Fidel Castros tale i Pinar del Rio på 47-årsdagen for angrebet på Moncada-kasernen den 26. juli 1953

Denne tale er hentet fra internetstationen CENIAI og oversat fra spansk med lidt hjælp fra den tyske og engelske oversættelse, som stationen også tilbyder. Talen er holdt efter manuskript og er derfor forholdsvis kort. Angrebet på Moncada-kasernen i Santiago de Cuba var starten på Castros og hans kammeraters oprør mod det herskende diktatur. Det blev i grunden militært en fiasko; angrebet blev slået tilbage, og de fleste af de unge mennesker døde, enten de faldt i kampen eller senere blev myrdet af diktaturets soldater. Men nationalt og politisk blev det et vendepunkt, ikke mindst takket være den forsvarstale, som Fidel Castro fik lejlighed til at holde for domstolen, "Historien vil frikende mig". Den 26. juli er nu en af de nationale festdage. - Talen kommer meget ind på aktuelle begivenheder, dels turbulensen omkring den lille dreng Elián, der blev tilbageholdt i USA i månedsvis af exilcubanere i Miami, og dels nomineringen af den republikanske præsidentkandidat i USA. Men alligevel får man et generelt indtryk af Cubas situation foruden et stærkt udtryk for Castros tro på det cubanske folks evne og vilje til at fastholde revolutionen. - De afsluttende noter er undertegnede ansvarlig for.

Johs. Lind

---

Borgere i Pinar del Rio,
landsmænd i hele Cuba,
ærede gæster!

Vor nabo, imperiet, er i valgtider. Nu ved man, hvem der er kandidater til præsidentembedet i USA, vor indædte, almægtige og hovmodige modstander. I den hårde og lange kamp for den kidnappede drengs tilbagevenden kunne vi lære at kende alle aspiranterne til denne attråede post. Der var ikke een eneste, der af simpel anstændighed og retfærdighedsfølelse støttede drengens og hans fars rettigheder. I forsøget på at opnå de magre stemmer fra den cubansk-amerikanske annexionistiske mafia og især dens rigelige fonde støttede de kidnapperne eller opfordrede kynisk til, at faderen, en beskeden, ærlig, ubestikkelig cubansk arbejder, skulle desertere.

I det land - hvor der under visse historiske omstændigheder var kandidater med Lincolns dybe overbevisninger, med en statsmands visdom som Roosevelts i tider, der var virkelig vanskelige for deres land og verden, eller med en etik, der var affødt af ærlige religiøse overbevisninger som hos Carter, der nok havde fortjent en bedre skæbne over for den galopperende inflation, der kom af krigseventyret i Vietnam og energikrisen, - er der fremstået personligheder, der vakte stor interesse inden for og uden for USA. Men der har sikkert aldrig - i så komplekse og kaotiske tider, som menneskeheden oplever i dag, - været opstillet to så kedsommelige og intetsigende kandidater, så blottede for historisk ballast og solide kriterier og principper, som dem, der i dag konkurrerer om magten over den enevældige supermagt i en unipolær og globaliseret verden. De ejer ikke engang den ærlige bekymring over visse sociale problemer eller den intellektuelle skarpsindighed og personlige kultur, som Clinton har trods sin ubeslutsomhed og sine fejltagelser.

Hvem af dem, der end får præsidentembedet, så skal han have kontrol med dødbringende våben og i sine hænder holde kufferten med atomkrigskoderne, og langt mere end en hersker i det gamle Rom skal han være herre over krig og fred i verden.

Når i USA en af kandidaterne får kontrol over flertallet af de delegerede i en af de to store fraktioner i det lands politiske system, som de plejer at investere hundrede millioner af dollars i, så kommer kampens sidste fase.

Først er der ritualet med at finde en vicepræsident. Ham vælger selvfølgelig kandidaten efter rent valgtaktiske hensyn. Så kommer den pompøse ceremoni med den præsidentielle erklæring og intet mindre end en angiveligt regeringsprogram, der ikke engang har værdi som mandat eller norm for etisk eller politisk handlemåde; almindeligvis er den en simpel opsummering af sindstilstande, gruppeinteresser, underhåndsaftaler, attituder og fraser, der er beregnet på at kildre ørerne hos en og anden valgsektor midt i en rasende strid, hvor enhver forsøger at afkræfte de beskyldninger for at være for liberale eller for konservative, som begge fraktioner kaster mod hinanden. Ingen bør vente oprigtighed, ansvarsfølelse over for landet eller verden eller noget udtryk for dyb viden, sand politisk kultur og kendskab til de alvorlige problemer, som menneskeheden står overfor.

