Fidel Castros tale til IPU 5. april 2001

Sovjetunionens opløsning viste, at Cuba ikke er en satellitstat, men en lille sol af sand frihed, suverænitet, patriotisme, social retfærdighed, virkelig lighed i muligheder, solidaritet inden for og uden for dens grænser, urokkelige etiske og menneskelige principper. Det var Fidel Castros stolte budskab til Den Interparlamentariske Union ved mødet i april i Havana. Den Interparlamentariske Union blev dannet så tidligt som 1889. Den har repræsentanter fra over 100 parlamenter, heriblandt Danmark. Det danske medlem (som også er medlem af unionens forretningsudvalg) er det socialdemokratiske folketingsmedlem Henning Gjellerod. Unionen har til formål at fremme fred og samarbejde blandt folkeslagene og styrke det repræsentative demokrati. Den samarbejder med FN. Havana var vært for konferencen den 1.-7. april 2001. Her holdt naturligvis Fidel Castro tale. Denne gang er talen - som man vil se - af internetstationen CENIAI blevet gengivet efter manuskriptet og altså ikke som stenografisk referat, hvor Castros mange levende indfald i talens løb er taget med. Dog er notaterne om applaus næppe del af det oprindelige manuskript. Hvis man vil vide mere om den Bob Barr, som nævnes i talen, finder man let frem til ham ved at søge hans navn med en af internettets internationale søgemaskiner. Her kan man også finde frem til det lovforslag, der skal genindføre muligheden for at myrde "terrorister", som USA ikke kan få ram på på anden vis. Til sådant formål er det allerede nu ifølge amerikansk lov tilladt militæret at bombe bygninger, hvor en sådan person formodes at opholde sig. Nu skal det altså være muligt at gå mere direkte til værks. Med alle de attentatforsøg, der gennem årene har været rettet mod Fidel Castro, og som kan spores tilbage til USA, er det ikke svært at forestille sig, hvem Bob Barr blandt andet kan have i tankerne.

Johs. Lind

----

Indlæg ved plenarforsamlingen i Den Interparlamentariske Unions 105. konference, holdt i kongrespaladset, Havana, den 5. april 2001

Af hensyn til tiden udgiver vi følgende tekst sådan, som den blev forberedt, uden at medtage de interessante tanker, noter og kommentarer, der blev gjort i dette indlæg.

Fru Præsident og øvrige medlemmer af præsidentskabet;

Ærede parlamentarikere:

Da jeg i 1981 talte ved den 68. Interparlamentariske Konference, udtalte jeg efter at have nævnt indextal og data, der viste den voksende afgrund, der adskilte den udviklede og rige verden fra de lande, der havde været deres kolonier og ejendom, ofre for uafbrudt udnyttelse gennem århudreder, nogle ord, der kunne forekomme overdrevne: "Hvis den nuværende tilstand er tragisk, viser fremtiden sig mørk".

Lad ingen forsøge at bedrage og forvirre os med de nye terminologier, der er udsprunget af den hykleriske propaganda, som specialisterne i bedrag og løgne bedriver i deres tjeneste for dem, der har påført menneskeheden en økonomisk og politisk orden, der bliver stadigt mere ulige og uretfærdig, og som absolut ikke indeholder noget solidarisk og demokratisk og ikke engang en tøddel af respekt for de mindste rettigheder, menneskene er værdige til.

Jeg overdrev ikke, da jeg sagde de ord.

Den Tredie Verdens udlandsgæld, der i 1981 nåede op på 500 milliarder dollar, nåede i 2000 op på 2,1 billioner dollar. Den del, der vedrører Latinamerika, udgjorde dengang 255.188.000.000 dollar; den nåede i 2000 op på 750.855.000.000 dollar.

Den Tredie Verdens afbetaling på og forrentning af gæld var i året 1981 40.200.000.000; i 2000 var den på 347.400.000.000 dollar.

