Fidel Castros mindetale den 29. juli 2000 i Santa Clara

Mindedagen for angrebet på Moncada-kasernen i Santiago de Cuba den 26. juli 1953 fejres hvert år. I år blev den på selve dagen fejret i Pinar del Rio. Men også provinsen Villa Clara skulle hædres som sæde for mindehøjtideligheden. Så her talte Fidel Castro først tre dage senere. Det skete uden for Che Guevara Mausoleet i Santa Clara, den by hvor en afdeling af Castros oprørshær under ledelse af Che Guevara vandt en helt afgørende sejr, som gav anledning til diktatorens flugt et par dage senere.

Det er vigtigt for Fidel Castro at understrege, at det oprør, der sejrede i 1959, ikke blot var endnu et af de statskup, Latinamerika har set så mange af: hvor det ene hold magthavere erstattes af nye, som så får chancen for at gøre sig til gode med landets rigdomme, mens den jævne befolkning ikke mærker nogen forskel. På Cuba var det folket, der tog magten. Det var en virkelig revolution.

Talen beskæftiger sig især med den folkelige og politiske vækkelse, som blev resultatet af tilbageholdelsen af en lille cubansk dreng i Miami, og giver i den sammenhæng et overblik over USA's urimelige og lovløse adfærd, som blot har tjent til at svejse folket sammen.

Lokaliteten Dos Rios er det sted, hvor José Martí, nationalhelten der tog initiativ til befrielseskrigen 1895, faldt under krigens allerførste træfning.

Se i øvrigt noterne til Fidel Castros tale i Pinar del Rio.

Johs. Lind

---

Borgere i Villa Clara,
landsmænd,
gæster:

Alting forandrer sig, selv tiden og formen for vore store højtideligheder som 1. maj eller 26. juli. Den sejge og utrættelig kamp for at rette op på den enorme uretfærdighed, der blev begået mod en cubansk dreng, hans far og hans familie, og den enorme kamp på ideer og massemobilisation, der blev udkæmpet af vort folk i løbet af syv måneder, berigede på ekstraordinær måde vor revolutionære erfaring. Man har opnået en øget kapacitet til mobilisering, organisation og disciplin. Hundreder af nye og glimrende talere, heriblandt mange børn, teenagere og unge, er fremstået alle steder som umiskendeligt bevis på revolutionens uovertrufne opdragende virke.

Vi har udviklet nye og effektive former til at bringe vore sandheder ud til folket og verden. Kunsten og det talte ord, den artistiske kultur og det revolutionære budskab, har forenet sig næsten uadskilleligt i vor historiske proces. Erkendelsen, den generelle kultur og den politiske bevidsthed uddybes hurtigt. Nu vil det ikke være nødvendigt med lange taler ved ubekvemme møder i stærk hede for at komme til bunds i vanskelige emner og forklare begivenheder, der diskuteres næsten dagligt i programmer, meddelelser og analyser i vore medier, fjernsynet, radioen og den skrevne presse.

I dag er vi på den åbne tribune, på denne Revolutionsplads, foran den mausoleum, der vogter resterne af den forstærningskommando, der udgjordes af Che og hans heltemodige kammerater, der faldt, da de forestod en ædel og offervillig kamp i andre lande i verden.

En for en blev de eftersøgt og fundet i spredte og fjerne egne; en for en blev deres knogler identificeret. Fædrelandet har haft det privilegium at samle i denne helligdom for solidaritet og internationalisme aktørerne fra en af de smukkeste sider i Amerikas historie. Før end Bolívars og Martís enhedsdrømme kan blive virkelighed, er allerede her symbolsk forenet vort Amerika. Argentinere, bolivianere, peruanere og cubanere, og endda en datter af det land, der blev den mands vugge, som først drømte om en socialistisk verden, er for altid forenede på dette sted.

