Problemer og projekter i Cuba i dag


Den 28. september 2000 talte Fidel Castro i Kongrespaladset i anledning af 40 års dagen for CDR-komiteernes oprettelse. CDR betyder komité til forsvar for revolutionen, og disse komiteer havde i begyndelsen først og fremmest til opgave at holde øje med terroristaktivitet bydel for bydel, gade for gade, blok for blok, i en tid, da der endnu var 300 væbnede modstandsbander, der forsøgte at komme revolutionen til livs. Siden har de haft mange andre opgaver. I denne tale nævnes først og fremmest deres indsats med frivillig donation af blod til landets eget brug og til brug i andre, katastroferamte lande. - Castro indleder denne tale med at erkende, at han ofte har sveget sit løfte, når han har lovet at fatte sig i korthed. Men denne gang vil han virkelig forsøge at gøre det. Han taler så om det, som var før revolutionen, og det, som kom efter. I den forbindelse kommer han ind på indslag, der er forekommet tidligere i festen, bl.a. et digt af Pablo Neruda. Et længere afsnit handler om de netop afsluttede olympiske lege i Sidney, hvor de cubanske sportsfolk har gjort Cuba ære, men hvor det alligevel smerter ham, at netop baseball-holdet kun fik sølvmedalje. Med det, som baseball betyder for Cuba, er det kun guld, de rigtig kan være glade for. De havde tabt til USA. - Efter et par timers forløb fortsætter talen så således:

----

Nu har jeg ikke holdt ord, men på grund af emnerne talt i noget over to timer (De siger, "noget"). Mange tak, det trøster mig lidt; måske slutter jeg før to (Latter); ikke kl. to i nat, men inden to timer (Latter); I skal ikke være bange (Applaus).

Ja, jeg ser jo, hvordan I bifalder det løfte (Latter). Nej, men de kammerater, der har forberedt komité-festen, venter på jer. Vi ville gerne have disponeret over Karl Marx teatret, men det var ikke muligt. Vi har taget disse faciliteter i Kongrespaladset i brug og nogle områder op til denne hovedsal; men nu kommer der et emne, og jeg skal sørge for at slutte før kl. 12 i aften. Selv om de 24 timers jubilæum næsten er ovre for jer, så vil vi bruge det, der er tilbage af den 28. (Applaus).

Jeg vil sige jer en ting; det alvorligste, jeg bør sige jer, er at revolutionen går ind i en ny etape. Vi har gjort meget, men vor revolution må forbedres, vort arbejde må forbedres. Jeg forklarede før den materielle skade og ligefrem moralske skade, som den specielle periode bragte, især ved det, som gik forud for den; men vi har vidst at holde stand; vi har været i stand til at klare det.

Den specielle periode medførte også uligheder, mange uligheder, triste ting, smertelige ting, som vi var tvunget til på grund af omstændighederne. Der var ikke noget andet alternativ, vi var nødt til at ty til en række forholdsregler. Det var den moralske smerte, som vi måtte lide i tilgift. Der blev uligheder i indkomster; en del mennesker, der modtog pengeforsendelser fra udlandet, og mange, der ikke modtog noget; fabrikkerne stod uden råmaterialer; dog var der ingen arbejder, der stod uden det nødvendige minimum for at købe, om det så var det, han fik via rationeringsbogen. Vi var uden omnibusser, og her i Havana måtte man ty til cyklen; Også byerne i landets indre var uden omnibusser; de måtte ty til hestevogn og kusk; der opstod en uendelighed af private virksomheder, nogle fuldstændig fornuftige, andre ikke helt så fornuftige, idet de tog urimelige priser. Tro mig, det er også smertefuldt at tænke på mennesker, som revolutionen leverede bolig, - ikke alle var lige; nogle boede i beskedne huse eller lejligheder, andre i herskabsvillaer, fordi de rigeste befolkningslag forlod dem, da de rejste bort. Turismen udvikler sig og med den udlejningen af værelser eller hele boliger for konvertibel valuta. Nej, vi vil ikke forbyde det, alle kan være rolige; det eneste, som vi har gjort, er at regulere sådanne aktiviteter og bede dem om, at de betaler deres skat; den er lille, men de skal betale den. Og om, at de holder lovene, holder dem rigtigt.