Bruttonationalproduktet pr. indbygger var i 1978 8.070 dollar i de udviklede lande; tyve år senere, i 1998, var bruttonationalproduktet i disse lande nået op på 25.870 dollar pr. indbygger, medens bruttonationalproduktet i de lande, der har de laveste indkomster, var 200 dollar pr. indbygger i 1978 og i 1998 kun var vokset til 530. Den afgrundsdybe forskel var blevet dybere.

Tallet på underernærede personer, som næsten alle hører til i den Tredie Verdens lande, var i 1981 på 570 millioner; i år 2000 er det 800 millioner.

Tallet på arbejdsløse var 1.103 millioner i 1981, og i 2000 er det 1.600 millioner.

Lige nu afholder de 20% af verdens rigeste 86% af de samlede udgifter til privatforbrug, medens de 20% fattigste afholder 1,3% af de samlede udgifterne til privatforbrug.

I de rige lande er elektricitetsforbruget pr. person ti gange så stort som de fattige landes samlede forbrug.

Ifølge FNs data havde de 20% af befolkningen, der levede i de rigeste lande, 30 gange den indkomst, som de fattigste lande havde. I 1997 var forholdstallet 74.

Ifølge studier, der blev foretaget af FAO mellem 1987 og 1998, lider 2 af hver 5 børn i den underudviklede verden af forsinkelse i vækst, og en af hver 3 har for lav vægt i forhold til alderen.

Der er 1.300 millioner fattige i den Tredie Verden; det vil sige, en af hver 3 indbyggere lever i fattigdom. Verdensbanken forudsiger i sin seneste rapport om fattigdommen, at det kan komme op på 1.500 millioner mennesker i den mest absolutte fattigdom ved indgangen til det Nye Årtusinde.

De 25% af den rigeste del af verdens befolkning forbruger 45% af kød og fisk; de 25% fattigste forbruger kun 5%.

I Afrika syd for Sahara er dødsraten på 107 pr. tusinde levendefødte i det første leveår og 173 pr. tusinde før det fyldte 5. år. I det sydlige Asien er tallene hhv. 76 og 114. Hvad angår Latinamerika, er dødeligheden hos børn under 5 år ifølge UNICEF på 39.

Mere end 800 millioner voksne er stadig analfabeter.

Mere end 130 millioner børn i skolealderen vokser op uden at have adgang til grundlæggende undervisning.

Den uomgængelige sandhed er, at for tiden lider mere end 800 millioner mennesker kronisk sult og savner samtidigt adgang til sundhedstjenester, hvorfor man regner med, at i den Tredie Verden vil 507 millioner mennesker ikke overleve 40 års alderen. Syd for Sahara vil næsten 30% af befolkningen dø, før de er fyldt 40 år.

I 1981 talte man knapt nok om klimaforandring, og ordet AIDS havde kun meget få hørt for første gang. To frygtelige trusler, der føjer sig til de ulykker, der allerede er blevet nævnt.

I 1981 var verdens befolkning oppe på 4 milliarder indbyggere; af dem levede de 75% i den Tredie Verden. I 2001 er vi allerede mere end 6.100.000.000 indbyggere på jordkloden. På blot 20 år voksede verdens befolkning med 1.700.000.000 indbyggere, mere end den var vokset til i tiden fra menneskeslægtens fremkomst til begyndelsen af det 20. århundrede.

For at sammenfatte: De lande, der idag udgør den Tredie Verden, er gået tilbage i indkomst på verdensplan. For halvandet århundrede siden var den 56%, og nu er den kun på 15%. Hvilket er en ganske særlig måde at udtrykke på, hvad kolonialismen, kapitalismen og imperialismen med dens kriser, dens kaos, dens anarki på det økonomiske område og med dens egoistiske og umenneskelige værdisystem i virkeligheden har betydet for den Tredie Verden og for det umådeligt store flertal af menneskeheden.

