En fredelig løsning kunne stadig være mulig

Fidel Castros tale den 29/9-2001 på Revolutionens Åbne Tribune i Ciego Avila

Landsmænd:

En fredelig løsning kunne stadig være mulig.

I den nuværende spændte situation kan ingen skrive en tale, timer før den skal holdes, uden risiko for, at han allerede er kommet for sent. Jeg løber også den risiko at forekomme for optimistisk uden egentlig at være det. Men jeg gør min pligt til at sige, hvad jeg tænker.

Det fælles chock, som det vanvittige terroristangreb den 11. september mod det nordamerikanske folk bevirkede i alle folkeslag i verden, og som kunne vises levende gennem fjernsynets billeder, skabte de enestående betingelser for at udslette terrorismen uden at udløse en nytteløs og måske endeløs krig.

Terrorhandlingerne i USA, ligesom hvorsomhelst i verden, udgør en frygtelig fare for de folkeslag, der kæmper for en sag, de betragter som objektivt retfærdig.

Terror var altid redskabet for de værste fjender af menneskeheden for at knuse og undertrykke folkenes kamp for frihed. Den kan aldrig være redskab for en virkeligt ædel og retfærdig sag.

I historiens løb er næsten alle aktioner for at opnå national selvstændighed, det nordamerikanske folk indbefattet, blevet gennemført under anvendelse af våben, og ingen har nogen sinde sat eller har kunnet sætte spørgsmålstegn ved denne rettighed. Men den bevidste brug af våben til at dræbe uskyldige mennesker som kampmetode er absolut fordømmelsesværdig og bør fjernes som noget uværdigt og umenneskeligt, lige så afskyeligt som de undertrykkende staters historiske terrorisme.

I den aktuelle krise består - trods virkelige muligheder for at afskaffe terrorismen uden krig - den grundlæggende hindring deri, at de førende politiske og militære ledere i USA ikke vil lytte til eet eneste ord, der afstår fra anvendelsen af våben og søger en sand og effektiv løsning på det problem, der optager os, uden at tage i betragtning, at det ville være enormt hæderfuldt for det nordamerikanske folk at nå løsningen uden at udgyde een dråbe blod. De, der tager beslutningerne, satser alene på de militære aktioner. De har sammenknyttet ære og krig. Nogle taler om brug af atomvåben, som om det var lige så enkelt som at drikke et glas vand; andre hævder, at de skal bruge guerillakrigstaktik med specialstyrker; En har endda filosoferet om brugen af løgn som våben; dog savnes heller ikke dem, der udtrykker sig med mere rationalitet og sund fornuft, men alle i konteksten af krig. Der er ikke i overmål af objektivitet og koldblodighed. Hos mange borgere har ideen om udelukkende militære løsninger slået rod, uden at tabene af nordamerikanske liv betyder noget.

Det er vanskeligt at drage den konklusion, at de har antaget den afgørende strategi og taktik at føre krig mod et land, hvis infrastruktur for kommunikation, teknologi og materielle betingelser endnu ikke synes at være kommet ud over stenalderen. Guerillataktik med eskadrer af hangarskibe, slagskibe, krydsere og undervandsbåde i et land, der ikke har kyster? Hvorfor desuden sende dusinvis af B-1 og B-52 bombere, hundreder af moderne kampfly, tusinder af missiler og andre strategiske våben? Mod hvem skal de skyde?

Imens hersker der forvirring og panik i resten af verden, uden at der er mangel på opportunisme, bekvemmelighedshensyn og nationale interesser. Der er nogle, der har sønderrevet deres ære. Som en frugt af den indledende splittelse konstaterer man et mærkeligt og almindeligt udbredt strudseinstinkt, uden at der endda er huller, hvor man kan gemme hovederne.

Mange synes endnu ikke at have gjort regning med, at den 20. september blev der over for USA's kongres dekreteret en ende på de øvrige staters uafhængighed, uden nogen undtagelse, og ophøret af De Forenede Nationers funktioner.

Dog skal ingen gøre sig nogen illusion om, at folkeslagene og mange ærlige politiske ledere vil undlade at reagere, så snart krigshandlingerne er en realitet og deres frygtelige billeder begynder at blive kendt. Så vil de optage pladsen i stedet for de sørgelige og rystende billeder af det, der skete i New York, hvis glemsel vil udvirke en uoprettelig skade på den følelse af solidaritet med det nordamerikanske folk, der idag er en grundlæggende faktor for at gøre det af med fænomenet terrorisme, uden at det er nødvendigt med krige med uforudsigelige konsekvenser, og uden at et uoverskueligt antal uskyldige mennesker skal dø.

Man ser allerede nu de første ofre: millioner af mennesker, der flygter fra krigen; billeder af udhungrede børn, som bevæger verden, uden at noget kan forhindre deres udbredelse.

Det er en stor fejl af USA og dets rige allierede i NATO at tro, at den stærke nationalisme og de dybe religiøse følelser hos de muslimske folk kan neutraliseres med penge og løfter om hjælp, eller at man kan skræmme deres lande uendeligt med magt. Man begynder at høre erklæringer fra religiøse ledere i vigtige nationer, ingenlunde beslægtede med talibanerne, som giver udtryk for deres bestemte modstand mod det militære angreb. Modsætningerne begynder at dukke op blandt USA's allierede selv i det centrale og sydlige Asien.

