Det cubanske étpartisystem

Det kommunistiske parti i Cuba har tilsyneladende en meget anden rolle og et andet væsen, end mange sikkert forestiller sig. Da jeg besøgte landet i efteråret 1997 på en "senior-rejse" arrangeret af Dansk-Cubansk Forening, var vi undertiden på besøg hos den officielle venskabsorganisation ICAP's forskellige afdelinger. Ved det første møde - i Habana - bemærkede jeg to ting: For det første, at man var blevet klar over, at den udformning af socialismen, de havde lært under indtryk af Sovjetunionen, kunne være temmelig fordrejet. Og for det andet, at de selv yndede at kalde deres version af socialismen for "tropisk socialisme". Det tropiske står for noget med varme, hjertevarme. - Landets nationale program hviler på tre grundpiller: uafhængighed, ret til udvikling og social retfærdighed. Det er så også partiets grundlag, og det lyder jo i grunden ikke specielt kommunistisk!

Partiet spillede egentlig ikke nogen glorværdig rolle i den revolution, Castro gennemførte. De støttede den faktisk først, da det var klart, hvem der ville vinde. Måske er det på grund af denne sene tilslutning til revolutionen, at det ikke bare er revolutionen, der nu består på kommunismens præmisser, men partiet selv må leve på revolutionens. Man ser det deraf, at det ikke bare er arven fra Marx og Lenin, der nævnes som grundlag for både landet og partiet, men det gør også den store nationale forfatter José Martí, der faldt i den 2. befrielseskrig mod Spanien og jo slet ikke var marxist. Og partiet selv nævner forresten også Fidel Castros ideer og eksempel som en del af grundlaget.

Men det parti, der var før revolutionen, er heller ikke det samme som det nuværende. Det begyndte som et undergrundsparti i 1925 og blev først lovliggjort i 1938. Fra 1944 kaldte det sig Partido Socialista Popular (PSP), hvilket jo må betyde Socialistisk Folkeparti. Det blev opløst i 1961, da det blev slået sammen med bl.a. Castros Revolutionære Bevægelse af 26. Juli til en organisation med navnet Organizaciones Revolucionarias Integradas (ORI), De Integrerede Revolutionære Organisationer. Det blev senere til Partido Unido de la Revolución Socialista, Den Socialistiske Revolutions Enhedsbarti, der så i 1965 tog navnet Partido Comunista de Cuba (PCC). Hele denne række af navneforandringer må ses som udtryk for, at partiet har forsøgt at identificere sig med folkets skæbne efter revolutionen.

Det danner tilsyneladende grundlag for en særdeles udogmatisk og smidig indstilling, og måske vil det være rigtigt først og fremmest at betragte partiet som landets nationale enhedsparti. Men det vil det til gengæld også være. Der synes ikke at være nogetsomhelst ønske om at åbne muligheder for flere politiske partier. - Og det har sine grunde.

Før Castros revolution var der nemlig partier nok, men på en eller anden måde kom de altid i overklassens hænder. Men nogen sarkasme nævner Castro i en af sine taler et parti, der skulle gøre noget rigtig radikalt. Det foreslog så en nationalisering, der skulle ramme amerikanske virksomheder. Det viste sig dog, at det ikke var firmaerne og deres aktiver, der skulle nationaliseres, men blot deres navne!

På internetstationen CENIAI kan man finde et dokument af Lázaro Barredo Medina, vicepræsident for Nationalforsamlingens kommission for internationale relationer. Det bærer titlen Democracia, Sociedad Civil y Gobernabilidad en la Cuba de los 90. Lad mig bringe et lille uddrag:

Den cubanske revolution sejrede over Batista-diktaturet den 1. januar 1959 som resultat af tre politiske organisationers aktion (med de tre organisationer mener han Castros oprørsbevægelse, kommunistpartiet og revolutionsrådet af 13. marts, der foretog det mislykkede angreb på præsidentpaladset i Habana 1957). Disse besluttede i 1963, efter fire år med revolutionen ved magten, at forenes i eet parti for at gøre enheden til den væsentlige faktor i modstanden mod den nordamerikanske trussel.