Vort land, en fattig nation, blev efter 4 århundreders spansk koloniherredømme og 57 år som koloni under USA underkastet en brutal økonomisk blokade fra samme øjeblik, som vi for første gang i vor historie opnåede den dobbelte frihed; vi befriede os nemlig på samme tid fra imperiets tyranni.

Dette lille og blokaderamte tredieverdensland, mod hvilket man har taget i anvendelse alle USAs ressourcer med hensyn til undergravning, destabilisering, sabotage, piratangreb, hundreder af mordplaner mod revolutionens ledere, beskidt krig, økonomisk krig, biologisk krig, militær invasion med benyttelse af hvervet, betalt personel, forsynet og eskorteret af nordamerikanske flådeenheder og ledet af USAs regering, til sidst bragt på randen af udslettelse i en atomkrig, - dette lille land vidste at modstå med ære alle anslagene fra historiens største supermagt, et Romerrige ganget med 1000 i kraft af sin politiske, økonomiske, militære og teknologiske magt.

To og fyrretyve år har denne desperate økonomiske krig og blokade varet. I tilgift dertil har vi udholdt ti års speciel periode, hvor vi ved den socialistiske lejrs sammenbrud og Sovjetunionens opløsning var uden markeder og uden kilder, hvor vi kunne skaffe os forsyninger. Og under de omstændigheder skærpede USA blokaden med Torricelli og Helms-Burton lovene. Intet land har nogensinde været igennem en lignende prøve.

Mange troede, at vi var simple satellitter for en stormagt. Man håbede på revolutionens endeligt i løbet af uger eller højst måneder. Men satellitten viste sit eget lys og sin ekstraordinære styrke som en lille sol af sand frihed, suverænitet, patriotisme, social retfærdighed, virkelig lighed i muligheder, solidaritet inden for og uden for dens grænser, urokkelige etiske og menneskelige principper.

Den magt, den enorme prestige, den folkets styrke og enhed, alt det der var opnået ved revolutionen, skulle det måske tjene til at tilfredsstille forfængelighed og ønsker om magt eller materielle goder? Nej, det skulle bruges til at modstå heroisk imperiets angreb i et af de farligste og vanskeligste øjeblikke i vort fædrelands historie.

Ingen skal prøve at behandle de cubanske ledere som forskolebørn, de kan give lektioner i historie og politik. Det er endda muligt, at de cubanske forskolebørn ved mere om den ting end visse kendte politikere.

Under frygtelige omstændigheder blev der udført et samfundsmæssigt værk, som er slående, uafviseligt, uovertruffet. På et år blev analfabetismen udryddet. Den omfattede omtrent en trediedel af befolkningen mellem 15 og 60 år. På samme tid var der blevet skabt tusinder af klasseværelser på afsides steder og i regioner, der var næsten utilgængelige. Ligeledes blev der skabt sundhedstjeneste på land og i by til trods for, at USA med visa og løfter om et bedre materielt liv reducerede vor lægestab, vi havde 6000 læger, til det halve, og antallet af medicinske professorer til mere end halvdelen. I tusindvis blev der bygget skoler, og man uddannede lærere for grundskole- og mellemskoleniveau. Man byggede gymnasier, polytekniske skoler, centrer til uddannelse af folkeskole- og gymnasielærere, musik, dans, kunst, gymnastik, sport med mere. De højere uddannelsescentre tidobledes i hele landet. Der var tre. Nu er der blandt andet 21 medicinske fakulteter, 22, når man medregner den Latinamerikanske Skole for Medicinske Videnskaber, og 15 højere pædagogiske institutter.

