Fidel Castros tale ved dimissionen af medicinske kandidater den 13. august 2000 på Tribuna Antimperialista "José Martí"

Cuba gør en stor international indsats på medicinens område. Man har i 1999 oprettet et Centralamerikansk medicinsk fakultet, der skal give plads til 1000 studerende. Omkring 26.000 læger og andre sundhedsarbejdere har gennem årene arbejdet i udlandet, hvor der var brug for deres hjælp. Når fattige lande udsættes for katastrofer som orkaner eller de store oversvømmelser i Venezuela, hvor store menneskemængder druknede i mudderskred og mange andre blev hjemløse, tilbyder Cuba at sende læger til hjælp. Selv en automon region i Canada (formentlig en eskimoisk) har bedt Cuba om lægehjælp. Det kan man læse mere om i Fidel Castros store tale til de venezuelanske studenter, som findes i oversættelse på denne internetadresse: venezuel.htm.

Her blot et citat fra samme tale: "Vi har beregningerne, og mange gange koster medikamenterne til at redde et barns liv kun cents; det, der er noget værd, og som ikke kan betales med nogen pris, er den uddannede læge med en bevidsthed, der sender ham ud at arbejde i bjergene (Applaus), de mest afsides liggende steder, i sumpområder, fulde af alle de insekter, der findes, hugorme, moskitoer og visse sygdomme, der ikke eksisterer i vort land, og ingen tøver. Langt størsteparten af lægerne har tilbudt sig frivilligt til opgaven, de er klar, og der er i dette øjeblik omkring 400 i arbejde i Centralamerika; og i Haiti, hvor vi gav det samme tilbud efter orkanen Georges, befinder der sig nu omkring 250 læger".

I efterfølgende (velsignet korte!) tale hentyder Castro bl.a. til en indsats i Gambia i Vestafrika. Her er der 154 cubanske sundhedsarbejdere, og man har startet et medicinsk fakultet med otte cubanske professorer.

Tribunen, hvor talen blev holdt, er et af produkterne af kampagnen om den lille dreng, der blev tilbageholdt i Miami. Den blev rejst over for USA's interessekontor i Havana og blev indviet den 4. april 2000. Der er plads til 10.500 siddende og 30.000 stående foruden de 100.000, der kan vre udenfor.

Johs. Lind

---

Kandidater fra de medicinske fakulteter i hele landet, Landsmænd:

For nogle dage siden var jeg sammen med 70 sundhedsarbejdere, der efter en kort ferie vendte tilbage til Gambia for at genoptage deres ædle og opofrende arbejde i dette land i Vestafrika. Da de mindede om, at det snart var min fødselsdag og bragte mig deres kærlige forhåndslykønskninger, så svarede jeg: min fødselsdag er i dag, efter dette møde med jer.

Jeg følte mig virkelig bevæget den dag efter de tre timers samtale, som jeg havde med disse landsmænd. Det drejede sig om højt kvalificerede folk med universitetsuddannelse; nogle var meget unge, andre ældre, og de kom fra de østlige, centrale og vestlige provinser, næsten alle familielæger eller med andre specialer, skønt der også var tandlæger og sygeplejere; de var mænd og kvinder af beskeden oprindelse, af alle racer og blandinger, sådan som vi er. Der var noget, der var fremtrædende fremfor alt andet: en legitim stolthed, optimisme, personligt mod, selvtillid, skaberånd, kvikhed, glade stemmer og bevægelser, sådan som det umiskendeligt og uden sammenligning kendetegner de cubanske internationalister. Med iver vendte de tilbage til de dusinvis af bopladser, som de betjener, på begge sider af en bred flod, der strækker sig hundreder af kilometer, i et lille langstrakt land, hvor de yder den mest menneskelige af alle tjenester: lindre smerte, bevare eller genskabe sundhedens umådelige rigdom, og fremfor alt redde liv.

Denne så anderledes verden er nu deres lige så vel som Cuba. Og hvor deres kærlighed vokser, både til menneskeheden og til fædrelandet! Hvor gigantisk og heroisk mennesket kan være! Hvilke forbløffende højder dets sind og dets hjerte kan nå!

Hvad var disse mænd og kvinder i går? Hvad ville deres skæbne have været i det førrevolutionære Cuba? Hvad er de i dag? "Vi kunne ikke engang have forestillet os det, som vi har oplevet", sagde de til mig, da de fortalte om de folkeslags lidelser, der i århundreder var Vestens slaveleverandører og udbyttede kolonier. Hvilken agtelse og kærlighed deres indbyggere vækker i dem! Vi vender tilbage som bedre mennesker, forsikrede de mig den ene gang efter den anden. Samme morgen som de skulle 64 cubanske læger og sundhedsarbejdere rejse til Niger, et af de fattigste lande i verden, for at forene sig med andre 28, der venter dem der.