Herfra stammer den inderlige overbevisning om, at i situationer med national kamp mod den udenlandske grådighed er det ikke altid partiernes antal, der bestemmer pluraliteten, men den grad af politisk flexibilitet og tolerance, der eksisterer i nationen, sammen med viljen til at delagtiggøre borgernes souveræne beslutning i samfundets vigtigste anliggender.

Ligeledes er det ikke mindre sikkert, at de formelle politiske friheder ikke bare kan samleve ubegrænset med den sociale uretfærdighed uden at affinde sig med den og skjule den. Det var, hvad der skete i hele den cubanske republikanske historie før revolutionen, hvor hverken flerpartisystemet eller teorien om magtens tredeling nogen sinde løste problemet med demokratiet og den sociale retfærdighed. Jo flere partier der var i Cuba, des mere afhængig blev nationen af de Forenede Stater, og des mere korruption, tyveri, frustration, arbejdsløshed, analfabetisme, mangel på medicinsk pleje, ulighed, racediskrimination og skepsis blev der i landet.

Da Fidel Castro holdt sin berømte forsvarstale Historien vil frikende mig, var et af hans vigtigste argumenter mod Batistas diktatur, at Batista havde brudt med magtens tredeling (udøvende, lovgivende og dømmende magt). Men man tror åbenbart ikke længere på, at tredelingen kan sikre virkelig borgerlig frihed. Det kan nok vække bekymring. Mange ting kan gå godt, så længe en person af så åbenlyst god vilje som Fidel Castro har åndelig indflydelse. Men det privilegium kan landet jo ikke regne med at beholde i al fremtid. - Derimod er det vist ikke så svært at forstå deres skepsis over for flerpartisystemet. Det har de selv haft dårlige erfaringer med forhen. Og i vore dage ser vi klart, at pengemidler og brug af professionelle reklamebureauer får større og større betydning for valgenes udfald. - Og hvad magtens tredeling angår, så har vi danskere vel egentlig selv haft en noget vaklende tro på den siden udleveringen af de islandske håndskrifter for mange år siden. Det at spørge, om en regeringsakt eller en lov kunne være i modstrid med grundloven, blev anset for barnlig naivitet. "Intet over og intet ved siden af folketinget" har været devicen - i det mindste lige til et par opsigtsvækkende højesteretsdomme fornylig. Man har knapt nok tænkt det muligt, at højesteret ville dømme i modstrid med et folketingsflertal. - Vi er nok trods alt glade for, at det viste sig at være muligt! Men egentlig var det ikke systemet, der gjorde det muligt, men viljen. - Ikke alle politiske systemer er lige gode; men det, vi véd, er, at selv det bedste fungerer dårligt, hvis moralen i landet er rådden, og det mindre gode kan udvise anstændige resultater, hvis ellers moralen er god.

Lad os citere et uddrag mere fra ovennævnte dokument.

Med karakteren af den nationale konflikt med de Forenede Stater er der inden for Cuba ingen virkelig opposition mod revolutionen og heller ikke nogen alternativ politik til det Nationale Program, der grundlæggende hviler på tre piller:

a) uafhængighed, b) ret til udvikling og c) social retfærdighed. Ved den cubanske nationalitets væsen og historiske værdier, indholdet af og udtrykket for dets nationale kamp, udsat som det er for de permanente bestræbelser på at indlemme øen i de nordamerikanske interesser, ville ingen patriotisk magt, der skulle være uenig i den måde, som den nuværende revolutionsledelse virkeliggør dette politiske program på, alliere sig med de Forenede Stater.

Det, som er fremherskende i den såkaldte opposition mod revolutionen er grupper af personer, ofte med familiebånd, som beskæftiger sig med at modtage vejledning fra nordamerikanske funktionærer og tale med den udenlandske presse for at gøre "dissidensen" til en forretning, der fremmer deres chancer (cotización) med den endelige og højeste hensigt at emigrere til bedre betingelser i de Forenede Stater eller gøre en levevej ud af disse relationer.

For størstedelen af befolkningen er disse politiske aktører ikke andet end den forlængede arm for den fjendtlige politik, som de Forenede Stater udfolder mod Cuba, hvilket bevises med selve naturen af deres handlinger og med den støtte som de fleste af dem har givet uhyrlighederne, der er foretaget af nordamerikanerne, mod deres eget land så som Torricelli loven og Helms-Burton loven. Disse borgeres sprog og budskab er ganske fremmed for og fjernt fra det, som den nationale politik virkeligt er optaget af og tilstræber.