På mindre end tredive år blev Cuba det første land i Latinamerika og i den Tredie Verden til at bringe børnedødeligheden ned på 10 for hver tusinde levendefødte i det første leveår, og midt i selve den specielle periode nåede landet indextallet 6,4 og en forventet levealder på 75 år; det ydede sundhedstjeneste gratis til alle indbyggere; det hævede det gennemsnitlige uddannelsesniveau til 9. klasse; det graduerede mere end 700.000 universitetskandidater; det udviklede en stærk kunstnerisk og kulturel bevægelse; det indtog en af de ti førstepladser i de olympiske lege og får ved dem flere guldmedaljer pr. indbygger end noget andet land. I regionale konkurrencer og internationale begivenheder har landet fået tusinder af medaljer; det har andenpladsen på denne halvkugle, efter USA. Landets børn opnår topplaceringer i matematikkonkurrencer og andre konkurrencer af videnskabelig karakter.

Ifølge UNESCOs undersøgelser, er vore forskolebørns viden næsten dobbelt så stor som gennemsnittet i resten af Latinamerika. Idag besidder vort folk førstepladsen blandt alle lande i verden, udviklede eller ej, i folkeskole- og gymnasielærere pr. indbygger, læger og instruktører på højt niveau i gymnastik og sport, tre grene, som er afgørende for ethvert lands velfærd og sociale og økonomiske udvikling.

Dette kan sammenfattes til mere end 250.000 undervisere, 67.500 læger og 34.000 lærere og teknikere i gymnastik og sport.

Idag deler vi denne umådelige menneskelige kapital med andre broderlande i den Tredie Verden uden at beregne os een eneste cent. (Applaus). Vore medarbejdere besidder ikke blot en dybgående teknisk og videnskabelig kapacitet, men hvad der er vigtigere: De har en usædvanlig menneskelig solidaritet og en uovertruffen selvopofrelsens ånd.

Hundredtusinder af landsmænd har udført internationalistiske missioner i mange lande i den Tredie Verden, især i Afrika, som teknisk personale og især som stridsmænd mod kolonialismen og den racistiske og fascistiske apartheid.

De kan spørge Dem selv, hvorfor jeg opholder mig ved opregningen af disse fakta.

For det første: Fordi jeg stiller mig selv det spørgsmål, om det er derfor, at man ønsker at fordømme os i Geneve hvert år.

For det andet: Om det er derfor, at man plager os, rammer os med blokade og påfører os en økonomisk krig, der nu har varet i 42 år.

For det tredie: Om det er derfor, man ønsker at ødelægge den cubanske revolution.

Jeg må føje noget mere til: I revolutionens 42 år er der aldrig blevet kastet en tåregasbombe mod folket, og man kender heller ikke til synet af politifolk i beskyttelsesdragter, heste, eller antiuroligheds-køretøjer til at undertrykke folket, ting der er meget hyppige i Europa og USA. I vort land har der aldrig nogensinde eksisteret dødspatruljer, der er ikke een eneste forsvinden, ikke et eneste politisk mord, ikke en eneste torteret, til trods for de infame bagvaskelser, der udspredes af et frustreret og skruppelløst imperium, der ønsker at udslette fra jordens overflade Cubas billede og eksempel.

Rejs rundt i landet; spørg Dem for hos folket, prøv at finde eet eneste bevis; lad nogen påvise, at den revolutionære regering har beordret eller tolereret en gerning af den karakter, og jeg skal ikke mere stå på en offentlig talerstol.

Godt tåbelige er de, der tror, at dette folk kan regeres med magt eller med nogen anden form, som ikke er den enighed, der udgår af det udførte værk, vore borgeres høje politiske kultur og det misundelsesværdige forhold mellem ledelsen og masserne. I Folkemagtens valg deltager mere end 95% af vælgerne samvittighedsfuldt og enthusiastisk.

Ganske anderledes er imperialismens etik og politik.

Da cubanerne kæmpede i det sydlige Angola i 1988, stod det afgørende slag ved Cuito Cuanavale mod de sydafrikanske tropper, og i landets sydøstlige del nåede 40.000 cubanske soldater og 30.000 angolanske frem til Namibias grænse; racisterne var i besiddelse af syv atomvåben som dem, der blev kastet over Hiroshima og Nagasaki. NATO vidste det, USA vidste det, og de sagde ikke eet ord i håb om, at de blev affyret mod de cubansk-angolanske styrker.