I dag bekymrer det os, at de, der tjener flest penge, - for der er folk, der har temmelig mange penge, - kommer til at have landets bedste boliger på den ene eller anden måde. Der er nogle skamløse, som vi kender godt; vi ved om dem, der vogter på de gamle, at når de ser, at der bor to gamle i en stor bolig, og den ene er syg, - det har jeg set eksempler på, - kommer de og udgiver sig for barmhjertige samaritanere; de gør sig uundværlige og flytter derhen, vasker, hjælper, alting, og når de to gamle dør, beholder de huset, mange gange hele herskabsvillaer, og alt hvad der er deri. Jeg har ikke givet andet end et eksempel, jeg kunne nævne mange: ulovligheder med boliger, ombytning af papirer, bestikkelser til funktionærer, der er til dét. I skal ikke tro, at vi ikke ved det; listen kan være så lang (Viser det) over alle korruptions- og bestikkelsesmetoderne - forneden i systemet; det kan meget vanskeligt ske på visse niveauer, meget vanskeligt! - men undertiden mangler der et papir, et dokument, et beløb; og der er temmelig megen slaphed i det, der angår boliger. Vi har pligt til at kræve, at man overholder lovene, og anvende sanktioner, hvis lovene ikke holdes (Applaus). Hvis der er en, der har en lejlighed, og han har en fætter eller anden slægtning, og han tager hen at bo dér og udlejer sin egen lejlighed, så lad ham udleje den, men han skal holde de gældende lovmæssige regler. Staten vil også i fremtiden have alle de passende faciliteter, de nødvendige boliger. Der er kommet mange repræsentanter fra udenlandske virksomheder, personer der har forretningsmæssige relationer med os, og man har ikke kunnet give dem de boliger, de havde brug for; mange af dem kommer og lejer bestemte huse: Tusinde dollar? Tusinde dollar, og 1000 dollar er tusind dollar! svarende til ikke mindre end 20.000 pesos om måneden.

Jeg vil sige jer bare een ting: Der er mange folk i dette land, mange! - jeg siger hverken, at det er en million, eller 500.000, eller 100.000, ikke engang 10.000 måske, - det måtte jeg nok tænke over, - nogle få hundrede eller muligvis nogle få tusinde, som på en måned tjener så meget, at man kunne betale lønnen til de 35 chefer i statens centrale organisation. Deres løn er 450 pesos. Folk har tilbøjelighed til at tro, at ministre lever meget godt; det har været en betinget refleks i meget lang tid. Jeg siger ikke, at de beder om almisser eller lever i elendighed; men vi må kende dem, for vi ser dem ofte. Godt, en minister fik her logi til en uges ferie. For to år siden vedtog man ikke blot logi'et men også kosten til den ferieuge. Ved I, hvorfor? Fordi der var ministre, der ikke havde penge nok til at betale denne ferieuge. Og jeg forsvarer ikke ministrene, for det, som jeg gør, er at kritisere dem så tit, jeg kan. Men dette må jeg dog sige i retfærdighedens navn, og jeg nævner det som eksempel.

Der er folk her, som for et eller andet stykke arbejde får 3000-4000 pesos på mindre end en uge; det vil sige, at der har været et misbrug - og jeg bør sige det - med hensyn til hvad man kræver af familier for visse særlige tjenester. At staten ikke tager sig dyrt betalt, fordi alting falder tilbage på den; og endda med god grund; for vor stat er ikke til for at tage sig dyrt betalt, selv om I ikke applauderer; vor stat bør opretholde en finansiel ligevægt, for da denne ligevægt blev ødelagt i de første år af den specielle periode, skulle man betale 150 pesos for 1 dollar, og i dag betaler man for 1 dollar 20, 21 eller 22 pesos; det er relativt variabelt inden for en snæver ramme. Cuba er det eneste land i verden, det eneste i verden! - hør godt efter - som har kunnet revaluere sin mønt syv gange på fire et halvt år og bringe peso'en op på det niveau, som den i dag har i forhold til dollar'en. Det er nødvendigt at opretholde ligevægten, vi kan ikke begynde at strø penge i gaden og igen falde i en overflod af pesos, thi for den arbejder, der sparer sine penge, er det nødvendigt at bevare værdien af dem og af den løn, han får. Derfor, skønt der er mange krav, så forhøjes lønnen selektivt. Lærerne havde ikke fået lønforhøjelse i årevis. Der kom et øjeblik, hvor man måtte forbedre deres lønninger lige som i andre sektorer. Der sker strandhugst. På universitetet var det nødvendigt at hæve lønnen, lidt, fordi den ligefrem var blevet sat ned. Ah! fordi der sker strandhugst: den og den virksomhed - for erhvervssystemet har visse fordele, det er statsvirksomheder; men nogle af disse virksomhedsledere kan godt lide at hugge andres arbejdere.