Disse grave, hvis indtryksfulde nærvær ånder mod, minder os om, at vi ikke er alene på denne 26. juli i Villa Clara; at med os er også de, der faldt i hin kamp, hvor gader og bygninger i denne heroiske by en efter en blev revet ud af tyranniets kløer.

Da nu Santiago de Cuba og Santa Clara var i vor magt, blev kampen ikke indstillet eet sekund, men vore tropper fortsatte deres fremadstormende march med den enige hjælp fra arbejderne og resten af folket indtil regimets totale sammenbrud på mindre end 48 timer. Det drejede sig ikke om en væbnet magtovertagelse; det var en revolution.

Snart forstod vi, at den sande herre ikke var den styrtede diktator; den virkelige herre var en, der var tusind gange stærkere. Under normale omstændigheder kunne det synes at dreje sig om en simpel politisk teori eller hypotese. Der var tider, da mange troede, at folkenes suverænitet og uafhængighed udgjorde hellige, universelle principper, som blev æret og respekteret af alle.

Vort folk lærte sin første lektie ved at se hundreder af de store udsugere af offentlige midler og de værste krigsforbrydere, der havde tortureret og myrdet tusinde af landets sønner og døtre, rejse massivt af til USA, hvor de havde deres formuer. Men det var blot begyndelsen. Myndighederne i det land suspenderede straks alle kreditterne og startede bagvaskelsesbombardementet, der praktisk taget er fortsat til i dag, og som de altid plejer at retfærdiggøre deres aktioner med. Deres påskud dengang var den eksemplariske afstraffelse af krigsforbrydere, som ikke kunne slippe væk, og nationaliseringen og konfiskationen af gods, ejendomme og andre rigdomme, som de havde erhvervet sig på uret vis gennem næsten syv års tyranni.

En landbrugsreform, der var nødvendig og livsvigtig for landet, og som blev dekreteret fire og en halv måned efter revolutionens sejr, udløste imperiets vrede. Nogle af deres store virksomheder var ejere af enorme landstrækninger med den bedste jord i landet. Revolutionen blev ubønhørligt dømt til døden. Det syntes at være en let opgave. Så begyndte luftangrebene fra nordamerikansk territorium med piratfly mod sukkerplantager og sukkercentraler og endda byer: terrorhandlinger, væbnede bander, beskidt krig, attentatplaner, angreb fra havet på anlæg ved kysten og på handels- og fiskeskibe, lejetroppernes invasion i Svinebugten, og det tilsyneladende absolutte og uimodståelige våben mod et lille og underudviklet land: den totale blokade og økonomiske krig.

Bortset fra eet eneste latinamerikansk land, gik de korrupte, borgerlige oligarkregeringer - i lande med samme sprog, kultur og kolonihistorie som vort eget - en efter en i en brodermorderisk aktion sammen med USA. Vor sukkerkvote på mere en 3 millioner tons, som vi havde erhvervet i løbet af et århundrede, blev fordelt mellem sammensvorne og forrædere. Alt i navnet af den "frihed" og det "demokrati", som sjældent - om nogensinde - eksisterede i mange af disse lande.

Da lejetroppernes invasion var brudt sammen, udarbejdede man planer om en direkte invasion på Cuba med anvendelse af USA's militære styrker, hvilket de deklassificerede dokumenter i dag beviser uimodsigeligt. En atomkrig var ligefrem ved at bryde ud.

Anstrengelser på at isolere Cuba fuldstændigt, sabotage mod vor handelsflåde og flytrafik; et fly sprængt i luften under flyvningen med mere end 70 passagerer, blandt dem vort ungdomshold af fægtere, som lige havde vundet alle guldmedaljerne i det centralamerikanske mesterskab; biologisk krig mod mennesker, dyr og planter; bomber i hoteller og andre turistanlæg, og andre terrorhandlinger med direkte forbindelse til de nordamerikanske regeringsorganer eller ved hjælp af marionetorganisationer - alt det har vort folk måttet udholde i fire årtier.