Gennem de 15 lange år, vi var i det sydlige Afrika og dannede vagt mod apartheidsstyrkerne eller kæmpede mod dem, havde de ledende kapitalistiske lande vigtige investeringer og omsatte milliarder af dollars hvert år i handel med det racistiske regime. USAs investeringer i Sydafrika i de dage nåede op på 3 milliarder dollar; deres årlige handel på 6 milliarder; og de bankkreditter, der blev givet dette land nåede op på andre 3 milliarder dollar.

Det er velkendt, at USA var Sydafrikas militærallierede - kan man måske glemme det? - og forsynede derigennem UNITA med adskillige beløb til bevæbning, omfattende bevægelige jord-til-luft-missiler og millioner af antipersonelminer, som de spredte ud alle steder i det angolanske territorium. Denne organisation udslettede hele landsbyer og dræbte hundredetusinder af civile, inklusive kvinder og børn. Jeg overdriver ikke det mindste.

Da den cubanske internationalistiske mission var afsluttet med hæder, og efter at der var blevet opnået en aftale, der muliggjorde anvendelsen af FN-resolution 435 og Namibias uafhængighed, holdt vi os strengt til de indgåede forpligtelser mellem deltagerlandene; vore styrker trak sig tilbage uden at medbringe andet fra Afrika end de jordiske rester af deres faldne kammerater; de ejede ikke dér een kvadratmeter jord - som jeg sagde for nogle dage siden - ejheller bolten til en eller anden fabrik. Intet land i Vesten havde udgydt en eneste dråbe blod. Kun eet, et lille og fjernt land, 10.000 km. fra Afrika, havde gjort det: Cuba. (Applaus).

Til alt det, som jeg nævnte i begyndelsen af mine ord om den dramatiske økonomiske og sociale situation for alle folkeslagene i den Tredie Verden, føjer sig de arrogante skridt, som USAs nye administration tager på det internationale område, og som kan skabe alvorlige komplikationer i et øjeblik, hvor den internationale økonomi, og i første række den nordamerikanske økonomi, løber alvorlig risiko for stagnation, recession eller endog krise, hvis virkninger man begynder at kunne mærke alle steder, i fald i eksporten, i priser på råprodukter, fald i børskurser, masseafskedigelser og bebudelser af nye afskedigelser alle steder.

De alvorligste ting, der er sket på nogle få uger:

For det første: Beslutningen om at skabe et atomskjold, som ensidigt bryder de aftaler, der er indgået i kraft af ABM-aftalen, hvilket ubønhørligt vil føre til et våbenkapløb.

For det andet: Beslutningen om at nedlægge veto med den resolution, der foreslog oprettelsen af en observationsstyrke til beskyttelse af det palæstinensiske folk (Applaus), der blev støttet af Kina, Rusland og 7 andre medlemmer af Sikkerhedsrådet; 4 afstod fra at stemme, blandt dem andre to permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet.

Fra maj 1990 har USA nedlagt veto ved 5 lejligheder; i 4 af dem drejede det sig om den palæstinensisk-israelske konflikt. Det seneste veto fra USA havde været den 21. marts 1997 - til støtte for Israels interesser og til skade for palæstinenserne - i en resolution, der krævede, at Israel afstod fra opførelsen af en bosættelse i Østjerusalem.

Siden 1972 har USA nedlagt veto ved 23 lejligheder mod resolutioner om initiativer til løsning af det palæstinensiske problem.

Den komplicerede situation i Mellemøsten forværres med USAs seneste veto, hvor en regering af det yderste højre netop har fået magten i Israel.

