Cuba for Menneskerettighedskommissionen.

Den 22. marts 1999 mødte Cubas repræsentant (Carlos Lage) op i menneskerettighedskommissionen, hvor USA denne gang havde fået Tjekkiet til at klage over Cuba. Carlos Lage nåede egentlig ikke til ende med sit indlæg, fordi præsidiet uventet havde fastsat taletiden til 15 minutter og han derfor blev afbrudt, da han manglede et par minutter af sit indlæg. Men da det var omdelt skriftligt, kunne den alligevel komme til alles kendskab. - Her er noget af det, han sagde:

I dag er vi her for at afsløre bagvaskelser, fremlægge sandheder og forsvare ideer.

Gennem 40 år har vi cubanere været udsat for blokade, angreb og systematiske bagvaskelser og er på samme tid mere end een gang blevet kritiseret og fordømt for de love og forholdsregler, vi har været nødt til at tage i anvendelse for at forsvare os.

I de seneste uger er der blevet talt meget om ændringerne i vor straffelov og om Loven til beskyttelse af Cubas nationale og økonomiske Uafhængighed, som blev vedtaget af vort parlament den 16. februar, og man har talt om den proces, hvor fire fædrelandsløse blev dømt under streng overholdelse af loven.

Midt i den forvirring, der opstod, er der ikke så få pressemedier, der har sammenblandet de nye sanktioner, der er indført for de almindelige forbrydelser i straffeloven, med dem, der er planlagt i den anden lov mod dem, der handler i tjeneste for den fjende, der fører krig mod vor nation.

Ændringerne i straffeloven svarer til det, der karakteriserer fænomenet forbrydelse overalt i verden, og de består i tilføjelsen af tre nye forbrydelser: pengevask, personsmugling og salg af mindreårige, hvortil kommer en forøgelse af sanktionerne mod lovovertrædelser og andre handlinger, der mere forringer den offentlige ro og orden, samfundets etiske og moralske værdier og folkets sundhed.

Det er sandt, at vi har fastsat dødsstraf i meget alvorlige sager mod dem, der begår visse i sandhed afskyelige forbrydelser som at udnytte landet til international narkotikahandel og vold på eller fordærvelse af mindreårige, fordi det forekommer os uundgåeligt under de nuværende verdensomstændigheder som et middel til at afskrække fra disse modbydelige handlinger.

Vi respekterer dem, der mange steder i verden modsætter sig dødsstraffen, og vi deler med dem håbet om, at den dag skal komme, da den ikke er nødvendig i noget samfund. Men Cuba, et land, hvor man fra udlandet opfordrer til ulydighed mod lovene gennem tusindvis af ugentlige timers illegale udsendelser, kan for øjeblikket ikke give afkald på denne højeste straf, der anvendes i andre lande, som ikke har været udsat for tilsvarende fjendskab og belejring.

De reformer, der er indført i Cubas straffelov, støttes af internationalt anerkendte juridiske principper, og desuden har de støtte i et udbredt krav fra vort folk, der er vant til den sikkerhed, der blev indført med revolutionen, og derfor har forlangt en forøgelse af straffen over dem, der øver disse overtrædelser.

På den anden side er der så Loven til beskyttelse af Cubas nationale og økonomiske Uafhængighed. Den har af dem, der nyder monopol på information, været fremstillet som en lovgivning imod tanke- og meningsfriheden. At forestille sig, at dette skulle være muligt, ville være at tillægge et folk, der er vant til at kæmpe for sine ideer, en lav karakter og en fattig menneskelig status. I Cuba bliver ingen straffet for at tænke eller mene.

Formålet med denne lov er at straffe de borgere, hvis handlinger bidrager til den aggressive magts hensigter med dens økonomiske krig: at destabilisere landet, undergrave den indre orden og ødelægge revolutionen. Denne lov definerer forbrydelser, der består i samarbejde med fjenden, ikke meningsforbrydelser, som man har villet have Dem til at tro.

