrig sket i vort land. Vi ville udbetale en stor præmie til den, der kunne vise et eneste billede.

Jeg husker, at der i Revolutionens første år var 300 kontrarevolutionære organisationer, bevæbnede bander i hele landet, tusinder af personer i fængsel, og da jeg tog på besøg på øen Isla de Pinos, som nu hedder Isla de la Juventud, mødtes jeg med disse fanger, der arbejdede i markerne med macheter, økser, hvadsomhelst, og jeg talte med dem. Aldrig forsøgte de at angribe mig!

Dem, der invaderede Svinebugten, mødtes jeg flere gange med; jeg tog endda til fængslet, da de havde fået deres straf. Ingen viste mig den mindste mangel på respekt.

Det er ikke til at sige, hvor meget det er værd at have en etik og en codex for værdig opførsel. Det er den stærkeste magt, man han have (Applaus).

Jeg har allerede fortalt jer om rejserne: alle slags trusler. Jeg sagde også, at jeg gerne ville leve nogle år mere; men jeg kan også forsikre jer i al oprigtighed om, at jeg ikke ville ændre et eneste princip, ikke acceptere en eneste vanære, ikke acceptere en eneste trussel i bytte for livet (Applaus).

Derfor fortalte jeg, at jeg var lykkelig, da jeg påbegyndte rejsen til dette land, eller rettere sagt til New York; jeg har ikke visum til at besøge landet; kun New York, og det inden for en radius af 25 miles, ikke en millimeter mere. Tilfredsheden udsprang af tilsidesættelsen af regnen af trusler og af ønsket om at mødes med jer.

Måske kan disse synspunkter, som jeg har budt jer, være nyttige for dem, der har været så tapre og solidariske som I.

Jeg talte om de alvorlige sociale problemer i den Tredje Verden. Men der er også alvorlige sociale problemer selv i et land så rigt som dette, det rigeste i verden. Jeg vil nævne nogle.

Seks og tredive millioner mennesker, 14% af befolkningen, lever under fattigdomsgrænsen, i en skala dobbelt så stor som i andre udviklede lande. Det dobbelte af den i Europa eller Japan.

Tre og fyrre millioner mennesker har ikke adgang til sygesikring, og andre 30 millioner har en så svag dækning af medicinudgifter, at den er praktisk taget ikke-eksisterende. Der er 30 millioner analfabeter og andre 30 millioner, der er funktionelt analfabeter. Det er ikke noget, Cuba har fundet på, det er officielle tal fra internationale organisationer.

I den sorte befolkning når fattigdomsraten op over 29%, i befolkningen som helhed er den 14%. Fattigdomsraten i den sorte befolkning er altså mere end dobbelt så stor som i USA's befolkning som helhed. Blandt de sortes børn når tallet de 40%. I visse byer og landområder i USA når den op over de 50%.

Til trods for den økonomiske ekspansion er fattigdomsraten i det nordamerikanske samfund 2-3 gange så stor som i Vesteuropa. De 22% af de nordamerikanske børn lever i fattigdom. Det er officielle tal.

Kun de 45% af alle arbejderne i den private sektor nyder social sikring.

Man regner med, at 13% af hele den nordamerikanske befolkning ikke vil leve længere end 60 år.

Kvinderne tjener endnu kun 73% af det, som mændene tjener i sammenlignelige jobs, og de udgør 70% af de arbejdere, der er ansat på deltid, og som ikke har ret til nogen slags social ydelse.

De 85% af de nye arbejdere, der havde mere end eet arbejde, var mellem 1981 og 1995 kvinder.

Den rigeste 1% af befolkningen, der i 1975 var ejere af 20% af formuen, ejer nu 36%. Forskellen vokser.

Blandt de 3600 dødsdømte, der i dette øjeblik befolker dødsgangene i de nordamerikanske fængsler, er der ikke en eneste millionær, der er ikke en eneste, der tilhører den højere middelstand. Man kan spørge om, hvorfor. Måske kan I svare bedre end jeg. Jeg anklager ikke nogen, jeg siger, hvordan det er.

Åbenbart er man nødt til at nå op i millionærkategorien for at få den anstændighed og disciplin, der er nødvendig for aldrig at blive straffet med en straf af den karakter.

Der er andre data, der er lidt hårde. Men jeg bør nævne dem.

I hele USA's historie er der ikke en eneste hvid mand, der er blevet henrettet for at have voldtaget en sort kvinde (Applaus).

Men - dette er historisk korrekt - medens voldtægt blev anset for en kapitalforbrydelse, var af de 455 mennesker, der blev henrettet for voldtægt, de 405 sorte; altså 9 af hver 10.

For eksempel i staten Pennsylvania, hvor Uafhængighedserklæringen blev proklameret i 1776, er kun 9% af befolkningen afroamerikansk; de 62% af de dødsdømte, altså en syv gange så stor andel, er af den sorte race.

En anden ting. Mere end 90% af de 3600 dødsdømte var i deres barndom ofre for fysisk eller seksuel vold.

Et studium fornylig udført af en NGO-organisation viser, at de sorte har 13 gange så stor mulighed for at blive idømt længere fængselsstraffe end de hvide, når det drejer sig om problemer i forbindelse med narkotika, selv om der er fem gange så mange hvide narkohandlere som sorte i USA.

Mere end 60% af fængslede kvinder i USA er afroamerikanere eller spanske.

Måske er vi lombrosianere,10) alle vi spanske, alle afroamerikanerne og andre etniske grupper, vi som begår alle forbrydelserne.