For det tredie: Den ligeledes ensidige beslutning om at bryde de forpligtelser, man havde påtaget sig ved den tredie konference for FNs medlemslande om klimaforandringen, holdt i Kyoto i slutningen af 1997, hvor 34 industrialiserede lande enedes om inden 2012 at reducere udledningen af drivhusgasser med 5,2%, noget som menneskeheden desperat har brug for. USA havde bundet sig til at reducere med 7%. Det var et hårdt slag for den offentlige verdensopinion, og især for landene i Europa, der havde ydet de største bidrag i denne pagt for at reducere sådanne gasser.

For det fjerde: Grove og for Rusland og Kina ydmygende erklæringer, der gør brug af typisk koldkrigssprog, udtryk for den mentalitet, man klart kan registrere hos mange medlemmer af det hold, der omgiver og rådgiver den nuværende præsident for USA.

For det femte: Åbenlys, utilsløret foragt for Latinamerika, ved at den nye administration foreslår som statens assisterende subsekretær for latinamerikanske anliggender en lurvet person af fascistisk sindelag, kendt for sin meddelagtighed sammen med Oliver North som særlig rådgiver for statssekretariatets diplomati under Reagan-administrationen i skandalen med salg af våben for at få midler, hvormed man kunne gennemføre den beskidte krig mod den sandinistiske regering i Nicaragua, hvilet dengang var forbudt ved aftaler i selve USAs kongres. Han offentliggjorde dokumenter og deklarationer underskrevet af ham selv, idet han benyttede navnet på kontrarevolutionære nicaraguanske oprørsledere - nogle af dem kunne hverken læse eller skrive -; han brød love og viste total mangel på moral. Ikke så få nordamerikanske presseorganer har rejst hård kritik, og mange latinamerikanske ledere er lidet lykkelige.

På enhver måde profilerer disse skridt med al klarhed karakteren og personligheden hos den nye besidder af USAs præsidenttrone.

For Cuba kommer det ikke overraskende; for vi kender de snævre bånd og aftaler mellem hr. Bush og Den Cubansk-Amerikanske Fond, en terrorist-mafia, - jeg gentager, en terrorist-mafia - som finansierede anbringelsen af bomber i hoteller i Havana, en del af dem eksploderede, med den hensigt at likvidere turistindustrien i Cuba. Denne Fond organiserede attentatplanen mod den, der taler til Dem, ved topmødet på Isla Margarita. De, som skulle foretage attentatet, blev tilfældigvis opbragt af en nordamerikansk kystvagt, der måske troede, at de sejlede med narkotika, da de var på vej ud for Puerto Rico med kurs mod bestemmelsesstedet. De arresterede afslørede selv deres hensigter og hvem der organiserede planen. Til trods for kendsgerninger og uigendrivelige beviser blev de frikendt.

Fondens seneste store misgerning var det attentatforsøg mod min beskedne person, der blev organiseret ved begyndelsen til det iberoamerikanske topmøde, som blev holdt i Panama sidste november. Dertil brugte de den mest kendte terrorist på halvkuglen, ophavsmand til sprængningen af et cubansk fly under flyvningen den 6. oktober 1976, hvor der døde 73 personer, blandt dem hele ungdomsfægteholdet, der var på rejse fra Venezuela, hvor de lige have vundet alle guldmedaljerne. Denne gang indførte han fra El Salvador stærke eksplosiver for at de skulle eksplodere i Panamas Universitet, hvor jeg skulle mødes med tusinde studenter. Den rettidige afsløring af denne plan muliggjorde arrestationen af anføreren og tre andre terrorister af cubansk oprindelse med en blodig historie i tjeneste for USA særlige tjenester, medlemmer af Miami-mafiaen. Autoriteterne i USA og regeringen i dette land ved, at det er ganske nøjagtigt sandt, hvad jeg siger.