Vi undersøgte for nylig Ungdomsklubben (en computerklub): Af de godt to hundrede arbejdere, som de havde i begyndelsen, var der 10 tilbage, som havde været der i 13 år. Det er nemt. Man uddanner en computerlærer, og så kommer der et hotel eller den og den virksomhed og mere af samme slags og hugger arbejderen. Af etiske grunde må det ikke ske.

Nu hugger de lærerne på universiteterne. Vi har indgået en aftale med dem, for vi har ikke formindsket antallet af universitetsprofessorer med een eneste i den specielle periode, tvært imod vil vi af andre grunde øge antallet af uddannelser, og vi har dette korps af professorer.

Hvordan kunne vi skabe en latinamerikansk lægeskole? Fordi vi havde lærerstaben. Forsvarsministeriet havde reduceret udgifterne og forsvarspersonellet, og den bygning, der tilhørte det, måtte gøres i stand, og nu fungerer den med hele sin kapacitet. Jeg taler om en institution, der allerede nu nyder en kolossal anerkendelse i verden.

Vi kan ikke løse vore problemer ved desperat at vige tilbage fra de positioner, vi har. I dag er der mange familier, der sparer penge op i banken og får en bestemt rente.

Vi har tre valutaer i dag: vor almindelige peso, en konvertibel peso, hvormed man stimulerer bestemte sektorer af arbejdere, mere end en million arbejdere har en stimulering i den mønt; og så er der dollaren. Der er konti i dollars, konti i konvertible pesos og konti i almindelige pesos. Der er skabt en meget god situation i den finansielle orden, og den kan hjælpe os meget; derfor siger jeg, at vi ikke kan vige tilbage i noget af det, vi har opnået.

Vi kender meningerne om forskellige emner; for hver dag samler vi tusinder af spontane meninger. Vi bruger dette termometer til at måle de mest forskellige meninger; nogle opfattelser er klart fejlagtige, misforståede; det viser os, at det er nødvendigt at forklare visse ting bedre. Alle meningerne er nyttige; undertiden er nogle ekstreme, de færreste; men I kan ikke forestille jer, hvor meget folket har forandret sig, hvor meget de har lært i disse sidste 10 måneder; det har været en stadigt stigende læreproces. Kampen om den kidnappede dreng og kampen for Baraguá's målsætninger har mærkbart højnet vor befolknings bevidsthed. Nu ser vi endda rundspørger om komplicerede emner: Hvad er Verdensbanken, hvad er den Internationale Monetære Fond, hvad er dollarisering, hvad er det ene, og hvad er det andet, komplicerede emner, og i takt med, at vore specialister har vænnet sig til, at de ikke taler med akademikere, men med hele befolkningen, er deres ord blevet mere forståelige.

Det nævner jeg af en ganske enkel årsag: Vort land vil gøre et gigantisk spring på det undervisningsmæssige og kulturelle område; det vil gå langsommere på det materielle område. Vi hører meninger - I vil ikke tro det - om åbne tribuner (folkemøder), rundbordssamtaler og mange andre ting. Nogle bliver ligefrem utålmodige, fordi de ikke kan se det hele, og siger: "Gør det to gange om ugen, eller tre". Alle meningerne samler vi sammen, og bagefter foretager man et udvalg af dem, og de, der er de hårdeste eller mest kritiske, kommer først, selv om der kun er tre. Hvis tre personer tre forskellige steder siger noget, om det så er noget vrøvl, så indsamler man den mening; undertiden er det et enkelt blandt tusinder, og den bliver taget med.

Man måtte være i besiddelse af alle sagerne og alle detaljerne, for at I kunne få en idé om, hvordan vor befolknings generelle og politiske oplysning har gjort fremskridt, så at den behandler emner, som mange professionelle i andre lande ikke mestrer.

Men jeg kan sige jer, at hvad vi har gjort i undervisning, er ingenting. Det siger jeg f.eks. til trods for, at - nu da vi har talt om olympiade - alle de caribiske lande for nogle måneder siden gennemførte en matematikolympiade, og i den vandt Cuba førstepladsen med en guldmedalje og en sølvmedalje (Applaus).