Nu er det såkaldte Republikanske Konvent lige afsluttet, i selveste Filadelfia, der var sæde for den berømte uafhængighedserklæring af 1776. Disse slaveejere, der gjorde oprør mod det britiske kolonistyre, skønt de ikke afskaffede det skændige slaveri, der holdt sig endnu hundrede år - og racediskriminationen har endnu dybe rødder i det nordamerikanske samfund, - var trods alt bærere af mange af de mest avancerede politiske ideer i de tider.

Skønt den blotte idé om at skabe et antimissilskjold og derved bryde internationale aftaler af stor rækkevidde, rystede det Republikanske Konvent, der er blevet holdt under ledelse af deres bekendte kandidat, for nylig verdensoffentligheden. Det første, den gjorde, var at offentliggøre forslaget om at gennemføre en betragtelig forhøjelse af de væbnede styrkers budget med henblik på militær forskning og udvikling og skabelsen af et antimissilskjold, der skulle dække hele nationen med et net af radarstationer, som skulle kunne opdage fjendtlige missiler på vej mod USA's territorium og skyde dem ned under flugten.

De, der mener sådan, er ikke i stand til at fatte, at denne politik vil føre til en total international afvisning, også Europas, og som en magnet tiltrække alle dem, der trues af en strategi, der ville gøre dem forsvarsløse over for USA. Et nyt, farligt og bekosteligt våbenkapløb ville øjeblikkeligt blive udløst, og ingen ville kunne forhindre udbredelsen af atomvåben og andre masseødelæggelsesvåben.

Ophavsmændene til projektet ved godt, at lidt mere en halvdelen af nordamerikanerne, der endnu er forvirrede og utilstrækkeligt informerede om det komplekse problem, tror, at en sådan løsning er det, der bedst stemmer med landets interesser i sikkerhed og fred. Den republikanske kandidat skulle med denne ekstreme holdning, i modsætning til et hvilket som helst rimeligere og fornuftigere forslag fra modpartens side, fremstilles for vælgerne som den stærke, forudseende og hårde mand, USA behøver overfor enhver indbildt eller virkelig fare. Det er den gode nyhed, som de beværter alle planetens beboere med fra Filadelfia.

Hvad tilbyder dette strålende program specielt for Latinamerika og Cuba? Der er en sætning, der siger det hele: "Det kommende nordamerikanske århundrede bør omfatte hele Latinamerika". Denne enkle linje betyder intet andet end en proklamation af ejendomsret over Latinamerika og Cuba.

Umiddelbart tilføjes: "i samarbejde med kongressen skal han (præsidenten) arbejde med nøgledemokratier i regionen som Argentina, Brasilien, Chile og især Mexico". De klargør ikke, om regeringer af typen Pinochet eller militærjuntaer som dem, der i Argentina lod ti tusinder af mennesker forsvinde efter en serie statskup, der var blevet fremmet af tidligere republikanske regeringer, og med hvis brutalt undertrykkende regimer de samarbejdede snævert, skal være indbefattet i det nordamerikanske århundrede, de taler om.

Man lægger mærke til udtrykket "og især Mexico", et land som de har berøvet halvdelen af dets territorium i en expansionistisk krig, der ikke kunne retfærdiggøres. Det er lysende klart, at ideen er først at gennemføre dette lands økonomiske annexion og totale politiske underordning under USA og så gøre det samme senere med resten af landene i vor region, idet de påfører den en Traktat om Frihandel, der grundlæggende er til gunst for nordamerikanske interesser, og som ikke een eneste lille caribisk ø skal slippe uden om. Selvfølgelig: fri bevægelighed for kapitaler og varer, aldrig for mennesker! USA kan ikke fylde sig med indianere, negre og mestitser. Heller ikke med latinamerikanske hvide, for de er ikke af det rene ariske blod, og ingen undgår mistanken om at være bærer af vildfarne gener, der tilhører en anden menneskeraces kromosomsæt. Hverken Ku-Klux Klanen eller andre af de brændende og stadigt voksende skarer af beundrere af hagekorset ville tillade det.