Nu den 3. januar blev der af repræsentanten Bob Barr fremlagt for Repræsentanternes Hus' komité for udenlandske relationer et lovforslag, hvis hensigt er at annullere en administrativ ordre fra Ford-administrationen den 18. februar 1976 med hensyn til USAs efterretningstjenestes aktiviteter i udlandet. I denne - i sektion 5, afsnit g, siges der, at ingen, som er ansat af USAs regering må deltage i eller konspirere for at deltage i politiske mord.

Hvem er Bob Barr? En republikansk repræsentant for staten Georgia. Han har arbejdet for CIA, og i 1986 blev han af præsident Reagan udnævnt til statsadvokat for norddistriktet af Georgia. Han er livsvarigt medlem af the National Rifle Association og er en af dets direktører. Han har været æret som årets kongresleder af the American Shooting Sports Council; og som årets lovgiver for våbenrettigheder af the Citizens Committee for the Right to Keep and Bear Arms (som tjener til, at børnene kan dræbe hinanden i skolen, bortset fra den inspiration til vold, som de konstant modtager gennem massemedierne); desuden er han blevet erklæret Årets Ny Lovgiver af the Conservative Political Action Committee.

Febrilsk arbejder terroristmafiaen i Miami og det yderste højre i USA og udarbejder planer, lovprojekter og aggressive foranstaltninger imod Cuba. Blandt disse projekter figurerer åbenlyst direkte relationer med den såkaldte opposition og vedtagelse af millionbeløb til undergravningen og destabiliseringen af vort land. Lad ingen bedrage sig selv. Cuba vil tage de nødvendige forholdsregler til gensvar.

USAs regerings beskidte håndlangere har ikke undladt at gøre alt muligt for at provokere, svække og endog udnytte gennemførelsen af denne konference til deres perfide planer.

USAs ambassader sendte breve til et ikke nærmere defineret antal parlamentarikere, som skulle deltage i konferencen. Venlige kammerater lod dem komme til vore myndigheder.

Et af dem siger ordret:

"Deres besøg i Cuba til mødet i den Interparlamentariske Union (IPU) frembyder en enestående lejlighed for Dem til at vise Deres solidaritet med demokratiet og aktivisterne for menneskerettigheder i Cuba.

"Som De ved, blev Deres tjekkiske kollega, parlamentarikeren Ivan Pilip, anholdt og fængslet i tre uger af det hemmelige cubanske politi i februar for den 'forbrydelse' at mødes med demokratiske aktivister.

"Ved Syg Johnssons (IPU) og præsidenten for IPUs kommission for menneskerettigheder Leteliers mellemkomst besluttede cubanerne at løslade Pilip og hans kollega Jan Bubenik.

"IPU har altså direkte forbindelse med menneskerettighedssituationen på øen, og De har nu mulighed for at sende et budskab, der er klart og viser principper, der afspejler den støtte, som IPU og det parlament, De tilhører, byder menneskerettighederne og Cuba, idet De står sammen med aktivisterne.

"Under det iberoamerikanske topmøde i 1999, der blev holdt i Havana, havde forskellige latinamerikanske ledere også forbindelse med de cubanske aktivister. Den aktivitet sendte et klart signal og var til inspiration for aktivisterne.

Vi ved, at internationalt anerkendte aktivister af høj kvalitet ønsker at mødes med udenlandske parlamentarikere for at tilkendegive deres meninger om perspektiverne for en demokratisk og økonomisk åbning."

Et andet af de breve, der er blevet sendt, siger bl.a.:

"Skønt mange havde det håb, at situationen for menneskerettighederne i Cuba ville blive forbedret efter det besøg, som paven gjorde januar 1998, er situationen i virkeligheden blevet forværret.

"Denne forværring er blevet øget de seneste seks måneder; hundreder af aktivister er blevet anholdt bare siden december".

[...]

"Hundreder er i fængsel, de fleste for harmløse handling som f.eks. at være i besiddelse af eksemplarer af Den Universelle Erklæring om Menneskerettigheder.