Jeg bortforklarer ikke i nogen måde forbrydelse. Heller ikke er jeg i stand til at vide nøjagtigt og i enhver detalje, hvordan det går til, og hvad der plejer at ske. Jeg spørger simpelthen mig selv, hvorfor; jeg spørger simpelthen mig selv, om vi er arveligt kriminelle; og hvad betyder det i så fald, om hele Afrika syd for Sahara forsvinder, alle Sydamerikas indianere, mestitser og hvide, og alle Caribiens indbyggere, vi cubanere iberegnet, selvfølgelig. Det er et spørgsmål, som en i det mindste har ret til at stille. Jeg har naturligvis levet disse 74 år, som I har husket. Jeg har haft med mange mennesker at gøre i mit liv.

Jeg blev født på landet som søn af en godsejer. Min far var en fattig landbo af spansk oprindelse. Han havde først været i Cuba udskrevet som soldat i den sidste uafhængighedskrig uden nogensinde at have gået i skole. Da konflikten var slut i 1898, blev han sendt tilbage til sit hjemland. Siden vendte han tilbage af egen fri vilje, arbejdede i det system; og med tiden opnåede han at samle og lede mere end hundrede daglejere, immigranter som han selv eller cubanere. Det var den tid, da United Fruit for at udvikle sukkerplantagerne i den neokoloni, der var indført på Cuba, fældede og afbrændte skovene med kostbart træ, dem, hvormed man byggede det berømte Escorial-palads, og også admiral Nelsons største krigsskib i den tid, det som sank i kampen ved Trafalger. Disse træsorter havde en særlig anseelse, og min fader deltog sammen med disse mænd, som han havde rekrutteret, i fældningen af skove og kostbare træsorter. Hvem kunne bebrejde dem?

Men nuvel, han sparede penge sammen, og lidt efter lidt købte han jord, meget jord. Han kom til at have omkring 900 hektar selvejerjord og mere end 10.000 hektar forpagtningsjord. Jeg blev født og levede på dette store gods. Jeg havde det held at være søn og ikke sønnesøn af en godsejer; jeg kunne ikke få mentalitet og kultur fra den rige klasse. At være revolutionær er ikke nogen fortjeneste; det afhænger af mange faktorer, og alle mine venner var fattige børn og teenagere på min egen alder. Vi kendte rønnerne i hele omegnen, både på min families jorder og i de enorme plantager, der tilhørte store amerikanske firmaer, hvor der levede mange haitianske immigranter. Deres arbejds- og livsbetingelser var værre end slavernes, og så sagde man, at slaveriet var forsvundet fra Cuba siden 1886. Det gjorde mig ikke til revolutionær, men det hjalp mig med senere at forstå realiteterne og de sociale uretfærdigheder i det land, hvor jeg blev født.

Jeg skal tilføje nogle ord til de overvejelser, jeg var i gang med. I nævnte for nogle få minutter siden navnet på en afroamerikansk borger, der fornylig var blevet henrettet. I ved, at vort folk med al kraft fordømte justitsmordet på Shaka Sankofa11) for en forbrydelse, han ikke havde begået (Applaus); det skete på trods af verdensopinionen og endda mange af verdens regeringer.

Jeg bad om temmelig meget information, data, detaljer. Jeg fik ligefrem små kort, skitser af det sted, hvor de gerninger, man beskylder ham for, blev begået. Den eneste person, der sagde, at han havde set ham, om natten, i en vis afstand, i et glimt som selv det mest følsomme kamera ikke ville have kunnet registrere, og andre sagsakter overbeviste mig om hans uskyld. Det siger jeg ikke, fordi nogen har sagt det, men fordi jeg analyserede alle data og kom til den overbevisning (Applaus). Jeg analyserede også hans sociale oprindelse, marginaliseringsomstændighederne ved hans fødsel, de første konflikter med loven, han havde; jeg har nævnt ham for vort eget folk som eksempel på de virkelige faktorer, der bidrager til, at et ungt menneske, sort eller hvid eller af en hvilkensomhelst etnisk gruppe, begår en forbrydelse. Jeg er også advokat. Jeg kender en smule til love. Jeg forsvarede mig selv, da de dømte mig for angrebet på Moncada-kasernen. Mere end een gang måtte jeg gøre det, efter at jeg blev advokat. Jeg havde næsten ikke andre klienter (Latter).

Og hvis jeg ikke var kommet til den overbevisning, ville jeg handle som en vulgær demagog ved at sige, hvad jeg lige har sagt (Applaus).

I vort land har der fundet en rundbordssamtale sted med deltagelse af internationale personligheder. Herfra kan jeg se en person, der deltog i denne rundbordssamtale.

Jeg ved også, at I for en tid har været optaget af en meget retfærdig kamp, en kamp som vort folk også støtter fuldtud: kampen for frihed til journalisten Mumia Abu-Jamal12) (Udbrud og lang applaus), dømt til døden, hvis uretfærdige straf har rejst en gigantisk protestbevægelse i hele verden.

Hvis vi går længere og analyserer de historiske data for at udforske, hvem der var den ene hvide borger, der blev henrettet for voldtægt for hver 9 afroamerikanere, hvilket var omkring 50 hvide i alt, så ser vi, at uafhængigt af andre faktorer var der den sociale marginalisering, og når, som det sker med afroamerikanerne, den sociale marginalisering forenes med racediskriminationen, så er der titusindvis af mennesker, der er ofre for en frygtelig uretfærdighed, endog de, der aldrig har været dømt til hverken død eller fængsel, for de blev ved deres fødsel dømt til ydmygelse hver dag i deres liv.