Andre gange har jeg nævnt, at i en UNESCO-undersøgelse var indextallene for vore børns viden næsten det dobbelte af gennemsnittet for Latinamerika; det er ikke svært at bevise, for I har set den. Fra den samme skole i Los Papacios, hvorfra man tog en elev på 13 år, der var lige ved at miste livet, talte en dreng på den åbne tribune, og hans tale var så brillant som nogen, der bliver holdt på tribunerne. En lærerinde fra den skole holder også en udmærket tale. Ligemeget hvor, er det det samme.

En anden olympiade - den fandt sted, mens den i Sydney foregik, mellem den 16. og den 24. september - en iberoamerikansk matematik-olympiade: Vore elever tog afsted - de ankom sent på grund af rejseproblemer - de måtte tage en prøve den ene dag og en anden den næste; på een dag måtte de tage to prøver, og de fik tre sølvmedaljer (Applaus). Det fandt sted i Venezuela.

Den sidste, i disse dage - nyheden kom igår - var der en fysik-olympiade i Spanien for iberoamerikanske lande: Vore unge mennesker vandt to guldmedaljer, en sølv- og en broncemedalje, hvormed de besatte førstepladsen blandt alle deltagerlandene (Applaus). Så når jeg siger, at i undervisningen har vi ikke gjort noget, så kan det tjene til at give en idé om, hvad vi tror, vi kan gøre i undervisningen, hvad der påhviler os, og hvad vi allerede er begyndt at gøre.

Hvis vi skal have et virkelig oplyst folk, skal vi have et folk, hvor masserne er oplyste.

Lad os sige, at før kom undervisningsministeren og gav et seminar på en uge i skoleferien; der kom 300, og bagefter gik de ud og gav seminariet i deres bagland. I dette skoleår skal vi i den første uge af ferien give seminarer på een gang til 200.000 folkeskole- og gymnasielærere. Se, hvilket spring: Fra et seminar for 300 til et seminar for 200.000 på een gang; men desuden kan enhver borger se dette program. Gennem massemedierne kan vi simpelthen nå så at sige uendelig langt ud. Et hold lærere, 10-12 stykker kan uddele materiale i første linje til eleverne, til lærerne og så til alle mennesker, der interesserer sig for emnet.

Allerede i begyndelsen af oktober begynder det første kursus; det skulle være for journalister, men skal nu være for alle lærere og dygtige elever; for gennem fjernsynsapparaterne, der findes på skolerne med deres videokassetter, skal de få et kursus i fortælleteknik. Dette er nyttigt selv for den, der vil skrive et brev. Jeg anbefalede det til alle, der kunne høre det, og især til folkeskole- og gymnasielærerne. Det vil tage 20 timer, og materialet er allerede blevet skrevet. De, som kurset henvender sig til, vil få materialet; andre, der ønsker at følge det, kan købe det i kioskerne.

Der er nogle, der synes, at visse ting, der bliver solgt, er dyre. Nogle har sagt, at samlingen af bilag til rundbordssamtalerne, er meget dyre, den er blevet solgt for 10 pesos. Ah, hvis de havde købt den og gemt den, ville det være mindre. Men jeg vil sige jer, at 10 pesos overhovedet ikke når til at dække papiromkostningerne for denne samling. Det gør jeg opmærksom på.

Vi har tænkt på mange måder at trykke billige bøger på, og nu kan man i ethvert amt i landet trykke en bog. Kulturhusene har computere; jeg skal ikke tale til jer om det nu, for på et tidspunkt må man tale om den sag.

Jeg har forleden dag allerede forklaret, hvad vi er ved at gøre med hensyn til computerteknik; det er et stort emne, men vi er på vej ind i computeræraen med almindelig computerundervisning for 2.400.000 studerende, iberegnet grund- og forskoleelever, hvem man, efter hvad man ved, skal lære også undervisende spil og ikke simpelthen voldsspil, der sælges som kommercielle produkter; det vil være udvalgte programmer, både rekreative og undervisende.

Vi har åbnet to skoler: den ene som blev nævnt her, da en elev talte om den, for unge mennesker, der har taget studentereksamen men ikke opnået immatrikulation på universitetet. En mægtig skole med intensive studier for et arbejde af enorm betydning! Det vil jeg ikke tale om nu, men blot sige jer, at den åbner en verden og et perspektiv for sand retfærdighed for vort samfund, hvor der stadig er en marginalisering, der blev arvet fra kapitalismen.