"Cuba aflyste fornylig et besøg af viceudenrigsminster Volmer fra Tyskland, fordi han dristede sig til at foreslå, at man skulle komme ind på spørgsmålene om menneskerettigheder på hans rejse."

"Cuba angreb Argentina hårdt i februar, efter at en argentinsk journalist hævdede, at Argentina ville støtte en resolution fra FNs Menneskerettighedskommission (UNCHR) om Cuba.

"I begyndelsen af dette år blev et medlem af det tjekkiske parlament Ivan Pilip og det forhenværende parlamentsmedlem Jan Bubenik arresteret i mere end tre uger, i januar, simpelthen for at mødes med cubanske aktivister og uafhængige journalister.

"Intet nordamerikansk kongresmedlem har deltaget i et IPU-møde i ti år.

"I 1998 besluttede USAs kongres at ophøre med at være medlem af IPU, hvis ikke USAs bidrag til denne organisation blev sat ned.

"Bidraget blev ikke sat ned, hvorfor IPUs generalsekretær i oktober 2000 blev officielt informeret om USAs hensigt at trække sig tilbage fra IPU med øjeblikkelig virkning."

Læsningen af disse dokumenter lader ingen i tvivl om, hvem der konspirerer, hvem der organiserer, hvem der lyver, hvem der intrigerer, hvem der betaler og hvem der bestemmer. (Applaus).

Det kræver ingen særlig anstrengelse at forstå, til hvilket punkt almagten, frustrationen og de uendelige fiaskoer bringer USAs regering med hensyn til respektløshed mod institutionerne, provokation og indblanden i de internationale organisationer og i ethvert lands interne sager.

De har i fire årtier hvervet lejesvende. Idag er vort folk mere forenet og revolutionen mere stærk end nogensinde. Mod den vil knuses alle komplotterne, planerne, sammensværgelserne og forbrydelserne, som de begår mod vort fædreland. Vi vil afsløre deres manøvrer, vi vil udstille deres falskhed og deres løgne. Vi vil heller ikke tøve med at anklage og afsløre deres medskyldige. Ingen vil være hævet over den mest retfærdige og sønderrivende kritik, hvor højtstående han end er. Ingen økonomisk interesse eller trussel om repressalier vil standse vort folks værdighed og værdi. Derfor tøver vi ikke med at sige, at det er en afskyeligt kynisk handlemåde, de udviser, de der griber til eller tager deres tilflugt i at bruge fordømmelsen af blokaden som et lille figenblad med den hykleriske hensigt at kompensere for den nederdrægtighed at anklage Cuba for foregivne krænkelser af menneskerettighederne.

Intet kan nogensinde retfærdiggøre fejghed og løgn.

Cuba foragter dem, der handler således, og vi er ikke interesseret i stemmer mod blokaden fra dem, der kynisk støtter de argumenter, hvormed imperiet forsøger at retfærdiggøre sine forbrydelser.

Intet kunne, og intet vil nogensinde kunne besejre værdigheden, moralen og heltemodet hos et folk, som allerede har skrevet en uudslettelig side i denne epokes historie. (Applaus).

Jeg takker for det ædle selskab af så mange og så værdige parlamentarikere, der beærer os med deres nærværelse og opmuntrer os med deres solidaritet.

Jeg bønfalder Dem om at tilgive mig for den tid, jeg har brugt.

For evigt, tak.

Jeg ønsker denne udmærkede konference al det held, den fortjener.

Altid frem mod sejren!

Mange tak!

(Bifald.)


Sti: Castro: Problemer og projekter i Cuba idag ⇐ Castros tale til IPU 5/4-01 ⇒ Castro: En fredelig løsning efter 11/9

Oversigt

Array ( [type] => 8 [message] => Undefined index: Adgang [file] => /customers/0/4/0/geltzer.dk/httpd.www/cuba/050401.php [line] => 757 )