Jeg er mere eller mindre hvid, jeg siger mere eller mindre hvid, for der er ingen ren etnisk gruppe. Jeg husker, at jeg besøgte USA i 1948, det var november, jeg husker det, fordi det faldt sammen med de dage, hvor Truman til trods for alle forudsigelser vandt valgene. Jeg var rejst til Harvard; jeg ville studere økonomi. Jeg havde allerede revolutionære ideer, men jeg ville væbne mig med større viden. Tilbagerejsen fra New York gjorde jeg i en billig vogn, der var blevet købt for 200-300 dollar, blandt dem, der sælges her for en smule mere end gammelt jern, og jeg rejste ad de landeveje, man havde dengang, til Florida for siden at fortsætte til Cuba over havet med en færge. Mange gange standsede jeg et sted for at spise morgenmad, et måltid, eller for at købe et eller andet. Jeg fornemmede ringeagt mere end een gang, en vis respektløs behandling, simpelthen fordi jeg talte et andet sprog eller var spansk. Jeg fik det indtryk, at man diskriminerede ikke blot visse etniske grupper, men også personer af anden nationalitet, dem der talte et andet sprog.

Siden var jeg igen i USA kun nogle få dage, jeg tror, det var i slutningen af 1955. Jeg boede nu i Mexico og var ved at forberede tilbagerejsen til Cuba. Jeg var her i New York og andre steder på besøg hos de få cubanske emigranter, der var i USA, for på den tid existerede den cubanske naturalisationslov ikke - ingen kunne komme i et skib eller en båd - der var praktisk talt ingen illegale indvandrere. Når alt kommer til alt, blev det Revolutionen, der åbnede dørene for hundrede tusinder personer, som meget længe havde ønsket at emigrere og ikke havde noget håb om, at det kunne ske.

Derfor, de, der hader Cuba så meget og mig i særdeleshed, dem kan vi minde om, at de en gang imellem skulle takke Revolutionen, for uden Revolutionen ville der ikke være mange cubanske millionærer (Applaus), uden Revolutionen ville der ikke have været et antal cubanere, der er medlemmer af USA's kongres, de ville ikke kunne fremsætte love til fordel for noget, de ville ikke være eftertragtede i valgkampagnerne, de ville ikke have fået alt, hvad de beder om, selv om størsteparten ikke stemmer, fordi med de privilegier, de får, passer det dem bedre at være cubanske end amerikanske statsborgere.

Det, jeg siger, kan bevises uigendriveligt. Der er statistikker; jeg bad om den en dag: hvor mange opholdsvisa har de givet for eksempel de sidste 30 år før Revolutionens sejr; det var ubetydelige tal i 30'erne og 40'ne, og knapt 2-3000 mellem 1950 og 1959.

Når alt kommer til alt, blev det Revolutionen, der åbnede dørene for hundrede tusinder af personer, der i meget lang tid havde ønsket at emigrere og ikke havde noget håb.

Som det er kendt, flygtede i de første dage af januar 1959 et stort antal krigsforbrydere til USA. Folk, der havde begået underslæb, og Batistas medskyldige, der havde myrdet tusinder af cubanere og udsuget landet. De første revolutionære love, der havde at gøre med generhvervelsen af uretmæssigt erhvervet ejendom, nedsættelse af tariffer på grundlæggende tjenesteydelser, genindsættelse på deres poster af arbejdere, der uretmæssigt var blevet afskediget under tyranniet, by- og landbrugsreformer og andre forholdsregler til elementær social retfærdighed, skræmte de rigeste sektorer af vort samfund, der begyndte at emigrere til USA.

Fra Revolutionens første dag var der usædvanlig åbent for visa til at rejse til USA, især for personer i over- og middelklassen, læger og andre universitetsfagfolk, professorer og lærere, teknikere og kvalificerede arbejdere, mange af hvilke altid havde været ivrige efter at emigrere til dette land. Fjendskabet mod Revolutionen og den hensigt at berøve os kvalificeret personale var tydelige næsten med det samme. De behøvede desuden Batistas gamle officerer og ungt personale for at forsyne den lejebrigade, der skulle angribe, en plan ingen kendte dengang. Men de legale udvandringer til USA blev altid godkendt. Tyveriet af hjerner stimulerede de kolossale uddannelsesanstrengelser, som den sejrende Revolution straks havde påbegyndt. Selv i Svinebugtens dage blev flyvningerne opretholdt. Senere, i oktober-krisen, suspenderede de nordamerikanske myndigheder pludseligt flyvningerne og visa'ene. Titusinder af familier befandt sig nu adskilte. Til gengæld modtog man på nordamerikansk territorium, endnu inden Naturalisationsloven, lige så mange mennesker som der ankom til landets kyster ved egne midler eller med kaprede fly eller skibe.

Efter Camarioca13) udrejste 360.000 cubanere af landet, med tilladelse og på lovlig måde, på absolut sikker vis og uden et eneste offer. Blandt dem var der foruden familie til bosiddende i USA et stort antal professionelle og lærere, der i USA kunne tjene en løn, der var ti gange så høj som i Cuba, kvalificerede arbejdere og teknikere i vigtige industrier. Det drejede sig virkelig om økonomiske emigranter. Alligevel modtog enhver, der kom, betegnelsen "politisk flygtning" eller "landsforvist". Hvis man brugte det begreb på de mexicanere og andre latinamerikanere, der emigrerer til USA, ville der være 12-15 millioner mexicanske politiske flygtninge (Applaus); en million haitianske politiske flygtninge, en million dominikanske politiske flygtninge; hundredetusinder centralamerikanere ville være politiske flygtninge, og hvem véd hvor mange puertoricanske (Applaus). For portoricanerne er patrioter, de elsker deres land. Og hvorfor rejser de til USA? Af økonomiske årsager. Så der næsten er lige så mange her som på deres egen ø.