De Forenede Staters intense og hæmningsløse krig har bevirket, at ikke alene Cuba, men også EU og stater som Canada, Mexico og Argentina, har set sig tvunget til at vedtage lovgivning til beskyttelse af deres suverænitet og uafhængighed overfor den nordamerikanske kongres' extraterritoriale bestemmelser.

Vor nye lovgivning beskytter ikke blot suverænitet og rettigheder for cubanerne, men også for borgere fra tredjelande, der er påvirket af pressionerne og de repressive forholdsregler og sanktioner, som nordamerikanerne påfører dem som en del af blokadepolitikken.

Organiseret fra USA og i mere end et år har der udspillet sig en pressekampagne med løgne mod den Cubanske Revolution på grund af arresteringen af fire borgere, som nu har været sagsøgt for opfordring til opstand og er blevet idømt straffe på mellem 3 og 5 års frihedsberøvelse.

Anderledes ville deres skæbne have været, hvis de var blevet dømt af nogen nordamerikansk domstol. Dér ville de med blot nogle af de forbrydelser, de begik i Cuba, have overtrådt Finansdepartementets Regulativer om Kontrol med cubanske Aktiviteter, og de ville have fået straffe på op til ti år og en bøde på 250.000 dollar. Og tilmed straffes enhver med en bøde på op til 5000 dollar og 3 års fængsel ifølge den endnu gældende 200 år gamle Logan-lov, og det ikke for forsøg på at undergrave eller konspirere mod regeringen, men simpelthen for at have kommunikation med en udenlandsk regering eller agent.

I retssagen mod dem stod klart bevist deres påståede samarbejde med fjenden via USA's Interessekontor i Habana, hvorfra de modtog instrukser, finansiering og hjælpemidler til - blandt andre formål - at obstruere udenlandske investeringer med alle slags trusler, fremme internationaliseringen af den kriminelle blokade, som vort land lider under, og forstyrre den interne orden. Vi hævder vor ret, som ethvert andet land ville have gjort det, til at straffe dem, der stiller sig i tjeneste for en magt, der angriber deres eget fædreland.

Mediernes magt, de interesser der er i svang, begrebsforvirringen, mangelen på information eller ringe ansvarlighed plejer at fremkalde den situation, at man har større tiltro til angribernes løgne end til de angrebnes beviser.

Vi ved, at der er personer i verden, også venner, der udfra sammenligninger med det, der sker i deres egne lande eller andres, har draget i tvivl retfærdigheden af den juridiske proces, der iøvrigt er gennemført med den største garanti og respekt for individet.

Men når man bedømmer Cuba og dets Revolution, må man ikke glemme, at vort land ikke er et hvilket som helst land. Cuba er permanent skydeskive for fjendtligheder fra planetens stærkeste nation, der ikke et øjeblik er ophørt med sine trusler og aggressioner. Vi er et land, der er ramt af blokade af en supermagt, som tvinger os til hele tiden at være i forsvarsposition og på vagt, fordi vor bestemmelse ikke er at føje endnu en stjerne til det nordamerikanske flag.

Man kan ikke angribe et land gennem 40 år eller forsøge at påføre dets folk en kriminel blokade eller finansiere de annexionistiske drømme og kontrarevolutionære aktiviteter hos isolerede grupper af landssvigere - og så bagefter anklage det for at forsvare sig.

Hvis ikke Helms-Burton loven havde været der, hvis ikke blokaden og den økonomiske krig mod Cuba havde eksisteret, den som er beregnet på at nedbryde den interne orden og destabilisere landet og likvidere den socialistiske stat og Cubas uafhængighed, så ville Loven til beskyttelse af Cubas nationale og økonomiske Uafhængighed have været unødvendig. Kun ved at erkende, at de omstændigheder, hvorunder vor virkelighed udspiller sig, er exceptionelle, og at ingen nation i verden har måttet tåle den mest halsstarrige aggression fra en grådig nabo, kun derigennem kan man forstå de begivenheder, der finder sted i vort land. Man må forstå, at krigen, der er startet af USA og dets annexionistiske håndlangere mod Cuba, er een. Der er ingen vandtætte skillerum. Psykologisk krig, bomber, oprør, propaganda: alt gælder, og de bruger det hele. Facaderne er mange, hensigten er een.

