USA som base for terrorisme


Det USA, der for tiden (oktober 2001) skal forestille at lede en international krig mod terrorisme, har selv i årtier huset og hælet terrorister. Det ved man ikke mindst i Cuba, der siden revolutionens sejr har været genstand for terroranslag, der sædvanligvis har deres udgangspunkt i Miami, Florida. Dér kan terrorister gå frit omkring i gaderne og planlægge og prale af deres forbrydelser. Og penge mangler de ikke!

Nedenstående erklæring af 3/8-2001 fra Cubas nationalforsamling forklarer, hvordan et cubansk forsøg på at hjælpe de amerikanske myndigheder med at få styr på terroristerne, blot medførte, at fem cubanere nu sidder i fængsel i Miami, og rummer en del eksempler på sådan terror, der ifølge erklæringen skal være velbevidnet. Den har som bilag en liste over det seneste tiårs terrorhandlinger.




Erklæring fra Cubas Nationalforsamling

Fem cubanske patrioter er Imperiets politiske fanger. De har nu lidt mere end 34 måneders uretfærdig indespærring i et fængsel i Sydflorida. For René González Sehwerert, Ramón Labañino Salazar, Fernando González Llort, Antonio Guerrero Rodríguez og Gerardo Hernández Nordelo har det været næste tre år med konstante ydmygelser og chikanerier, med grov og systematisk krænkelse af deres individuelle rettigheder, med vilkårlige og lange perioder med total isolation.

De er uskyldige. De har ikke begået nogen forbrydelse.

Man straffer dem, fordi Cubas fjender i dem ser indbegrebet af den Fædrelandets værdighed, tapperhed og dyder, som de forgæves forsøger at ødelægge. De er ofre for en infam og kolossal uretfærdighed, som med den nuværende Bush-administration betegner indledningen af en ny etape, mere grusom og skamløs end nogensinde, i den lange og beskidte krig, som USA fører mod det cubanske folk og dets revolution.

Med fuldstændig falske beskyldninger og pression og manøvrer over for jurymedlemmerne dømte man dem for angivelige spionageaktiviteter, der aldrig er blevet bevist, og til trods for, at anklagerne i samme retssag erkendte, at de ikke havde været i besiddelse af nogen hemmelighed og heller ikke havde udført den påståede forbrydelse.

Det er umuligt i Miami at få en retfærdig dom i nogensomhelst sag, der har noget at gøre med Cuba. Dér vandrer erklærede terrorister om i gaderne, praler med deres forbrydelser, forkynder dem og forbereder dem offentligt, uden at autoriteterne nogen sinde har gjort nogetsomhelst for at hindre deres aktioner eller straffe dem. Løgnen, hysteriet og det anticubanske had forgifter dette miljø, der er undergivet en korrupt og fascistoid klike. Det er tilstrækkeligt at huske på kidnapningen af Elián González, en dreng på seks år, brutalt adskilt fra sin fader og sin familie, mishandlet og udnyttet skamløst foran TV-kameraerne, tilbageholdt på et sted, der var omringet af bevæbnede bøller og råbende demagoger, som trodsede lovene, fornærmede og truede federalregeringen, trampede på flaget, beskadigede andres ejendom og ligefrem truede med at sætte byen i brand. For at redde drengen blev det nødvendigt at gennemføre en delikat operation, der ifølge deres egne autoriteter blev særligt farlig, fordi de stod over for hård modstand organiseret af sværtbevæbnede personer. Hvor var da FBI og Floridas statsadvokater? Hvad gjorde de over for denne pinlige skamløshed, som hele verden blev vidne til, og som blev kritiseret af hele menneskeheden og af hele det nord­amerikanske samfund? Et barns mest elementære rettigheder, herunder dets fysiske og psykologiske integritet, blev krænket åbenlyst; nord­amerikansk lov, anstændighed og ære blev trådt under fode; men ingen blev nogensinde pågrebet, retsforfulgt, endsige anklaget.

Disse personer, der er hvervet og trænet af CIA imod Cuba, gennem årtier betalt med federale, offentlige midler, har opretholdt et vedvarende og nært makkerskab med extremisterne fra det yderste højre og har fået indgang i det nord­amerikanske samfunds interne liv og handler altid imod det amerikanske folks interesse. De har forbindelse med de værste hændelser dér: Mordet på præsident Kennedy, Watergate-skandalen, mordet på Orlando Letelier og Ronni Moffitt, den hemmelige forsyning af våben til de nicaraguanske Contra'er og den narkohandel, der var knyttet dertil, smugling af mennesker og ulovlige stoffer, kidnapningen af Elián González og svindelen og berøvelsen af titusinder afroamerikaneres ret ved valgene i november 2000 i Florida.

Cuba har altid sagt sandheden åbent og ærligt: Aldrig har vi begået anslag mod USA's sikkerhed. Men vi erklærer rigtignok vor uafviselige ret og hellige pligt til at forsvare os mod terroristiske og kriminelle aktioner, som banditterne fra den annexionistiske mafia ustraffet organiserer, bevæbner, udbasunerer og iværksætter imod Cuba fra nord­amerikansk territorium. At afsløre disse aktioner er en ædel, værdig og heroisk mission, der bidrager til at redde cubanske og nord­amerikanske liv og er i overens­stemmelse med begge folks vitale interesser.

Den cubanske revolution har under hele sin udvikling været genstand for en systematisk aggressionspolitik, en sand krig, hvor der ikke har været mangel på terrorisme, sabotage og mord. Denne krig har nu varet mere end 42 år. Angriberen har været og er USA. Ingen har ret til at ignorere det, for denne påstand kan nemt bevises med officielle nord­amerikanske dokumenter, der næsten alle er blevet holdt hemmelige, indtil de endelig så dagens lys de seneste år. Endnu skjuler de en stor del af deres indhold, men endogså således afslører de klart, uden mindste tvivl, denne regerings totale ansvar i en aggression, der ikke er ophørt. Nedenfor nævner vi nogle data, der udtrykkeligt er erkendt og beskrevet i disse dokumenter af de ansvarlige, og som for så vidt er uigendrivelige:

CIA har efter præsident Eisenhowers nøjagtige instrukser interveneret i Cubas anlæggender fra 1958, før den revolutionære bevægelses sejr, som de forsøgte at forhindre; de understøttede Batistas tilhængere før og efter deres nederlag, og blandt dem rekrutterede de agenter og kollaboratører, som de gjorde til kærnen i den kontrarevolutionære "opposition", de foranstaltede. Sådan konstaterer den bog, der blev udgivet i 1991 af State Department, der indeholder brevvekslinger, som indtil da var tilbageholdt, dækkende årene 1958-60.