Der er en million samlet her i New York; i år så vi dem forsvare Vieques'14) retfærdige sag (Applaus). Derom holdt vi en rundbordssamtale med højt ansete internationale personligheder.

Disse rundbordssamtaler transmitteres via satellit-tv, på engelsk selvfølgelig, som er det sprog, der tales mest i hele verden. Også vort fjernsyn transmitterer dem over internettet. Desværre har vel kun 1% af afrikanerne internet; dem må man fortælle det over radioen. Det samme med Latinamerika.

Angående dette tema om kommunikation og samarbejde med landene i den Tredje Verden vil jeg gerne informere jer om, at vi har udviklet et program til at undervise i læsning og skrivning over radio. Denne idé kommer op en dag, da præsidenten for Niger på et besøg i Cuba på et spørgsmål om, hvor stor analfabetismen var i hans land, svarede: 87 procents analfabetisme og kun 17 procent går i skole. Man fejrer indgangen til det nye århundrede og det nye årtusinde; i hvilket århundrede i det tredje årtusinde vil dette land, der har en befolkning som Cubas, have udryddet analfabetismen?

Jeg tænkte på, at vort land, med 11 millioner indbyggere lige som Niger, har 250.000 gymnasie- og folkeskolelærere; lige som det er tilfældet med lægerne, har landet det højeste antal lærere pr. person i verden. Når en tænker på dette omfang af analfabetisme og desuden ved, at tallet for dødelighed blandt børn på 0-5 år i Niger er mere end 200 for hver 1000 levendefødte, det vil sige mere end 25 gange så høj som børnedødeligheden i Cuba, så er det umuligt at lade være med at spørge sig selv: hvornår? hvornår? hvornår? Jeg spurgte: "Har de radio?". Svar: "Ja, næsten alle familierne har radio". Jeg siger: "Hvordan det, hvis de ikke har elektricitet?". Han forklarer mig: "Jo, for de har et japansk udstyr, der koster x antal dollar, og hvormed de kan få elektricitet til at høre radio".

Jeg foreslog, at en gruppe cubanske pædagoger skulle studere muligheden af at undervise i læsning og skrivning over radioen udfra ideen om at udarbejde et lille manual, der med brug af billeder af dyr, planter og almindeligt kendte ting, kunne identificere alfabetets bogstaver og muliggøre dannelsen af stavelser, ord, sætninger, og indføre begreber i det sprog, man havde valgt, gennem radiotransmissioner under ledelse af specialiserede lærere. På tre måneder udarbejdede vore pædagoger en metode, som efter at have været afprøvet på det kreolske sprog i Haiti med 300 analfabeter udviser virkelig lovende resultater. Man påbegynder snart et forsøg med 3000 personer. Et alfabetiseringskursus over fjernsyn ville være meget enkelt, men adgangen til det kommunikationsmiddel er umulig for flertallet af verdens analfabeter. Vore specialister i pædagogik, som har lavet det, har fulgt og ledet eksperimentet; de er forbløffede. Nu er det udarbejdet på fransk, portugisisk og kreolsk.

Så kan man altså yde den Tredje Verden endnu et samarbejde: om at undervise hundrede millioner af mennesker i læsning og skrivning med en i sandhed ubetydelig omkostning (Applaus). Så er det slut med at tale om, at der er 800 millioner voksne analfabeter, hvis man med brug af radioen, ikke internettet, ikke fjernsynet, kan nå frem til at undervise hundrede millioner af mennesker i at læse og skrive.

Ingen forestiller sig, hvor ydmyget et menneske føler sig, som ikke kan læse eller skrive. Jeg husker tydeligt min mor og min far, som knapt nok kunne læse og skrive; jeg er vidne på, hvor meget de led. Jeg ved det. Det forklarer den tørst efter viden, som vi ser i vort folk. Selv når de har nået 10. klasse, 12. klasse, har de en uudslukkelig tørst efter at vide mere; det har vi opdaget, og af den grund har vi forberedt forskellige programmer - jeg håber, at I en dag skal lære dem at kende - som er ganske enkelt forbløffende i bestræbelserne for en fælles og integreret massekultur. Vi vil endda også undervise i sprog.

Jeg skal forudskikke noget: Nu har vi begyndt det nye skoleår i Cuba. Vore skoler har i dette øjeblik, på grundlag af kampen for Eliáns tilbagevenden og af den beundring, som vore børns begavelse fremkaldte, et 20 tommers farvefjernsyn for hver 100 elever af vore 2.400.000 elever på første, andet og mellemniveau til en pris på 4,6 millioner dollar (Applaus); 15.000 videokassetter til 1,5 millioner dollar. Nu indføres altså i fuldt omfang i vort skolesystem massemedierne til hjælp for vore mere end 250.000 folkeskole- og gymnasielærere.

Lad det være nok at sige, at i oktober vil man fra kl. 7 til 9 om morgenen sende et kursus i fortællingsteknik udarbejdet af en af de dygtigste intellektuelle i vort land, og fra den 1. november, fra kl. 7 til 8 om morgenen, vil der være et sprogkursus med tre udsendelser om ugen. Mange af vore indbyggere husker ganske enkelt ikke de grammatiske regler, de lærte for meget lang tid siden. Jeg siger i spøg, at vi ikke taler spansk, men en dialekt.

Godt, tre udsendelser på spansk og - tænk jer - 2 på engelsk! Vi betragter engelsk som et verdenssprog: århundreders britisk kolonialisme og omkring 100 år med - for nu at bruge et pænt udtryk - enorm nordamerikansk indflydelse, har gjort det til et verdenssprog: det er udbredt, men ingen har patent på det; vi vil bruge det.

Næsten alle videnskabelige og litterære bøger udkommer først på engelsk. Man forærer mig mange, og de er på engelsk.