Her i denne kommission for menneskerettigheder må man stille sig selv det spørgsmål: Hvem har givet USA lov til at tiltage sig retten til, åbenbart på livstid, at spille rollen som Cubas anklager? Hvem gav dem retten til at ophøje sig selv til overdommer i menneskerettighedsspørgsmål på verdensplan, ligeledes tilsyneladende på livstid?

Hvorfor skal man acceptere, at år efter år udarbejder det lands Statsdepartement efter anvisning fra Kongressen tykke rapporter, der beskriver alle landes virksomhed med hensyn til menneskerettigheder, selvfølgelig undtagen det, der foregår hos dem selv?

Hvordan er det muligt at tillade, at USA på 5000 sider dømmer verden?

Skal man måske affinde sig med, at en nation, der med sit hæmningsløse forbrug af narkotika stimulerer produktionen og handelen med samme narkotika, ensidigt udsteder certifikater på "dårlig opførsel" til de lande, der producerer, sælger og formidler narkotikaen?

Hvorfor kan USA foragte det internationale samfund ved at ignorere, at de Forenede Nationers generalforsamling den ene gang efter den anden stemmer imod embargopolitikken mod Cuba?

Hvorfor tillader man USA, at det vedtager 61 ensidige økonomiske sanktioner mod en gruppe lande, hvor der bor 42 % af verdens befolkning, uden så meget som at blive irettesat?

Hvorfor modsætter USA sig, at Sikkerhedsrådet udvides, og at lande som Indien, Nigeria, Sydafrika, Indosesien, Brasilien, Mexico og andre kan komme til at være med i dette organ med samme rettigheder som de nuværende medlemmer?

USA sætter sig over alt og alle for at stille til ansvar for krænkelse af menneskerettighederne, mens det selv er et land, hvis dossier lader meget tilbage at ønske i den henseende.

I denne historiens rigeste og mægtigste nation:

I den rigeste og mægtigste nation i historien:

Historiens rigeste og mægtigste nation, der angriber og beder Dem om at fordømme Cuba:

Historiens rigeste og mægtigste nation:

Den nation, der vil dømme verden, er den, der sendte atombomber over Hisroshima og Nagasaki, den som invaderede Cuba ved Svinebugten, den som bragte krigen mod Vietnam og dermed døden for næsten 4 millioner sønner af dette tapre folk. Det er den, der invaderede Sancto Domingo, Granada, Panamá, Somalia; den der står bag den beskidte krig i Centralamerika, der støttede de mest folkemorderiske diktaturer i vor region og trænede deres blodtørstige ledere i tortur i CIA's skoler. Den nation, der vil dømme verden, har ensidigt bestemt sig for at føre krige for egen regning og sende raketter ud i enhver retning for i givet fald bagefter at afklare fejltagelserne.

Blokaden og den økonomiske krig udgør et sandt folkemord. Hensigten at dræbe et folk med sult og sygdom kan ikke godtages af verdens samvittighed. Vort fædreland har udholdt det i 40 år. Har nogensinde en så monstrøs forbrydelse være underkastet analyse i denne kommission?

Sandsynligvis vil der inden for få timer blive påbegyndt brutale luftangreb af NATO under USA's auspicier mod Serbien, hvis folk er det, der kæmpede mest heroisk i Europa mod de nazistiske horder i 2. Verdenskrig. Brug og misbrug af magt kan ikke være løsningen på verdens problemer. Hvem vil forsvare menneskerettighederne for de uskyldige mennesker, der vil dø under de missiler og bomber, der vil falde over et lille land i det kultiverede og civiliserede Europa?

Hvis verden blev en domstol, ville USA ikke kunne rejse sig fra anklagebænken i mange år.

---

Om USA's undervisning i tortur: Se School of Americas Watch.


Sti: Cubas etpartisystem ⇐ Cuba for menneskerettighedskommissionen ⇒ Menneskeretserklæringen

Oversigt

Array ( [type] => 8 [message] => Undefined index: Adgang [file] => /customers/0/4/0/geltzer.dk/httpd.www/cuba/geneve.php [line] => 574 )