Fremmedfrygt, had og foragt florerer mod alle de muslimske lande. En vigtig europæisk regeringschef har netop sagt i Berlin, at den vestlige civilisation er den muslimske overlegen, og at Vesten vil fortsætte med at underlægge sig folkeslag, om det så skulle betyde konfrontation med den muslimske civilisation, der er blevet stående, hvor den var for 1400 år siden.

I en økonomiske situation som den, der gennemtrænger verden, hvor det endnu står tilbage at løse de alvorligste problemer for menneshekeden, heriblandt dens egen overlevelse, truet af årsager, der ikke har noget at gøre med de moderne våbens ødelæggelsesevne, hvorfor insistere på at begynde en kompliceret og endeløs krig? Hvofor arrogancen hos USA's ledere, når landets enorme magt giver dem det privilegium at vise en smule mådehold?

Det ville være nok at tilbagegive FN-organisationen de beføjelser, man har frataget den, og at Generalforsamlingen, det mest universelle og repræsentative organ i denne institution, blev centrum for denne kamp for freden - det betyder ikke noget, hvor begrænsede beføjelser den har på grund af den vilkårlige vetoret for de permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet, hvoraf de fleste også er medlemmer af NATO, - for at udrydde terrorismen med total og enig støtte fra verdensopinionen.

Under ingen omstændigheder ville de ansvarlige for det brutale angreb mod USA's folk forblive ustraffede, hvis de kan identificeres. En ærefuld betingelse for alle lande ville være, at de blev dømt af upartiske domstole, som garanterer for bevisernes sandfærdighed og retssikkerheden.

Cuba var det første land, der talte om nødvendigheden af en international kamp mod terrorismen. Det gjorde det kun få timer efter den tragedie, som ramte det nordamerikanske folk den 11. september, idet det ordret sagde: "Ingen af verdens aktuelle problemer kan løses med magt. --- Det internationale samfund bør skabe en verdensbevidsthed imod terrorismen. --- Kun den intelligente politik at søge enighedens styrke og den internationale offentlige opinion kan fjerne problemet ved roden. --- Denne så uhørte gerning kunne tjene til at skabe den internationale kamp mod terrorismen. --- Der er ingen frelse for verden, hvis den ikke følger en kurs af fred og internationalt samarbejde."

Vi opretholder med fasthed disse synspunkter.

Det at genindsætte FN i dets fredsfunktioner er uomgængeligt.

Jeg nærer ikke den mindste tvivl om, at landene i den Tredie Verden - jeg ville driste mig til at sige, næsten uden undtagelse, - uafhængigt af politiske og religiøse forskelligheder, ville være indstillet på at forene sig med resten af verden i kampen mod terrorismen som alternativ til krig.

Jeg tror, at disse ideer på ingen måde krænker æren, værdigheden eller de politiske eller religiøse principper, der hersker i nogen af de nævnte stater.

Jeg taler ikke på vegne af noget fattigt og underudviklet land i verden. Jeg udtaler mig af dyb overbevisning og på grundlag af den tragedie, som disse folkeslag lider under, udnyttede og ydmygede i århundreder, og hvor, endog uden krig, fattigdommen og den nedarvede underudvikling, sulten og helbredelige sygdomme i stilhed dræber mange millioner uskyldige mennesker hvert år.

For disse folkeslag er det at redde freden med værdighed, med uafhængighed og uden krig hovedhjørnestenen i den kamp, som vi forenede bør føre for en i sandhed retfærdig verden af frie folkeslag.

Der er ingen økonomisk interesse, der rører Cuba, ingen opportunisme, langt mindre nogen frygt for trusler, farer og risici. Et folk, der med ære, som det er velkendt, har modstået mere end 40 års økonomisk krig, blokade og terrorisme, har ret til at fremsætte, gentage og insistere på sine synspunkter. Og det vil ikke tøve med at gøre lige til det sidste minut.

Vi er, og vi vil være, imod terrorisme og imod krig! Ikke noget af det, der sker, vil få os til at fravige den linje!

De mørke skyer, der spreder sig idag i verdens horisont, skal ikke forhindre, at vi cubanere fortsætter med at arbejde utrætteligt på vore prægtige sociale og kulturelle programmer i bevidstheden om, at vi er i færd med at udføre et hverv uden sidestykke i historien. Og hvis krigene, der truer, skulle omdanne dem til simple drømme, så ville vi falde med ære i forsvaret for disse drømme.

Leve Revolutionen og Socialismen!

Fædrelandet eller døden!

Vi vil vinde!


Sti: Castros tale til IPU 5/4-01 ⇐ Castro: En fredelig løsning efter 11/9 ⇒ Castros tale om Palæstina 29/9-01

Oversigt

Array ( [type] => 8 [message] => Undefined index: Adgang [file] => /customers/0/4/0/geltzer.dk/httpd.www/cuba/290901.php [line] => 554 )