Vi vil gøre det engelske sprog kendt af masserne; nu er de ved at forberede kurser på fjernsyn. Mange af disse tusinder af lærere vil se dem, de vil indspille dem på bånd og vise dem der i den samme skole; de behøver ikke flytte sig.

Snart derefter vil vi tilbyde lignende kurser i fransk. Vores ønske er, at alle vore borgere eller det store flertal af dem efter deres alder kender tre sprog: spansk, engelsk og fransk (Applaus), for en lav omkostning: den løbende udgift for transmissionerne og de materialer, som vi sender på skrift til alle dem, som skal modtage kurset direkte, eller til de indbyggere, der beder om dem. I sidstnævnte tilfælde vil vi sende dem, idet vi lader dem betale omkostningen til produktion og distribution. Dette er kurser for alle, som ønsker at bruge dem, og vi vil hjælpe dem fremad.

Jeg tror, at det at jeg fortæller jer om denne idé vil tilfredsstille mange landsmænd, næsten alle.

En dag spurgte jeg ministeren: "Hvor mange engelsklærere mangler du på det mellemste niveau?" Og han sagde: "To tusinde". Jeg svarede: "Det er rigeligt". Og nu er det ikke fordi vi vil reducere antallet af lærere på mellemniveauet eller i underskolen; tværtimod, der skal ikke nedlægges een lærestol; tallet skal sættes op for at reducere antallet af elever pr. lærer. Nu er vi i denne kamp for at højne undervisningens kvalitet. Men vi vil stille massemedierne, vort fjernsyn, der ikke har kommercielle reklamer, i tjeneste for undervisningen og en integreret almen massekultur (Applaus).

Jeg tror, at vort land er gået ind i en ny epoke, absolut ny. Jeg siger ikke mere (Applaus).

Jeg har bredt mig. Jeg har ikke holdt ord (Applaus). Nu skal jeg kun bruge nogle få minutter mere.

Jeg lovede jer, at før end jeg sluttede, ville jeg fortælle om to ting: først om drengen. Elián har det vidunderlig godt (Applaus), I kan ikke forestille jer et så lykkeligt barn, en så intelligent dreng, så alvorlig; han er virkeligt usædvanlig. Han blev ikke modtaget af menneskemængder - som vi havde sagt - det var bare hans skole og nærmeste slægtninge. Ingen af os, ingen partileder eller statsleder var dér. Seks minutter blev familien og hilste på dem, der modtog dem, og straks tog de af sted med Elián fra lufthavnen. Han gik ikke glip af skoletimerne, ikke engang den dag, da han forlod USA. På to måneder sammen med sin familie, sine lærere og sine små klassekammerater havde han gjort usædvanlige fremskridt, og bagefter i Cuba, fra den 29. juni til den 28. juli, modtog han sammen med kammeraterne, der var her, intensiv undervisning, han manglede forskellige lyde. Han bestod eksamen på samme niveau som alle de andre børn og kom i anden klasse.

Faderen insisterede på, at jeg skulle lære ham at kende. Jeg sagde til ham: "Jeg vil vente, til han slutter klassen". Og da han havde sluttet klassen, så jeg ham i al diskretion og hilste på ham.

Vort problem nu er, hvad man skal gøre for at dette barn fortsætter et normalt liv, sine normale klasser; for alle kender den dreng. Vi regner med støtte fra hele befolkningen, et helt folks sammensværgelse: når han kommer i skole, ikke rende hen til ham, ikke råbe slagord; behandle ham som alle de andre børn. Kun meget få gange har han været i fjernsynet, fordi befolkningen bad om det. Aldrig et spørgsmål direkte til drengen, han vises sammen med familien; scener af den type og meget korte indslag. Man har vist total påpasselighed.

Nu har han begyndt dag 1 i sin nye klasse, han bor i det samme beskedne hus, hvor han boede før, går i den samme skole, har de samme lærere, for de skifter ved 4. klasse, hende som var i Wye Plantation, og den anden lærerinde, som de ikke lod komme; de samme kammerater fra første klasse går videre sammen med ham. Og hans far begynder midt i denne måned at arbejde på den samme beskedne arbejdsplads; det er, hvad han ønsker. Alle forlanger, at han skal besøge dem. For det er ikke blot drengen, også faderen fik i landet en usædvanlig anerkendelse. Han modstod alt, da de ligefrem forsøgte at købe ham med hans egen søn, løfter om at udlevere ham, hvis han blev for at leve i USA, millionbeløb, og end ikke et sekund tøvede han (Applaus). Jeg synes, han er et eksempel. Om det må jeg sige, at jeg ikke skal gå i detaljer, jeg vil sende jer materialer; på den måde sparer jeg tid; men I skal blive informeret om drengen.

Man anlagde det adækvate synspunkt, at denne dreng bør have den ypperligste undervisning; man ville ikke have vundet noget, hvis denne dreng vender tilbage og i virkeligheden ikke er en god elev og en god borger. De sætter et eksempel for vort folk, og på en vis måde et eksempel for mange millioner mennesker i verden.

Aldrig vil vort folk ophøre med at takke jer, der var så optagne af sagen, og lovgiverne, der talte her, og andre, der kæmpede så meget; Kirkerådet, de forskellige kirker, som med al ære forsvarede en så retfærdig sag.