Fra 1959 begyndte USA at konspirere for at forsøge at vælte den cubanske regering ved hjælp af et program med fordækte aktioner, der omfattede terrorisme og sabotage og den militære invasion i Svinebugten. Den detaljerede beskrivelse foreligger i rapporten fra den daværende generalinspektør i CIA; den blev skrevet i oktober 1961 og offentliggjort for første gang i februar 1998.

Efter fiaskoen i Svinebugten blev USA ved med at give næring til forbrydelsen og terrorismen ved den såkaldte "Operation Mongoose" og udtænkte endda planer for en direkte militær invasion med tropper, sådan som det afspejles i de officielle tekster for perioden 1961-63 i det værk, der blev offentliggjort i 1997 af State Department.

Ligeledes i 1997 afsløredes mere end 1500 sider med dokumenter, der indtil da havde været klassificeret af Pentagon, og som viser den uhørte fremturen i denne politik. En af dem, dateret den 13. marts 1962, bærer den betydningstunge titel "Påskud til at retfærdiggøre en militær intervention af USA i Cuba". Blandt sådanne påskud var skabelsen af hændelser med angiveligt civile fly i lighed med det, som terrorister fra Miami organiserede år senere.

I 1975 offentliggjorde den specielle senatskomission under ledelse af senator Frank Church sin rapport om planerne for at myrde udenlandske ledere. En stor del af den angår de mange forsøg i løbet af mange år på at myrde præsident Fidel Castro; forsøg som blev dirigeret direkte af CIA med deltagelse af terroristerne i Miami og endog under anvendelse af organiseret forbrydelse og Mafia'en.

Den 23. juni 1989 udstedte USA's justitsministerium en bestemmelse, offentliggjort af FN's Sikkerhedsråd den 8. maj 1992, der nægtede adgang for den kendte terrorist Orlando Bosch til nord­amerikansk territorium og for at begrunde sin beslutning anførte, at man var i besiddelse af adskillige beviser på hans forgangne og nuværende forbrydelser, heriblandt at han havde været med til at lede sabotagen mod et civilt cubansk fly under flyvningen i oktober 1976. Til trods for dette bestemte daværende præsident Bush, at denne person skulle sættes i frihed. Nu virker hr. Borsch i Miami fortsat totalt ustraffet.

Det foranstående er blot nogle eksempler. Opmuntrede at den langvarige støtte fra nogle autoriteter, der oprindeligt rekrutterede dem, trænede dem, og sendte dem ud for at dræbe, og som har støttet og beskyttet dem eller har været medskyldige og tolereret deres ugerninger, har terroristerne fortalt, hvad de gør, i reportager, erklæringer og offentlige interviews, der har haft og har vid udbredelse i Miamis aviser, radio og fjernsyn. Ingen af den er nogen sinde blevet generet af dem, som man skulle tro var forpligtede til at stoppe deres forbrydelser.

I november 1996 for eksempel, interviewede Miamis fjernsyns Kanal 23 i en direkte udsendelse Orlando Bosch og Luis Posada Carriles, en CIA-veteran, en af planlæggerne af sabotagen mod det cubanske fly i 1976, hemmelig ansat af det Hvide Hus for den illegale forsyning af våben til den nicaraguanske Contra; i bevidstheden om, at intet ville ske dem, vigtede de sig af deres kriminelle løbebane og understregede, at de ville blive ved med deres terrorkampagne mod Cuba.

Den 12. og 13. juli 1998 offentliggjorde avisen The New York Times på forsiden det interview, som de havde fået med Posada Carriles, hvori han, den mest notoriske terrorist på denne halvkugle, påtog sig ansvaret for forskellige bombe­eksplosioner i Havana i 1997, en af hvilke forårsagede en ung italiensk turists død; han fortalte om den rigelige financiering, som han modtog til sine aktioner fra den såkaldte Cuban American National Foundation; han forkyndte gennemførelsen af nye terroristangreb mod Cuba og brystede sig af sine gentagne besøg på nord­amerikansk territorium og sine nære bånd til sine gamle kolleger i CIA. Nogle dage senere gentog han i et andet interview i en TV-kanal i Florida sine frække erklæringer. Den dag idag organiseres i Miami offentlige aktiviteter til støtte for denne gemene morder, og derfra betales hans aktiviteter.

Det er Cubas uomtvistelige ret at forsvare sig mod dem, der forsøger at ødelægge landet og tilintetgøre dets folk. Vort forsvar har været særlig kompliceret og vanskeligt, fordi terrorist­grupperne har intime bånd til agenter og funktionærer i den nord­amerikanske regering, med hvem de har konspireret gennem mange år, og fordi USA's autoriteter i bedste fald har opretholdt en sløv tolerance over for dem. Derimod har Cuba gjort alt, hvad der var muligt, for at advare Washington, ad diskrete kanaler og også offentligt, om farerne ved disse aktioner og har leveret informationer, som blev opnået ved heroisk opofrelse fra mennesker som dem, der idag uretfærdigt sidder i fængsel. På den måde gjorde vi dem opmærksomme på, at der var bevæbnede personer i nærheden af og i det hus, hvor de tilbageholdt Elián, og de planer, de havde for at modsætte sig hans befrielse. Efter at befrielsen var opnået. har de, som ledte og udførte den, erkendt korrektheden og nøjagtigheden i de selvsamme informationer, vi gav dem.