Som man kunne vente, tilkom der ifølge telegrammerne Cuba en væsentlig part af afsnittet om Latinamerika i dette løveprogram fra Filadelfia: "Vore økonomiske og politiske relationer vil ændre sig, når det cubanske regime frisætter alle politiske fanger, legaliserer fredelige protester, tillader politisk opposition og talefrihed og forpligter sig til demokratiske valg". For forfatterne til dette demagogiske foster er frihed og demokrati det, der praktiseres i et affældigt og korrupt system, hvor alene pengene bestemmer og vælger, og i hvilket en præsidentkandidat nomineres med lynende fart som arving til en tom trone, hvilket kun kan forklares med faderens magtfulde indflydelse og med donationer fra millionærer, som venter store privilegier af den nye regent, noget der er lysår fra det, som de drømte om, de der grundlagde dette land for mere end to århundreder siden.

Et andet telegram oplyser: "Programmet omfatter bortset fra den aktive hjælp til Revolutionens fjender transmission af nyhedsprogrammer fra USA til det caribiske land". Det vil sige, de agter at fortsætte med det svineri, som undergravende stationer udbreder imod Cuba fra USA's territorium; den forhånelse vil fortsætte, at man i den nordamerikanske regerings officielle udsendelser bliver ved med bruge det navn, som er ærefuldt og helligt for vort folk, José Martí.1)

Telegrammerne meddeler ordret, at "medlemmerne af delegationen fra Florida sagde i et pressemøde, at den endelige formulering af erklæringen var resultatet af det arbejde, der blev gjort af repræsentanter fra den stat, der har den største enklave af nordamerikanske stemmer af cubansk oprindelse i USA, som hovedsagelig er republikansk".

I en pressekonference hylede den hysteriske Díaz Balart euforisk: "Dette er en formulering uden fortilfælde. Aldrig tidligere havde det republikanske parti forpligtet sig så vidtgående". De kan ikke glemme det kolossale og knusende nederlag, som den cubansk-amerikanske mafia lige har lidt, og som den aldrig nogensinde kan komme sig efter igen.

Llena Ros, den vilde ulvinde, der indhyllede Elián i Stars and Stripes-flaget, erklærede for sin part jublende, at republikanerne er "det parti, der fremmer demokratiet". Løgn! Pur og skamløs løgn! Der er republikanere, der ligefrem fremmer fascismen, men der er mange republikanere, der er ordentlige folk og ikke deltager i eller støtter dette "demokrati" af det yderste højre og terrorister og lovbrydere, som nævnte dame tror på, og som er i stand til at kidnappe, plage og udnytte politisk i mange måneder en uskyldig dreng på 6 år.

Et telegram fra Filadelfia den 31. juli meddelte, at den republikanske partikongres støttede, at "USA under George Bush's ledelse bør styrke politikken over for Cuba med den aktive støtte til dissidenterne på øen". Og så fortsætter det: "Skønt dokumentet grundlæggende opretholder den samme politik, viser det klart sin åbne støtte til Fidel Castros modstandere". Meget godt! Udmærket! Det vil ikke længere være nødvendigt at bevise det, som enhver i vort land kender: den status af lejesoldater og den karakter af forræderi, som disse ubetydelige smågrupper har, der i vort land arbejder i imperiets sold. På ingen måde tager deres klodsede arbejdsgivere i betragtning, at efter det cubanske folks uafladelige kamp i syv måneder mod den annexionistiske mafias og USA's yderste højres modbydelige gerninger er de blevet som fisk i en fiskedam uden vand.

"USA's politik over for Cuba bør være baseret på solide principper" fastslog den tekst, der angår Cuba i det kapitel, der har titlen Befolkningen i de Amerikanske Lande. Man må kunne holde masken for at kunne kalde dét solide principper: de gasser der udgår fra den ildelugtende kloak, som Miamis mafia af terrorister og lejesvende er!

For at sætte top på det bjerg af skidt, som det republikanske program rummer, erklærer man til sidst: "Republikanerne tror, at USA bør holde fast ved de principper, der er fastlagt ved Loven af 1966 om Cubansk Naturalisation,2) som anerkender rettighederne for de cubanske flygtninge, der undslipper det kommunistiske tyranni". Glimrende! Så bliver det ikke nødvendigt at forklare cubanerne meget mere om grundene til Eden fra Baraguá3) og om nødvendigheden af at fortsætte uden stilstand og hvile vor kamp mod den hulepolitik, man gentager mod Cuba.