Den socialistiske lejrs fald og USSR's opløsning, som fratog landet dets væsentligste markeder, brændstof, fødevarer, råmaterialer, udstyr og reservedele, bragte os ud i en usædvanligt vanskelig situation. Det blev det øjeblik, som USA med modbydelig opportunisme valgte til at forsøge at rette et nådestød mod revolutionen med Torricelli og Helms-Burton lovene og dusinvis af ændringer af love, som var vedtaget af den nordamerikanske kongres. I nogle år ventede mange forgæves på nyheden om, at revolutionen var hørt op med at eksistere. Vort folk modstod urokkeligt.

Den bedrift, som det var i stand til at gennemføre, fylder os med berettiget stolthed. Intet kunne lægge sig i vejen for de usædvanlige sociale vindinger, der var opnået, og som i dag er genstand for beundring hos alle ærlige mennesker i verden. Intet kunne hindre de sider, der er skrevet med guldbogstaver i historien om internationalismen og solidariteten mellem folkeslagene. Intet vil kunne udviske det eksempel, som vi har givet verden. Vore patriotiske følelser er blevet dybere, og vore internationalistiske følelser er blevet mangfoldiggjort, alt imens den smukkeste af de martianske ideer har bredt sig i vort cubanske folks sjæl: "fædrelandet er menneskeheden".

De fylder os også med stolthed, disse følelser, der bragte Martí til Dos Rios, Che Guevara og hans kammerater til acahuazú, til Rio Grande, til la Quebrada del Yuro og til La Higuera; som bragte hundrede tusinder af internationalistiske cubanske stridsmænd til Angola, til Cuito Cuanavale og til bredderne af floden Cunene ved Namibias grænse for at samarbejde på afgørende vis med broderfolkene i Afrika for at bringe en af de modbydeligste og mest hadefulde bastioner for racisme og fascisme til fald. Disse følelser bragte titusinder af læger, lærere, teknikere og bygningsarbejdere til mange hjørner af verden for at redde liv, mildne smerte, genoprette og bevare sundhed, undervise og bidrage til millioner af menneskers velfærd og udvikling; disse følelser fik os til at tilbyde vores undervisningsanstalter og universiteter til titusinder af unge fra den Tredje Verden. Det udgør en arv, som Cuba under trusler og angreb og blokade fra jordens stærkeste nation vidste at bibringe fremtidens verden, som kun kan reddes og kun kan opbygges på disse piller af solidaritet og internationalisme.

Imperiepolitikkens teoretikere og profeter drømmer om, at revolutionen, der ikke kunne ødelægges med så perfide og kriminelle metoder, kunne blive det med forførelsesmidler som det, de har døbt "folk til folk-politikken". Vel; vi er klar til at tage udfordringen op; men de skal spille rent; de skal holde op med deres stillen betingelser; de skal afskaffe den morderiske lov om Cubansk Naturalisation, Torricelli-loven, Helms-Burton-loven, de mange legale men umoralske lovændringer, der opportunistisk er indført i deres lovgivning; de skal gøre fuldstændig ende på den folkemorderiske blokade og den økonomiske krig; de skal respektere den grundlovsmæssige ret for deres studenter, arbejdere, intellektuelle, forretningsmænd og borgere i almindelighed til at besøge vort land uden begrænsninger og gøre forretninger, handle og investere, hvis de vil, uden latterlig frygt, lige som vi selv tillader vore borgere frit at rejse til USA; så skal vi se, om de på denne måde kan ødelægge den cubanske revolution, hvilket til syvende og sidst er det mål, de stiler efter.

Uden at have til hensigt at forstyrre de søde drømme hos dem, der tænker dette, opfylder jeg min høflighedspligt ved at gøre dem opmærksomme på, at den cubanske revolution ikke vil kunne ødelægges hverken ved magt eller forførelse.