CENIAI gengiver også et dokument fra det kommunistiske partis 5. kongres i 1997: El Partido de la Unidad, la Democracia y los Derechos Humanos que Defendemos. Dette papir fastslår, at den revolution, der er i gang nu, er eet med den, der begyndte i 1868 med den første cubanske frihedskrig (der selvfølgelig ikke blev forestået af noget kommunistisk parti, men derimod af en af øens sukkerbaroner, Carlos Manuel de Céspedes i Báyamo). Og det var samme revolution, der fortsatte med den 2. frihedskrig i 1895, som blev startet af forfatteren José Martí, hvis parti Det Revolutionære Cubanske Parti nu ses som forløberen for det kommunistiske parti, skønt det selvfølgelig ikke var marxistisk. Derimod ville det være et nationalt enhedsparti, og det vil også det nuværende kommunistiske parti.

Det betyder imidlertid ikke, at partiet har eneret på at være repræsenteret i nationalforsamlingen (Asamblea Nacional) og andre repræsentationer. Det opstiller overhovedet ikke kandidater, og valgene er ikke grundet på partier. I hver enkelt valgkreds opstilles der og vælges kandidater af kredsens borgere. Dokumentet beskriver det selv således:

Grundlaget for det cubanske politiske system er valget af delegerede i valgkredse. Kandidaterne bliver opstillet og udvalgt af beboerne; valget er frit, hemmeligt, direkte, og valgkontrollen er offentlig; for at blive valgt er det nødvendigt at opnå mere end 50% af stemmerne. De delegater, der udgør kommunalrådene (Asambleas Municipales del Poder Popular), aflægger med mellemrum regnskab for deres vælgere, og de kan afsættes af dem nårsomhelst. De valgte repræsentanter på alle niveauer modtager ikke noget vederlag for dette arbejde. Vort valgsystem er ukendt med politiseren, svindel, handel med stemmer. Partiet stiller ingen krav, det vælger ikke, og det afsætter ikke.

Ordet, der her er oversat ved politiseren, har at gøre med "politiquear", der betyder noget med at drive politik i nedsættende betydning, lave intriger i politik.

Dokumentet beskriver Cubas regeringsform som en regering af folket, ved folket og for folket. Deres politiske system står for virkelig medindflydelse, virkeligt demokrati og virkelig beskyttelse af menneskelige rettigheder - i modsætning til det nordamerikanske system med et formaliseret demokrati, der i virkeligheden sikrer de store magten:

Vi cubanere er trofaste over for Mesteren (det er José Martí), der sagde: "Regeringen må være født af landet. Regeringens ånd må være landets ånd".

Ideen om et demokratisk samfund, hvor folket udøver magten og regerer sig selv har ledsaget menneskeheden i historiens løb som et ideal og har rejst et brændende ønske, som magthaverne har forsøgt at begrænse, mens andre har betragtet det som en uopnåelig ønskedrøm.

Denne ide var der før vor æra, den gik forud for mange religioner, og dens tilstedeværelse gennem så mange århundreder har givet dette ønske en universel værdi og sat det i centrum af menneskets ædleste tanker og mest heroiske kampe.

Det væsentlige i disse kampe har altid været den menneskelige frigørelse, uden hvilken det bliver umuligt at realisere det demokratiske ideal. Selv om imperialisterne forsøger at bemægtige sig begrebet om demokrati, så udnytter, undertrykker og udelukker deres system de store masser, idet det efter sit væsen er antidemokratisk. For at engagere masserne taler de om repræsentativt demokrati, men det udtrykker alene oligarkernes interesser.

Den store presse, nyhedsbureauerne, radioen, biografen og især fjernsynet og andre medier, der bliver stadigt mere raffinerede, udgør mægtige monopolsystemer, hvormed de manipulerer menneskets sind og danner den offentlige mening.

Demokratiseringen bliver ved med at være snævert forbundet med den kamp, som arbejderne, de fattige og undertrykte i verden udkæmper. Og den får endnu større betydning i den nuværende situation, hvor den neoliberalistiske globalisering forsøger at indføre en totalitær kapitalisme: i den eksisterer kun markedet, og folket regnes ikke for noget.