Der har været adskillige kontakter i New York, i Washington og i Havana, hvor vi har hjulpet repræsentanter fra FBI og andre agenturer fra USA's regering med informationer, der ville have tjent til, at de kunne gå i aktion imod terroristerne, hvis de havde haft vilje til at gøre det. Efter forskellige kommunikationer, heriblandt budskaber på de højeste niveauer, kom der i dagene 16. og 17. juni 1998 til Havana en officiel delegation, der omfattede to betydningsfulde chefer for FBI, til hvem man gav en omfattende information og udleverede operativt materiale såsom filmoptagelser og båndoptagelser til bevis på 40 kriminelles handlinger. De lovede svar inden to uger, men det kom aldrig. Heller ikke blev der foretaget nogen FBI-aktion mod forbryderne, om hvis aktiviteter de havde fået rigelige og uigendrivelige beviser. Derimod arresterede FBI tre måneder senere vore heroiske kammerater, rettede deres perfide beskyldninger imod dem og startede en pseudolegal proces, der sigtede imod at berømme terrorist­grupperne, og som topmål af kynisme fremstillede de endda nogle af disses anførere som vidner.

Den mest afskyelige, frække og absurde anklage mod vore værdige og heroiske kammerater var anklagen om "konspiration for at myrde", der på mistænkelig vis blev fremført, efter at de i mere end otte måneder havde været undergivet total isolation og var stillet over for de latterlige og meningsløse beskyldninger, der lige som den nævnte savnede ethvert grundlag. For at understøtte denne nederdrægtighed fremlagde de korrupte Miami-myndigheder naturligvis ikke noget bevis; de manipulerede skamløst med det, der var sket den 24. februar 1996, skjulte den information, de var i besiddelse af, ignorerede fuldstændigt det, der var gået forud, forfalskede groft beviserne og forvrængede på grotesk vis virkeligheden.

Men sandheden vil bestå. Sandheden vil aldrig lide nederlag til deres klodsede og falske manøvrer.

Hvis der var et gran af retfærdighed i det nord­amerikanske samfund, ville det have været andre, der sad på anklagebænkene for at modtage den strengeste og inappelable straf.

De nord­amerikanske myndigheder kender udmærket godt alt det, der har at gøre med denne hændelse. De kender den lige ned til detaljen, og de er helt og aldeles skyldige i det, der skete den dag.

Siden revolutionens sejr har CIA brugt små flyvemaskiner fra nord­amerikansk territorium bemandet med deres agenter for at udføre sabotage, sende våben og eksplosiver, uddrysse kemiske og bakteriologiske substanser, gennemføre spionage og provokationer over Cubas landdistrikter og byer. I de officielle dokumenter, der blev citeret ovenfor, er der rigelig information i den henseende. Der er baggrunden for den terrorist­gruppe, der udførte provokationen den 24. februar 1996.

Om den gruppe er der også ødsel information, alt samlet i disse og andre officielle dokumenter og i USA's presse. Det kan sammenfattes således:

De bruger flyvemaskiner, der tidligere har været brugt i krigene i VietNam og El Salvador, og de fik dem udleveret af US Air Force, og de har ikke engang helt fjernet bogstaverne "USAF".

Deres besætninger modtog træning af ansatte i den nord­amerikanske luftstyrke.

De har gentagne gange krænket luftrummet, Cubas nationale territorium og ligefrem fløjet hen over Havana by.

De lod sig ledsage af journalister og fotografer, der offentliggjorde deres provokationer vidt omkring i Miamis aviser og TV.

Ved visse lejligheder fløj ligefrem den mand med dem, som da var chef for udenrigsministeriets Cuba-bureau og nu er intet mindre end administrerende vicepræsident i det monstrum, der kaldes Cuban American National Foundation.

Fra midten af 1995 blev deres aktioner mere og mere provokerende og udfordrende, så de systematisk brød internationale og nord­amerikanske bestemmelser.

Cuba advarede fortroligt de øverste ledere i Washington og offentligt også om de alvorligerer farer, som disse aktioner kunne medføre, og om sin beslutning om ikke at tillade, at man igen krænkede vort suveræne luftrum.

Cuba modtog fortroligt forsikringer fra ledelsen af USA's regering om, at der ikke ville ske flere provokationer af denne type.

Parallelt hermed begyndte USA's federale flyvningsagentur en administrativ proces mod denne gruppe for dens gentagne overtrælderser, og til det formål bad det om, modtog og takkede skriftligt for det cubanske samarbejde.

Med særligt hensyn til hændelsen den 24. februar 1996 konstateres følgende i den information, der officielt blev givet af USA til Den Internationale Organisation for Civil Luftfart ((ICAO) og i de beviser, der senere blev fremlagt under ed i den administrative proces, der blev omtalt ovenfor:

Mindst siden den 17. februar vidste autoriteterne i dette land, at man planlagde en provokation den 24.

State Department kommunikerede flere gange med kontroltårnet på lufthavnen OpaLocka selvsamme den 24. før end flyene startede, for at verificere deres afgang.

Efter at flyvemaskinerne var lettet og hele den tid, da de fløj over USA's territorium og luftkontrolzone, en time og 45 minutter, ignorerede de fuldstændigt den flyrute, som de havde fået godkendt af flykontrollørerne.

På intet tidspunkt beordrede de dem til at lande eller standse flyvningen, til trods for at de fulgte en ikke-autoriseret rute, og til trods for de fortilfælde af tidligere krænkelser, for hvilke de allerede var blevet genstand for den nævnte proces.

De nord­amerikanske radarer registrerede, hvorledes flyvemaskinerne fløj med kurs direkte mod Cubas hovedstad, krydsede grænsen til vort luftrum og fortsatte fremad i samme retning.

Myndighederne i Washington var de eneste, der vidste, at provokationen ville finde sted, de vidste, hvornår og hvordan den skulle ske, og med hvilke midler den skulle gennemføres. Ingen gjorde noget for at hindre det eller undgå det, til trods for at de kunne og havde pligt til at gøre det. Ejheller advarede de Cuba om, hvad de vidste ville ske.