Det er ikke sikkert, at der er lige muligheder for alle børn i dette land. Vi troede, at vi havde skabt lige muligheder for alle ved at bygge mange skoler, iværksætte disse mange programmer og investere en høj procentdel af vort bruttonationalprodukt i uddannelse, der sammen med investeringen i sundhed når op på et betragteligt tal.

Vi er i færd med at studere dybtgående en række aspekter, der går fra forbrydelsen, forbrydelsens kilder, til den marginalisering, der eksisterer i vort samfund. Nogle har forbindelse med materielle boligproblemer; men til trods for dette, og til trods for, at vi ikke kan love, at man skal begynde at bygge alle de boliger, landet behøver, så kan vi dog forsikre dem om, at også under de nuværende omstændigheder er der meget, der kan gøres for at bekæmpe marginaliseringen og skabe virkelig lighed i muligheder.

Nu har jeg talt om, at visse mennesker tjener pr. måned det, der er tilstrækkeligt til at betale lønnen til de 35 medlemmer af ministerrådet. Vel, jeg kan sige, at der er mange af dem, der har stor indkomst af en eller anden grund, selverhvervende, ejere af dette eller hint, de, der udlejer boliger for dollar - og jeg har allerede sagt, at vi ikke vil forbyde det, nej, nej, vil ikke forbyde det, ingen skal blive forskrækket; men jeg har sagt, at vi vil anvende loven, og ikke pludseligt, men sådan som vi ved, at loven skal anvendes, - de betaler en lærer det dobbelte i løn af det, som staten kan betale i dag til vort umådelige kollektiv af undervisere, for at give purken nogle timers lektiehjælp, hvorved den dreng har en fordel fremfor sønnen af en arbejderfamilie, der lever deromkring i en beboelsesejendom af den slags, som mængder af familier lever i. Sådan røver de lærere og skaber desuden privilegier; for de børn, der lever i marginale forhold eller ikke kommer fra højtuddannede kredse, har ikke adgang til de samme muligheder, eftersom alt er valgfrit, alt efter noter og eksaminer. Jeg siger ikke mere.

Bag dette er der en enorm verden, som vi var ved at opdage, og som vi fornylig midt i kampagnen endeligt opdagede; og hvis vi ikke, - nu da vi er blevet bevidste om den, - tog os af den, som man bør tage sig af den, - og jeg tror, at vi tager os godt af den, - så ville vi ikke kunne kalde os et socialistisk land. Vi kan kalde os et socialistisk land for alt det, som vi har gjort, kun så længe vi er uvidende om al den retfærdighed, der endnu mangler.

Den specielle periode skabte mange flere uligheder og følgelig færre muligheder for dem, der har de mindste indkomster, og vi må kæmpe for, at hvert barn i dette land kan have de samme muligheder for at klare 6. klasse, mellemskolen, studentereksamen, komme på en fagskole, universitetet, hvadsomhelst (Applaus). Selvfølgelig, de der har flest penge er ikke de eneste, der nyder flest muligheder. Vi har 700.000 fagfolk; fagfolkene har en bestemt uddannelse, der ligger langt over den, som en familie i de marginale områder kan have; skønt der er dog også universitetsuddannede i nogle af disse områder.

Der er blevet mobiliseret en lille trop; jeg siger en lille trop, for der er ikke mere end 600 i dette øjeblik. Nu er vi ved at organisere den næste brigade af universitetsstudenter - jeg foregriber mig selv ved at fortælle jer dette - til at udføre et vigtigt arbejde om lørdagene, for vi må undersøge mange ting af social art, for at udvikle, endog midt i ulighederne, en socialisme, der er meget mere retfærdig end den, vi har i dag; og jeg forsikrer jer om, at vi skal gennemføre det; for i den opgave benytter vi mange års erfaring, den erfaring, der er opsamlet gennem disse 40 år.