Der bliver end ikke støvet tilbage af den imperiale politiks anseelse. Lad os systematisk, en for en, afsløre og pille fra hinanden deres hykleriske påstande og løgne. Det er tydeligt, at de ikke engang har en idé om, af hvilken klasse det folk er, som er blevet smedet i disse fyrre revolutionsår.

Vort budskab skal nå ud til alle verdens hjørner, og vor kamp skal være et forbillede. Verden, der bliver mere og mere uregerlig, vil kæmpe, indtil overherredømmet og underkuelsen af folkene bliver totalt umulige.

Hvem af imperiets ledere der end bliver valgt, bør vedkommende ikke være uvidende om, at Cuba kræver den totale afskaffelse af den morderiske lov om cubansk naturalisation og af de kriminelle love, der bærer de sørgeligt kendte navne Torricelli4) og Helms-Burton,5) af den folkemorderiske blokade og den økonomiske krig; at deres ophavsmænd, initiativtagere og udøvere er skyldige i forbrydelsen folkedrab, der er defineret og sanktioneres ved internationale traktater, som er underskrevet af USA og Cuba; og at i dette tilfælde er det domstolene i Cuba, der som offer har jurisdiktion over disse gerninger.

De bør ikke glemme, at selv om der ikke er blevet rejst retskrav for moralsk skade, som kan være mangfoldig, så skylder USA allerede mere end 300 milliarder dollar til det cubanske folk for menneskelige skader, der skete ved deres invasion med lejetropper i Playa Girón (Svinebugten), deres beskidte krig og mange andre forbrydelser, og ved de økonomiske virkninger af blokaden, i henhold til regulære domme, der er afsagt på absolut legal vis ved juridiske processer, hvortil USA på grund af deres myndigheders hovmod og moralsk krysteragtighed end ikke nedværdigede sig til at sende nogen til at repræsentere sig.6)

De skal heller ikke gøre sig illusioner om Cubas stilling, hvis en dag USA's relationer til vort land bliver lige så normale som dem, de i dag har med andre socialistiske lande som Kina og Vietnam. Vi vil ikke forholde os tavse over for nogen forbrydelse, aggression eller uretfærdighed, der begås mod folkene. Vor kamp på ideer standser ikke, så længe det imperialistiske, unipolære herskersystem eksister, som er blevet en svøbe for menneskeheden og en dødelig trussel mod dens overlevelse.

Et voksende milliontal af amerikanere bliver bevidste om rædslerne ved den økonomiske og politiske orden, der er blevet påført verden. De, der til i dag efter forgodtbefindende manipulerede med menneskeskæbner, kan nu ikke mødes i Seattle eller Washington til WTO's eller IMF's beskidte politikker, fordi et voksende tusindtal, ja titusindtal nordamerikanere omringer sædet for møderne, og de bliver brutalt slået ned med voldsmetoder og med et had, som giver mindelser om Hitlers stormtroppers repressioner eller Pinochets brutale politi.

Den cubanske revolution stoler ikke blot på sit folks moralske integritet og dets patriotiske og revolutionære kultur og overlevelsesinstinktet hos menneskeheden, der er truet på sin egen overlevelse; den tror også på og har tiltro til den traditionelle idealisme hos det nordamerikanske folk, som man kun kan lede til uretfærdige krige og skammelige aggressioner på grundlag af grove bedrag. Når demagogien og løgnen er blevet overvundet, så vil verden have udmærkede allierede i USA's egne indbyggere, lige som det skete straks efter hin modbydelige krig, der kostede millioner af vietnamesere og mere end 50.000 nordamerikanske unge livet, og som det nu lige er sket med deres ædle støtte til en lille dreng og hans cubanske familie, der blev ofre for en brutal forbrydelse fra en bande ugerningsmænd, der efter at have taget imod det lands gæstfrihed blev så grebet af had og frustration, at de endte med at trampe på og antænde USA's flag, noget der aldrig er sket i det revolutionære Cuba til trods for blokaden og de forbrydelser, der er blevet begået af det lands regeringer imod vort folk.

Ændringerne i USA's regerings politik over for Cuba bør være ensidige, fordi blokaden og den økonomiske krig mod Cuba fra landets ledelses side er ensidige.