Hvor var sammensværgelsen? Hvem var de sammensvorne?

Disse autoriteter og de terroristbosser, som autoriteterne tillod at gøre, hvad de måtte få lyst til, er de eneste skyldige i det, der skete. Det er dem og ingen andre, der bør svare for konsekvenserne.

Den holdning, som denne regering indtog, var absolut uhørt. Man benyttede sig af hændelsen til at retfærdiggøre underskrivelsen af Helms-Burton loven, fratog ulovligt Cuba fonde, der var tilbageholdt i nord­amerikanske banker, og udleverede dem til den annexionistiske mafia, og nu bringer den fejgheden og gemenheden til det yderste og ønsker at straffe fem landsmænd, som er totalt uskyldige og ikke har nogetsomhelst ansvar for disse gerninger.

Der er ingen, der mere end disse autoriteter og terroristerne, som de fostrede og brugte mod Cuba gennem fire årtier, har konspireret for at myrde, har forsøgt at myrde og har myrdet og bevirket mange tab af liv og væsentlige materielle skader for vort land.

Det kolossale overgreb imod vore landsmænd har ikke noget at gøre med retfærdighed eller ret. Det er det mest umoralske udtryk for en ny fase i aggresionen mod Cuba startet af det yderste højre, som er ved magten, og den annexionistiske mafia, der står til dets tjeneste, og konsekvenserne begynder nu at ramme mange nordamerikanere og cuba-amerikanere.

Det tydeligste bevis på, at sagen med vore fem landsmænd er part i en plan, der bevidst er udtænkt for at støtte terrorist­grupperne og sprede frygt blandt dem, der er imod dem, blev åbent fremvist den 10. juli af selve den FBI-chef, der er i charge af denne operation. Ved den lejlighed meddelte Héctor Pesquera, at "der vil blive flere arresterede i forbindelse med denne sag"; han forsikrede at være "konstant informeret om de involverede", og han lovede, at han ville "forfølge dem energisk". Få dage senere, skulle samme bravada som et ekko blive gentaget af talsmanden for den annexionistiske Fond.

Er mere nødvendigt for at forstå, at det drejer sig udelukkende om en politisk proces, og at deres hensigt er at forfølge alle dem, som dér bebrejder terroristmafiaens kriminelle handlemåde?

Men de er ikke bare brovtende pralhalse. Den 13. juli udstede selve præsidenten for USA en uforskammet erklæring, hvori han udover at proklamere nye aktioner for at styrke blokaden og aggressionen imod Cuba forkyndte specielle foran­staltninger og konkrete trusler mod nord­amerikanske borgere og indbyggere af cubansk oprindelse. Det Hvide Hus' besidder forklarede, at han havde givet instrukser til at styrke og forøge blokademekanismerne især for at hindre ikke-autoriserede rejser til Cuba og for strengt at kontrollere de tilladte rejser og familiegaverne samt for at øge financieringen og den materielle støtte til de kontrarevolutionærer grupper, der opererer imod Cuba.

Hr. Buxh's erklæringer er ikke ren retorik. Hundreder af nordamerikanere har allerede modtaget officielle meddelelser om forundersøgelser, og mange har fået bøder på tusinder af dollar. De rejsende får i Miami lufthavn skriftligt klare advarsler om de strenge straffe - indtil 10 års fængsel og 250.000 dollar i bøde - til dem, der ikke retter sig efter de strenge blokaderegler, som den nuværende præsident sætter sig for at håndhæve for enhver pris.

Uden ophør øges antallet af nordamerikanere og cuba-amerikanere, som truet med mulige straffeaktioner afkræves svar på pertentlige spørgeskemaer, der minder om de værste dage under Maccartyismen.

For at sikre gennemførelsen af sin anticubanske politik har den nuværende administrations chef udnævnt til nøglepositioner flere personer med en notorisk fortid i krigen mod Cuba.

Indstillingen til den højeste post for Latinamerika i State Department har skabt naturlig alarm, både inden for og uden for USA.

Men der er andre udnævnelser, der er foregået i det stille, næsten ubemærkede. En er udnævnelsen af Mauricio Tamargo som præsident for Federal Claims Commission; en anden er udnævnelsen af Adolfo Franco, der, som det meddeles, skulle have hovedansvar for Latinamerika inden for det såkaldte Internationale Agentur for Udvikling (IDA, International Development Agency). Begge er på lønningslisten hos Cubas værste fjender i kongressen i Washington.

Valget af hr. Tamargo er et evident bevis på den nuværende regerings støtte til målene for Helms-Burton Loven, hvis kærne, som det er bekendt, er den illusoriske hensigt at gengive landets ejendom til Batista-tilhængerne og fortidige udbyttere ved at fratage cubanerne deres jord, boliger, skoler, fabrikker, hospitaler, alt det, der idag tilhører folket. At udvælge en af deres repræsentanter til at stå i spidsen for den federale enhed, der med uindskrænkede beføjelser inden for den nord­amerikanske struktur tager sig af kravene om tilbagelevering af ejendomme, er ensbetydende med at lægge hele sagen i hænderne på denne mafia.

Udnævnelsen af hr. Franco svarer til den erklærede hensigt at intensivere den undergravende virksomhed mod Cuba, idet man øger de fonde, som de hensætter til at skabe, financiere og lede grupper af forrædere i USA's tjeneste, en del af hvilke IDA fordeler. Til disse formål har Washington i mere end 42 år hensat flere ressourcer end dem, der går til den foregivne udviklingshjælp i vort kontinent. At sætte på denne post en repræsentant for den annexionistiske mafia er et åbenlyst udtryk for den anticubanske politik og også et klart budskab til dem i Latinamerika, der endnu lader sig bedrage med den indbildte hjælp fra Imperiet.