For 40 år siden begyndte vore sundhedsarbejdere at opfylde missioner af den slags. Da havde Cuba kun 3000 læger; USA havde berøvet os 3000 og mere end halvdelen af professorerne på vort eneste medicinske fakultet. I dag har vi 22 medicinske fakulteter og mere end 67.000 læger, blandt dem titusinder med et eller flere af de 51 specialer, der er i vort land. Cuba er på sundhedens område - det der rangerer højest i agtelse blandt alle dem, der eksisterer på jordens overflade - blevet til en moralsk gigant, hvorfra der udgår et nyt, dybt revolutionært og menneskeligt, begreb om, hvad lægers tjeneste i verden bør være. Nu kan ingen slukke eller dæmpe det lys. I fremtiden må man både i Cuba og i de fleste tredjeverdenslande, især de fattigste, tale om to etaper i denne vigtige tjenestes historie: før og efter den cubanske revolution.

Når de cubanske budbringere om sundhed yder deres tjeneste og grundlægger medicinske fakulteter i andre lande, samtidig med at der gradueres tusinder af unge, der kommer fra beskedne steder i dusinvis af lande, der skal være kommende apostle for en meget mere human lægetjeneste, så vil de efterlade sig spor, der aldrig kan udviskes. Konsumsamfundene, der er ude af stand til at skabe lignende værdier eller udrette noget lignende, bliver nødt til at forstumme over for Cubas eksempel.

I dag har vi den enorme tilfredsstillelse at graduere 4000 nye soldater i det berømmelige kontingent af fagfolk, der således ærer fædrelandet.

I sin desperate anstrengelse for at sabotere vore integrerede sundhedsplaner ved at tilbyde vore læger penge og give dem løfter af alle slags for at få dem til at desertere og øve forræderi uden at skænke en tanke, hvor mange liv der derved ikke ville blive frelst, kan imperialismen kun høste minimale og ynkelige stumper af de slagger, som uundgåeligt dannes i bunden af de ovne, hvor i dag smedes det bedste menneskelige stål i verden: de cubanske internationalistiske læger.

For at give et eksempel på dette ståls kvalitet og hærdning: i dag har vi lige hædret de 104 bedste af de medicinske kandidater fra alle landets fakulteter i det semester, som nu er til ende. De begynder deres professionelle løbebane i de mest afsides hjørner af landets østlige region som familielæger. På samme tid har vi også udmærket de 96 bedste, som udførte et lignende hverv sidste år i den samme østlige region af Cuba efter endt eksamen, til en ny og ærefuld bedrift. De skal udføre deres første internationalistiske i søsterrepublikken Haiti, hvor millioner af værdige efterkommere af hine heroiske slaver, der stod i spidsen for den første sociale revolution på dette kontinent, bliver betjent af cubanske læger. Og alt dette gør vi med et minimum af økonomiske ressourcer, for det, der er brug for til at gennemføre en sådan bedrift, er menneskelig kapital med de nødvendige moralske dyder og selvopofrelse, den kapital, der i den grad er mangel på i imperiet, og som vort revolutionære folk i den grad har skabt og ophobet. Derfor kan ingen og intet nu overvinde den.

Fremad, I, som nu er blevet hædret med fædrelandets ære, heralder for helbred og liv, overvindere af døden, olympiske mestre i den sande humanisme, som viser den vej, verden skal gå i morgen, uden udbyttelse, uden plyndring, uden det folkedrab, der kendetegner en økonomisk og politisk verdensorden, som hvert år dræber dusinvis af millioner af børn og voksne ved sygdom og sult! Lad os vise, hvad Cuba er i dag! Det Cuba, som kunne modstå blokaden, fjendtligheden og aggressionerne fra det stærkeste imperium, der nogensinde har eksisteret: dette Cuba, hvis folk kunne proklamere og på denne Tribuna Antimperialista "José Martí" gentage, at det er bedre at miste livet end at miste fædrelandet, retfærdigheden og friheden, som i dag kun socialismen kan virkeliggøre og forsvare; et folk, der lovede at vinde, og som vil vinde!

Det sværger vi!


Sti: Castro: Santa Clara 29/7 2000 ⇐ Castros tale til de nye læger ⇒ Castros tale i Harlem

Oversigt

Array ( [type] => 8 [message] => Undefined index: Adgang [file] => /customers/0/4/0/geltzer.dk/httpd.www/cuba/13aug.php [line] => 218 )