Medborgere:

Pinar del Rio var indtil revolutionens sejr den fattigste provins i Cuba. Dens jorder var de store jordbesidderes ejendom. I ingen anden provins i vort land betalte forpagtere og lejere så høje tal for brug af jorden. Mange måtte aflevere som minimum 30% af deres høst. Provinsen var kendt som Cubas Askepot. Som jeg allerede har fortalt jer een gang, var der en medicinsk student, der nogle år efter revolutionens sejr sagde til mig: "Nu er hun ikke Askepot, nu er hun prinsessen".

Fra 16 dårligt passede forsorgscentre, som delte den medicinske forsorg med hundredvis af private konsultationer, er man kommet op på 125.

Fra 248 læger, 25 tandlæger og 50 sygeplejere og hjælpere, er man kommet op på 3.473 læger, 569 tandlæger og 5.702 sygeplejere og hjælpere, der betjener hele befolkningen gratis.

Fra 60,5 børn, der døde for hver 1000 nyfødte børn, er man kommet ned på 6,5, mindre end i USA.

Fra 53 år er den forventede livslængde nået op på 76,5.

Fra 30% analfabetisme hos dem over 10 år er man nået ned på praktisk taget nul.

Fra et gennemsnit på 2 års skolegang er man kommet op på 9.

Fra 1.710 skole- og gymnasielærere er man nået op på 18.816.

Fra et undervisningsbudget på 5 eller 6 millioner er man nået op på 113 millioner.

Fra 33 kvinder med universitsgrad er man nået op på 22.940.

Fra 541 erhvervsaktive med universitetsuddannelse er man nået op på 46.500.

Fra 25 kulturinstitutioner er man nået op på 171.

Fra 42 sportsanlæg er man nået op på 604.

Arbejdsløsheden blev reduceret fra 30% til 4%.

Jeg har begrænset mig til nogle få data med sociale perspektiver, der er meget vigtige for mennesket: helbred, uddannelse, kultur, sport, beskæftigelse.

Provinsens universitetsfakulteter, Dens videnskabelige institutioner med mere end 200 med doktor- og mastergrader, Dens anlæg for hospitaler, rekreation, sport og beskyttelse af ældre, og borgernes hele sociale sikkerhed har forandret det menneskelige ansigt hos den, der før var Cubas Askepot. Det samme er sket i hele af landet, fra Punta de Maisí til Cabo de San Antonio. Ingen befolkning i verden har opnået så store fremskridt på så kort tid og midt i konstante angreb, blokaden og den økonomiske krig, som de par påført os.

Intet politisk mord, ingen eksekution uden dom, ikke en eneste forsvinden, ikke en eneste person tortureret - ting der finder sted mange steder i verden, også i USA - har nogen sinde fundet sted i Cuba i løbet af 41 års revolution. Det ved alle vore medborgere, selv forskolebørnene.

Næsten halvdelen af vort parlament udgøres af delegerede fra valgkredse, hvor de er opstillet og valgt af beboerne, uden nogen indblanding fra partiet. Det samlede antal medlemmer af dette øverste statsorgan er opstillet af kommunalsamlingerne, der i hver kommune udgøres af deres respektive valgkredsdelegerede. Alle medlemmerne af vort parlament, som på sin side vælger nationens udøvende magt og dømmende magt, skal være valgte uden nogen undtagelse af over 50% af dem, der udøver deres stemmeret ved hemmelige og direkte valg. Ikke et eneste gevær vogter valglokalerne; det er vore pionerer, der vogter urnern7) med lige så stor effektivitet, som de vogtede USA's Interessekontor ved folkemøderne og de store demonstrationsmarcher nær deres bygninger, uden at een eneste rude blev knust.

Nuvel, alt hvad jeg har nævnt, kalder imperialismen brud på menneskerettighederne. Derfor bliver det land, der gennemførte en sådan menneskelig proces, blokeret, forfulgt og angrebet på tusind forskellige måder. Fordi vi har opnået så høje resultater, er vi i dag den eneste stat i verden, der er undergivet så grusom en forfølgelse af regeringen i USA, der på sin siden er den eneste, den rigeste og stærkeste supermagt, der er til i verden.

Hvor uvirkelige er dog illusionerne hos dem, der lige har proklameret fortsættelsen af den kyniske og kriminelle politik, som jeg beskrev i begyndelsen af min tale.