Den stadigt mere fjendtlige og aggressive kurs mod Cuba, som hr. Bushs nuværende administration følger, er en utilgivelig forbrydelse mod vort folk, identisk med en uansvarlig eventyrpolitik, der bringer freden og livet i fare i international skala og skader også alvorligt det nord­amerikanske folks rettigheder, herunder dem af cubansk emigration og deres efterkommere og de af deres indbyggere, der bor i Florida. De ønsker at leve frie for korruption, illegalitet og vold fra ondsindede mennesker, der kan regne med officiel meddelagtighed og tolerance og har fordel af offentlige ressourser, som alene burde bruges til de nord­amerikanske familiers velfærd og udvikling.

Det er nødvendigt at gøre ende på den officielle alliance med terroristerne og standse den Maccartyistiske kampagne, forfølgelserne og truslerne mod de nord­amerikanske borgere, der modsætter sig blokaden, og mod emigranterne og bosatte i Florida, som er udsat for terrorismens overgreb. Umiddelbart som første uundgåelige skridt er det nødvendigt at kræve frihed for vore fem uskyldige landsmænd, der idag er spærret inde i et fængsel i Miami.

René González Sehwerert, Ramón Labañino Salazar, Fernando González Llort, Antonio Guerrero Rodríguez og Gerardo Hernández Nordelo, Imperiets politiske fanger, eksemplariske patrioter, selvopofrende og beundringsværdige helte, der ikke har gjort nogen skade og har ofret deres liv for at frelse deres folks, bør sættes i frihed.

Cuba er en fri, uafhængig og suveræn nation, der har en umistelig ret til at leve i fred og blive respekteret nøjagtigt lige som alle andre nationer. Cuba har ret til, pligt til og er nødt til at forsvare sig og vil blive ved med at gøre det.

Cubas og USA's folk kan og bør leve i fred. Kampen for sandhed og retfærdighed vil gøre, at det kan ske.

Folkemagtens Nationalforsamling.

Havana, den 3. august 2001.

"Året for den sejrrige revolution i det nye årtusinde".

---

Sammendrag af de vigtigste terroristaktioner mod Cuba (1990-2000)
Siden 1959 har de kontrarevolutionære grupper, som er dannet og dirigeret af det nord­amerikanske centrale efterretningsagentur (CIA), gennemført adskillige terroristhandlinger, der har kostet vort land kostbare liv og mange ressourcer.

I begyndelsen af 90'erne, opmuntret af den socialistiske lejrs sammenbrud forstærkede disse grupper udfra USA's territorium og andre operationsbaser i Centralamerika voldelige aktioner mod Cubas folk og dets ledere.

Herunder berettes om nogle af de vigtigste, hvorom der findes offentlig information:

17. juli 1990. Efter lobbyvirksomhed fra de republikanske lovgivere i Florida Ileana Ross og Connie Mack, frigav USA's præsident Georg Bush den kendte terrorist Orlando Bosch, hovedmanden bag det attentat, der ødelagte et civilt cubansk fly, mens det var i luften, i oktober 1976, hvorved de 73 ombordværende døde.

14. oktober 1990. Bevæbnet infiltration i Santa Cruz del Norte organiseret fra Miami ved to terrorister, som havde ordrer om at gennemføre voldelige aktioner. Man beslaglagde deres våben og falske dokumenter, som var skaffet i Miami. De havde med sig proklamationer, der opfordrede til at indtræde i den såkaldte "Cubanske Frihedshær" ledet af Higinio Díaz Anne, som inden deres afrejse havde forsynet dem med penge og propagandamateriale.

15. maj 1991. José Basulto, forhenværende lejesoldat i Svinebugten, kendt terrorist og CIA-agent, begynder de såkaldte "Brødre til Frelse"-operationer og ansøger til det formål USA's præsident Georg Bush om 3 flyvemaskiner, som USA's luftstyrke ejer, af typen 0-2, en militær Cessna-version, der havde været brugt under krigen i El Salvador. Kongresmedlem Ileana Ross laver en offentlig kampagne og udvirker udleveringen af disse tre fly. Den 19. juli 1992 vises der for første gang i pressen fotos af flyene, der var blevet udleveret til denne kontrarevolutionære gruppe, med bogstaverne USAF (Unitet States Air Force) klart synlige i en reportage i magasinet Miami Herald af dennes redaktør, der tog en flyvetur med dem.

17. september 1991. Infiltration af to kontrarevolutionære fra Miami, der havde til mål at sabotere turistforretninger for at skabe skræk blandt udenlandske turister. Deres våben og en radiosender blev konfiskeret.

29. december 1991. Infiltration af tre terrorister fra de såkaldte "Commandos L" fra Miami, hvis våben og andet militærudstyr blev beslaglagt.

Disse havde modtaget træning i en lejr i Gade 168 i Miami, hvor man også trænede 50-60 andre.

8. maj 1992. Cuba anmelder i FN de terroristaktiviteter, der organiseres mod dets territorium, og på dets anmodning rundsendes som officielt Sikkerhedsråds-dokument en bestemmelse fra USA's justitsministerium, underskrevet den 23. juni 1989, som erklærer, at Orlando Bosch ikke har adgang til nord­amerikansk territorium, fordi der er mange beviser på hans tidligere og nuværende terroristaktiviteter, heriblandt sprængningen af det civile cubanske fly 1976.

Nu spadserer dette individ frit omkring i Miamis gader, efter at præsident George Bush gav ham præsidentiel amnesti.

4. juli 1992. En gruppe terrorister fra USA forsøger at angribe økonomiske mål på Havanas kyster. Da de bliver opdaget af cubanske patruljer, fjerner de sig til havområdet nær ved Varadero, hvor båden lider maskinskade og bliver reddet af nord­amerikansk kystbevogtning.

Til trods for, at man havde beslaglagt deres våben, kort og videoer, der var taget på rejsen, blev de sat i frihed af FBI.

Juli 1992. Et forsøg på at infiltrere en terrorist fra USA mislykkes. Han skulle forsøge at sabotere et økonomisk mål i provinsen Villa Clara.

Til den plan havde han såvel de nødvendige våben og eksplosiver som samarbejde med "Brødre til Frelse", der informerede ham om, hvor de nord­amerikanske kystvagter var, for at lette hans adgang til cubansk territorium.