Jeg har sagt, at vi ville råde bod på hovedstadens ulykke. Hvad er hovedstadens ulykke med hensyn til undervisning? At i de prøver, undersøgelsescentrene har foretaget, har hovedstaden næsten halvt så gode resultater, som grundskoleeleverne har i Santiago de Cuba, firs eller godt firs, mens de i Havana er godt fyrre. Er det lærernes skyld? Nej, ingen steder er der mere heroiske lærere - det vover jeg at sige, selv om hele landet er fuldt af heroiske lærere; for de, der giver undervisning, hvor der ikke er elektricitet eller nogetsomhelst, de er helte; men lærere, der her må give undervisning til klasser med 40, 42, 45 elever fem dage om ugen og er i skolen fra kl. 7 om morgenen til lidt over 6 om aftenen, tage hjem og passe familien og mange gange vaske, stryge, lave mad, og det hver dag, også lørdage og søndage; uddannede grundskolelærere, der mange gange ikke engang har en vaskemaskine, - de er heltinder. Og jeg siger heltinder, for det er først og fremmest kvinder.

Nej, vi må vide alt dette og søge at lette denne overvættes undervisningsbyrde; vi vil gøre det, og med enkle metoder. Jeg siger, at om to år vil der ikke være et klasseværelse i Havana med mere end 20 elever (Applaus).

Det er klart, at når man ser lærernes ofre, så er fædrene de første til at sige til deres børn, at de ikke skal studere pædagogik, for de kender den tragedie, de lever i.

Ligeledes havde vi før den specielle periode en udmærket plan for bygning af skoler; vi var allerede i gang med at udarbejde projekterne. Tre eller fire år mere, og det, vi kunne have gjort med hensyn til nye skolebygninger, ville have været bemærkelsesværdigt. Vi ved, hvordan mange af dem er i hovedstaden; jeg har set klasseværelser, der kunne misunde det lille klasserum i et træhus, hvor jeg først gik i skole i Birán; det var en slags dagplejecenter, for de må have sendt mig afsted, da jeg var omkring de tre år. Her i hovedstaden er der sammenstuvning og vanskeligheder på mange skoler; det ved vi. Vi skal vide det hele, have røntgenfotos af hver enkelt, og ikke med løfte om at ordne tingene straks eller bygge nye skoler, for man bør ikke skabe forventninger; men rigtignok vide, hvad der foregår, og hvor situationen er mest kritisk, for at handle.

Og jeg sagde: en lærer for hver 20 elever. Jeg tilstår, at jeg overdriver, og at måske er det en smule mindre end 20 elever, og det kan vi garantere. For nogle dage siden indviede vi en nødskole med intensiv undervisning, en for socialarbejdere og en anden for uddannelse af lærere; de fungerer yderst godt, og vi må åbne nogle flere med andre emner. Mange års erfaring lærer os, hvordan vi skal løse store problemer med meget få ressourcer.

Har vi måske glemt, at da hundrede tusinder af elever bestod 6. klasse hvert år, var der hverken skoler eller lærere til mellemskoleundervisningen, og vi måtte bygge dem og danne en pædagoggruppe for at de kunne give sig til at studere og undervise? Takket være det har vi de 700.000 universitetsuddannede fagfolk. Skal vi nu drukne i et lille glas vand? Kan vi tillade, at det i vor hovedstad, hvor der er flest problemer, flest vanskeligheder og sociale problemer af enhver art, ikke engang er et kald at blive lærer. Det bortset fra, at der er mange flere valgmuligheder selvfølgelig; for når man taler om turisme, så er der ca. 100 der løfter hånden; men når man taler om lærere, så er der 3-4 stykker, der gør det. Nu har de allerede 14 lærerskoler i Havana for at fremme lærergerningen. Det problem må løses. Sådan er situationen selvfølgelig ikke i resten af landet.

Jeg vil ikke gå i detaljer; jeg foretrækker, at man taler om de ting, der sker, i takt med, at de bliver gjort; men jeg siger jer, at for vor revolution åbner der sig en verden, og vi skal mangedoble - uden ekstraordinær kraftanstrengelse og for en ubetydelig pris - undervisningsarbejdet. På det og på andre områder. Jeg siger ikke mere. Vi skal mangfoldiggøre vor befolknings viden, og det skal I komme til at se. I november begynder spanskkurserne og engelsk to gange om ugen, og så et tredie sprog; der er tre, men de er velkendte og nødvendige; blandt andet spansk, grammatikken. Hvis jeg laver en prøve med nogen af jer, så husker I sikkert ikke 90% af de begreber, I lærte i 6. klasse; det vil jeg ikke gøre, for jeg er jeres ven (Latter), men jeg har gjort det med universitetsuddannede. Vi skal mangfoldiggøre vor befolknings viden og kultur, vi skal mangfoldiggøre de åndelige rigdomme med en hastighed, som det aldrig er sket i noget lands historie. Og ikke fordi vi er bedre, men fordi i al vor kamp og i ønsket om at gøre tingene bedre har vi efterhånden opdaget muligheder. Vi skal udvikle en meget mere retfærdig socialisme; vi skal garantere mulighederne for, at alle børn, der fødes i dette land, hvordan end familiens kulturelle niveau er, og hvordan end det sted er, hvor det lever, den marginalisering, det er undergivet, - at absolut alle har de samme muligheder. Og det op til os; vi har al den styrke, der skal til for at nå det.