Herfra, fra denne provins, hvor Bronzetitanen8) i Mantua fuldførte sin kolossale invasionsbedrift, som han begyndte i Mangos de Baraguá, vil vi give dette svar: Tåber! Forstår I ikke, at Cuba er uindtageligt, at dets revolution ikke kan ødelægges, at dets folk aldrig vil overgive sig eller bøje sig? Fatter I ikke, at rødderne til vor patriotisme og vor internationalisme er lige så grundfæstede i vore sind og vore hjerter som Pinars storslåede høje af vulkansten er det i det vulkanske indre af denne del af en ø, der hedder Cuba, og som i dag er omgivet af den strålekrans, at den i næsten 42 år ubesejret har modstået blokade og aggression for den stærkeste magt, der har eksisteret nogensinde.

Os forsvarer styrken af vor anseelse og vort eksempel, vor retfærdige sags uforgængelige stål, vor sandheds og vor morals uudslukkelige ild, den dobbelte skanse af sten og ideer, som vi har oprettet.9)

Derfor, hr. Bush, hvis De bliver leder af det, som ikke mere er og ikke mere kan kalde sig en republik, men et imperium, så foreslår jeg som en oprigtig modstander, at De tænker Dem om, at De lægger konventets eufori og feberhede til side og ikke løber den risiko at blive den tiende præsident, hvis embedstid går med at betragte med steril og unødvendig bitterhed en revolution i Cuba, der ikke bøjer sig, ikke overgiver sig og ikke kan ødelægges.

Jeg ved meget vel, hvad De i uoverlagte øjeblikke har sagt til Deres intime og indiskrete små venner i den cubansk-amerikanske mafia: at De kan løse Cuba-problemet meget nemt, med en klar hentydning til metoderne i den dystre periode, da CIA blev brugt direkte i mordplaner mod vort lands ledere. Da jeg ikke deler denne snævre opfattelse af enkeltpersoners rolle i historien, opfordrer jeg Dem til ikke at glemme, at for hver een af de revolutionære ledere, De måtte beslutte at udrydde på den måde, er der i Cuba millioner af mænd og kvinder, som er i stand til at besætte vedkommendes post, og tilsammen er de alle meget mere end, hvad De kan udrydde, og Deres enorme politiske, økonomiske og militære magt kan besejre.

Borgere i Pinar del Rio, værdige til den fortjente ære at være sæde for erindringen af 47 års dagen for den 26. juli:

Over for det kyniske program fra Filadeifia lad os endnu en gang gentage, hvad vi svor i Baraguá:

Det må være slut med loven om cubansk naturalisation!

Det må være slut med Helms-Burton loven!

Det må være slut med Torricelli loven!

Det må være slut med de lovændringer, der er blevet smuglet ind i mange af USA's love for at forværre vort folks lidelser!

Det må være slut med blokaden som helhed og den kriminelle økonomiske krig mod Cuba!

Det må være slut med truslerne, de undergravende kampagner og destabiliseringsplanerne!

I rette tid, idet det ikke i dette øjeblik har prioritet, skønt det er vort folks helt lovlige og ufravigelige ret, må det illegalt besatte Guantánamo-territorium gives tilbage til Cuba!

Og alt det betingelsesløst!

Borgere i Pinar del Rio, til lykke!

Medborgere i hele Cuba:

Fædrelandet eller døden!

Vi vil vinde!

Noter:

  1. José Martí var lederen af befrielseskrigen, der startede 1895. Hans mål var ikke blot befrielsen fra kolonimagten Spanien, men også uafhængighed af USA, som efter hans opfattelse havde til hensigt at annektere Cuba og derfra underlægge sig det øvrige Latinamerika. José Martí æres både af revolutionens tilhængere og dens modstandere og bærer ligefrem tilnavnet "Apostel". Der er næppe den skole på Cuba, der ikke har en buste af ham. [tilbage]
  2. The Cuban Adjustment Act giver særlige privilegier til indvandrere fra Cuba. Hvis de søger indvandring gennem de lovlige kanaler, har de kun ringe chance for at få tilladelse. Men hvis de først er kommet ind i USA illegalt, har de ret til opholds- og arbejdstilladelse. Denne lov er en tilskyndelse for mange mennesker til at vove livet i en hasarderet sejlads over strædet til Florida, som det f.eks. var tilfældet med den gruppe, den Elián blev taget med i.[tilbage]
  3. Affæren med tilbageholdelsen af den lille dreng Elián i Miami vinterhalvåret 1999-2000 udløste på Cuba et væld af folkemøder og (fredelige) demonstrationer. Afgørende blev mødet den 19. marts i Baraguá, hvor en stor en stor mængde af især unge mennesker og soldater aflagde det, der kom til at hedde "Eden fra Baraguá", et modstykke til "Protesten fra Baraguá", som frihedshelten Antonio Maceo havde udsendt fra samme sted. Den blev efterfølgende gentaget ved mange andre forsamlinger i landet, ligefrem "ratificeret", som den cubanske presse udtrykker det. Hovedindholdet er det, som Fidel Castro afslutter sin tale med. Eden fra Baraguá er udtryk for, at kidnapningsaffæren har bidraget til folkelig, national bevidstgørelse. Cuba har opdaget sig selv, sin historie og de værdier, der er blevet skabt gennem revolutionsårene.[tilbage]
  4. Demokraten Robert G. Torricelli stod bag "The Cuban Democracy Act" af 1992, der bl.a. forbyder salg af varer med nordamerikanske licenser til Cuba. Hensigten var at tvinge Cuba helt i knæ, efter at landet havde mistet de fleste af sine handelspartnere i Øst.[tilbage]
  5. De to republikanere Jesse Helms og Dan Burton stod bag "The Cuban Liberty And Democratic Solidarity (Libertad) Act" af 1996 (Helms-Burton loven), der især skal ramme udlændinge, der gør forretning med cubansk ejendom, som er blevet exproprieret fra nordamerikanere. Loven anses for at være i strid med internationale regler og kritiseres bl.a. af EU, hvor ikke mindst Spanien for tiden føler sig gået for nær.[tilbage]
  6. Det cubanske luftforsvar nedskød i 1996 et fly, der havde krænket cubansk luftrum. Det var et led i de provokationer, en gruppe ved navn "Brothers of Rescue" stod for. De efterladte rejste siden erstatningssag ved en amerikanske domstol, hvor dommeren tilkendte dem et enormt beløb, som han fandt for godt at konfiskere fra et tilgodehavende, Cuba havde hos nogle amerikanske telefonselskaber. Derefter foranstaltede Cuba en mægtig retssag mod USA for alle de skader og tab, landet havde lidt ved alle de angreb, sabotagehandlinger og andre terrorhandlinger, der var udgået fra USA i årenes løb. Anklagerne krævede en bestemt takst for hvert menneskeliv og hver invaliditet og gjorde udtrykkeligt opmærksom på, at taksterne var lavere end dem, der var blevet brugt ved erstatningssagen i USA.[tilbage]
  7. Pionererne er børnene i de små skoleklasser. Det er dem, der vogter valgurnerne.[tilbage]
  8. Bronzetitanen er hædersbetegnelsen for Antonio Maceo, en af de store helte i frihedskampenene 1868-78 og 1895-98. Han var stærk modstander af den utilfredsstillende fredsslutning i 1878 (Protesten fra Baraguá) og måtte forlade landet, men vendte tilbage til den anden befrielseskrig. Under felttoget østfra nåede han helt frem til landets vestligste by Mantua. Han faldt i 1896 i et slag ved Punta Brava nær Havana. Han var i øvrigt mulat. Racediskriminationen slog først rigtigt igennem på Cuba, da USA fik indflydelse.[tilbage]
  9. Sætningen rummer en skjult hentydning til José Martí, der har sagt, at skanser af ideer er mere værd end skanser af sten. Fidel Castro lægger i den aktuelle situation vægt på, at det er ideerne der skal forsvare og fremme revolutionen. Men det militære forsvar er ikke dermed opgivet. Altså begge slags skyttegrave. Se mere herom i Castros tale den 29. juli i Santa Clara. [tilbage]

Se også Castros tale den 29. juli.


Sti: Castro om Kosovo ⇐ Castros tale i Pinar del Rio 26/7 2000 ⇒ Castro: Santa Clara 29/7 2000

Oversigt

Array ( [type] => 8 [message] => Undefined index: Adgang [file] => /customers/0/4/0/geltzer.dk/httpd.www/cuba/26juli.php [line] => 1042 )