9. september 1992. En terrorist af cubansk oprindelse, som er arresteret af FBI for ulovlig besiddelse af ildvåben og krænkelse af Loven om Neutralitet, blev sat i frihed uden sigtelser.

7. oktober 1992. Væbnet angreb mod Hotel Melía Varadero fra en båd med fire terrorister fra Miami, der blev arresteret og udspurgt af FBI og så sat i frihed.

19. oktober 1992. Infiltration af tre kontrarevolutionære personer fra USA, hvis våben og righoldige militære udrustning blev beslaglagt. På samme tid blev arresteret tre andre terrorister ved Bahamas, hvis våben og eksplosiver, der tilsyneladende var bestemt for Cuba, blev beslaglagt. Disse kontrarevolutionære var udrejst fra Miami den 17. oktober.

Januar 1993. Arresteret af den nord­amerikanske kystvagt fem terrorister om bord på et skib, der var bestykket med tunge maskingeværer og andre våben, da de var på vej mod de cubanske kyster. De blev sat på fri fod.

7. januar 1993. Lederen af terrorist­gruppen "Commandos L", Tony Bryant, kundgjorde på en pressekonference i Miami planer om at udføre flere angreb på mål i Cuba, især hoteller. Han erklærede, at "fra dette øjeblik var de i krig med Cuba", og advarede udenlandske turister om at "holde sig langt væk fra Cuba".

2. april 1993. Tankskibet "Mikonos" under cypriotisk flag beskudt ca. 7 mil nord for Matanzas fra en båd med terrorister af cubansk oprindelse fra USA.

18. maj 1993. Krænkelse af cubansk luftrum af et fly registreret N8447 for "Brødre til Frelse".

21. maj 1993. Ni terrorister om bord på en båd arresteret af USA's toldvæsen, da de gjorde sig klar til at rejse til Cuba for at angribe. Deres våben og eksplosiver blev beslaglagt. Den 21. august afviste dommer Lawrence King anklagerne mod dem.

Maj 1993. "Brødre til Frelse" planlægger at sprænge et højspændingstårn ved San Nicolás de Bari i Havana.

Oktober 1993. "Brødre til Frelse" tilskyndede offentligt til at begå attentat mod præsident Fidel Castro og udøve voldshandlinger mod Cuba, lige som de bekræftede deres beredthed til at påtage sig de "risici der udgik deraf".

Andrés Nazario Sargén, chef for terrorist­gruppen Alpha 66, erklærer i USA, at hans organisation havde gennemført fem aktioner fornyligt mod Cuba.

18. oktober 1993. En terrorist med bopæl i USA arresteret ved sin ankomst til Cuba. Han havde instrukser om at udføre voldelige aktioner i landet.

7. november 1993. Humberto Pérez, talsmand for Alfa 66 fra Miami, erklærer ved en pressekonference, at hans krig mod Cuba snart vil være rettet mod enhver turist på besøg på øen: "de, der indlogerer sig på cubanske hoteller, betragtes som fjender", forsikrede han.

År 1993: En cubansk indbygger rekrutteres i USA, da han er på besøg der, af en terroristorganisation med henblik på at gennemføre sabotageaktioner i Cuba i turist- og landbrugssektorerne. Til den aktion udstyrer de ham med en del af remedierne, lige som de tilbyder ham en sum på 20.000 dollar.

11. marts 1994. En terrorist­gruppe fra Miami skyder mod Hotel "Guitart Cayo Coco".

17. april 1994. Fly fra "Brødre til Frelse" overflyver i meget lav højde byen Havana og kaster røgbomber. I de følgende måneder i 1994 foretager den samme gruppe mindst syv andre krænkelser.

4. september 1994. Infiltration af to terrorister fra USA i Caibarién, Villa Clara; deres hensigt var at udføre sabotage i denne provins. Man beslaglagde deres våben og meget udstyr.

6. oktober 1994. En anden bevæbnet gruppe i en båd fra Florida skyder med automatiske våben mod Hotel "Guitart Cayo Coco".

15. oktober 1994. En gruppe bevæbnede terrorister fra USA går i land ved dæmningen "Cayo Santa María", Caibarién, Villa Clara, og myrder en landsmand Arcelio Rodriguez García.

Oktober 1994. "Brødre til Frelse" træner i en af deres flyvemaskiner deltagere i en kontrarevolutionær organisation i Florida med det formål at gennemføre sabotage mod olieraffinaderiet i Cienfuegos.

November det år planlagde de også at begå attentat mod præsident Fidel Castro og andre revolutionsledere og indføre våben og eksplosiver i det nationale territorium.

November 1994. Terroristen Luis Posada Carriles og fem af hans medsammensvorne indfører våben i Cartagene, Colombia under afholdelsen af det 4. iberoamerikanske topmøde for at begå attentat mod præsident Fidel Castro; men sikkerhedskæden holder ham i en afstand, der umuliggør at fuldbyrde gerningen. Senere skulle Posada Carriles erklære til New York Times: "Jeg stod bag ved nogle journalister og så Castros ven García Márquez, men Castro kunne jeg kun se på lang afstand".

11. november 1994. Arresteret fire terrorister i Varadero, Matanzas, efter at de var trængt ind i landet. Man beslaglagde deres våben og ammunition.

2. marts 1995. Infiltration ad kyststrækningen ved Puerto Padre, Las Tunas, af to terrorister fra USA, der indførte i landet 51 pund C-4 eksplosiver og andre remedier.

4. april 1995. Et C-337 fly krænker cubansk luftrum nord for byen Havana mellem landsbyerne Santa Fe og Guanabo-stranden.

20 maj 1995. Hotellet "Guitart Cayo Coco" påny angrebet af terrorister i en hurtigbåd fra USA.

12. juli 1995. Tre terrorister arresteret i USA, da de forberedte sig på at trænge ind i Cuba under benyttelse af en provokatorisk handling nær de cubanske kyster. Til trods for at man beslaglagde deres våben og eksplosiver, blev de sat på fri fod af de nord­amerikanske myndigheder.