Martí har sagt, at fæstninger af ideer er mere værd end fæstninger af sten, og vi deler det synspunkt. Men aldrig har han sagt, at disse sidste skulle være unødvendige. Cuba forsvares i dag af en dobbelt skanse af sten og ideer: den første mod rå magtanvendelse, og den består i et folks beredthed til at kæmpe til det sidste, så at de vil ikke være noget værd, de såkaldte intelligente våben og de meget sofistikerede midler, der kommer fra de højt avancerede produktionscentre for dødsinstrumenter, som vore potentielle angribere besidder. Men Cuba forsvares også af en gigantisk fæstning af følelser og ideer, mod hvilken knuses hele det arsenal af løgne, demagogi og hykleri, hvormed imperialismen forsøger at bedrage verden. Med ideer, der er sandt retfærdige, og en solid generel og politisk kultur kan vort folk ligeledes forsvare sin identitet og beskytte sig mod de pseudokulturer, der udgår fra de umenneskeliggjorte, egoistiske og uansvarlige konsumsamfund. I den kamp kan og vil vi vinde.

Også historien er på vor side, for den uretfærdige økonomiske og politiske og globaliserede orden, der er blevet påført verden, er uholdbar og vil bryde sammen snarere tidligt end sent. Naturen kan ikke holde til de angreb, som de naturlige ressourcer og miljøet er udsat for. De tusind millioner af fattige, som i voksende tal bebor denne planet, vil blive uregerlige. Der vil ikke være immigrationslove eller grænsemure, der kan holde dem inde. Selve civilisationen er truet. Så hovmodige og inkompetente politikerne end måtte være, bliver de nødt til at forstå, at i vor tid på vor planet er freden og det snævre samarbejde mellem folkene det eneste mulige alternativ.

Med stigende hast erhverver borgerne i vort land en dyb erkendelse og fuld bevidsthed om disse realiteter. Den gigantiske demonstrationsmarch i hovedstaden for 72 timer siden viser det også. Denne åbne tribune i Santa Clara, med så store menneskemængder, så velorganiseret, så entusiastisk, så bevægende og smuk, bekræfter det også.

Dette monument, der hæver sig ved vor side, er som et fyrtårn, der viser os fremtiden. De - ikke dødelige, men udødelige - rester, der hviler i dens hvælvinger, viser os, hvad mennesker er i stand til at gøre for en verden med retfærdighed, broderskab og fred.

Evig ære være dem, der faldt ved Moncada, Svinebugten, Escambray, i bjergene, på sletterne og i byerne på Cuba for at muliggøre drømmene af hin 26. juli!

Evig ære være Che og dem, der gav deres liv sammen med ham!

Evig ære være dem, der faldt i Guinea Bissau, i det østlige Congo, i Etiopien, i Angola, i Cuito Cuanavale, nær grænserne i Namibien og andre lande!

Evig ære være de lærere og civile arbejdere, der døde under opfyldelsen af deres internationalistiske missioner!

Hæder, taknemmelighed og anerkendelse til de tusinder af læger og sundhedsarbejdere, der i dag redder liv i afsides hjørner af verden!

Hæder og ære til det folk, der har været i stand til disse bedrifter!

Borgere i Villa Clara, overvindere af vanskeligheder og forhindringer, vindere af den ære at være sæde for den 47. årsdag for den dag, da der tændtes en gnist af eksempel og idé, der i dag går over verden; til lykke!

Landsmænd i hele Cuba, fremad!

Altid frem mod sejren!


Sti: Castros tale i Pinar del Rio 26/7 2000 ⇐ Castro: Santa Clara 29/7 2000 ⇒ Castros tale til de nye læger

Oversigt

Array ( [type] => 8 [message] => Undefined index: Adgang [file] => /customers/0/4/0/geltzer.dk/httpd.www/cuba/29juli.php [line] => 542 )