På samme måde må jeg sige, at vort folk aldrig nogensinde vil glemme og heller ikke ophøre med at takke det nordamerikanske folk, som massivt støttede faderens og drengens lovlige rettigheder (Applaus). Endnu en gang sagde jeg til mig selv: Det nordamerikanske folk er meget idealistisk. For at de skal støtte en uretfærdig sag, må man først bedrage dem, få dem til at tro, som i Vietnam og andre steder, at dette er det retfærdige. I dette tilfælde lærte de sandheden at kende gennem flere forskellige faktorer, og især ved massemediernes aktivitet, der udsendte billederne af 400.000 kvinder på march, hundrede tusinder børn på march, en million mennesker på march, i en kamp, der blev udkæmpet i syv måneder og i dag fortsætter imod Naturalisationsloven på grund af de ofre, den skaber; imod Torricelli-loven, Helms-Burton loven, blokaden og den økonomiske krig; kort sagt, for respekten og freden til vort land. Det svor vi der i Baraguá15), hvor Antonio Maceos historiske protest fandt sted, og for de mål kæmper vi i dag.

Da det nordamerikanske folk fik sandheden at vide, støttede det drengen og hans familie i tal, der steg til mere end 80%, og som i den afroamerikanske befolkning i det afgørende højdepunkt nåede op på 92% (Applaus). Dette kan vort folk aldrig nogensinde glemme.

Jeg skal ikke forsøge at fremstille vort fædreland som den perfekte model for lighed og retfærdighed. Vi troede fra starten, at ved at etablere den mest absolutte lighed for loven og den absolutte intolerance mod manifestation af diskrimination, seksuel som i kvindernes tilfælde, racemæssig som de etniske minoriteters tilfælde, ville de forsvinde fra vort samfund. Det tog nogen tid at opdage, hvis jeg kan sige det sådan, at marginaliseringen, og med den racediskriminationen, faktisk er noget, der ikke lader sig undertrykke med hverken een eller ti love, og endnu på 40 år har vi ikke opnået at undertrykke den totalt.

Der vil aldrig være et tilfælde, hvor loven bliver anvendt med etniske kriterier; men vi opdagede, at de, der stammede fra slaverne, de der levede i rønnerne, var de fattigste og blev ved med at være det, efter den angivelige afskaffelse af slaveriet, de fattigste steder.

Der er marginalzoner, der er hundrede tusinder personer, der lever i marginalzoner, men ikke bare sorte og mestitser, også hvide. Der er hvid marginalisering, som stammer fra det tidligere samfund. Og jeg siger jer, at i vort land er der begyndt en ny epoke. Jeg håber en dag at kunne fortælle jer om, hvad vi gør i dag, og hvordan vi skal fortsætte med at gøre det.

Penge har vi ikke til at bygge boliger, hvor de mennesker lever, som vi kan sige lever i marginale omstændigheder; men vi har mange andre ideer, som ikke skal vente en evighed, hvormed vort forenede og dybt retfærdige folk vil fjerne selv den mindste rest af marginalisering og diskrimination af enhver art. Jeg har absolut tillid til, at vi skal nå det, for det har ledelsen af vor ungdom, vore studenter og vort folk viet sig til.

Jeg skal ikke føje mere til, blot siger jeg jer, at vi er bevidste om, at i vort land eksisterer der endnu marginalisering, men der er en afgjort og total vilje til at gøre ende på den ved hjælp af de metoder, som den opgave skal udføres med, og for at der skal være stadig mere enhed og lighed i vort folk (Applaus).

På vegne af mit fædreland lover jeg jer det, og vi vil informere jer om, hvordan det går med vore bestræbelser.

Da de var der, talte nordamerikanerne og vi om problemet vedrørende de to sager, jeg nævnte, Sankofa og Mumia; de tilbød mig omfattende information om deres liv og den uretfærdighed, der er begået imod dem. Rundbordssamtalerne bidrog meget til at skabe bevidsthed om alvoren i det, der var ved at ske. Det er ingen skam at være fattig, det er ingen skam, at et menneske kan begå fejl som barn eller som teenager; skammen er, at i dette århundrede, der er begyndt, med alle de tekniske fremskridt, hvor mennesket ligefrem planlægger at befolke Mars, skal der være børn, unge og voksne borgere på vor planet, der lever i marginalisering (Applaus) og i mange lande oven i købet diskriminerede.

Det er det sidste, jeg vil sige, og der mangler nu kun dette stykke papir for at forklare jer en nyhed, der kom ud i dag, og som denne kirkes præst talte om, og han talte om et tegn. Mig forekom det utroligt, at det enkleste i verden var blevet til en stor nyhed. Jeg troede, at den store nyhed måtte være det, der foregår i verden, de temaer, der blev diskuteret ved topmødet i FN, hvad vi må gøre for at redde menneskeheden, nu ikke blot Afrika. Med den måde, vi går frem på, forsvinder ikke blot afrikanerne; alle forsvinder. Med den måde, vi går frem på, med disse konsummodeller, der fører til ødelæggelse af livets naturlige midler, af atmosfæren, og til at der bliver mangel på vand og forurening af drikkevand og af havene, klimaforandringerne, naturkatastroferne, fattigdommen, den afgrundsdybe og voksende forskel på landene og inden for landenes grænser, kan man med matematisk præcision være sikker på, at den økonomiske og sociale orden, der eksisterer i dag i verden, er uholdbar. En er tilbøjelig til at tro, at disse temaer er virkeligt vigtige. Det overraskede mig at se, at den store nyhed, næsten en skandale, var en ting, der skete igår absolut tilfældigt i FN. Før jeg kom herhen, så jeg mig nødsaget til at skrive en kort forklarende note. Jeg har kaldt den "Om at hilse på Clinton", og siger som følger:

"Efter afslutningen af den frokost, som generalsekretæren for de Forenede Nationer gav ved slutningen af indledningssamlingen i Millennium-topmødet, bad man os alle om at gå ind i et lokale, hvor det officielle foto skulle tages. Vi gik derhen, nærmest en og en på grund af en snæver passage mellem mange borde. Knapt fire meter længere fremme fik jeg øje på Clinton, der hilste på forskellige statschefer, der kom forbi der. Af høflighed stod præsidenten og gav hånd til hver enkelt af dem. Jeg kunne ikke rende væk for at undgå at komme forbi det punkt", - ja mere, jeg havde ingen steder at rende hen (Latter) -; "heller ikke han kunne gøre det. Det ville have været skændig fejghed af begge. Jeg fortsatte bag de andre. I løbet af to minutter kom jeg til det sted, hvor jeg skulle passere forbi ham. Lige som de andre standsede jeg nogle sekunder, og med al værdighed og høflighed hilste jeg på ham (Applaus); han gjorde nøjagtigt det samme, og så fortsatte jeg fremad. Det ville have været naragtigt og ubehøvlet at gøre noget andet. Det hele varede mindre end 20 sekunder".

"Denne enkle detalje blev snart kendt. Mange presseorganer bemærkede hændelsen på venlig måde. Dusinvis af rygter kom straks i omløb. Dårligt informerede pressetalsmænd gav forskellige versioner".

"Mafiaen i Miami", - jeg hentyder på ingen måde til de mange gode cubanere, der er i Miami, - stillede sig hysterisk an. Ifølge dem havde præsidenten begået en stor forbrydelse. Deres fundamentalisme når til sådanne yderligheder."

"Jeg for mit vedkommende er tilfreds med min respektfulde og civiliserede opførsel over for præsidenten for det land, der har været topmødets vært" (Applaus).

I dag, flere rygter, officielle nyheder, der hævder at jeg stilede henimod præsidenten. Der var ikke brug for noget i den retning. Alverden ved, at en værdig cubaner aldrig nogensinde vil tigge om en hilsen eller en æresbevisning.

Jeg er færdig. Jeg beder om undskyldning for, at min tale gik ud over tiden.

Tak (Applaus).

Noter:

  1. Der hentydes utvivlsomt til de talløse mordanslag, der er udgået fra USA, med eller uden deltagelse af den nordamerikanske regering og CIA. [Tilbage]
  2. Amílcar Cabral er en af de afrikanske frihedshelte. Han blev født i den daværende portugisiske koloni Guinea i 1924. Efter en agronomuddannelse i Lissabon blev han snart forvist fra Guinea og flyttede til Angola, hvor han sluttede sig til frihedsbevægelsen MPLA. I 1956 var han med til at danne The African Party for the Independence of Cape Verde and Guinea (PAIGC). Det kom til væbnet opstand og koloniens guvernør oprettede en kommando, der havde til hensigt at fange eller dræbe befrielsesorganisationens medlemmer. Det lykkedes ikke, men Amílcar Cabral selv blev myrdet i 1973. [Tilbage]
  3. Demokraten Robert G. Torricelli stod bag "The Cuban Democracy Act" af 1992, der bl.a. forbyder salg af varer med nordamerikanske licenser til Cuba. Hensigten var at tvinge Cuba helt i knæ, efter at landet havde mistet de fleste af sine handelspartnere i Øst. - De to republikanere Jesse Helms og Dan Burton stod bag "The Cuban Liberty And Democratic Solidarity (Libertad) Act" af 1996 (Helms-Burton loven), der især skal ramme udlændinge, der gør forretning med cubansk ejendom, som er blevet exproprieret fra nordamerikanere. Loven anses for at være i strid med internationale regler og kritiseres bl.a. af EU, hvor ikke mindst Spanien for tiden føler sig gået for nær. [Tilbage]
  4. The Congressional Black Caucus blev dannet i 1970, da 13 sorte medlemmer af Repræsentanternes Hus sluttede sig sammen for at styrke bestræbelserne for de sorte og andre minoritetsgrupper i lovgivningen. Sammenslutningen har gjort sig gældende i mange forskellige sammenhænge: lovinitiativer for fuld beskæftigelse og velfærdsreformer, sydafrikansk apartheid og menneskerettigheder. I over 16 år har sammenslutningen fremlagt et forslag til alternativ finanslov med henblik på at fastholde nationens forpligtelse på en retfærdig behandling af landets by- og landområder, af de ældre, de studerende, de små forretningsfolk, kvinderne, lavindkomstgrupperne. [Tilbage]
  5. The Cuban American National Foundation (CANF) er den magtfulde organisation af exilcubanere i Miami. På grund af sine mange penge har den stor indflydelse på nordamerikansk politik, herunder ikke mindst præsidentvalg. Fra Cubas side er den under anklage for at stå bag adskillige af de terroraktioner, der gennem de 40 år har ramt landet. [Tilbage]
  6. The Cuban Adjustment Act er den officielle betegnelse for det, der i den danske oversættelse kaldes Naturalisationsloven. Den giver særlige privilegier til indvandrere fra Cuba. Hvis de søger indvandring gennem de lovlige kanaler, har de kun ringe chance for at få tilladelse. Men hvis de først er kommet ind i USA illegalt, har de ret til opholds- og arbejdstilladelse. Denne lov er en tilskyndelse for mange mennesker til at vove livet i en hasarderet sejlads over strædet til Florida, som det f.eks. var tilfældet med den gruppe, drengen Elián blev taget med i. [Tilbage]
  7. Sierra Maestra er bjergkæden i det østlige Cuba, hvor Fidel Castro bed sig fast med den lille gruppe, der var tilbage efter landgangen med motorbåden Granma i 1956. Her modstod de først regeringstroppernes angreb, og herfra udgik senere med landboernes hjælp aktionerne, der førte til landets befrielse. [Tilbage]
  8. Front nr. 1 var Sierra Maestra vest for Santiago de Cuba. Senere blev der åbnet en front nr. 2 i Sierra de Cristal, bjergkæden vest for byen, under kommando af broderen Raúl. Da offensiven mod vest satte ind, blev der i tilgift dertil oprettet to "kolonner". Camilo Cienfuegos skulle med kolonne 2 nå helt til Pinar del Río, mens Che Guevara med kolonne 8 skulle besætte Santa Clara og dermed dele øen i to. Der var ingen kolonne 3-7. Nummereringen var bare et lille kneb, der skulle bidrage til at forvirre fjenden. [Tilbage]
  9. Splittelsen: Landgangen med Granma var egentlig mere et forlis end en landgang. Båden gik på grund, og de 82 mand måtte vade i land over en mudderbund, der tvang dem til at efterlade de tunge våben. De blev beskudt fra luften, men ingen blev ramt takket være mangrovevæksten, de var i skjul under. På den udmattende vandring mod Sierra Maestra bliver de overrumplet af regeringstropper. Nogle blev dræbt på stedet, nogle blev senere fanget og dræbt af landgarden, nogle kom i fængsel, og en del forsvandt uden at efterlade sig spor; formentlig har de mistet kampmodet og har søgt hjem. Der var kun en snes mand, der nåede Sierra Maestra, og for nogle af dem lykkedes det først efter et par måneder. De fleste af dem har altså på det tidspunkt ikke haft våben. [Tilbage]
  10. Lombrosianere: Ordet findes næppe i hverken danske eller spanske ordbøger. Det må henvise til skaberen af den kriminelle antropologi Cesare Lombroso (1835-1909), der bl.a. hævder, at der findes fødte forbrydere, der er karakteriseret ved visse degenerationstegn. I sammenhængen kan "lombrosianere" jo ikke betyde tilhængere af Lombrosos lære, men derimod genstanden for den: mennesker med medfødte kriminelle anlæg. [Tilbage]
  11. Shaka Sankofa hed oprindeligt Gary Graham. Han blev som 17-årig anklaget for mord på den hvide Bobby Lambert. Beviserne var tynde. Et øjenvidne havde set gerningsmanden "en brøkdel af et sekund" og mente på baggrund heraf at kunne genkende Gara Graham. Tekniske beviser blev der ikke vist større interesse for; men det synes at stå fast, at det dræbende projektil ikke kunne være kommet fra Gary Grahams pistol. Afgørende synes at have været, at han allerede var kendt af politiet for forsøg på tyveri og røveri. Texasguvernøren, præsidentkandidat George W. Bush gav den endelige underskrift til henrettelsen. Ved sin død havde Gary Graham været på dødsgangen i 19 år. Han havde i den tid lært at læse og skrive, havde tilsluttet sig de sorte muslimers sekt Nation of Islam og i den forbindelse antaget det arabisk klingende navn (jvf. Cassius Clay, der blev til Muhammed Ali) og gjort en indsats for de sorte amerikaneres borgerrettigheder. [Tilbage]
  12. Mumia Abu-Jamal er en sort journalist, der i 2000 har siddet på dødsgangen i Pennsylvania siden 1982, dømt for mordet på en hvid politibetjent. Amnesty International har betegnet dommen som dybt uretfærdig, og man mener, at dommen er blevet fældet alene på politiske motiver. Man kan følge med i sagen på dansk på internetsiden mumia.subnet.dk. [Tilbage]
  13. Camarioca: Den 28. september 1965 bekendtgjorde Fidel Castro, at alle cubanere, der ønskede at forlade landet og tage til USA, kunne gøre det fra havnen i Camarioca. [Tilbage]
  14. Vieques er en lille ø i det caribiske ørige Puerto Rico; her har USA's marine i 30 år disponeret over øvelsesterræn, der bl.a. er blevet brugt til nedkastning af uranbeklædte bomber eller raketter. Ørigets præsident, der tidligere havde lovet, at aldrig skulle der falde en eneste bombe mere over Vieques, har aftalt med præsident Bill Clinton, at bombningerne kunne genoptages. Øens kommunalbestyrelse blev ikke spurgt. Stærke folkelige bevægelser modsætter sig US-marinens aktiviteter på øen. - De Forenede Nationers komité for afkolonisering af nationer har den 12/7-2000 udstedt en resolution om forholdet. [Tilbage]
  15. Affæren med tilbageholdelsen af den lille dreng Elián i Miami vinterhalvåret 1999-2000 udløste på Cuba et væld af folkemøder og (fredelige) demonstrationer. Afgørende blev mødet den 19. marts i Baraguá, hvor en stor mængde af især unge mennesker og soldater aflagde det, der kom til at hedde "Eden fra Baraguá", et modstykke til "Protesten fra Baraguá", som frihedshelten Antonio Maceo havde udsendt fra samme sted. Den blev efterfølgende gentaget ved mange andre forsamlinger i landet, ligefrem "ratificeret", som den cubanske presse udtrykker det. Hovedindholdet er det, som Fidel Castro afsluttede sin tale med i Pinar del Río den 26/7-00. Eden fra Baraguá er udtryk for, at kidnapningsaffæren har bidraget til folkelig, national bevidstgørelse. Cuba har opdaget sig selv, sin historie og de værdier, der er blevet skabt gennem revolutionsårene. [Tilbage]


Sti: Castros tale til de nye læger ⇐ Castros tale i Harlem ⇒ Castro: Problemer og projekter i Cuba idag

Oversigt

Array ( [type] => 8 [message] => Undefined index: Adgang [file] => /customers/0/4/0/geltzer.dk/httpd.www/cuba/harlem.php [line] => 3377 )