13. juli 1995. Organiseret af "Brødre til Frelse" trængte 11 både, seks flyvemaskiner og to helikoptere fra USA ind i cubansk territorialfarvand og luftrum. Et af flyene overfløj Havanas centrum og kastede propagandamateriale ud.

16. december 1995. To terrorister arresteret i USA; de forberedte sig på at trænge ind i Pinar del Río for at gennemføre undergravende aktioner. Til trods for, at man beslaglagde deres våben og eksplosiver, blev de sat i frihed af de nord­amerikanske myndigheder.

9. januar 1996. To fly fra Opa-locka i Florida krænker cubansk luftrum.

12. januar 1996. En cubansk emigrant med bopæl i USA arresteret, da han forberedte sig på at overføre eksplosiver fra Havana til Pinar del Río.

13. januar 1996. Fly fra "Brødre til Frelse" krænker luftrummet over Havana. Terroristen Basulto skulle senere erklære, "De siger, at jeg fløj over cubansk territorium, noget som alverden ved, og som jeg ikke nogen sinde har nægtet".

23. januar 1996. USA-myndigheder opbringer i Cayo Maratón en båd med fem bevæbnede terrorister, da de er på vej mod Cuba. De blev sat på fri fod samme dag af FBI.

11. februar 1996. En båd med tre terrorister fra USA fanget af kystvagterne, efter at de havde affyret skud mod vore kyster.

24. februar 1996. Nyt indfald af "Brødre til Frelse". Tre lette fly krænker cubansk luftrum meget nær centrum af Havana, to af dem bliver skudt ned. I de 20 foregående måneder har der været mindst 25 andre krænkelser af cubansk luftrum.

26. juni 1996. I et rådsmøde i ICAO (Organisationen for international, civil luftfart) erkender præsidenten for dens undersøgelseskommission, at i lufthavnen Opa-locka har mindst et af flyene tilhørende "Brødre til Frelse" USA's luftvåbens tegn: "F'et er en smule blegt, det ser ud til at være begyndt at blegne, men det kan stadigvæk ses".

21. august 1996. I Cuba arresteres en nord­amerikansk statsborger, som hemmeligt havde indført militært udstyr og planlagt at gennemføre terorristaktioner på cubansk territorium.

16. september 1996. Arrestation af en, der havde sneget sig ind ved Punta Alegre, Ciego de Ávila om bord på en båd med våben og meget militært udstyr.

21. oktober 1996. Miamis fjernsyn kanal 23 havde et direkte interview med Luis Posada Carriles og Orlando Bosch. Dér understregede de deres hensigt at fortsætte med terroraktionerne mod Cuba.

12. april 1997. Der sprænges en bombe i Hotel "Melía Cohiba" i Havana.

30. april 1997. Man finder en bombe på Hotel "Melía Cohiba".

12. juli 1997. Bomber sprænges i hotellerne "Capri" og "Nacional".

4. august 1997. En anden bombe sprænges på hotel "Melía Cohiba".

11. august 1997. Pressen i Miami offentliggør en erklæring fra Cuban American National Foundation (CANF), der ubetinget støtte terrorhandlingerne med bomber mod civile og turist-mål i Cuba. Præsidenten for denne organisation erklærer, "vi betragter ikke dette som terroristaktioner", og han tilføjede, at enhver aktion mod Cuba er legitim.

22. august 1997. bombe­eksplosion på hotel "Sol Palmeras" i Varadero.

4. september 1997. bombe­eksplosioner på hotellerne "Tritón", "Chateau Miramar" og "Copacabana". Sidstnævnte sted døde som resultat af eksplosionen en ung italiensk turist Fabio De Celmo. Samme dag eksploderede en bombe i restauranten "La Bodeguita del Medio".

10. september 1997. Den cubanske regering meddelte arrestationen af en salvadoriansk statsborger Raúl Cruz León, der var ansvarlig for at have anbragt 6 af bomberne, der eksploderede i forskellige hoteller i byen, heriblandt den, der dræbte den italienske turist Fabio Di Celmo. Cruz León indrømmede, at man havde betalt ham 4500 dollar for hver bombe.

19. oktober 1997. Man opdager en bombe i en turistbus.

27. oktober 1997. USA's kystbevogtning anholder et skib vest for Puerto Rico, hvor de beslaglægger 2 præcisions­skydevåben, kaliber 50 og deres treben, natkikkerter, militæruniformer og kommunikationsudstyr. De raffinerede, rent militære, våben er beregnet til at ramme på lang afstand ved angreb på vogne og fly. En af de ombordværende bekræftede, at deres formål var at myrde præsident Fidel Castro, når han ankom til øen Margarita i Venezuela for at deltage i det ibero­amerikanske topmøde den 7. november1997.

De nord­amerikanske myndigheder fastslog, at skibet var registreret af et kompagni i Florida, hvis præsident, direktør, sekretær og kasserer er José Antonio Llama, en direktør i CANF og lejesoldat, der havde deltaget i Svinebugt-invasionen.

Et af skydevåbnene viste sig at være registreret for José Francisco "Pepe" Hernández, præsident for CANF. Et andet var blevet erhvervet i 1994 af et medlem af Brigade 2506.

De fire besætningsmedlemmer blev indentificeret som: en notorisk agent for CIA, kaptajnen for et skib, som CIA benytter til grupper, der skal infiltrere Cuba fra Florida, lederen af en gruppe kontrarevolutionære fra New Jersey og et medlem af Alpha 66.

Til trods for deres egne tilståelser og klare beviser på ulovlig våbenbesiddelse, falsk vidnesbyrd og våbensmugling, blev disse terrorister efter en skinproces frikendt af en federal domstol december 1999.

30. oktober 1997. Fund af en bombe i en kiosk uden for terminal nr. 2 i Havanas lufthavn "José Martí".

For de kriminelle handlinger mod turistfaciliteter skulle senere blive fængslet to borgere af salvadoreansk oprindelse og tre ander fra Guatemala med forbindelser til terroristen Luis Posada Carriles.