Med den neoliberalistiske model vokser den sociale polarisering til utålelige yderligheder: Arbejdsløsheden, sulten, elendigheden vokser; statens funktioner reduceres til anvendelse af chockterapier, til at være vogter af storkapitalens lov og orden ved hjælp af den antifolkelige undertrykkelse. På samme tid forværres fremmedangsten og racismen, udtryk for fascistiske tendenser.

Følgelig er der i denne model ikke plads for de besiddelsesløse, der i stadigt stigende antal bliver dømt til marginalisering, udelukkelse. I Latinamerika er svælget mellem de priviligerede mindretal og de besiddelsesløse større end i resten af regionerne: halvdelen af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen, og mere end 100 millioner mennesker lever i yderste fattigdom.

Den sociale ulighed vokser under indflydelse af neoliberalismens udbredelse, ikke blot i den Tredie Verden, men også i den industrialiserede Første Verden.

De Forenede Stater er det land, hvor den sociale forskel er mest udtalt. Blandt de dårligt stillede i dette rige land er der millioner af vore latinamerikanske brødre, som har været tvunget til at udvandre på grund af fattigdom, og negre og mange andre, der er nedsunket i fattigdom.

Den nordamerikanske imperialisme tilgiver ikke Cuba, at landet midt i de vanskeligeste omstændigheder opretholder og udvikler et samfund, der tror på mennesket og på den menneskelige solidaritet og ikke opgiver det demokratiske ideal, der gennem årtusinder har været menneskehedens drøm. Det regime, som USA's regering forsøger at påføre os, er radikalt uforenligt med alle de sociale resultater, der er opnået siden 1959. Vort værk ville være fuldstændig ødelagt. Det ville blive likvideret på den mest voldsomme måde, fordi der idag i verden hersker en kapitalisme, som nogle af dens forsvarere ikke har tøvet med at betegne som "redning".

I Cubas tilfælde ville indførelsen af et sådant regime være en sejr for den mest aggressive og reaktionære fløj af en imperialisme, der hader os af hjertet og som redskab har den annexionisktiske og batistiske mafia, som i Hitler-sprog forlanger at få tre dage med licens til at dræbe, når revolutionen er faldet.

De Forenede Stater ønsker at genindføre i Cuba en regering af imperiet, ved imperiet og for imperiet.

Over for denne afsindige plan gør vi Titanens (det er frihedsgeneralen Antonio Maceo) ord til vore: "Den, der vil bemægtige sig Cuba, skal få støvet af dets jord oversvømmet med blod, hvis ikke han dør i kampen".

Cubas étpartisystem benyttes atter og atter af USA til anklager for brud på menneskerettighederne. Ovenstående skulle allerede kunne belyse, hvorfor cubanerne ikke mener, at et flerpartisystem yder nogen sikkerhed i den retning. - Ved TV-stationen CNN's interview med Fidel Castro den 19. oktober 1998 blev han naturligvis også spurgt om dette punkt. Han svarede bl.a. ved at henvise til pkt. 2 i den berømte Viña del Mar Erklæring, der siger: "Vi bekræfter vor forpligtelse til demokratiet, retsstaten og den politiske pluralisme", som også Cuba har skrevet under på.

Der står ikke "flerpartisystem", men "politisk pluralisme". Og som vi forstår det, er det præcist det, som vi forsøger at virkeliggøre inden for rækkerne af vore egne organisationer og vort parti.

Alle vore masseorganisationer mødes jævnligt, holder deres kongresser og taler med absolut frihed og udtrykker dér alle deres synspunkter. Ligeså inden for partiet: ved den måde, hvorpå delegater vælges til kongressen; enhver har mulighed for at fremstille sine meninger, og hvor kritiske de end er, så bliver der lyttet til dem; man offentliggør debatoplæg, og i mange tilfælde bliver disse synspunkter godkendt og understøttet i vore kongresser. Det er her og ikke simpelthen i kraft af partiernes mængde, at vi ser folkets aktive deltagelse og den sande politiske pluralisme.


Sti: Pressemøde ⇐ Cubas etpartisystem ⇒ Cuba for menneskerettighedskommissionen

Oversigt

Array ( [type] => 8 [message] => Undefined index: Adgang [file] => /customers/0/4/0/geltzer.dk/httpd.www/cuba/etparti.php [line] => 284 )