Dette siger jeg på denne 40-årsdag, Contino; jeg siger det til jer fra forsvarskomiteerne, jeg siger det med større overbevisning end den, Neruda gav udtryk for i sit digt; jeg siger det med absolut sikkerhed, og jeg holder mig selv ansvarlig for det, jeg siger (Applaus). For der åbner sig en etape af vidtrækkende betydning, og disse muligheder har vi vundet ved at kæmpe, gøre modstand, slås. Privilegiet er, at vi vil få et folk med et sådant niveau i viden og kultur, at dets fremtid vil være politisk sikret for altid. Vi ønsker et folk med millioner af tænkende hoveder og en revolution med total forsikring om, at den ikke kan ødelægges af hverken 1 eller 2 eller 10 eller 100 eller 1000 eller 100.000; for udfra den historiske erfaring er det klart, klart, klart, at det bør være nationens bevidsthed, der nu, imorgen og altid hersker og bestemmer.

Sådan er den tro, vi har til en revolutions retfærdighed, sådan er den tro, vi har på, hvad man kan gøre med mennesket, så vi rummer ikke den mindste tvivl om, at vi skal nå det. Men det skal ikke alene være til bedste for de 11 millioner indbyggere i dette land; jeg forsikrer jer, at hvad vort land gør i dag, kan være til bedste for og begynder at være til bedste for hundreder af millioner mennesker i verden.

Martí har sagt: "Fædrelandet er menneskeheden", og det er en af de smukkeste og dybeste ting, nogen nogensinde har sagt. Fædrelandet er menneskeheden, det vil sige: forsvare denne revolution, den mest retfærdige, den mest menneskelige, den reneste, den der har mest moral; for i 40 år har den ikke været en tyvenes revolution eller en vendekåbernes revolution eller en forrædernes revolution, men enhver af os, der har været i denne revolution - nogle længere end andre, - og de, der følger os, vil være en garanti for denne linje, som vi har fulgt i 40 år. Den anseelse, som disse 40 års kamp har bragt, er nu noget, der ikke kan ødelægges; og jeg kan dertil forsikre jer om, at den er voksende, lige som den styrke, vi har til at forsvare os, foranstaltningerne og de ideer, vi forsvarer. Og nu er det ikke bare personlige ideer; vi har aflagt løfter: skoler af forskellige slags for vort land og for at samarbejde med andre i vigtige spørgsmål. Ingen skal tro, at landet vil blive ruineret - det gør jeg opmærksom på, - vi har lært at gøre tingene med et minimum af udgifter, for bygningerne var der, lærerne var der, de øvrige arbejdere var der. Hvis I så de øvrige udgifter, som vi har beregnet nøjagtigt, så siger jeg jer, at vores folk ville forbløffes over, hvor små de er.

Vi har i overflod af det, der kaldes menneskelig kapital; intet folk har haft menneskelig kapital i den målestok, som vi har det i dag.

---

(Castro slutter sin tale med en opregning af dele af Cubas internationale indsats (jvf. hans tale i Harlem), der består både i store bloddonationer og udsendelse af læger og andre hjælpearbejdere til underudviklede og katastroferamte lande og i de muligheder, som unge mennesker fra sådanne lande har for at studere gratis i Cuba. Og han modstiller endnu en gang Cubas internationalisme og Vestens imperialisme.)

Oversættelse og kommentar ved Johs. Lind.


Sti: Castros tale i Harlem ⇐ Castro: Problemer og projekter i Cuba idag ⇒ Castros tale til IPU 5/4-01

Oversigt

Array ( [type] => 8 [message] => Undefined index: Adgang [file] => /customers/0/4/0/geltzer.dk/httpd.www/cuba/28sep.php [line] => 860 )