16. november 1997. Et tidsskrift i Florida meddeler efter en to måneders undersøgelse, at serien af bomber, der sprang i Havana, var dirigeret og financieret af anticubanske grupper, og at centret for operationen var Luis Posada Carriles, der er på flugt fra loven på grund af sprængningen af det cubanske fly i 1976.

Maj 1998. Infiltration af to terrorister ved Santa Lucía, Pinar del Río; de kom fra USA med rigelige våben og militært udstyr.

16. juni 1998. Efter flere møder, hvor den cubanske regering gav information til CIA og andre nord­amerikanske regeringsagenturer om terroristaktioner i USA mod Cuba, rejser en officiel delegation til Havana med bl.a. to vigtige FBI-chefer, til hvem man afleverede nøjagtige date, indbefattende filmoptagelser, båndoptagelser og andre beviser på de aktiviteter, der foretages af 40 terrorister, som operere fra nord­amerikansk territorium.

12. juli 1998. I en artikel i New York Times denne dag er optaget erklæringer fra cuba-amerikaneren Antonio Jorge Alvarez, om at FBI ikke havde undersøgt anmeldelser, han havde gjort om det attentat mod præsident Fidel Castro, man havde forberedt til det iberoamerikanske topmøde i Venezuela. Alvarez oplyste, at året før havde han givet information om, at Posada Carriles og en gruppe, der arbejde i hans fabrik i Guatemala, forberedte dette attentat og sprængningen af bomber i Havana. "Jeg satte min forretning og mit liv på spil, og de gjorde ingenting".

12. og 13. juli 1998. I et interview, som Luis Posada Carriles gav dagbladet The New York Times, indrømmede han at have organiseret attentatkampagnen med dynamit mod turistcentre i Cuba, og erkendte, at lederne af CANF havde financieret hans operationer, og at Jorge Mas Canosa, fondens leder, personligt havde opsyn med pengestrømmen og den logistiske støtte til dem: "Jorge Mas Canosa kontrollerede altid alt, når jeg havde brug for penge; han sagde, at man skulle give mig 5000, 10.000, endda 15.000, og de gav mig dem". Posada indrømmede også at have betalt til Raúl Cruz León for at have anbragt bomberne i Havana-hotellerne. Med hensyn til den italienske turist, der blev myrdet af en af dem, sagde han til Times: "... han sad det forkerte sted det forkerte øjeblik".

For at gennemføre disse reportager brugte Times dossier'er fra CIA og FBI, vidnesbyrd fra mere end 100 personer og mere end 13 timers båndoptagelser af interviews med Posada og endog hans egne egenhændigt underskrevne dokumenter.

23. juli 1998. I Miami-pressen offentliggjordes et værk med titlen "Planer mod Castro fører sjældent til fængsling i USA". Artiklen nævner forskellige tilfælde, såsom frikendelsen i 1990 af 6 terrorister, som bragte en kanon og andre våben til Nicaragua for at begå attentat mod den cubanske præsident, og tilfældet med Rodolfo Frómeta og Fausto Marimón i 1994, der var tiltalt for at planlægge brug af Stinger-missiler og andre våben til terroraktiviteter. Desuden erklæringer fra den notoriske terrorist Tony Bryant, som fortalte, at i 1989 arresterede FBI ham med ladning våben og eksplosiver på et skib og lod ham gå. Han tilføjede, at han blev opbragt på to af sine 14 missioner mod Cuba, men de gjorde ham aldrig noget.

2. august. Posada Carriles erklærer i et interview til programmet Modsatte Synspunkter i CBS, at han har til hensigt at begå flere attentater mod cubanske faciliteter på eller uden for øen.

August 1998. Forud for præsident Fidel Castros annoncerede deltagelse i CARIFORUM's topmøde i Den Dominikanske Republik planlagde terrorister af cubansk oprindelse at gennemføre et attentat mellem den 20. og den 25. august.

Til det formål holdt terroristen Posada Carriles et møde på Hotel Holiday Inn i byen Guatemala en måned inden topmødet for at planlægge indførelsen af våben og eksplosiver i Santo Domingo.

12. september 1998. I Miami arresteres 5 cubanske patrioter, som gjorde deres pligt med at forsvare cubanere og nordamerikanere mod terroristaktioner, der ganske ustraffet organiseres, forberedes og udføres mod Cuba fra USA's territorium.

17. november 2000. De panamanske myndigheder arresterede en gruppe terrorister med Posada Carriles i spidsen, som med falske dokumenter var kommet ind i Panama for at gennemføre et attentat mod præsident Fidel Castro under afholdelsen af det 10. Iberoamerikanske topmøde. Man beslaglagde deres våben, eksplosiver og planer for den cubanske præsidents rejseruter og offentlige møder. CANF financierer gruppens forsvarsadvokater.

26. april 2001. Tre terrorister tilhørende Kommandogruppe F-45 og Alpha 66, forsøger at gå i land nord for provinsen Villa Clara, og efter at have skudt på cubanske grænsesoldater, der opdager dem, bliver de taget til fange. Man beslagslægger deres 4 AKM-geværer, et M-3-gevær og lyddæmper, 3 pistoler, megen ammunition, natkikkerter og kommunikationsudstyr, som skulle bruges til at gennemføre sabotageaktioner og terrorisme inde i Cuba.

Udover de nævnte aktioner fik vore myndigheder nys om 16 planer om attentater mod Cubas præsident, 8 planer om at begå attentat mod andre af revolutionens ledere og 140 terrorist-planer i årene 1990-2001. De mislykkedes, blev opgivet eller forhindret i kraft af de cubanske sikkerheds- og efterretningstjenesters arbejde.


Sti: Castros tale om Palæstina 29/9-01 ⇐ USA som base for terrorisme ⇒ Aktuelt

Oversigt

Array ( [type] => 8 [message] => Undefined index: Adgang [file] => /customers/0/4/0/geltzer.dk/httpd.www/cuba/030801.php [line] => 1079 )